Ny skole i Ry: Byråd sender fleksibel plan for kæmpebyggeri i høring
Kommunens plan for byggeriet af en ny skole og et nyt dagtilbud i den østlige del af Ry bliver inden længe sendt i offentlig høring.
Men det betyder ikke, at du nu endelig kan dykke ned i en stribe spændende arkitekttegninger af Rys tredje folkeskole.
Du får heller ikke det præcise svar på, hvor på den 42 fodboldbaner store grund kommunen har tænkt sig at rejse op mod 26.500 kvadratmeter institutionsbyggeri i op mod 14 meters højde. Byrådet har nemlig besluttet sig for at sende et ualmindelig fleksibelt og åbent lokalplanforslag i høring.
Det gør politikerne både for at lave en fremtidssikret lokalplan og for at komme videre med et byggeri, som i høj grad er en hastesag.
- Hold da op, hvor er der mange skoletegninger i lokalplanen for kommunens nye folkeskole i Ry. Nåh nej, det er der ikke. Men jeg håber alligevel, at alle i byrådet er med på at godkende lokalplanforslaget i dag. Ellers kan vi ikke komme videre med sagen.
Med de ord opfordrede formanden for kommunens klima, miljø og planudvalg, Claus Leick (SF), under marts måneds byrådsmøde i Skanderborg politikerne til at sende en ualmindelig fleksibel lokalplan for et kæmpebyggeri i Ry i offentlig høring.
Han hentydede til, at det 83 sider lange lokalplanforslag hverken indeholder oplysninger om det kommende byggeris udseende eller eksakte placering.
- Det er sådan set bare en grovskitse af lokalplan-området, sagde udvalgsformanden, hvorefter det samlede byråd godkendte lokalplanforslaget for et 42 fodboldbaner stort område i den østlige del af Ry.
Det betyder, at alle borgere inden længe har mulighed for at komme med inputs og indsigelser til det kommende byggeri under en otte uger lang offentlig høringsperiode.
En abstrakt størrelse
Borgmester Frands Fischer (S) erkender dog, at det kan blive svært for borgerne at forholde sig til kommunens planer for det omfattende byggeri i den østlige del af Ry.
- Et byggefelt kan være en abstrakt størrelse. Det havde selvfølgelig været lettere for folk at forholde sig til vores planer for det nye skole og institutionsbyggeri i Ry, hvis vi allerede havde kørt en arkitektkonkurrence, og lokalplanen også indeholdt tegninger af det kommende byggeri. I det her tilfælde mener jeg dog, at fordelene ved en åben og fleksibel lokalplan opvejer ulemperne, siger han.
Ny Skole i Ry - Her er grovskitsen
Hvis lokalplanforslaget vedtages får kommunen mulighed for:
At opføre op mod 26.500 m2 nyt byggeri og tilhørende udefaciliteter i form af infrastruktur, cykel- og bilparkering,, opholdsarealer, legepladser, ”skolegård”, boldbaner, idrætsanlæg med mere.
At bygge i højden - af hensyn til landskab og udsigter må intet byggeri dog overstige 14 meter.
At opføre et byggeri, som skal holde sig inden for rammerne af en på forhånd fastlagt farveskala. Tag og facader skal fremstå med mørke og dæmpede farver.
At omdanne det bakkede terræn mod Knudhulevej til boldbaner eller andre idrætsformål, hvilket kommunens administration betegner som et kraftigt indgreb i terrænet.
At give hele området en mere bymæssig karakter, da byggerier, parkering og idrætsanlæg og boldbaner ved fuld udbygning kommer til at udgøre størstedelen af området.
At give Ry Hallerne mulighed for at udvikle og udvide nuværende og nye aktiviteter med
nye bygninger og nye udendørs anlæg. Der er også afsat plads til et eventuelt svømmehals-byggeri i området.
At give Region Midtjylland mulighed for opføre op et op mod 4000 kvadratmeter nyt botilbud for fysisk og psykisk handicappede på egen matrikel i Ellemosen.
Der er borgermøde om planerne for det nye skole og institutionsbyggeri i Ry den 19. maj.
Skanderborg Kommune
Der er ifølge borgmesteren en god grund til, at den nye lokalplan for området opererer med store byggefelter og fleksible placeringer af de bygninger og udearealer, som fra 2026 skal danne rammen om hverdagen for op mod 500 skolebørn og 150 vuggestue- og børnehavebørn.
- Ved tidligere byggerier har vi haft for vane kun at lave byggefelter, der hvor soklerne til byggeriet skulle være. Det har flere gange givet en masse bøvl efterfølgende, siger Frands Fischer (S) og uddyber:
- Mit allerbedste eksempel på, at en fastlåst lokalplan for et institutionsbyggeri kan give problemer, er vores nyetablerede dagtilbud i Dyrehaven i Skanderborg. Her besluttede byrådet, at der skulle være mulighed for at bygge en ekstra fløj på byggeriet i fremtiden, hvis børnetallet steg. Det gjorde det allerede, før vi var færdige med at køre udbuddet, hvilket betød, at byggeriet skulle startes op med den ekstra fløj. Problemet var bare, at der i lokalplanen ikke var blevet afsat et byggefelt til den ekstra fløj, siger han.
Det betød, at sagsbehandlerne i Skanderborg Kommune skulle i gang med at lave en helt ny lokalplan på et tidspunkt, hvor blækket på den første lokalplan knapt nok var tørt.
- Derfor blev processen i Dyrehaven noget længere, end vi havde håbet på. Det har vi taget ved lære af, og nu øver vi os på os på at blive mere fleksible og lave fremtidssikre byggefelter, når vi eksempelvis laver lokalplaner for dagtilbud og skoler, siger han.
Byråd skal udvælge bedste bud
Borgmesteren er tilfreds med, at plangrundlaget for kæmpebyggeriet i Ry giver politikerne mulighed for at vente med at træffe den endelige afgørelse om, hvordan bygninger og parkeringspladser eksempelvis skal placeres i området.
Først når offentlighedsfasen har været afholdt, og lokalplanen er vedtaget, vil politikerne lægge sig fast på bygningernes placering og udseende.
- Når lokalplanen er vedtaget, kan kommunen frit udnytte de muligheder, som ligger inden for byggefelterne i lokalplanen. Herefter bliver det byrådets opgave at tage stilling til de arkitektforslag, der kommer ind, siger borgmesteren om skolebyggeriet, som kommunen har afsat 151 millioner kroner på budgettet til frem mod 2025.
De aktører, som byggeriet får størst betydning for, er dog helt tæt på processen og beslutningerne. Knudsøskolen og Ry Hallerne er nemlig repræsenteret i bygherre-ledelsen.
Her sidder formanden for kommunens børne- og ungeudvalg, Trine Frengler (S) også, og hun lagde under byrådsmødet ikke skjul på, at der er tale om en hastesag.
- Vi skal ud over stepperne nu. Processen er i forvejen blevet skubbet. Skubber vi den yderligere, håber jeg, at vi er 29 medlemmer, som står sammen og tager balladen, hvis der ikke er plads til de børn, der skal i dagtilbud og skole om nogle år.
Hvordan kommunen lige nu arbejder på at lave midlertidige udvidelser af kapaciteten på skole- og dagtilbudsområdet i Ry frem mod, at det nye byggeri efter planen skal tages i brug i 2026, kan du få svar på her.