Kort om kastanjen
Det gamle kastanjetræ ud for Adelgade 20, har igennem tiden været et markant og smukt element i Adelgade. Træet er fra midten af 1800-tallet og blev oprindeligt fredet i 1952.
I fredningsbestemmelserne stod der, at træet ikke måtte fældes eller beskæres uden tilladelse fra Fredningsnævnet. Træet måtte heller ikke ”forulempes eller hæmmes i væksten”.
I 1990’erne forsøgte den daværende ejerforening at få fredningen af træet, der står på kommunal grund, ophævet, med henvisning til de skader træets rodnet påfører bygningen.
I 1998 afgjorde Landsretten, at fredningen skulle opretholdes, træet måtte hverken fældes eller beskæres. Samme år blev kommunen frikendt for et krav fra den daværende ejerforening om at betale en erstatning på knapt 400.000 kroner. Begrundelsen lød, at beboerne vidste, at træet var fredet, da de købte ejerlejlighederne og dermed accepterede risikoen ved at flytte ind.
Begge sager blev anket af beboerforeningen til Højesteret, som året efter ophævede fredningen af det gamle kastanjetræ. Begrundelsen var, at den oprindelige fredning ikke var gyldig, da aftalen var indgået imellem den daværende ejer af Adelgade 20 og Fredningsnævnet.
Der var ikke lovhjemmel til en sådan aftale, da træet faktisk stod på vejarealet, og dermed var ejet af kommunen. Træet var nu at betragte som et ganske almindeligt træ, og det kunne i princippet blot fældes.
Den udbredte opfattelse blandt borgerne i Skanderborg var dog, at træet skulle bevares og i 2001 købte kommunen bygningen.
I 2006 satte kommunen Adelgade 20 til salg med en tinglyst deklaration på kastanjetræet, og en betingelse om, at ejer ikke kan gøre krav overfor kommunen i anledning af skader på ejendommen.
Huset blev købt af Vesterbo Huse, som siden har lejet boligerne i det gamle hotel ud.
I 2020 vurderede kommunen, at træets rådne grene var til fare for forbipasserende. Hele kronen blev fjernet i håb om, at det gamle træ ville skyde nye grene fra stammen.
Det er ikke sket, og nu er træet altså blevet fældet og kørt til plænen ved Hotel Sanderborghus, hvor det er kommunens håb, at det kan udvikle sig til et gigantisk insektbo.