Annonce
Sådan skal luksus-ferieboligerne i en ny feriepark i Ry rettet imod købestærke danske og europæiske outdoor-turister se ud ifølge det foreløbige visionsoplæg, som Landal Greenparks og udvikleren Pantheon har bedt Skanderborg Kommune om at tage stilling til. Illustration: Bayarch.
Turisme

Feriegigant vil bygge fremtidens feriepark i Ry

Europas største spiller i feriepark-branchen har forelsket sig i Ry. Planen er at bygge 80 deluxe-hytter i en ny feriepark med fokus på outdoorliv og wellness på den nuværende Holmens Camping ved Gudenåen. Politikerne er klar til at lade udviklerne holde det første dialogmøde om projektet på én betingelse.

80 ferieboliger på 60 - 135 kvadratmeter med plads til 400 overnattende gæster i et splinternyt feriepark-koncept fra Landal Greenparks kan komme til at se dagens lys i Ry som det første sted i Danmark.

Feriepark-udvikleren Landal Greenparks, som er den største spiller på det europæiske feriepark-marked med 99 parker i ni lande, er nemlig blevet ualmindeligt lun på tanken om at omdanne campingpladsen Holmens Camping på Klostervej 148 ved Gudenåen og Ry Møllesø til en ny feriepark. Det sker på et tidspunkt, hvor Landal Greenparks er på udkig efter nye udviklingsområder flere steder i Danmark.

Det fortæller Kent Lodberg, som er marketingsansvarlig i Landal Greenparks, og som længere nede i artiklen forklarer, hvorfor feriepark-koncernen har kastet sin kærlighed på Ry.

Med en ny luksuriøs feriepark kommer vi til at udbygge turismen i Skanderborg Kommune væsentligt.

Flemming Therkelsen, direktør, Pantheon

Nederst i artiklen får du svar på, hvad politikerne i byrådets økonomiudvalg mener om projektet, og hvorfor de har bedt udviklerne uddybe, hvordan lokalområdet får glæde af området, før offentligheden bliver inviteret til tidligt dialogmøde om projektet.

Men først skal du høre mere om, hvordan idéen er opstået, og hvorfor en realisering af Ry Feriepark ifølge Landal Greenparks taler ind i de trends, der rører sig i den europæiske rejsebranche i øjeblikket.

Vil udbygge turismen i kommunen væsentligt

Da Flemming Therkelsen, som bor i Skanderborg og er direktør i projektudviklings-virksomheden Pantheon, for et års tid siden bemærkede, at Holmens Camping i Ry var til salg, fik han en idé.

Sådan beskriver udviklerne Ry Feriepark

Unik feriepark med fokus på kvalitet og luksus, som vil differentiere sig fra de eksisterende ferieparker, som danskerne allerede kender.

Der skal opføres 80 boliger på 60 - 135 kvadratmeter og en mindre fællesbygning på 500 kvadratmeter med wellnessfaciliteter og butik/café.

Alle eksisterende bygninger på Holmens Camping, som Pantheon har køberet på, skal rives ned, hvorefter der i alt skal bygges 7544 kvadratmeter nybyggeri på den 67.261 kvm store grund.

Der skal også etableres fællesfaciliteter som afslapningsmøbler på en træterrasse ved vandet, outdoor spisesteder og bålpladser, legeplads og shelters.

Modsat traditionelle ferieparker vil gæsterne i Ry ikke være den typiske danske børnefamilie.

Her skal gæsterne primært bestå af købestærke danskere, hollændere og nordmænd, som sætter stor pris på store luksus boliger med egne wellness- og køkkenfaciliteter samt direkte adgang til et væld af outdoor oplevelser lige udenfor døren. 

Landal forventer, at Ry Feriepark vil tiltrække turister året rundt, og vurderer, at parken vil øge antallet af overnatninger i Ry-området med 110.000 gæster årligt.

Landal GreenParks er den suverænt største spiller på det europæiske ferieparkmarked. Landal administrerer 99 parker og flere end 15.000 ferieboliger og 1.300 pladser til campering fordelt over Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Ungarn, Tjekkiet, Storbritannien og Danmark.

Han har i en periode arbejdet sammen med feriepark-koncernen Landal Greenparks om at udvikle nye ferieparker, så han havde ikke svært ved at forestille sig, hvor attraktiv en ny feriepark på lige netop dén plet i Danmark kan blive for fremtidens outdoor-interesserede turister.

- Beliggenheden ud til Ry Møllesø og Gudenåsystemet, nærheden til Ry og de mange muligheder for udendørs aktiviteter omkring Himmelbjerget og hele Søhøjlandet er virkelig attraktiv. Med en ny, luksuriøs feriepark kommer vi til at udbygge turismen i kommunen væsentligt, siger Flemming Therkelsen, som hurtigt blev enig med Landal Greenparks om at tage kontakt til ejerne af Holmens Camping, som de nu har en aftale om køberet på grunden med.

Når og hvis tilladelserne til projektet kommer i hus, og når der er kommet en afklaring på, om det er Landal Greenparks eller andre, der skal være investor på byggeriet af den nye feriepark med outdoor, wellness og nordisk kvalitetsbyggeri som omdrejningspunkt, er man klar til at købe campingpladsen.

På spørgsmålet om, hvor længe aftalen om køberet er gældende, svarer Flemming Therkelsen:

- Længe nok, til at vi har tid til at få alle detaljerne på plads, og projektet er så attraktivt, at vi heller ikke forestiller os, at finansieringen bliver et problem.

Vi har haft lidt svært ved at finde de tegninger i prospektet, som skal illustrere, hvordan udviklerne vil give noget tilbage til Ry i form af eksempelvis offentlig adgang til området og nogle af faciliteterne. Dem har vi bedt om at få, for det er afgørende for os, at der også er noget i det for naboerne.

Frands Fischer (S), borgmester og formand for Skanderborg Kommunes økonomiudvalg
Sådan forestiller udviklerne bag den nye feriepark at anlægget skal etableres med 80 ferieboliger på 60-135 kvadratmeter i de grønne omgivelser ned mod Ry Møllesø og Gudenåen. Illustration: Bayarch

Færre sommerhuse - flere ferieparker

Når Landal Greenparks er så interesserede i at realisere en ny feriepark i Ry, skyldes det ifølge marketingsansvarlig Kent Lodberg, at omgivelserne til fulde understøtter en udvikling i rejsebranchen, som allerede er i gang, og som alle forventer, kun vil fortsætte i fremtiden.

- Vi ser også på udviklingsmuligheder andre steder i landet, men der er rigtig mange ting, der vender den rigtige vej i Ry. Hvis der ikke var det, ville vi ikke sætte vores navn på et offentligt dokument om vores visioner i Ry, siger Kent Lodberg og hentyder til det visionsoplæg for Ry Feriepark, som blev tilgængeligt for alle, da dagsordenen for denne uges møde i kommunens økonomiudvalg blev offentliggjort.

- Den økonomiske model for byggeriet er ikke på plads endnu, men det skal den nok komme, hvis der er opbakning til projektet i kommunen og lokalområdet, siger Kent Lodberg, som er tilfreds med, at politikerne indtil videre er positivt indstillede over for projektet, som ifølge ham taler lige ind i et stort og voksende behov.

- Vi kan som mange andre se, at der er stor efterspørgsel på at holde ferie i den danske natur i en bolig, hvor der er en varm seng, men antallet af privatejede ferieboliger som sommerhuse er faldende, blandt andet fordi folk ikke i samme grad som tidligere er afhængige af at leje ud for at få økonomien til at hænge sammen. Her kommer fremtidens ferieparker ind i billedet, siger Kent Lodberg og tilføjer, at det i øjeblikket kun er knap 20 procent af de danske sommerhuse, der bliver lejet ud til turister.

Samtidig med at velbjærgede danske og europæiske turister er på udkig efter naturoplevelser året rundt, har direkte adgang til oplevelser på vandet stor tiltrækningskraft.

110.000 flere overnatninger i Ry om året

- Der er stor fokus på kystturisme i øjeblikket, men der er også en modtrend, som får flere turister til at søge ind i landet til skovene, søerne og åerne i Søhøjlandet. Om en ny feriepark ligger i Ry, Silkeborg eller Skanderborg er egentlig ikke så afgørende, så længe den er tæt på vandet. Derfor er Holmens Camping i vores øjne et ideelt sted at omdanne til en moderne feriepark, som kan tiltrække turister året rundt, siger Kent Lodberg.

Men der er jo allerede en del overnatningsmuligheder i Ry-området. Kommer en ny feriepark i Ry ikke til at ramme dem på deres omsætning?

- Vi har set på den kapacitet, der allerede er i området og kan konstatere, at vi ligger lige midt imellem. Vi er hverken et hotel eller en campingplads, men et helt nyt koncept. Det handler om at give gæsterne noget forskelligt at vælge imellem. Jeg tror på, at en feriepark som vores vil få endnu flere turister fra lande som Holland, Belgien og Frankrig til at besøge Ry-området i fremtiden, svarer Kent Lodberg.

Han tilføjer, at der ikke er planer om at etablere restaurant i Ry Feriepark, hvilket formentlig vil få folk til at gå ud at spise på hoteller og restauranter i området, samtidig med at byens butikker også vil få glæde af, at antallet af helårsturister stiger i Ry.

Landal Greenparks har sammen med udvikleren Pantheon og arkitektfirmaet Bayarch vurderet, at en ny feriepark i Ry vil kunne tilføre 110.000 flere overnatninger i Ry årligt.

Politikere vil have flere oplysninger om tilgængelighed

De tre parter er nu så langt med projektet, at politikerne i Skanderborg Kommunes økonomiudvalg i går skulle tage stilling til deres ønske om at præsentere projektet for offentligheden under et såkaldt "tidligt dialogmøde" den 11. november.

Så hurtigt kommer det dog ikke til at gå, for selvom politikerne som udgangspunkt er positivt stemte over for visionsoplægget om Ry Feriepark, er det endnu lidt for luftigt til, at politikerne er klar til at give grønt lys til det første offentlige møde om planerne.

-  Vi havde lidt svært ved at finde de tegninger i prospektet, som skulle illustrere, hvordan udviklerne vil give noget tilbage til byen i form af eksempelvis offentlig adgang til området og nogle af faciliteterne. Det har vi bedt om at få uddybet, for det er afgørende for os, at der også er noget i det for naboerne, siger borgmester og formand for økonomiudvalget Frands Fischer (S).

Han og de andre politikere i økonomiudvalget ser frem til at modtage noget opkvalificeret skitsemateriale, som eksempelvis viser, hvor på kortet over projektgrunden, den offentlige adgang skal være.

- Vi er positivt stemte over for at sende projektet i tidlig dialog for først og fremmest at finde ud af, om det er noget, man ønsker i lokalområdet. Det forventer jeg, at vi er klar til, når vi får klarlagt de tvivlsspørgsmål, vi har rejst, siger borgmesteren og tilføjer, at selve screeningen af forhold som trafik, søbeskyttelseslinjer og hensyn til naturen først kan blive sat i gang, når det tidlige dialogmøde har været afholdt.

Få overblik her
nyhedsbrev

Bloch-politik i byrådet

eliteidræt

- Imponerende udvikling: AGF ser potentiale i Ry Fodbold og indleder nyt samarbejde om pigetalenter

Søskende i politik

Søskendepar skal stå i spidsen for byrådets nye udvalg

Golfbaner solgt for 20 millioner

Formand jubler efter køb af golfanlæg i Ry: - Vi er blevet mødt med stor forståelse

Flertallets fremtidsmål

Her er aftalen, der gør Frands Fischer til borgmester

analyse

Hvem sidder for bordenden, når byrådet diskuterer sundhed, klima og økonomi? Disse politikere får magtfulde poster

Bred konstituering

Flere små partier får plads i byrådets mest magtfulde udvalg

SkanderborgLIV

Rød stemmesluger fra Ry får to roller

- Det er jo lidt skjult for offentligheden, hvad der lægges til grund for, at posterne i et nyt byråd bliver fordelt, som de gør. Derfor var jeg som nyvalgt selvfølgelig spændt på, hvor meget og hvordan jeg ville blive hørt under de forhandlinger, som jeg ikke selv har været en del af. Jeg blev heldigvis positivt overrasket, siger den nyvalgte byrådspolitiker, Andreas Tang-Brock fra Ry.

nyhedsbrev

Store byer på fremmarch i byrådet

Det helt centrale spørgsmål er, om det overhovedet betyder noget.

coronavirus

Alle offentligt ansatte i Skanderborg skal vise coronapas, når de møder ind: - Virus er ligeglad med, om man er pædagog eller skolesekretær

Alle offentligt ansatte i Skanderborg Kommune skal om lidt kunne fremvise et gyldigt coronapas for at kunne møde på arbejde.

kv21

Byrådets politikere kommer i stigende grad fra de større byer

Kvinder i politik

- En dag var der én, der sagde: Jeg tror, du bliver Rys første kvindelige borgmester

Kvinder i politik

Rekord: 11 kvinder er valgt ind det nye byråd

SkanderborgLIV

Hvad betyder en personlig stemme?

KV21 - valgresultater

Her er valgets vindere, tabere - og dem, der lige akkurat kom ind

analyse - kv21

Valg-analyse: Diversiteten fik et lille boost, Fischer fik sit folkelige mandat - og flere end før kan påkalde sig folkets gunst

De personlige stemmer

De personlige dramaer: Når fire stemmer afgør valget

nyhedsbrev

Genkroning, firdobling og to hak i tuden