I modsætning til, hvad de fleste nok tror, så er der ingen høje sirenelyde, når alarmen går på Østjyllands Brandvæsens station i Skanderborg.

I stedet er første synlige tegn, at garagedørene foran de massive røde brandbiler går op, og yderdørens lås slår fra.

Indenfor det første minut vil den første brandmand løbe ind og hoppe i uniformen, der står klar omkring støvlerne. Over de næste to-tre minutter kommer der flere til, og inden der er gået fire minutter fra døren først åbnede, kører “Sprøjten” ud af døren med de første brandfolk ombord.

Men netop bemandingen på brandbilerne er en stigende bekymring for Østjyllands Brandvæsen.

I efteråret kunne man i Østjyllands Brandvæsens udviklingsplan for 2024-2031 læse, at der fra 2030 forudses så massive rekrutteringsproblemer af deltidsbrandfolk, at stationen i Skanderborg – ifølge Østjyllands Brandvæsen – bør omdannes til en fuldtidsstation. Herfra kunne døgnberedskabet køre med på alle i Skanderborg og på udrykningerne fra de omkringliggende deltidsstationer, når de mangler brandfolk.

I udviklingsplanen fremgik det, at en fremtidig fuldtidsstation i Skanderborg kunne driftes for et årligt beløb på 22 millioner kroner, og etableres for 55 millioner kroner.

Men da bestyrelsen for Østjyllands Brandvæsen skulle stemme om udviklingsplanen, var fuldtidsstationen i Skanderborg fjernet fra sagsfremstillingen. Nu skulle planen gælde til og med 2028, og dermed kunne bestyrelsen udskyde at tage stilling til behovet for en fuldtidsstation.

- Det betyder ikke, at behovet for en fuldtidsstation er forsvundet, men hvis man kan udsætte behovet, ville det være positivt, da bemandingen vi har i Skanderborg i dag er vældig fin, siger Kasper Sønderdahl, der er beredskabsdirektør for Østjyllands Brandvæsen.

Han forsætter:

- Det er de fremtidige rekrutteringsmuligheder om 10 år, som bekymrer os. At omdanne fra deltid til fuldtid koster omkring 22 millioner om året at drive en fuldtidsstation, sat overfor de 3-4 millioner det koster at drive en deltidsstation. Derfor har vi aftalt at få hjælp til at styrke rekrutteringen i Skanderborg og Odder, og borgmestrene er gået aktivt ind i det, hvilket vi er rigtig glade for, siger Kasper Sønderdahl.

Østjyllands Brandvæsen har fire stationer i Skanderborg Kommune: I Skanderborg, Ry, Galten og Hørning. Her er brandfolkene ansat som deltidsbrandmænd, og på hver station skal der være 25-30 brandfolk tilknyttet for at være fuldstændig sikker på, at der altid kan komme mindst seks ud til hver udrykning.

Brandfolkene har en alarm, der i udgangspunktet altid er tændt, og som bipper når alarmen går. Fra den første alarm giver lyd, må der maksimalt gå fem minutter, før brandbilerne skal være ud af garagen.

Derfor skal brandfolkene være hurtige og i nærheden af stationen for at kunne nå afsted til stationen og hoppe i uniformen indenfor de fem minutter.

Og det er blevet sværere at nå, eftersom trafikken og infrastrukturen fortættes i midtbyerne. Det fortæller Thomas Krog, der er holdleder på Station Skanderborg.

- Da jeg begyndte som brandmand, kunne jeg køre fra industrien i øst og herned til stationen i Vestergade på fire minutter. Men siden da er der kommet fem lyskryds til, og det gør, at man ikke kan nå det, fortæller Thomas Krog.

Derfor er området, hvor brandfolkene kan bosætte sig snævret ind – så mange af Station Skanderborgs nuværende brandfolk bor lige i nærområdet, hvilket gør at det som regel ikke er et problem at leve op til de fem minutter, når brandfolkene er hjemme.

Problemet er dog anderledes udtalt i arbejdstiden. Da brandfolkene er deltidsansatte, og kun får betaling, når de kommer til en alarm, har de et “hverdagsarbejde”, som Thomas Krog kalder det. Han er selv elektriker og kører rundt i kommunen til forskellige opgaver.

- Det kniber altid med at få nok i arbejdstiden. Der plejede at være en del industri her i nærområdet, hvorfra folk sagtens kunne nå herned. Men mange af arbejdspladserne tæt på stationen er forsvundet, og de fleste af dem, der er tilbage, er kommunale institutioner, hvor vi tidligere har oplevet, at de ansatte ikke kunne få lov til at køre til brand i arbejdstiden, fortæller Thomas Krog.

Han er derfor glad for, at det er lykkes Østjyllands Brandvæsen at lave en aftale med Skanderborg Kommune om at hjælpe med rekrutteringen.

- Det er vigtigt, at kommunen blev forelagt, hvad en fuldtidsstation vil koste. For det er svært at rekruttere folk nok til fremtiden. Men da kommunen hørte, at det skulle koste 20 millioner om året, så var de lige pludselig lydhøre overfor det, de har fået at vide i mange år: At der mangler folk. Men nu havde de også lyst til at snakke om, hvad de kunne gøre ved det, siger Thomas Krog.

Borgmesteren i Skanderborg Kommune, Frands Fischer (S), er også medlem af bestyrelsen af Østjyllands Brandvæsen. Han fortæller, at den første plan i hans øjne var for tidligt ude med vurderingen af, at Station Skanderborg skulle omdannes til en fuldtidsstation fra 2030.

- Det er der jo en del år til, skulle vi ikke i første omgang prøve arbejde med at rekruttere deltidsbrandmænd? Når vi så har forsøgt det, og hvis vi kan se, at det ikke kan lade sig gøre, så kan det være vi skal kigge på at lave en fuldtidsstation i stedet. Men i første omgang synes jeg, at vi skal gøre en stor indsats for at hjælpe dem med at beholde deltidsstationen, siger Frands Fischer.

Han fortæller, at rekrutteringsudfordringerne blandt brandvæsnet i Skanderborg Kommune var en nyhed for ham, da brandvæsnet bragte det op gennem udviklingsplanen.

- Hvis det før er blevet rejst som problemstilling, så ligger det flere år tilbage, før jeg blev borgmester. Men jeg er mere optaget af, hvad vi gør fremadrettet, siger Frands Fischer.

Han uddyber:

- Vi vil fra kommunens side tage en snak med de kommunale arbejdspladser om, hvordan medarbejdere under givne omstændigheder kan være deltidsbrandmænd, og at vi fra kommunens side skal stille vilkår op for deltidsbrandmænd. Det har vi ikke haft tidligere, og det skal vi have til at falde på plads. Det sker ikke af sig selv, for så var det nok sket, så det er ikke en nem opgave, siger Frands Fischer.

Dermed er han ikke afvisende overfor, at det på et tidspunkt kan være nødvendigt med en fuldtidsstation i Skanderborg Kommune. Men han håber i første omgang, at det nye samarbejde mellem kommunen og brandvæsnet kan være med til at styrke deltidsbrandfolkene i Skanderborg:

- Vores deltidsbrandmænd kan noget helt unikt her i kommunen. Det engagement og den passion de udviser, både i forhold til fællesskabet og fagligheden, er helt unikt. Derfor vil jeg helst, at vi prøver at understøtte det arbejde, siger Frands Fischer.

For holdleder Thomas Krog er det egentlig det samme ønske, der står øverst på listen. Han har selv været fuldtidsbrandmand i København, inden han valgte at gå over til deltidsudrykningerne i Skanderborg. Derfor fremhæver han sammenholdet på Station Skanderborg som noget helt særligt, der skal værnes om.

- Næsten alle brandfolkene bor i nærheden, og derfor bliver stationen en del af dagligdagen. Vi har fået skænket et flot træningsrum af Østjyllands Brandvæsen, hvor vi fællestræner, og mange har kærester, der er frivillige på stationen, og tager børnene med herned for at se bilerne. Derfor er der næsten altid nogen herovre, man kan hilse på. Alt det fællesskab kunne jeg godt frygte, at man ikke havde på samme måde med en fuldtidsstation, siger Thomas Krog.

Han tilføjer dog:

- Men hvis behovet reelt er der for en fuldtidsstation, så synes jeg selvfølgelig, det kunne være rart at få en.

- Det handler om nogle helt basale værdier. Nogle værdier, der handler om at eksistere i denne verden, siger Uffe Høj.

Formanden for Di Heslige Slønglers Klup sidder i et mødelokale på Kulturhusets førstesal. Gennem vinduet bag ham kan man se kulisserne i Byparken tage form frem mod Store Sløngeldag lørdag den 13. maj, som han og de andre i sløngelkluppen står bag.

Lille Virgils tårn er blevet rejst, og på Kulturtorvet er næsehornet Otto tegnet på en stor, hvid plade, der hviler op ad en mur.

Uffe Høj taler om præstationskultur, når han skal sætte ord på Sløngeldagenes eksistensberettigelse.

Om perfekthedskultur, og om hvordan Ole Lund Kirkegaards frihedsfikserede univers fuld af temmelig uperfekte personager er som skabt til at være antitesen til netop de begreber, som i efterhånden en del år har domineret debatten om ungdomsgenerationens kvaler.

12-talspiger, karakterkrav, målopfyldelse, forventningspres.

- For nogen kan det virke som pjat og løjer. Men for os er det vigtigt at tage afsæt i Ole Lund Kirkegaards litteratur og nogle af de værdier der er der. Det er fantasien, det er frihedstrangen — det er frækheden, siger Uffe Høj.

- Det handler om at gå op imod det fastsatte, og at gå op imod — undskyld udtrykket — den her småborgerlige ordentlighed. Når vi laver det her, så er det dybest set for at hylde nogle værdier, som man på en dårlig dag kan tænke, at vi glemmer, siger han.

Ole Lund Kirkegaard levede en stor del af sit, desværre meget korte, voksenliv i landsbyen Oue mellem Hobro og Hadsund, men han er født og opvokset i Skanderborg.

Hans forfatterskab tog for fart allerede fra begyndelsen, da novellen 'Dragen' vandt en novellekonkurrence i dagbladet Politiken i 1967, hvorefter 'Lille Virgil' blev udgivet senere samme år (her figurerer 'Dragen' som et kapitel), og stort set omgående blev en succes.

Præcis i den tidsperiode var Kirkegaard sammen med forfattere som Flemming Quist Møller ('Cykelmyggen Egon'), Halfdan Rasmussen ('Halfdans ABC'), Cecil Bødker ('Silas og den sorte hoppe') og Benny Andersen ('Snøvsen og Eigil og katten i sækken') med til at revolutionere dansk børnelitteratur, fordi de alle fortalte deres historier fra barnets perspektiv.

- Hvis du skræller helt ind og destillerer Ole Lund Kirkegaards bøger, så handler de altid om drenge, der søger friheden og eventyret, siger Uffe Høj, formand for Di Heslige Slønglers Klup

Men den higen efter frihed, der gennemsyrede samfundsstrømningerne dengang — og Kirkegaards univers — må vi ikke glemme, mener Uffe Høj.

- Man kan sige, at mennesket på mange måder satte sig selv fri i 1960’erne, men er den frihed nu blevet til en trang til det perfekte? Er det blevet til en individualisering, som nogen gange tager den elementære glæde ved livet fra os?, siger han.

Hvordan kan nogle dage én gang om året i Ole Lund Kirkegaards tegn spille en rolle i forhold til de ting, du beskriver der?

- Vi skal ikke være illusoriske, og vi skal ikke være naive. Men kan vi som Ole Lund Kirkegaards bannerførere være med til at plante nogle frø her og hisset? Både blandt lærerne og i skolesystemet, men også i Skanderborg og forhåbentlig i Østjylland. I denne her tid er det vigtigt at tænke lidt anderledes, siger Uffe Høj og fortsætter:

- Vi har egentlig alle forudsætninger for at bruge den her frihed til andet end at søge succesen og det perfekte. Vi kan også bruge den til det skæve. Nu skal der ikke gå helt Brinkmann i den, men vi skal jo ikke instrumentalisere alle vores gøremål, så de bare handler om at nå hen til det næste mål.

Grundlæggende har Uffe Høj et håb om, at Sløngeldagene kan få børnene til i højere grad at reflektere.

- Selvom det hele er så godt, så kunne det jo også være på en anden måde. Misforstå mig ikke, jeg vil ikke tilbage til 50’er idyllen og tilbage til dengang, hvor man fik nogen på hatten, siger han og klasker hænderne mod hinanden, så det giver genlyd i mødelokalet.

- Kan man med bøgerne og ved at lave nogle af de her events få børnene til at tænke mere spontant? Så de glemmer det, de skal, de glemmer forbud, påbud, anvisninger og retvisninger og en gang i mellem kommer tilbage til deres spontane 'jeg'? Hvad det så end er, siger han.

På Store Sløngeldag manifesteres jagten på den spontane, uortodokse leg blandt andet ved muligheden for at kaste remoulademadder mod en tavle, som man kender det fra 'Frode — og alle de andre rødder'.

Eller - man kan kaste dem mod en plade, der skal repræsentere en ægte tavle i et ægte klasselokale. Og der, hvor man kan tegne løs ved siden af næsehornet Otto er der også tale om en væg-attrap.

Det er jo ikke en rigtig tavle, som børnene kan kaste remoulademadder på, og det er heller ikke en rigtig væg, man kan komme at tegne et næsehorn på. Burde man ikke gå længere, end I gør, hvis man skal tænke dine tanker om spontanitet, frihedstrang og så videre til ende?

- Det er da muligt, siger Uffe Høj og griner lidt, tænker kortvarigt og siger så:

- Jeg håber, at børnene kan mærke den ægthed, der er over det her, når de kommer herned. At de kan mærke, at det ikke er Lalandia eller Legoland. Men at det er noget andet, hvor man også får lov til at gøre noget, man ikke plejer at gøre — selv om det så er at kaste en remoulademad mod en tavle, der ikke er en rigtig tavle. Den leg, man kan være med i her, skulle forhåbentlig gerne frigive nogle konstruktive tanker, når man kommer hjem og leger derhjemme, siger Uffe Høj.

I forbindelse med Ole Lund Kirkegaards 75 års fødselsdag i 2015 skrev en anden Skanderborg-kunstner, Peter Sommer, en børnesang med afsæt i Kirkegaards verden på foranledning af Uffe Høj fra Di Heslige Slønglers Klup. Hør Peter Sommer fortælle om sangen herunder.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

🌞👛 På lørdag den 13. maj fyldes området udenfor og indenfor Nydamsvej 1 i Hørning med et stort sommermarked. Her kan du finde boder og underholdning, drevet af lokale iværksættere og foreninger. Markedet holder åbent fra 10-15, og ifølge vejrudsigten skulle det mindsanten blive et sommerligt sommermarked!

🎸🟨🟦  Seks lovende rockbands fra Ukraine er på tour i Danmark, og onsdag den 17. maj lander de i Skanderborg. Klokken 19 slår Walthers Musikcafé dørene op til en bragende koncert med musikere, der har oplevet krigen tæt på. Koncerten er med til at støtte Ukraine, både symbolsk og økonomisk.