I dag er det svært at finde et tidspunkt, hvor den store, hvide bygning ud til Skanderborg Sø står tom. Oftest summer livet, i salene, på biblioteket og i caféen.

Det har det mere eller mindre gjort i 25 år, siden Kulturhuset slog sine døre op for første gang i april 1998.

Åbningen kom efter flere års diskussioner om, hvorvidt der overhovedet skulle være et kulturhus. Særligt de store omkostninger til byggeriet skabte røre.

Men den daværende Venstre-borgmester Aleksander Aagaard, der sad på posten fra 1990 til kommunesammenlægningen i 2007, var ikke i tvivl om, at Skanderborg by manglede noget.

- Denne lange by, der spredte sig på hver sin side af søen, manglede i den grad et midtpunkt. Der var et virkelig stort behov for, at der skulle ske noget i byen, fortæller Aleksander Aagaard.

Da kommunen fik henvendelser fra forskellige kulturelle aktører som amatørteater og biograf, blev idéen at samle dem under ét tag, sammen med blandt andre biblioteket.

De første skitser gav en pris på 21 millioner kroner, hvilket svarer til mere end 34 millioner i dag. Derfor foreslog Aleksander Aagaard en etapeopdeling, hvor man først byggede en tredjedel af huset, og så byggede til af flere omgange, så byggeriet og prisen kunne spredes ud i tre etaper.

Derfor var det i første gang blot 7 millioner kroner, der skulle findes til byggeriet.

- Men vi rendte ind i det problem, at der ikke rigtigt var noget af byggeriet, der kunne vente. Derfor endte vi med først at foreslå at inddele det i to etaper – men i sidste ende byggede vi det hele på én gang. Det er et punkt, hvor vi nok kan vælge at sige, at jeg begik løftebrud, og blandt andet af den grund var der meget bølgegang i byrådet, siger Aleksander Aagaard.

Noget af bølgegangen var Per Knudgaard Larsen medskyldig i.

Han var ude med en krads kritik af priserne på de første skitser, som han mente var urealistiske. I den forbindelse blev han en del af den nystiftede Skanderborg Lokalliste, der især var stiftet på modstand mod Kulturhuset.

Og ved valget i 1997 kom Per Knudgaard Larsen i byrådet.

- Man kan godt sige, at vi var et protestparti, men jeg opfattede det ikke som en protest. I stedet så jeg det som et indlæg i debatten om Kulturhuset og et forsøg på at gøre politik til noget, der ikke bare skal lyde godt, men også kan fungere i virkeligheden, siger Per Knudgaard Larsen, da jeg spørger ham til det her 26 år senere.

Han havde arbejdet i byggebranchen i flere år op til valget, og mente slet ikke at de første priseksempler gav mening:

- Jeg var skeptisk over, at man lagde sådan et budget frem og gav et indtryk af, at der kunne bygges et stort kulturhus ud fra det. For det vidste jeg godt, at man ikke kunne.

Det fik han nu også ret i. Den endelige pris på Kulturhuset endte med at lyde på 37 millioner kroner, hvilket svarer til knap 61 millioner i 2023.

En stor udgift, medgiver Aleksander Aagaard.

- Der var mange, der var i tvivl om vi overhovedet havde råd til det, og hvis vi havde vidst og meldt 37 millioner ud fra start, havde vi aldrig kunnet gennemføre det. Men det afgørende for mig var den måde vi organiserede det på. Kommunen ejede huset, men de forskellige aktører stod selv for driften. Det var et stort tillidsforhold, at der ikke senere skulle komme en stor, tung driftsbevilling, siger Aleksander Aagaard, og fortsætter:

- Det må man i dén grad sige, at de overholdt. Jeg havde troet, at de ville komme og bede om flere penge efter 5-7 år. Det har man jo set i andre kommuner. Men det skete ikke her – på trods af to tilbygninger og nu Bybadet, så har de formået at rejse driften selv. Det har været en succes lige fra start, konkluderer Aleksander Aagaard.

Det kan Per Knudgaard Larsen også godt medgive i dag. Dengang syntes han ellers ikke, at Skanderborg by havde brug for et kulturhus – og hvis man endelig skulle, syntes han, at huset skulle være markant mindre.

- Men når man ser på det i dag, så var det jo virkelig godt set. For Kulturhuset har fungeret så fremragende – det er virkelig imponerende, hvad de har udrettet, og så med en så stor portion frivillige kræfter. Formatet og størrelsen tror jeg også er rigtigt, når det nu skulle være. Set i det lys må man jo sige, at dem, der så behovet dengang, havde helt ret. De glemte bare at fortælle, hvad det ville koste, siger Per Knudgaard Larsen.

Allerede da Per Knudgaard Larsen blev valgt til byrådet lagde han stemmer til, at Aleksander Aagaard kunne blive borgmester endnu en gang, og han stemte også for adskillige ekstrabevillinger til Kulturhuset, eksempelvis området omkring Byparken og en forstærkning af taget.

- Det var ud fra præmissen om, at hvis man har sagt A, må man også sige B. Men det skabte også noget røre i mit bagland, og i sidste ende blev lokallisten sprængt i stykker. For nogen var partiet en ren protest mod Kulturhuset, og op til valget i 1997 gav vi den også fuld gas hele vejen med modstanden. Det tror jeg også var det, der gjorde at vi blev valgt ind, siger Per Knudgaard Larsen.

Han endte med at slå sig til Venstres gruppe i byrådet, og blev også genvalgt til byrådet for Venstre.

- Man kan nok godt sige, at det som vælger er svært at gennemskue, hvad der egentlig vil ske med ens stemme. Men når et valg er overstået, skal man se på realiteterne. Der var i sidste ende et kæmpe flertal i byrådet for Kulturhuset, og så nytter det jo ikke, at jeg sidder i det ene hjørne og er sur. Det er i hvert fald ikke min stil, siger Per Knudgaard Larsen.

Aleksander Aagaard havde fra start en tro på, at Kulturhuset nok skulle lykkes og blive en succes. Også selvom han undervejs blev mødt af både demonstration og underskriftsindsamling.

- Det, der gav mig troen på det, var at foreningslivet og erhvervslivet bredt bakkede op. Det har gang på gang lykkes at skaffe tilskud og indsamle de endelige midler, siger Aleksander Aagaard.

Den tidligere borgmester er derfor i den grad tilfreds med, at Kulturhuset kom på benene:

- Jeg er helt fuldstændig sikker på, at det liv vi har i byen i dag i høj grad bæres af Kulturhuset, og det er en vigtig brik i både forretningslivet og kulturlivet. Jeg fortryder derfor ikke et sekund, og det har jeg aldrig gjort. For jeg er helt overbevist om, at hvis vi stadig havde et hundelokum der hvor Kulturhuset står, så havde Skanderborg været en soveby på lige fod med en række andre byer, siger Aleksander Aagaard.

Per Knudgaard Larsen er ikke nær så sikker på, at Kulturhuset er afgørende for bylivet i dagens Skanderborg. Han tror, at det for mange tilflyttere ville have lige så stor betydning, hvis der lå en stor, skøn park i stedet.

- På den måde havde byen jo nok overlevet uden Kulturhuset, men jeg tror da, at når jeg tænker på alle de mennesker, som har brugt enormt mange timer hernede, så har det da været med til at berige deres liv.

Alligevel trækker han en del på det, da jeg spørger om han ligefrem ville stemme for en beslutning om at bygge et kulturhus, hvis vi nu leger, at beslutningen skulle træffes i dag.

- Der ville jeg helt sikkert have kigget på den økonomi, kommunen har i dag, og med den anstrengte økonomi alle kommuner har for tiden, så ville det undre mig meget, om man kunne finde penge til sådan et byggeri og forsvare det. For alle diskuterer ældrepleje, antallet af pædagoger i børnehaver og huller i vejen, siger Per Knudgaard Larsen.

Han fortsætter:

- Der er virkelig, virkelig mange ting, som jeg nok i dag ville sige står før byggeriet af et kulturhus. Og det var vel lidt samme situation, vi havde på daværende tidspunkt.

Når man betragter Skanderborgs søvendte byfront fra Næsset på den anden side af Skanderborg Sø, er Kulturhuset i dag et fuldkommen velkendt og integreret, hvidt midtpunkt i udsigten.

Men den udsigt kunne have været markant anderledes. Og det kunne den visuelle oplevelse af Kulturhuset set fra Adelgade også have været.

For der var flere bud på Kulturhusets arkitektur, der placerede bygningens sokkel i niveau med de andre bygninger ved Adelgade.

Men ikke Dan Christensens bud.

- I forhold til alle de andre forslag i konkurrencen var den største forskel, at mit forslag bevarede et kig ud til søen fra byens hovedgade, og at bygningen kom betydeligt længere ned, fortæller Dan Christensen.

- Jeg var meget interesseret i at bevare et kig fra Adelgade ud mod søen, siger han.

Han er i dag pensioneret, men i midten af 1990'erne var han arkitekt og partner i arkitektfirmaet Kjær & Richter.

Og det var ham, der førte pennen, da linjerne til det forslag, der endte med at vinde konkurrencen om Kulturhuset, blev tegnet.

For ham var det afgørende vigtigt, at Kulturhuset blev bygget på en måde, så man fra Adelgade stadig kunne kigge direkte til søen, men lige så vigtigt var det at få al husets tungere transportaktivitet med sceneudstyr og andet grej ned til vandet, mens brugerne kunne bevæge sig ubesværet ind fra gadeplan.

Den manøvre betød samtidig, at Dan Christensens projekt formåede at få Kulturhuset til at rage markant mindre op i højden end de andre tegnestuers bud.

- Jeg ville helst ikke have, at kørsel til scenen skulle foregå direkte fra Adelgade, for så kom salen og hele huset alt for højt op, siger Dan Christensen.

- Derfor var jeg interesseret i at lave en spadseresti, som var belagt, så man kunne køre ned og få adgang til scenen på det lave terræn og på den måde få hele huset en etage længere ned, end det ellers ville være kommet, siger han.

Det er også medvirkende til, at bygningen fik sin hvide facade, for så ville den stadig, trods sin lavere højde, 'lyse op ved vandet', fortæller han.

- Når den ikke rager så højt op, synes jeg, at det var rart, at den kunne ses tydeligt ude fra vandet. Det kan jeg huske, at mange af sejlerne var begejstrede for, siger han.

Dan Christensens ønske om at bevare en del af udsigten fra Adelgade til Skanderborg Sø betød samtidig, at han prioriterede at få det, han kalder 'den åbne' del af bygningen vendt i samme retning.

En af de store udfordringer med kulturhuse er ofte, forklarer han, at der skal være ret store indendørs områder, hvor der ikke må komme lys ind — f.eks. teatersale eller biografsale — og det resulterer i facader uden vinduer, som i udgangspunktet dermed er meget tillukkede.

Og det ved han af ren og skær erfaring.

For på hans arkitekt-cv står både Musikhuset i Aarhus (den store sal og udvidelsen af foyeren), kulturhuse i Vejle, Holstebro, spillestederne Voxhall i Aarhus og Godset i Kolding, ligesom han har tegnet et større kultur- og kongreshus i Mariehamn på Ålandsøerne, der stod færdigt i 2008, og som ifølge Dan Christensen i øvrigt har tydelige referencer til Kulturhuset i Skanderborg.

- Så jeg var interesseret i at få kigget fra gaden ud mod søen til at flugte med den åbne del af huset, siger Dan Christensen og forklarer:

- Det vil sige, at jeg gerne ville have foyeren og cafeen med møderum ovenpå i den ene side, mens jeg gerne ville have de lidt tungere og lukkede dele til at ligge i forbindelse med det gamle bibliotek, så biblioteket kunne blive forlænget, og der samtidig kunne blive plads til en biografsal.

Når man har med opførelsen af især byggerier i kultursektoren er det vigtigt, at man som arkitekt og tegnestue evner at læse det politiske landskab, fortæller Dan Christensen, og sådan var det også med Kulturhuset i Skanderborg.

Derfor skulle især daværende borgmester i Skanderborg, Aleksander Aagaard (V), lige ses an.

- Det, jeg mest tænkte på i Skanderborg, var borgmesteren. Så ham kiggede jeg på — havde han magt? Han havde jo vundet valget i Skanderborg endda i to omgange på det tidspunkt, siger Dan Christensen.

Det var vigtigt for ham med en stærk borgmester, for han har tidligere oplevet, at politisk ustabilitet resulterede i et kuldsejlet byggeri.

- Jeg har prøvet, at det gik galt af politiske grunde med en stadthalle i Regensburg i Tyskland. Deres oberburgmeister faldt dengang på det næste valg på grund af hans holdninger til de tyske grænser. Så kom der andre politikere til, og nu ville de så ikke bygge det, som vi havde tegnet det, fordi den afgående borgmester så ville få æren for byggeriet. Så jeg tænkte, shit, med kulturhuset skal der stå nogen bagved, som virkelig vil det og har magt, fortæller Dan Christensen.

Da Dan Christensen var med til at skabe Musikhuset i Aarhus, var det heller ikke uvæsentligt, at daværende borgmester Thorkild Simonsen (S) selv tog initiativ til at dele projektet op, så man hurtigt fik entreprisen på plads — for så kunne man også hurtigt få gravet et hul i jorden og erklære projektet for igangsat uden først at skulle vente på en sammenhængende plan fra A til Å, fortæller han.

- Så der skal være mindst en politiker, der har magt, og som virkelig vil det, siger Dan Christensen.

Hvordan kunne du mærke, at daværende borgmester Aleksander Aagaard var den slags politiker?

- Det er svært at forklare. Men han var rolig. Og han virkede som en, der havde tjek på det. Og han var klar til at påtage sig at få skældud, hvis prisen på projektet skred.

Da Kulturhuset i Skanderborg stod færdigt i 1998, holdt Dan Christensen, der bor i Aarhus-bydelen Højbjerg, få måneder senere sin 50 års fødselsdagsreception i netop Kulturhuset.

Derfor vil tilfældet også, at han og det 25 år gamle kulturhus tilsammen fylder 100 år i år, da han til september bliver 75.

Når han tænker 25 år tilbage til tiden efter Kulturhusets indvielse, er der faktisk kun én ting, der skurrer en lille smule, når han sammenligner sine visioner og ideer med det endelige byggeri.

- Vi forsøgte at forhandle os til et kunstværk på den store væg i foyeren, men det lykkedes os desværre ikke. Der var nogle problemer med brandkravene i forhold til, hvad der måtte være på væggen, og det fik vi aldrig helt på plads med de kunstnere, vi snakkede om, siger han.

- Men ellers var alting blevet, som vi tænkte.

I 2021 fik bymiljøet ved Kulturhuset sig en temmelig stor og iøjnefaldende tilføjelse - nemlig Bybadet for foden af den hvide kulturbygning.

Og det er Dan Christensen glad for.

- En del af vores forslag dengang var, at der skulle være en lige linje ned til et anløbssted for Dagmar (turistbåden, red.) i forlængelse af, at vi havde åbnet området op. Og det var også en del af vores tanker dengang, at der skulle være plads til at lave mere i området på et senere tidspunkt, siger han.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ