Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

En have på Skanderborg STU's gamle fodboldbane har været blandt de heldige projekter, der har fået del i klimapuljen i 2021. Foto: Johanne Jedig Wejse

En halv million til klimaidéer – i sparetider

Mange af os har nok gjort et eller andet, om ikke andet, så en lillebitte ting.

Et valg foran køledisken, eller med dankortet i hånden under online shopping. Måske en bilnøgle, der kommer tilbage i skuffen, mens rejsekortet fiskes frem.

For klimaforandringerne er en virkelighed, der ikke er til at spøge med. De ligger og truer, og gør det svært bare helt at fortsætte som før.

Men hvad var det, der inspirerede os til at gøre noget? Og hvad kunne få os til at gøre mere?

Det er her, Klimapuljen kommer ind i billedet.

En halv million kroner fra Skanderborg Kommune, som fællesskaber kan søge, netop til projekter, der fremmer den grønne omstilling – gerne ved at ændre nogle af de fasttømrede vaner, vi har.

I anledning af, at der er åbnet for ansøgninger for tredje gang, har jeg taget et kig på Klimapuljen.

For hvad blev der lige af de tidligere projekter, der har fået del i pengene?

Og er det overhovedet forsvarligt at bruge en halv million kommunale kroner på en klimapulje, når der er varslet et budget, der skærer ind til benet?

Læs med i dagens artikel, hvor jeg også går en tur i en permahave og ser et spirende kirsebærtræ.

Og husk også vores korte nyhedsoverblik i bunden af nyhedsbrevet:

🤾‍♂️🐟📈 Europæisk håndbold-eventyr er slut, PFAS-betinget advarsel mod fiskeri i Svanesø annulleres, og så har foreningsidrætten fået sig et medlemsboost.

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Der er mange forskellige opgaver, når en permahave som denne på Skanderborg STU skal sættes i gang efter at have været i vinterhi. Foto: Johanne Jedig Wejse

Pengene skal hjælpe den grønne omstilling. Det bliver til et frugttræ til alle elever

Skanderborg Kommunes Klimapulje på 500.000 er endnu engang åbnet for ansøgninger.

Denne gang er det dog lukket for enkeltpersoner, men midler til grøn omstilling skal søges af en borgergruppe, forening, institution eller virksomhed.
 
- Jeg håber, at flere vil byde ind og søge puljen. Man skal jo ikke opfinde den dybe tallerken – det meste handler om at bryde vaner, eksempelvis omkring transport eller kost. Derfor kunne det for eksempel være oplagt for vores meget aktive landsbyer at søge, siger Claus Leick (SF), der er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.

Et af de projekter, der tidligere har fået tildelt midler fra Klimapuljen, er Skanderborg STU. Pengene har de brugt til at etablere en permahave, der skal forbedre miljøet, samtidig med at den lærer eleverne at spise mere grønt.
 
- Mange af eleverne er meget selektive – ikke kræsne, men vant til at spise meget af det samme. Derfor tager det lang tid at vænne dem til at spise noget andet, mere klimavenligt og grøntsagsrigt. Men tanken er, at hvis de får mere ejerskab over det, selv ser det vokse frem af jorden, så hjælper det processen, siger Truels Truelsen, der er underviser på Skanderborg STU.

Skanderborg STU danner ramme for et af de projekter, der har fået midler af Klimapuljen. Nu kan den halve million søges endnu en gang.

I den forberedte plan er alle lærere og elever fordelt på forskellige opgaver. Nogen skal trimme grene, nogen skal save træstammerne i mindre stykker og nogen skal lægge halm ud i bedene, så jorden holder på varmen.

Der går imidlertid ikke lang tid, fra eleverne på ungdomsuddannelsen for unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov Skanderborg STU kommer udenfor, til planen ændrer sig.

Sådan er det, når eksempelvis en lærer skal bygge en plantekasse, hvilket eleven, der skulle trimme grene, frygteligt gerne vil være med til.

Plantekassen skal sørge for, at de elever, der ikke kan komme helt ned til jorden, stadig kan være med. Med til at arbejde i og lære af Skanderborg STU’s permahave, der nu kører på andet år, og som skolen netop har åbnet op for efter vinterpause.

- Vi synes det er rigtig fint at etablere vedvarende bede med vedvarende planter, der kommer igen år efter år. Det er jo en del af det, der gør det til en klimahave: At vi prøver at give naturen tilbage til naturen, for den ved hvad der er bedst, fortæller Truels Truelsen, imens han holder en pind stille, så en elev kan kløve den.

Truels Truelsen er underviser på STU, og tovholder på skolens permahave. Det var også ham, der i oktober 2021 søgte finansiering ved Klimapuljen, der uddeler midler til projekter og forsøg, der kan sætte skub i den grønne omstilling.

Skanderborg STU har gødet permahaven med hestemøg og hønsemøg fra deres naboer, og kvæler ukrudtet i haven med gamle papkasser fra en cykelhandler. Foto: Johanne Jedig Wejse

Han sørger dermed også for at formøble de 50.000 kroner, projektet blev tildelt til haveredskaber, planter og frø.

- Vi synes jo det er rigtig mange penge vi har fået. Vi mangler stadig at bruge 15.000-20.000, som vi regner med at bruge i løbet af foråret på frugttræer og en konsulent, der kan holde oplæg om, hvordan vi bedre kan smitte af på vores omgivelser, siger Truels Truelsen.

Enmandsansøgninger er ikke længere velkomne

Permahaven i STU er et af de fem projekter, der tilsammen modtog 311.000 af Skanderborg Kommunes Klimapulje. Penge, der først bliver udbetalt, når projektudgifterne kan dokumenteres.

Puljen er på 500.000, og kunne i 2021 søges af borgere, foreninger, institutioner og virksomheder til initiativer, der fremmer den grønne omstilling, for eksempel ved at reducere vores CO2-udledningen og ressourceforbrug.

Nu er der åbnet for ansøgninger endnu engang, med ansøgningsfrist den 3. april.

- Jeg håber, at flere vil byde ind og søge puljen. Man skal jo ikke opfinde den dybe tallerken – det meste handler om at bryde vaner, eksempelvis omkring transport eller kost. Derfor kunne det for eksempel være oplagt for vores meget aktive landsbyer at søge, siger Claus Leick (SF), der er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.

Han tilføjer:

- Vi skal gøre meget, især hjemme i vores husholdninger, og det er svært at gøre ret meget ved som kommune. Den forandring kommer, fordi man bliver inspireret og hører nogle gode historier. Derfor kan projekterne smitte af og have en langt større effekt end man lige tror.

Hvad er Klimapuljen?

Klimapuljen er en pulje på 500.000 kroner, der kan søges til projekter og forsøg, der sætter skub i den grønne omstilling.

Puljen kan søges af borgergrupper, foreninger, institutioner eller virksomheder indenfor kommunegrænsen.

Projekter, der tildeles støtte, skal bidrage til at indfri målsætningerne i Skanderborg Kommunes klima-, energi- og ressourcepolitik. Det betyder, at projekterne skal handle om CO2 og/eller ressourceforbrug.

Det er tredje gang, puljen uddeles, og ansøgningsfristen er 3. april 2023 kl. 23.59.

Herefter vil Klimapuljens Grønne Panel bestemme, hvilke projekter der skal få del i støttekronerne.

Det Grønne Panel består af:

Per Grønvald, direktør i Skanderborg Forsyning (hvert andet år)

Henrik Müller, direktør i Renosyd (hvert andet år)

Ove Krogsøe, bestyrelsesmedlem i Landsbyfællesskabet og i formandsskabet for Borgerforeningen i Gl. Rye

Jens Andreasen, bestyrelsesmedlem i ErhvervSkanderborg og Vicepresident i Kamstrup A/S

Andreas Tang-Brock (S), byrådsmedlem og næstformand for kommunens klilma-, miljø- og planudvalg

Claus Leick (SF), byrådsmedlem og formand for kommunens klima-, miljø- og planudvalg

Skanderborg Kommune

Det bliver tredje gang, Klimapuljen uddeles, efter den blev vedtaget i budgettet for 2020 af Skanderborgs byråd som en del af en stor klimapulje på tre millioner kroner: 2,5 millioner til kommunens finansiering af den grønne omstilling, og de sidste 500.000 i en søgbar pulje.

Siden pengene blev uddelt sidst, har byrådet imidlertid vedtaget nogle reviderede kriterier til klimapuljen; primært at enkeltpersoner ikke længere kan søge, men skal indgå som en del af et fællesskab, hvad end det er en borgergruppe, forening, institution eller virksomhed.

- Jeg synes der var for mange enkeltmandsprojekter, der kunne være nok så velmenende, men nok burde være lidt større. Vi har tidligere støttet, at en person kunne skrive en bog – sådan noget har vi fjernet nu, og det synes jeg er fornuftigt. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svært at finde kvalificerede projekter – der har været for få, der rakte bredt ud, siger Claus Leick.

Hvilke projekter er tidligere blevet støttet, og hvor er de nu?

Efteråret 2021:

🌱 Pia Lund Nielsen modtog 50.000 kroner til bogudgivelsen Et År For Klimaet. ➡ Den blev udgivet i november 2022.

🌱 Stine Drøgemüller modtog 30.000 til fire borgerinddragende workshops om upcycling af møbler og interiør. ➡ Workshoppene er afholdt, og resultaterne kunne opleves i sommeren 2022.

🌱 STU modtog 50.000 til at etablere permahave på skolen. ➡ Permahaven er fortsat i gang med at blive etableret, men skolen mangler at købe flere planter samt et oplæg.

🌱 Madfærd ApS lavede mad på Mølleskolen i Ry, og modtog 181.580 til et projekt om mindre madspild og mere økologi i skolens kantine. ➡ Samarbejdet mellem Mølleskolen og Madfærd sluttede i april 2022, men projektet nåede at blive afsluttet inden. Madfærd beholdt størstedelen af de tildelte midler, mens en køkkenvægt blev overdraget til den ny kantineordning.

🌱AMOK II videreførte ubrugte midler fra foråret til at videreføre sin kursusrække om plantebaseret mad i offentlige køkkener. ➡ Kurser og workshops blev afholdt i efteråret 2022.

Foråret 2021:

🌱 Pia Lund Nielsen modtog 50.000 til 10 foredrag på skoler i Skandeborg med titlen Et År For Klimaet (samme emne, hun senere skrev en bog om). ➡ Foredragene er afholdt.

🌱Jette Bote Petersen modtog 91.200 til hendes foredragsrække AMOK I om plantebaseret mad i offentlige køkkener. ➡ Foredragene er afholdt.

🌱 Virksomheden Atter modtog 20.000 til en kunstinstallation af aflagt sengetøj produceret sammen med skoleelever fra Skanderborg. ➡ Kunstinstallationen er færdig og blev udstillet på Kulturhuset.

🌱 Sløngel Pladsen (dengang Plads Te Leg) modtog 50.000 til etablering af et “unikt” affaldskoncept på legeplads, der er bygget op om Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. ➡ Projektet er blevet udsat, men kommunen håber at kunne brede det ud flere steder.

🌱 Ry Aftenskole modtog 16.000 til 2-4 workshops om husholdning og klima. ➡ Projektet er annulleret, og pengene er dermed ikke blevet udbetalt.

🌱 Komvideler.dk modtog 71.250 til at udvikle en app til udlån og udleje af haveredskaber. ➡ Projektet er annulleret, og pengene er dermed ikke blevet udbetalt.

🌱 Et projekt om mobile haver til skoler og børnehaver modtog 95.000 kroner. ➡ Projektet starter først med den nye sæson.

🌱 Værdicentralen og Renosyd modtog 14.000 til et projekt om hjemmebyggede el-genbrugscykler. ➡ Projektet er annulleret, og pengene bliver dermed ikke udbetalt.

🌱 Projektet GreenDay modtog 144.500 til at udvikle byggeelementer i kork og opføre to mindre bygninger til opstilling i kommunen. ➡ Byggeelementerne er udviklet, og bygningerne bliver placeret i Mølleskolens skolegård, og skal indvies til maj.

Skanderborg Kommune

Da eleverne på hold 3 på Skanderborg STU har været udenfor lidt tid, begynder der at falde ro over flokken. Alle har fundet deres opgaver; en bygger plantekasse, en klipper grene af nogle gamle juletræer, en trimmer et birketræ, og to saver træerne til pinde, der bruges til at afgrænse bedene.

En stor del af tanken med projektet er at undervise eleverne i klimavenlig mad samt hvordan man arbejder i en have. Håbet er, at det også kan være med til at ændre deres egne madvaner:

- Mange af eleverne er meget selektive – ikke kræsne, men vant til at spise meget af det samme. Derfor tager det lang tid at vænne dem til at spise noget andet, mere klimavenligt og grøntsagsrigt. Men tanken er, at hvis de får mere ejerskab over det, selv ser det vokse frem af jorden, så hjælper det processen, siger Truels Truelsen.

Derfor har alle elever på STU fået tilbuddet om at hente deres eget træ på et plantecenter, som så er plantet på skolens grund.

Mathilde fik sidste år lov til at vælge sit eget træ, som hun har været med til at plante i Skanderborg STU's permahave. Foto: Johanne Jedig Wejse

Elev Mathilde har valgt et kirsebærtræ, der så småt er begyndt at spire efter at have været i dvale vinteren over.

- Jeg kan godt lide at spise kirsebær en gang imellem, som en lille snack, siger hun som svar på, hvorfor det lige skulle være kirsebær.

Det er hendes tredje år på STU, og hun bliver derfor færdig til sommer. Men Truels Truelsen minder hende om, at kirsebærtræet bliver ved med at være hendes – så hun altid kan komme på besøg og kigge til træet og spise nogle kirsebær.

Skal kunne lidt af det hele

Tanken med midlerne fra Klimapuljen er i høj grad at støtte op om fællesskaber, der i den ene eller anden udstrækning modarbejder klimakrisen. Så selvom projekterne ikke redder verden, er de med til at engagere borgerne og give liv til gode idéer, siger Claus Leick:

- Vi skal som kommune kunne lidt af det hele; vi skal sætte vindmøller op og vi skal etablere cykelstier, men det er også vigtigt at vi har lidt risikovillig kapital, der kan blomstre ude hos borgerne. En halv million kan man ikke få meget cykelsti for, men det gør en vigtig forskel for gode idéer og holdningsændring, siger Claus Leick.

Han anbefaler derfor at bevare puljen i sin nuværende form til de kommende budgetforhandlinger – også selvom borgmester Frands Fischer allerede har varslet større besparelser end vanligt.

Næstformand i Klima-, Miljø- og Planudvalget Andreas Tang Brock (S) er enig i, at Klimapuljen skal forblive.

- Hvis den ikke skulle bevares, havde vi nok allerede lagt den ned i december, i stedet for at revurdere kriterierne. Det er et klart signal om, at den har en værdi. Samtidig synes jeg puljen ligger i et fornuftigt leje lige nu, jævnfør at vi potentielt er presset på økonomien i fremtiden. Det er vigtigt at have en pulje, der understøtter initiativer ude i civilsamfundet, men det er også en prioritering i sidste ende, om det i stedet er penge, der skal gå til skoler og plejehjem, siger Andreas Tang Brock.

Selvom frosten ikke helt har aftaget, pibler det allerede nu frem med små grønne spirer i permahaven på Skanderborg STU. Foto: Johanne Jedig Wejse

På Skanderborg STU går pengene både til at støtte elevernes trivsel og undervisning, og til en mere klassisk klimaindsats. Haven er anlagt ud fra tanken om permakultur, der ikke forstyrrer mikroorganismer, men i stedet er til stor nytte for både insekter og at hente kvælstof ud af luften.

- Jeg synes jo de her permahaver er noget nær det mest geniale, man kan forestille sig, og håber også at vi kan bidrage til inspiration, så andre får mod på at prøve kræfter med det, siger Truels Trulsen.

I bedene omkring ham kigger rabarberplanterne frem mellem træflisen, mens de hvidløg, eleverne næsten lige har været med til at plante, allerede er begyndt at spire. Til stor glæde for eleven Mathilde:

- Jeg synes det er så dejligt at være ude og arbejde i haven. At selv plante et lille frø eller for eksempel en avocadosten, og se det vokse op, siger Mathilde.

Thomas Arnoldsens seks scoringer kunne ikke rokke ved resultatet mod BM Granollers fra Spanien, og Skanderborg-Aarhus Håndbold er nu ude af European League. Foto: Ole Nielsen.

Skanderborg-drøm om Europa-avancement brast, fiske-advarsel ophæves, og idrættens medlemstal stiger

Velkommen til dit korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Stor medlemsstigning i lokal foreningsidræt

Fælled Hallen, Skanderborg Fælled. Foto: Christian Bæk Lindtoft.

På landsplan har foreningsidrætten formået at gøre comeback, efter coronanedlukningerne medførte et fald i antallet af medlemmer.

Faktisk er der nu flere medlemmer på landsplan, end der var i 2019, altså før coronakrisen satte ind.

Det oplyste DGI og DIF i en pressemeddelelse onsdag.

Skanderborg Kommune er ingen undtagelse. Mens 30.239 i 2019 var organiseret i foreningsidræt under enten DGI eller DIF, var tallet 32.191 i 2022.

Men i den mellemliggende periode var medlemstallet nede på 29.461 i 2020 og 30.114 i 2021.

Stigningen i medlemmer i de to foreninger hænger sammen med en kraftig befolkningstilvækst i Skanderborg Kommune i samme periode. Men så meget desto mere iøjnefaldende er det, at andelen af befolkningen med et medlemskab i en forening under enten DGI eller DIF også er vokset.

Tilbage i 2016 var 44,8 pct. af borgerne i Skanderborg Kommune ifølge DGI og DIF's statistikker medlem af en forening i DGI- eller DIF-regi.

Dengang var kommunen nr. 37 på listen over kommuner med den højeste andel borgere i foreningsidræt under de to organisationer.

I 2022 var 50 pct. af kommunens borgere medlem af en DGI- eller DIF-organiseret forening (se den løbende udvikling i DIF- og DGI-medlemmer kontra befolkningstal længere nede*).

Men som SkanderborgLIV skrev om allerede i sensommeren 2022, lægger den udvikling et pres på de faciliteter, som idrætsforeningerne benytter - særligt til de indendørs sportsgrene.

Og bruger man Danmarks Statistiks tal, hvor man kan tælle de foreninger med, som ikke hører under DIF og DGI, er tallene meget vildere - alt det kan du læse meget mere om i denne artikel.

* Udvikling i andel af kommunens borgere organiseret i DIF- og DGI-regi:

2016: 44 pct. (37. plads)

2017: 45,1 pct. (35. plads)

2018: 45,5 pct. (36. plads)

2019: 48,8 pct. (26. plads)

2020: 47 pct. (22. plads)

2021: 47,5 pct. (17. plads)

2022: 50 pct. (16. plads)

Skanderborg-Aarhus Håndbold er ude af europæisk håndbold

Morten Balling fra Skanderborg-Aarhus Håndbold græmmer sig under kampen mod spanske Granollers i EHF European League. Foto: Ole Nielsen

For Skanderborg-Aarhus Håndbold er det slut med det europæiske håndboldeventyr i denne omgang.

Det står klart, efter holdet tirsdag tabte det andet af to opgør mod catalanske BM Granollers med 25-30.

Skanderborg-Aarhus Håndbold (SAH) vandt ellers udebanekampen i Catalonien med 32-34, men BM Granollers har en samlet score på 62 mål mod SAH's 59.

Dermed går Granollers, der aktuelt ligger nummer to i den spanske liga, videre til kvartfinalen i EHF European League.

- Granollers var desværre for dygtige i dag, og vi formåede ikke defensivt at sætte os igennem, siger cheftræner Nick Rasmussen i en pressemeddelelse fra Skanderborg-Aarhus Håndbold.

- Angrebsmæssigt synes jeg, at vi spillede en okay første halvleg, men vi havde det lidt svært efter pausen. Det var ærgerligt, siger han.

- Lige nu er jeg virkelig skuffet på hele holdets vegne, og ikke mindst på spillernes vegne. Vi har leveret få dårlige præstationer, når man ser på de 14 kampe, vi har spillet i Europa. Det skulle slutte på et tidspunkt, men det er ærgerligt, at det er nu, lyder det fra cheftræneren.

SAH spiller næste hjemmekamp i Herreligaen fredag den 31. marts klokken 19.00 i Fælledhallen mod HC Midtjylland.

SAH ligger aktuelt på ligaens sjetteplads.

Advarsel mod fiskeri i Svanesø er fjernet

Svanesø i Skanderborg. Grafik: Christian Bæk Lindtoft.

Nu frarådes det ikke længere at fiske i Svanesø i Skanderborg. Det oplyser kommunen på sin hjemmeside.

Efter Region Midtjyland i efteråret tog prøver af vandet i søen, som viste et PFOS-niveau ti gange over grænseværdien (PFOS er et stof under den overordnede PFAS-kategori), har kommunen nu foretaget en række opfølgende vandprøver, samt undersøgt nogle af fiskene i søen.

Og det er de opfølgende undersøgelser, der blev udført i januar, som nu giver anledning til ikke længere at advare imod fiskeri i søen.

De fleste af kommunens vandprøver ligger nemlig under de nationale grænseværdier, og "kun to prøver viser et niveau som er en smule over grænseværdierne", lyder det.

Kommunen oplyser ikke, hvor mange prøver, der i alt er tale om.

Undersøgelserne af fiskene viser PFAS-niveauer, der er under EU's grænseværdier for indtag af gedde og aborre, og derfor fraråder Fødevarestyrelsen ikke længere fiskeri i Svanesø.

Man mener, at PFAS i Svanesø skyldes en losseplads, der har ligget i området for adskillige år siden. Men kommunen, Skanderborg Forsyning og Region Midtjylland arbejder stadig på at opspore kilden til PFAS-forureningen.

Skanderborg missede skakmesterskab i sidste øjeblik

Skanderborg Skakklubs to unge talenter Jonas Bjerre (hvid trøje) og Mads Andersen (grå trøje). Foto: Johanne Jedig Wejse.

Trods en sæsonlang føring i Skakligaen endte mesterskabet med at glippe for Skanderborgs skakspillere.

Det skriver Dansk Skak Union på sin hjemmeside.

Ved indgangen til den sidste og afgørende spillerunde, der blev afviklet på Morten Børup Skolen i Skanderborg den 25. og 26. marts, lå Skanderborg fortsat på førstepladsen - dog kun med et halvt såkaldt brætpoint ned til Team Xtracon fra Køge, der de seneste år har domineret toppen af den danske skakverden.

Men det halve brætpoint var ikke nok, og efter lørdagens opgør var det Køge, der førte med tre brætpoint over Skanderborg. Da det hele var overstået søndag, vandt Køge danmarksmesterskabet med fire brætpoint ned til Skanderborg.

Ifølge Dansk Skak Unions referat af begivenhederne var Skanderborg imidlertid også hårdt ramt af afbud, da fire af holdets spillere havde prioriteret deltagelse ved EM i Serbien højere end kampen om danmarksmesterskabet.

I januar besøgte SkanderborgLIV Skanderborg Skakklub. der i øvrigt lige har fejret 100-års jubilæum, hvor blandt andre Jonas Bjerre og Mads Andersen, der regnes for et store talenter, spiller. Læs eller genlæs reportagen fra den lokale skakklub her.