Mistede plads på venteliste: - Den anciennitet, jeg har bygget op i tre år, er røget fløjten
- Møllegades Børnehave bliver privat – og en del af et større fællesskab med Skanderborg Realskole – fra 1.1.2023. Det betyder, at børnehaven får sin egen venteliste, og at pladserne derfor ikke længere anvises af pladsanvisningen i Skanderborg Kommune. Derfor slettes dit ønske om plads i Møllegades Børnehave.
Sådan lød et brev fra Skanderborg Kommune til Ina Dulanjani Dygaard. Hendes datter havde ellers været skrevet op til Møllegades Børnehave i tre år, men nu kan hun først starte til august – fem måneder efter at være stoppet i dagpleje.
- Man burde have sørget for at sikre dem, der allerede stod på venteliste – eller i det mindste sørge for, at alle forældrene fik de samme muligheder for at skrive sig op, siger Ina Dulanjani Dygaard.
I et skriftlig svar skriver Anni Hedegaard, der er chef for sekretariatet for skoler, dagtilbud og familier i Skanderborg Kommune:
- Ingen borgere har – mig bekendt – stået uden mulighed for at få en plads i en daginstitution i Skanderborg Kommune, men det er korrekt, at deres placering på ventelisten til Møllegades Børnehave kan have ændret sig i forbindelse med, at institutionen blev privat og forældrene dermed skulle skrive deres barn på venteliste igen. Hvis familien kun var skrevet op til Møllegades Børnehave, kan deres mulighed for at få en plads til deres behovsdato naturligvis også have været udfordret, skriver Anni Hedegaard.
Møllegades Børnehave og Skanderborg Realskole oplyser til SkanderborgLIV, at de ikke kan kommentere på enkeltsager, og at de derfor ikke ønsker at medvirke.
Få dage efter hendes datters fødsel, valgte Ina Dulanjani Dygaard at finde tid og overskud til at skrive hende op til en institutionsplads i den selvejende Møllegades Børnehave.
Det var vigtigt for Ina Dulanjani Dygaard at være helt sikker på, at hendes datter kunne få en plads – både fordi hun har et nært kendskab til Møllegades, fordi det er en lille institution, og fordi den ligger 500 meter fra deres bopæl.
I årene siden har hun stået på venteliste, mens datteren først startede i dagpleje.
Indtil et brev landede i hendes digitale postkasse fra kommunen.
- Møllegades Børnehave bliver privat – og en del af et større fællesskab med Skanderborg Realskole – fra 1.1.2023. Det betyder, at børnehaven får sin egen venteliste, og at pladserne derfor ikke længere anvises af pladsanvisningen i Skanderborg Kommune. Derfor slettes dit ønske om plads i Møllegades Børnehave, lød det i brevet.
Ina Dulanjani Dygaard kontaktede derefter Skanderborg Realskole for at få en plads på Møllegades Børnehaves nye venteliste – det skulle gerne gå lidt stærkt, for datteren skal skifte fra dagpleje til børnehave til april.
Fakta: Da Møllegades Børnehave blev privat
Den 30. november 2022 stemte byrådet for, at Møllegades Børnehave kunne overgå til at være en privat institution, og dermed fusionere med Skanderborg Realskole fra 1. januar i år.
Børnehaven gik dermed fra at være selvejende, der stadig fik anvist pladser af kommunens pladshenvisning.
Vedtagelsen skete uden anmærkninger – formand for Børne- og Ungeudvalget Trine Frengler (S) sagde på byrådsmødet, at det ikke krævede ret mange ord, og at et enigt Børne- og Ungeudvalg bakkede op.
- En del af det frie valg, og det brede valg, som byrådsmedlem Sebastian Støckler (V) udtrykte det på byrådsmødet, hvor forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Men hun er langt fra den første, der henvender sig, og derfor får hun den besked, at hendes datter tidligst vil kunne starte til august.
- Den anciennitet, jeg har bygget op i tre år, er røget fløjten. Det ender med at være mit barn, der taber – for enten skal jeg vælge en anden, kommunal børnehave med start her til april, en børnehave der er fuldstændig det modsatte af, hvad jeg synes er en god børnehave – eller også skal jeg holde hende hjemme, indtil hun kan starte til august. Men jeg er alenemor, så hvad skal vi så leve af? spørger en frustreret Ina Dulanjani Dygaard.
Kommunen: Allerede tilbudte pladser var garanteret
Hun fortæller, at hun ved første henvendelse fra Møllegades fik besked på, at ventelisten først åbnede en måned senere. Da hun imidlertid mødte op på dagen, blev hun mødt af beskeden om, at hun var sent ude, og ventelisten var blevet godt fyldt undervejs af forældre, der var dukket op nede i institutionen.
- Jeg har intet imod, at Møllegades bliver privat, og fusionerer med Skanderborg Realskole – der er min datter allerede skrevet op. Det, jeg opponerer imod, er måden man har gjort det. Hvorfor er der ikke nogen i kommunen eller på Møllegades, der har tænkt at det kan give problemer for forældre med børn på vej i institution inden længe? siger Ina Dulanjani Dygaard, og tilføjer:
- Man burde have sørget for at sikre dem, der allerede stod på venteliste – eller i det mindste sørge for, at alle forældrene fik de samme muligheder for at skrive sig op.
I Skanderborg Kommune havde chef for sekretariatet for skoler, dagtilbud og familier Anni Hedegaard ikke mulighed for at stille op til interview.
Ina Dulanjani Dygaard, mor til kommende børnehavebarnMan skulle have kigget på ventelisten i kommunen, og givet lov til at tage ancienniteten med over.
I et skriftligt svar til SkanderborgLIV skriver hun imidlertid, at Skanderborg Kommune anviste pladser i Møllegades Børnehave til og med januar i år. Det skyldes, at godkendelsen om at blive privat institution ikke var givet på det tidspunkt, hvor pladsanvisningen anviste pladser til januar måned, og derfor blev pladserne anvist som i kommunens øvrige institutioner. Alle familier, der havde fået tilbudt en plads, var dermed garanteret den plads.
- Ingen borgere har – mig bekendt – stået uden mulighed for at få en plads i en daginstitution i Skanderborg Kommune, men det er korrekt, at deres placering på ventelisten til Møllegades Børnehave kan have ændret sig i forbindelse med, at institutionen blev privat og forældrene dermed skulle skrive deres barn på venteliste igen. Hvis familien kun var skrevet op til Møllegades Børnehave, kan deres mulighed for at få en plads til deres behovsdato naturligvis også have været udfordret, skriver Anni Hedegaard.
Savner ændret praksis
Anni Hedegaard skriver yderligere, at standarden for situationer som denne er, at kommunen anviser pladser ifølge den kommunale venteliste, indtil institutionen ændrer status til privat. Herefter slettes børnene fra ventelisten.
Netop den praksis ærgrer Ina Dulanjani Dygaard. Selvom hendes datter godt kan få plads i en anden børnehave fra den dato, de har behov, så er det langt fra en løsning, hun har lyst til at følge.
- Min datter har en fysisk funktionsnedsættelse, og har brug for tryghed, ikke en gigantisk institution. Når situationen i kommunens pladshenvisning er så presset, så har man reelt ikke nogen mulighed for at vælge, hvilken institution man tænker ville være bedst for sit barn, siger Ina Dulanjani Dygaard.
Hun mener derfor, at man burde ændre praksis i fremtiden, så forældre ikke mister en plads på en venteliste, som de potentielt kan have haft i lang tid:
- Man skulle have kigget på ventelisten i kommunen, og givet lov til at tage ancienniteten med over. Derudover skulle man have kigget på, hvor mange det rammer, og overvejet at oprette nogle få ekstra pladser. For lige nu er det valg, jeg traf, fordi jeg mente det var det bedste for mit barn, ikke noget værd. I stedet bliver jeg nødt til at træffe et nyt valg med ondt i maven, siger Ina Dulanjani Dygaard.
Møllegades Børnehave og Skanderborg Realskole oplyser til SkanderborgLIV, at de ikke kan kommentere på enkeltsager, og at de derfor ikke ønsker at medvirke.