Lyden af overtøj, der hænges på bøjler, blander sig med lavmælte samtaler i krogene. Et bord med forfriskninger er stillet frem, og opsøges ivrigt af de omkring 25 ankomne.

Som viseren nærmer sig syvtallet på det store ur, dør snakken mere og mere ud. Den erstattes af skraben, da stole trækkes ud.

De fleste har nu fået sig placeret overfor en af de andre deltagere – og mellem dem er et skakbræt med brikker i startopstilling sat frem. Øjnene følger viseren, og klokken syv griber 12 forskellige hænder en hvid bonde. Spillet er i gang.

Vi befinder os i Skanderborg Skakklubs lokaler i Sundhedshuset centralt i byen. Her mødes klubben hver tirsdag til et skakarrangement – ofte en konkurrence. I aften er det klubbens hold fra 3. og 4. division, der spiller mod udefrakommende på samme plan.

Siden 1923 har skakinteresserede i Skanderborg mødtes med ligesindede for at tage et spil og diskutere strategi. Således kunne Skanderborg Skakklub i starten af januar fejre 100 års jubilæum.

Men netop i år ser også ud til at blive et særligt år af en anden grund: Om alt går vel, så vil Skanderborg tage danmarksmesterskabet i holdskak, når de sidste kampe spilles til marts.

Som der stod i Weekendavisens skakrapport i december:
- Skakligaen er de seneste år blevet vundet af Køge i så suveræn stil, at man har vænnet sig til, at forsvaret af DM-titlen er en formssag. Men i år har det været anderledes. Køge har skilt sig af med flere udenlandske stormestre, hvorefter magtbalancen har rykket sig i Skanderborgs favør.

Hvis man forlader salen med de koncentrerede holdkampe, og i stedet træder ind i et tilstødende lokale, finder man to af de helt store grunde til, at Skanderborg ser ud til at kunne vinde sit fjerde danmarksmesterskab på 100 år.

18-årige Jonas Bjerre, der er øverst på danmarksranglisten over skakspillere, og 27-årige Mads Andersen, der ligger på en solid andenplads.

De spiller begge på Skanderborgs førstehold, og har spillet skak i byen i størstedelen af deres liv. Mads Andersen begyndte til skoleskak i Skanderborg som syvårig, og Jonas Bjerre begyndte, da han var blot fem.

Siden har de spillet både holdskak og individuel skak under Skanderborgs fane. Det har de i stedet for at flytte til en udenlandsk storklub, som tidligere har været kutyme blandt unge talenter.

Da Mads Andersen begyndte i klubben, spillede dens førstehold i fjerde mesterrække. I 2011 rykkede førsteholdet op i Skakligaen, og siden da er det gået stærkt: Tre mesterskaber, foruden et par sølv- og bronzemedaljer.

- Jeg var hooked fra første gang jeg spillede skak, og da jeg ovenikøbet begyndte at vinde, gjorde det det jo bare endnu sjovere. Det gjorde klart, at jeg kunne blive her, for ellers ville jeg nok have skiftet til en klub, der spillede med i de højere rækker, fortæller Mads Andersen.

Som 15-årig slog han rekord ved at blive den yngste dansker nogensinde til at opnå titlen som International Mester, og fem år senere fik han den æresfulde titel Stormester. Titlerne uddeles af den internationale skakorganisation FIDE på baggrund af en høj skakrating og gode resultater.

Rent rekordmæssigt måtte Mads Andersen dog se sig slået af holdkammeraten Jonas Bjerre, der som blot 13-årig fik titlen som International Mester, inden han to år senere blev den i særklasse yngste dansker nogensinde til at få tildelt titlen Stormester.

Udover at overleve i 100 år har Skanderborg altså også formået at “hjemmedyrke” to af dansk skaks helt store talenter.

Hvordan?

- Vi har bare præsteret noget helt særligt. At blive Stormester er en meget sjælden vare. Så det er ret suverænt, at vi har set flere blive det i teenagealderen. Det skyldes i høj grad, at vi har haft mange meget engagerede mennesker op gennem årene, der har været drivkraft for klubben, siger Torkild Salling, der er formand for Skanderborg Skakklub på fjerde år.

Han spiller desuden selv på Skanderborgs 3. hold, og er blandt de spillere, der tirsdag tager sig et slag skak, eller et parti, som det officielt hedder.

Der er stille som graven i lokalet, og tilskuere møder et par løftede øjenbryn, hvis de tramper for meget rundt.

Engang imellem rejser en af spillerne sig for at hente en forfriskning, når deres tur er overstået. En cola og en smurt ostemad.

Som kampene strider frem, er atmosfæren ikke ulig den i en sportshal, selvom det i aftenens tilfælde er hjerner, der trænes.

Urene ved siden af skakbrættet er sat til en time og 30 minutter, og hver gang et klik lyder efter en gennemført tur, får spilleren nogle ekstra sekunder.

I det tilstødende lokale er Mads Andersen og Jonas Bjerre i gang med et spil hurtigskak. Her er stemningen lidt mere løssluppen; en af skakklubbens medlemmer kommer ind og spørger, om de er kommet sig ovenpå weekendens sejr i Skakligaen.

Da Jonas Bjerre vinder kampen, griner de to og diskuterer, hvornår det gik galt, og hvad Mads Andersen havde haft af planer.

Her står uret nemlig kun på tre minutter til hver spiller. En aften kan dermed hurtigt gå med mange slag skak, i modsætning til den ene langstrakte kamp i salen ved siden af.

Og det er et område, formand Torkild Salling ønsker at fremhæve. For selvom det går godt for Skanderborg Skakklubs førstehold med unge, lokale spillere, så savner klubben at kunne tiltrække flere unge.

Her kunne et muligt håndtag være at skrue på tidsforbruget i kampene.

- Der skal ske en foryngelse af skak, så de unge mennesker bedre kan holde det ud. Hvis man fra skoleskak er vant til, at ét spil tager en 10-15 minutter, og så pludselig kommer ned i klubben til 4-5 timers kampe, så er det noget af en omvæltning. Og det ender typisk med ikke at være færdigt før langt over din sengetid, siger Torkild Salling.

Han så gerne flere unge medlemmer i klubben. Især blandt mange af dem, der spiller skoleskak, men ikke har meldt sig ind i klubben.

- Vi er jo i en del konkurrence med internettet om at spille skak. Der er mange, der spiller skak, men der er ikke ret mange, der går i klub, siger Torkild Salling.

Derfor forsøger klubben sig også med et initiativ som caféskak, hvor man som muligt interesseret kan komme forbi og prøve klubfællesskabet omkring skakken af. Og så ønsker klubben at udnytte, at de har succesfulde spillere inden for egen fold.

- Vi gør meget ud af at have træningssessions, hvor en spiller fra førsteholdet kommer og gennemgår et eller andet emne for nogle af dem, der spiller i de lavere rækker. Det gør vi, fordi Skanderborg Skakklub skal være et sted, man kan komme og blive udviklet. Dem, der spiller lidt mere for sjov, de kan også blive udviklet. Vi tror, at det kan være en gulerod for også at trække andre til, fortæller Torkild Salling.

For de to unge stortalenter har skak imidlertid altid været noget, der spilles på et fysisk bræt. Især fordi deres første oplevelser med skakspillet var i skoleskakkens regi, som altid spilles overfor hinanden på et skakbræt.

- De seneste år er der mange flere, der bliver introduceret til skak gennem online-spil. Så bliver det et noget større spring at begynde på at spille over bræt og sidde overfor hinanden. Men for os bliver det lidt for upersonligt at sidde ved en skærm. Vi går ikke lige så meget op i det – det er mest for sjov, siger Mads Andersen.

Det er Jonas Bjerre helt enig i:

- Det har altid været sådan for mig, at de seriøse, store turneringer, det er dem over bræt. Så har de online været langt mere for sjov, siger han.

Jonas Bjerre og Mads Andersen tager sig endnu et spil, mens de fortæller anekdoter fra da de hver især spillede mod verdensmesteren Magnus Carlsen – Jonas Bjerre til en opvisningskamp i 2019, og Mads Andersen i forbindelse med Magnus Carlsens besøg i Skanderborg, da han var 14 år, og Mads Andersen selv var 10 år.

- Jeg kan sagtens huske partiet, men det vilde er, at det kunne Magnus også, da jeg talte med ham for et par år siden, fortæller Mads Andersen.

I det tilstødende lokale giver Torkild Salling og medspillernes dybe koncentration pote. 3. holdet ender med at få 6 point imod Aarhus/Skolernes to.

Skæbnen for Skanderborg Skakklubs førstehold afgøres i tre kampe til marts. Første kamp spilles i Aarhus, mens skakklubben i Skanderborg selv lægger lokaler til finalerne i slutningen af marts.

Næste gang der kommer en flok projektmagere med en pose penge og siger, at de gerne vil lave det næste Lille Nyhavn eller den næste Kirkegaards Baghave, skal byrådet meget mere præcist end i dag kunne sige til udviklerne, at resultatet skal se ud på en bestemt måde.

At de skal leve op til nogle generelle, politisk vedtagne krav til æstetik og arkitektur, hvis de vil have lov til at sende gravemaskinerne ind i bybilledet i Skanderborg, Galten, Ry, Hørning, Stilling eller Låsby.

Det mener Claus Leick (SF) og resten af Klima-, Miljø- og Planudvalget, der i 2023 derfor kommer til at arbejde indgående med at formulere en egentlig arkitekturpolitik.

-Det bliver afgørende, hvor meget vi tør binde os selv op med skrappe krav til udbydere og investorer, og det bliver spændende, hvilket snit vi laver her, siger Claus Leick.

Han forklarer, at æstetikken måske ikke altid har haft en central position i de diskussioner, der under de seneste års heftige vækst i kommunen er blevet taget med udviklingsselskab efter udviklingsselskab.

- Vi har måske nok været inde i en periode, hvor der er har været vækst, og hvor vi ikke har gjort os klart, hvad for krav vi vil stille til dem, der skal bygge. Der har selvfølgelig været processer om de store projekter, hvor vi for eksempel har diskuteret højde. Men der er mange andre ting end højde, og selv om et byggeri har en fornuftig højde, kan facaden eller vinduerne jo godt være grimme, siger Claus Leick.

Måske ikke lige en stadsarkitekt

I fraværet af en en decideret arkitekturpolitik har byrådspolitikerne hidtil befundet sig i en position, hvor de primært har kunnet vende tommelfingeren op eller ned til de idéer og projekttegninger, udviklingsselskaberne er kommet med.

Så det er ikke, fordi de ikke har kunnet sige nej til løsninger, de mente, var grimme. Udgangspunktet for at tage stilling er bare altid kommet fra udviklerne alene.

Med en arkitekturpolitik håber Claus Leick, at han og de andre byrådspolitikere allerede fra begyndelsen af et nyt projekt kan give interesserede udviklere et praj om, i hvilken retning de skal tænke, når det gælder arkitektur og æstetik.

- Når vi ikke har haft en formuleret politik om, hvordan facader skal se ud, hvilke krav der skal være i forhold til, hvordan nabobygningerne ser ud, og den slags, så her det meget været investorerne, der er kommet med noget fikst og færdigt, blandt andet ved Lille Nyhavn, Søbyen, Rådhusgården og Kirkegaards Baghave. De er kommet med et projekt, og så har vi diskuteret frem og tilbage, siger Claus Leick og fortsætter:

- Det handler om, at vi måske skal være lidt mere kræsne og sige, at vi faktisk har nogle skarpe meninger til det her. Og en arkitekturpolitik vil gøre, at vi kan blive bedre til selv at sætte rammer. At vi kan sige, at vi er faktisk ikke interesseret i, at du som udvikler laver noget fikst og færdigt, men at vi gerne vil i dialog og sige, at vi vil gerne have denne type facader, eller at samspillet med resten af byen skal være på en bestemt måde. Vi skal blive bedre til at lave pæne byrum og gader.

Klima-, Miljø- og Planudvalget har endnu ikke bevæget sig langt ind i diskussionerne om en arkitekturpolitik, og der er ikke sat nogen deadline for, hvornår politikken skal ligge klar.

Det er dog forventningen, at den vil blive færdigformuleret i løbet af 2023.

Derfor er det på dette tidlige tidspunkt i arbejdet også fortsat et åbent spørgsmål, hvordan arkitekturpolitikken skal fungere i virkeligheden.

Men Claus Leick forestiller sig ikke, at kommunen skal have en decideret stadsarkitekt, der kan fortolke politikernes krav til byrummenes æstetik i mødet med udviklingsselskabernes konsulenter.

Men han forestiller sig godt, at der kan blive behov for at hyre professionel hjælp eksternt.

- Måske skal det ikke være en fast instans. Men det kan også godt være, at vi skal have et arkitekturråd? Personligt hælder jeg mest til, at vi giver os selv mulighed for at tilkøbe nogle rådgivere, som vi kan købe ind til de store udviklingsprojekter, hvor man skal lave en helt ny bydel eller lave større omlægninger af byområder, og som kan give os en second opinion. Jeg synes ikke, at vi skal bruge det i alle sager, siger Claus Leick.

Det vigtigste for udvalgsformanden er, at byrådspolitikerne bliver skarpe på, hvad deres krav til æstetik er, og at det bliver formuleret i en politik, så man kan henvise udviklerne til den på dag 1 i diskussionerne om et nyt byudviklingsprojekt.

- Vi skal blive bedre til at mene noget, før de projektmagere kommer med deres ting, så der ikke bliver diskussioner om alt, siger han.

Planer for grundvandsbeskyttelse

Foruden arkitekturpolitikken rager to andre politiske sager op i horisonten, når Claus Leick sætter 2023-kikkerten for øjet.

For det første skal byrådet nå i mål med en løsning for fremtidens Adelgade - i hvert fald den sydlige del - hvor der lige nu vakles mellem to scenarier, der begge omfatter ensretning.

Det vender vi tilbage til om lidt.

For det andet skal der i det kommende år arbejdes med såkaldte grundvandsparker, som kommunen har søgt midler fra staten til - og før jul blev Skanderborg Kommune tildelt 5 mio. kr. i støtte.

- Vi har besluttet at lave de her indsatsplaner for grundvandet, hvor vi har delt kommunen op i otte områder. Der finder vi ud af, hvor grundvandet bliver dannet, og så tager vi nogle afgrænsede områder i stedet for kæmpestore områder, og der beskytter vi så særligt meget og sørger for, at der ikke må sprøjtes, gødes og så videre, siger Claus Leick.

Med de 5 mio. kr., som kommunen har modtaget fra staten, kan der blive mulighed for at opkøbe jord eller give erstatninger til jordejere eller landmænd.

- Det giver mulighed for at lave en decideret grundvandspark, så der ikke må dyrkes noget på arealet, som kræver gødning eller sprøjtegift. Og hvis vi køber jorden, har vi jo også mulighed for at udleje den til solceller eller vindmøller, så vi både laver rent drikkevand og vedvarende energi, siger Leick.

Nej tak til flere p-pladser

Og så til Adelgade.

Hovedbyens hovedgade er et yndet diskussionspunkt, og i år kommer den endnu engang til at undergå en forandring - denne gang af lidt mere omsiggribende karakter.

Lige nu ligger et udkast fra en tegnestue klar, som giver et bud på en sydgående ensretning af Adelgades sydlige del, det vil sige strækningen fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Alléen.

Detaljerne i det scenarie kan du læse mere om her, og det er altså blot en skitse, som Klima-, Miljø- og Planudvalget skal diskutere på det kommende udvalgsmøde tirsdag den 31. januar.

En ensretning i nordgående retning har også været på tale, men er ikke med i det materiale, som tegnestuen har præsenteret politikerne for.

- Hvis det bliver en ensretning, er der jo stor forskel på, om det er den ene eller den anden vej, siger Claus Leick, særligt med henvisning til, hvordan biltrafikken vil flytte sig andre steder hen.

Da det ligger mere eller mindre fast, at en vejbane skal lukkes af ved en ensretning, ved Leick og de andre politikere, at den helt store debat kommer til at stå om, hvad den nyfundne plads i gadebilledet skal bruges til.

Claus Leick er ikke i tvivl om, hvad han ikke ønsker sig.

- Jeg vil gerne advare mod at bruge den ekstra plads på parkeringspladser til biler. Det er et no go. Vi skal ikke bruge ekstra og spændende plads på, at folk kan parkere bilen. Vi skal have opholdssteder, legepladser, måske skal vi have flere Ole Lund Kirkegaard-moduler ind, måske en smal petanque-bane. Det, som vi beslutter, skal lægge op til at lave noget liv dér, hvor kørebanen er nu, siger Claus Leick.

Her er dit korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.