- Selvom vi har det største budget, så er det ikke os på arbejdsmarkedsområdet, der trækker flest overskrifter, indleder Claus Bloch fra sin stol på Fælleden.

Men det har arbejdsmarked og beskæftigelse så alligevel gjort i den seneste tid, senest da den nyvalgte regering annoncerede, at de har visioner om at lukke jobcentrene.

Derfor er det naturligt for mig at mødes med Claus Bloch for at tale med ham om, hvordan mon året 2023 kommer til at se ud for Arbejdsmarkedsudvalget. Det er han nemlig formand for – foruden at være byrådsmedlem for Venstre.

Og det første punkt, der fylder for Arbejdsmarkedsudvalget og Claus Bloch, er da også den nye regerings løfte om at lukke jobcentrene.

- Vi fik allerede påbud om at adressere området for at finansiere Arne-pensionen, så når vi nu mister en gruppe klienter til a-kasserne, kommer det til at kunne mærkes negativt. Over det kommende år er det mellem 20 og 30 stillinger, vi taler om at skulle reducere, siger Claus Bloch.

Han kan dog godt se fornuften i, at medlemmerne af a-kasserne ikke også skal ind over et jobcenter på samme måde. Selvom det betyder store besparelser på hans område.

- Det er meget selvhjulpne klienter, der har forsikret sig selv. Mange vil hurtigst muligt ud i arbejde igen, fordi de har et hus og en bil, der skal afdrages på. Man har måske før i tiden brugt for mange ressourcer på lige netop den gruppe, som er motiverede i sig selv, fordi de er vant til at have et fast job, siger Claus Bloch.

Der er imidlertid stadig mange ubesvarede spørgsmål på området, også i forbindelse med regeringens løfte om at sætte blandt andet beskæftigelsesområdet mere fri. Claus Bloch håber eksempelvis, at det vil betyde en lempelse af dokumentationskrav.

- Det ville være godt. Her i huset har man følt, at alt for mange administrative ressourcer bliver brugt på at leve op til loven. Det vil sige, at man skal dokumentere og dokumentere. Beskrive, at nu har jeg gjort det, og du har gjort det. Det er jo ikke ligefrem fremmende – og det er spild af ressourcer i mange tilfælde. Jeg vil jo mene, at man kun skal gøre det, der er strengt nødvendigt, siger Claus Bloch.

Et andet område, Arbejdsmarkedsudvalget kommer til at beskæftige sig med i 2023, er ungeindsatsen. Claus Bloch fremhæver især et nærtstående arbejde med at få flere praktikpladser og lærepladser – og lede de unge derhen.

- Af rent samfundshensyn er vi nødt til at få flere ud i de praktiske fag og få flere faglærte. Vi kommer til at mangle en hel masse faglærte, i industrien, landbrug, alle mulige erhverv. Det er ret vitalt, siger Claus Bloch.

Udover det vitale i at sikre praktikpladser og lærepladser, så har Claus Bloch en særlig gruppe unge i tankerne, som han gerne vil have kommunen ind over.

- Vi har jo desværre nogle unge, der egentlig hører under både arbejdsmarkeds- og socialområdet, som faktisk går under radaren. Vi aner ikke, hvad de går og laver, fordi de ikke får offentlige ydelser. Mange af dem må jo så leve af lommepenge fra forældrene, men det er altså en gruppe, som vi ikke rigtigt ved hvad foretager sig, siger Claus Bloch.

Hvorfor er det vigtigt at nå ud til dem, hvis de bare passer sig selv?

- Vi vil gerne vide, hvad de går og laver. Det er klart, de bidrager ikke til samfundet, men de belaster heller ikke samfundet. Men jeg tror de fleste af os har godt af en eller anden kontakt til omverdenen, siger Claus Bloch.

Det er på nuværende tidspunkt skolerne og erhvervsakademierne, der kan kontakte denne gruppe, men Claus Bloch er interesseret i, om det kunne overtages af nogle andre. Og dermed håber han også at kunne påvirke de unges holdning til uddannelses- og karrierevalg.

- Når formanden for Dansk Metal fortæller, at en klejnsmed tjener mere end en skolelærer, så får det alligevel mange til at spærre øjnene op. Der skal nogen med erfaring til at få de unge til at tænke over, at det ikke er et eller andet beskidt, lavtlønnet job, siger Claus Bloch.

Ud over Claus Blochs bekymringer for, hvordan en lukning af jobcentrene kan komme til at se ud, så vil han også med bekymret mine have blikket rettet mod Rusmiddelcenteret, Skanderborg Kommunes stofmisbrugsbehandling.

- Det blev jo aftalt før valget, at stofmisbrugsbehandling skal over til regionerne. Men hos os er Rusmiddelcentret virkelig en succeshistorie. De hjælper så mange og gør en virkelig forskel, og derfor frygter vi, at der er nogle helheder, der vil blive splittet. Kan det gå ud over klientellet? Hvis de nu skal til Viborg eller Horsens for at blive behandlet, så er de tabt, siger Claus Bloch.

Han frygter, at det vil betyde et fald i antallet af stofmisbrugere, der bliver behandlet. Men det er umiddelbart en beslutning, der er udenfor hans påvirkning, og derfor vil han holde et vågent øje med den nye regerings tanker for området.

Men Claus Bloch går også rundt med nogle mere jordnære visioner, som han selv har mulighed for at påvirke. En vision, han selv kalder ensartet service på borgerservice – der helt konkret drejer sig om fotostandere.

- Når du for eksempel skal have et pas i Skanderborg, så er der to fotostandere her på Fælleden, så du nemt kan forny dit pas eller kørekort. Men der er ingen i Galten, der er ingen i Ry, der er ingen i Hørning. Eller det vil sige, vi har fandt nogle midler, så nu kommer der en i Galten. Men det er min vision, at det skal være ens, uanset hvor du er i kommunen, siger Claus Bloch.

Hvorfor er det vigtigt? Kan folk ikke bare køre til Fælleden?

- Hvis jeg skal have fornyet mit kørekort i Ry, så kører jeg helt til Silkeborg for at få taget billede ved en fotohandler. Det skal være nemmere. Det skal være det samme på alle de biblioteker, hvor der er en borgerservice. Det er en af mine målsætninger.

Det, og de andre visioner, må vi fra SkanderborgLIV jo så følge op på, når året begynder at gå på hæld.

Aftrækket før svaret er kort. Og svaret er resolut på en måde, det kun kan være det, når man, allerede længe før spørgsmålet blev stillet, har vidst, hvordan man skal forholde sig til det.

Hvad er den største udfordring for foreningsidrætten og Skanderborg Håndbold, lyder spørgsmålet, og som et beslutsomt straffekast uden tvivlsbetingede forfinter sætter Jens Christensen fingeren, hvor han mener, den skal sættes.

- Det er at få skabt den der totalforståelse. Og med det mener jeg lidt groft sagt, at når man går ind i en holdidræt, så skal man sige klub før hold, hold før den enkelte og den enkelte før forældrene. Men rigtig mange nye, der kommer til i dag, der er det jo forældrene først, så ens eget barn, så holdet og så klubben - og hvad er det der klub, egentlig overhovedet for noget, tænker de.

Jens Christensen sidder ved et lille bord ved et af vinduerne i hans og konens, Emmas, lejlighed i Adelgade i Skanderborg.

Med glidende overgange mellem sangene spiller radioen lidt derfra et blødt formiddagspotpourri, fra tid til anden afbrudt af en værts mumlen.

Ved Jens Christensens højre hånd hviler en pibe sig med en halvåben pakke tobak som sidemakker, mens hans venstre dækker halvdelen af et avisudklip fra Aarhus Stiftstidendes portræt af 70-årsfødselaren Jens Christensen fra 2018.

Udklippet har han på opfordring fundet frem fra gemmerne. Meritterne fra en snart fire årtier lang foreningskarriere som formand for Skanderborg Håndbold har deres faste plads i fortællingen om en mand, der - om få dage 75 år gammel - har spillet en nøglerolle i opbygningen af det, der i dag er den største håndboldforening på tværs af Jylland og Fyn.

Indefra har han set, hvordan en stærk frivillighed har skabt forandringer for idrætten i Skanderborg. For de unge. For fællesskaberne. Og derfor kender han også en sprække i fundamentet, når han ser den.

- Det handler om den forståelse, der ligger i historien, og som har født foreningsidrætten. Hele det fællesskab, der har været medvirkende til, at Skanderborg Håndbold er, hvor de er i dag. Vi skal have forståelsen for fællesskabet bragt ind igen. Således at forældrene ikke siger til deres barn, at når det ikke lykkes for dig, og du bliver sat til spille fløj på tredjeholdet, så skal du finde noget andet, forklarer Jens Christensen.

Han rykker sig en anelse fremad i stolen, så håndboldklubbens kalender med januars fotografi af en af førsteholdsspillerne fra HTH Herrehåndboldligaen kommer til synes bag ham.

- Hvordan får du den gode oplevelse af at være fløj på tredjeholdet? Jo, du er jo sammen med nogle andre mennesker, og det er dem, du skal have det godt med. Mange af dem skal jo ikke udvikle sig selv sportsligt, men de skal udvikle sig som mennesker, og det handler om at få forældrene til at til også at se det. At få skabt den forståelse, siger Jens Christensen.

Han nikker genkendende til spørgsmålet, om klubben og frivilligheden i dag opfattes af forældrene som en slags usynlig mekanisme, der bare får tingene til at ske af sig selv.

- Ja, forældrene er jo ikke nødt til at tage kendskab til foreningen og få indsigt i, hvad hele foreningen er for noget. Det, de er nødt til at have, for at deres barn kan dyrke idræt, det er et sted, hvor barnet har en interesse, hvor evnerne er til det, og hvor træningstiderne passer forældrene. Det er jo nok for et ungt forældrepar til at gå i gang, uden de tænker på, hvordan får den klub i grunden penge til at få det til at løbe rundt. Og de forstår ikke altid, hvorfor vi skal sælge kalendere til jul, hvorfor deres barn skal tage sokker med hjem for at sælge dem. Jamen, det er, fordi det er nødvendigt.

Kan man oversætte det til, at udfordringen er, at der er for mange der drikker af glasset og for få, der hælder i det?

- Ja, der er nok for få, der hælder i.

"Det store scoop" i '95

Man sætter ikke uretmæssigt Jens Christensen op på nogen piedestal ved at konstatere, at han selv er en af dem, der kontinuerligt har hældt i glasset, siden han i midten af 1960'erne fik debut på førsteholdet som 17-årig.

Det var dengang, han selv steg på knallerten og kørte de godt ni kilometer på knallert for at komme til håndboldtræning i Virring. Dengang havde de hallen om fredagen i tidsrummet mellem klokken 22 og midnat, husker han - og så ellers hjem på knallert igen derefter.

- Så vil man gerne spille håndbold, som han siger.

Når han i 2023 taler om 1960'ernes træningstider, er det ikke kun, fordi minderne i lyset af den nært forestående fødselsdag undertiden rejser på den anekdotiske nostalgis effektive brændstof.

Nej, selve mentaliteten, man dengang gik og i dag måske ikke går til foreningsidræt med, er, som vi skal vende tilbage til senere, højaktuel.

35 beretninger har Jens Christensen skrevet i Skanderborg Håndbold, siden han i 1987 satte sig til rette i den formandsstol, som han frem til i dag endnu ikke har haft anledning til at forlade.

Blandt Jens Christensens første store opgaver var fusionen mellem Skanderborg Boldklub, som også håndboldholdet dengang hed, og rivalerne fra den anden side af jernbanen: Vrold Idrætsforening.

Naboerne uden for byen havde dengang et helt andet sammenhold og samhørighed, og det var en udfordring at få de to klubkulturer til at smelte sammen. I 2021 blev nutidens parallel en realitet, blot med omvendt fortegn for så vidt angår by og opland, da Skanderborg Håndbold på eliteplan fusionerede med konkursramte Aarhus Håndbold.

I 2022 kvalificerede Skanderborg-Aarhus Håndbolds herreligahold sig til EHF European League, der er den europæiske håndboldturnering lige under Champions League-niveau, og for at finde det, som Jens Christensen karakteriserer som klubbens sportslige vendepunkt, skal vi tilbage til en lignende, om end temmelig meget mere spektakulær situation i midt-90'erne.

- Det helt store scoop var i 1995, begynder Jens Christensen.

- Som 2. divisionsklub når vi pokalfinalen, hvor vi skal møde GOG, som var det bedste hold med alle de store spillere på det tidspunkt. Vi spillede finalen i Fredericia, hvor der vel var en 1.000-1.200 tilskuere, hvor de 900 af dem var kommet fra Skanderborg. Hele det der drøn - det gav jo den opbakning til Skanderborg Håndbold, som sådan noget kan give, fortæller han.

Også dengang gav pokaltitlen en billet til europæisk håndbold. Skanderborg Håndbold tabte til GOG, men da det fynske storhold det år sikrede sig adgang til Europa ved at vinde mesterskabet i herreligaen, tilfaldt muligheden for at prøve kræfter med udlandet Skanderborg Håndbold.

- Det var jo helt sindssygt, at et 2. divisionshold fra Danmark skulle være med i Europa Cup'en. Vi fik to kampe i Europa og vandt det første dobbeltopgør mod et tjekkisk hold, fortælle Jens Christensen.

Kutymen dengang var, at man var væk til en udebanekamp i tre døgn. Og som reglerne dengang var, skulle hjemmebaneholdet betale for modstandernes husly i op til tre overnatninger.

- Men vores spillere var jo amatører alle sammen, og de kunne ikke være væk hjemmefra i tre dage. Så vi fandt nogle sponsorer, og så hyrede vi et fly. På kampdagen fløj vi klokken seks om morgenen fra Tirstrup. Vi var dernede inden middag og skulle spille kamp klokken 15-16 stykker om eftermiddagen. Mens spillerne hvilede ud inden kampen, gik vi og sponsorerne på værtshus. Så vi var i godt humør til kampen, som vi så vandt, og så var der efterfølgende banket. Og så var det ellers hjem i flyveren igen, og så var vi tilbage ved 1-tiden om natten.

- Returkampen vandt vi, og den banket, der skulle afholdes bagefter, afholdt vi ovre på Marius Øltapper, som var et samlingssted for håndboldspillere dengang, siger han.

De blev i turneringens anden runde slået ud af polske Petrochemia Plock. Skanderborg vandt på hjemmebane, men i returopgøret ramte kampens allersidste skud fra den daværende landsholdsspiller Kenneth Thrane stolpen og trillede langs mållinjen - og ud i målfeltet igen.

- Det var dét ene mål, vi manglede. Så var vi gået videre på reglen om flest scorede mål på udebane, siger Jens Christensen.

Året efter rykkede klubben op i 1. division, som den øverste håndboldrække i landet dengang hed.

- Det er helt klart, at fra dengang må man nok sige, at der er det stort set håndbolden, der har været toneangivende som elitesportsgren i Skanderborg. Derefter kom vi også i gang med delvis aflønning af spillere.

Tilbage i 1960'erne vidste Jens Christensen intet om, hvad Skanderborg Håndbold med tiden skulle vokse sig til.

Men han vidste én ting: Han ville spille håndbold. Selv, hvis det var fredag aften fra 23 til 00 med ni kilometer knallertkørsel i hver ende, husker du måske.

Skruer man tiden ca. 50-60 år efter Jens Christensens sene fredagstræninger har byrådet iværksat en større undersøgelse af, om tid og plads hallerne rundt omkring i kommunen bliver udnyttet godt nok - for er der et uforløst potentiale, kan det vise sig helt centralt at få bragt i spil i en tid, hvor befolkningstilvæksten i kommunen brager derudad, og medlemstallene i idrætsforeningerne vokser endnu hurtigere.

Spørger man Jens Christensen, er der et uudnyttet potentiale at hente. Og det, der står i vejen for at få flere skosåler på halvgulvene i flere af døgnets timer, og dermed måske reducere behovet for at bygge nye haller, er en magelighedstendens, mener han.

- I dag har idrætsforeningerne alle sammen det problem, at medlemmerne ønsker at dyrke idræt på de bedste tider. Og det er så udtalt, at tiderne op til klokken 16 og efter klokken 21 ikke bliver udnyttet godt nok. Det hænger jo også sammen med, at der skal være trænere og ledere til rådighed. Og det har noget at gøre med arbejdslivet, og det har noget at gøre med, at børnene går længere tid i skole i dag. Så der er da nogle ting, der gør det hele sværere, siger Jens Christensen.

- Tidligere havde vi også krig om tiderne, men da havde vi aktiviteter frem til klokken halv elleve-elleve om aftenen. Jeg ved godt, at vi ikke kan have børn til at komme til træning så sent, men førhen kunne vi bruge de tider til seniorerne, især de seniorer, som dyrker de individuelle sportsgrene, siger han.

Når Jens Christensen lader sin langstrakte foreningserfaring koge de seneste seks årtier ned i konkrete forskelle mellem dengang og nu, er det ikke kun mageligheden, der dukker op til overfladen blandt de nyere tendenser.

Mennesker, der spiller håndbold

Også selve måden de unge bruger foreningsidrætten på adskiller sig i 2023 fra årtierne før årtusindeskiftet. I dag er der et mere snævert fokus på selve idrætsaktiviteten, mens de sociale aspekter ved foreningsidrætten fortoner sig i curling-forældrenes hente-bringe-kultur og nedprioriteringen af noget så banalt som de sociale møder, der opstår ved ikke at møde omklædt til træning, mener Jens Christensen.

Var spillere og forældre bedre til at dyrke tidsrummet før og efter træning og kamp, og var der bedre faciliteter til socialt samvær til rådighed, kunne holdsport i foreningsregi faktisk bidrage til at lindre nogle af de tendenser, der i bedste fald karakteriserer og i værste fald smerter ungdommen i 2020'erne.

For nylig pegede to større undersøgelser af ungdomsgenerationen på en omfattende mental mistrivsel og en tendens til, at de fysiske sociale møder mellem børn og unge bliver sjældnere. Her kan foreningsidrætten spille en positiv rolle, mener Jens Christensen.

- Vi vil gerne give mulighed for, at de unge kan udvikle deres talent, siger Jens Christensen og fortsætter:

- Men vi vil også gerne have, at de udvikler sig som mennesker, således, at et håndboldhold ikke bare er 12 håndboldspillere, men at det er 12 mennesker, der også kan spille håndbold. Den tanke skal man prøve at få mere på banen, siger Jens Christensen.

- Det handler jo om at se de muligheder, der ligger i randen af idrætsaktiviteten. Det er det, der foregår uden for træningstiden, uden for kamptiden. Det er at have noget plads, hvor man har faciliteter til fællesskabet, siger han.

Men de uformelle, ikke-planlagte sociale møder før og efter træning har dårligere betingelser for at opstå, i den udstrækning forældrene ikke skaber tid og rum til dem, forklarer Jens Christensen.

- Fællesskabet i omklædningsrummet er jo lige så vigtigt som fællesskabet på banen, siger han og uddyber:

- Vi har det her curler-samfund, hvor rigtig mange bliver kørt til træning på grund af trafiksikkerhed og så videre, og så bliver de jo afleveret et kvarter før træningen. Og når de er færdige med træningen 18.30, så er forældrene der klokken 18.45. Før i tiden gik mine børn oppe i Morten Børup Hallen, og deres søndage, jamen, det var jo i hallen. Det kunne godt være, at de selv skulle spille, men det var altså ikke sikkert, de skulle. De var bare i hallen hele dagen og så en masse håndboldkampe, de så nogle af deres kammerater, og hvis der var flere hold på årgangen i hallen, så kom de jo til at kende spillerne på de hold også, siger han.

Skanderborg Håndbold og rollen som foreningsformand er ikke den eneste position, hvorfra Jens Christensen har forsøgt at påvirke og forandre det skanderborgensiske lokalsamfund.

Som Venstre-mand blev han i 1974 valgt ind i byrådet, men ikke, fordi det spirende engagement i lokalpolitik truede med at stjæle scenen fra idrætten. Nej, den politiske indflydelse søgte han "primært, fordi sporten ikke var repræsenteret i byrådet", forklarer han.

Han var i byrådet frem til 1978, blev ikke genvalgt, men kom ind igen i 1982 og blev siddende frem til 1985.

I den sidste periode var han også viceborgmester, og frem mod valget til byrådsperioden 1986-1992 undergik Venstre i Skanderborg et generationsskifte, hvor Jens Christensen som borgmesterens sekundant af naturlige årsager ikke var milevidt fra at kunne retfærdiggøre et kandidatur til kommunens øverste politiske embede.

Men sådan skulle det ikke være.

Han var dengang medindehaver af Silkeborg Bogtryk, hvad han i øvrigt var frem til 2013, og i selskabets kompagniskabsaftale var det ekspliciteret, at rollen som medindehaver ikke var forenelig med at stile efter borgmesterposten eller en plads i Folketinget.

Så den gik ikke under nogen omstændigheder, hvis han ville fortsætte i virksomheden, og derfor valgte han at sende et tydeligt signal ved at forlade byrådet et år før byrådsperiodens udløb.

Kunne du godt tænke dig at have været borgmester dengang?

- Ja, det kunne jeg da, siger Jens Christensen efter en tænkepause, der kortvarigt giver radioen plads til at fylde lejligheden.

Et straffekast, om end ikke med forfinte, så med en enkelt synlig overvejelse om kastets retning.

- Men nu var det jo virksomheden, jeg var stærkt engageret i, så det var et helt naturligt valg for mig, siger fortsætter han.

Du har haft fremtrædende roller i både lokalpolitik og i det lokale foreningsliv. Fra hvilken position forandrer man bedst lokalsamfundet? Fra en taburet i byrådssalen eller fra en formandsstol i foreningslivet?

- Byrådet skal jo være dem, der kan opsætte rammerne og mulighederne for at udvikle idrætsforeningerne og frivilligheden. Så det er helt klart et samspil. Men initiativet til at ville udvikle noget ligger hos de folk, der går ind i foreningslivet, mener Jens Christensen.

Så hvor har du oplevet, at du har haft størst mulighed for at forandre de ting, du gerne ville forandre?

- Jamen, det har været ved selv at gøre noget i foreningslivet. Altså, vi skal jo selv gå forrest. Vi skal ikke gå op til byrådet og bede om hjælp, når vi gerne vil have en ny spiller, siger han.

Man hører jævnligt politikerne i byrådet tale om, at Skanderborg har et særligt frivilligheds-dna...

- Ja, det elsker de at snakke om.

...men har Skanderborg et sådan særligt frivilligheds-dna, som adskiller sig fra andre kommuner, eller er det sådan over hele landet?

- Nej, jeg tror, det er meget varieret. Og den slags hænger jo også sammen med, at der er nogle steder, hvor der er nogle ting, der lykkes. I Skanderborg lykkes noget med Smukfest, hvor der er utrolig mange frivillige. Og man vil jo gerne være frivillig nogle steder, hvor der er noget, der lykkes som frivillig. Nogle arrangementer, der giver penge, og håndbold har jo en række aktiviteter under festivalen, som laver penge til håndbolden, siger Jens Christensen.

- Så jeg synes, at det gennemgående spørgsmål er: Skal byrådet tage teten og lave nogle rammer, som de selv finder på, eller skal de være bedre til at lytte efter og forsøge at efterkomme de ønsker, de lytter sig til?

Og hvad mener du?

- De skal lytte. De skal ikke tale så meget.