Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer.
Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer,
og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme.
Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.
De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere,
og kan derudover installeres helt gratis.
Boliger med udsigt over Skanderborg Sø og bymidten. Arkivfoto: Christian Bæk Lindtoft
Skanderborg har største rentestigninger i Jylland
Det skulle være så fedt, det der med fast ejendom.
I en kommune som Skanderborg har det måske nok været lidt sværere at skaffe de seneste år. Priserne har tårnet sig op over nabokommunerne.
Og lige netop det kommer de skanderborgensiske boligejere nu til at betale for.
Flere familier i Skanderborg end i resten af Jylland kommer nemlig til at få rentestigninger på mindst 2.500 kroner. Om måneden. Inden sommeren 2023.
Av for den, tænker du måske. Det må jeg i hvert fald indrømme, at jeg selv (som nyslået boligejer i netop Skanderborg) gjorde. Der er mange lækre ting, man kunne bruge 2.500 kroner om måneden på, og rentestigninger finder ikke umiddelbart en plads på min liste.
I så fald skal man først og fremmest slå lidt koldt vand i blodet, for det drejer sig altså om ni procent af familierne i hele kommunen.
Når du så først har tænkt av for den, senere slået lidt koldt vand i blodet, når du måske frem til et sted i nærheden af mit udgangspunkt for at skrive dagens hovedhistorie.
For hvordan kan det egentlig være, at Skanderborg topper Jylland, og ligger så højt på landsplan? (En flot ottendeplads over andelen af familier, der har store rentestigninger).
For det første er huspriserne jo højere i Aarhus — men Aarhus er end ikke at finde på top 10. Øh, hvorfor dog?
Og hvordan kan en jysk kommune overhovedet snige sig op på top 10, når priserne på boligkøb er så høje på store dele af Sjælland — i hvert fald både Nord- og Østsjælland, for ikke at tale om København og Frederiksberg.
Det spørger jeg om – og svarer på i dagens artikel, hvor jeg selvfølgelig også spørger: Hvad kan det komme til at betyde?
Både for fremtidige kunder til et boliglån og den enkelte familie, der netop kommer til at opleve disse rentestigninger?
Du kan se artiklen som et startskud til en intens dækning af et boligmarked i Skanderborg Kommune, der efter flere års vækst har haft mere mudrede tider.
Vi kommer nemlig til at gå Skanderborgs boligmarked i sømmene på den anden side af nytår, og i den forbindelse vil jeg også meget gerne høre fra dig, hvis du enten overvejer at bevæge dig ud på den spændende fast-ejendoms-færd, eller er på den, og mærker rentestigningernes konsekvenser. Skriv meget gerne til mig på jojwe@skanderborgliv.dk.
Indtil da — rigtig god læselyst!
Her er, hvad vi også har med til dig i dag:
📚 💸 Debatten om afskaffelse af biblioteksbøder er meget velkommen, men gør man alvor af tankerne, vil det have konsekvenser for bibliotekernes økonomi, siger kommunens bibliotekschef, Jens-Ole Winther. Vi interviewer chefen om forslaget, som De Konservatives Christian Wibe-Marker har fremsat, og Winther peger på flere faktorer, der gør biblioteksøkonomien stram, som en udfordring for det, han ellers kalder en 'superspændende' tanke.
🎸🚲 Stort, internationalt metal-navn til Smukfest, cykelsti forsinket med to måneder, og så langer De Radikales Tage Nielsen ud efter egen partitop efter regeringsdannelsen endte uden radikal deltagelse. Læs vores korte nyhedsoverblik i bunden af nyhedsbrevet.
🎅 Skal du møde julemanden en sidste gang inden han står i din stue, eller mangler du årets juletræ? Vi har samlet den sidste oversigt over gode julearrangementer rundt omkring i Skanderborg og omegn inden juleferien. Find den nederst i nyhedsbrevet.
Johanne Jedig WejseJournalist
Høje huspriser og mange ejerboliger, særligt villaer, er medvirkende til, at rentestigningerne bliver høje for flere af Skanderborg Kommunes indbyggere. Arkivfoto: Skanderborg Kommune
Høje huspriser og mange ejerboliger, særligt villaer, er medvirkende til, at rentestigningerne bliver høje for flere af Skanderborg Kommunes indbyggere. Arkivfoto: Skanderborg Kommune
Skanderborg er den kommune i Jylland, hvor flest oplever høje rentestigninger
Johanne Jedig Wejse jojwe@skanderborgliv.dk
Skanderborg Kommune har en stor andel ejerboliger, og mange af dem er villaer.
Kombinér det med høje huspriser, hvilket ofte betyder høj gæld samt bedre mulighed for flexlån og afdragsfrihed.
Og du vil få en kommune, hvor ni procent af indbyggerne inden sommeren 2023 kommer til at opleve rentestigninger på mindst 2.500 kroner.
Det viser en analyse fra Finans Danmark.
Ifølge Jacob Carstensen, filialdirektør for Skanderborg i Djurslands Bank, er det dog ikke nødvendigvis et problem for kommunen.
- Hvis man har en dyr øjendom med et stort lån, har man som regel også en stærk økonomi, som kan absorbere en rentestigning. 3.000 kroner mere i renteudgifter er selvfølgelig altid 3.000 kroner, men det udgør ikke en lige så stor del af det samlede budget, siger Jacob Carstensen.
lørdag 17. dec. 2022 kl. 06:27
Johanne Jedig Wejse jojwe@skanderborgliv.dk
En pæn andel af Skanderborgs familier skal inden sommeren 2023 finde mindst 2.500 kroner ekstra i det månedlige budget, hvis de skal følge med de stigende renter.
Ni procent af indbyggerne i Skanderborg Kommune kommer inden sommeren 2023 til at opleve, at deres månedlige udgifter til huslån stiger med mindst 2.500 kr. på grund af højere renter.
Det er den højeste andel i Jylland, og kommunen er kun overhalet af nordsjællandske kommuner som Gentofte, Hørsholm og Dragør.
Det viser en analyse fra Finans Danmark, der er en privat interesseorganisation for penge- og realkreditinstitutter.
I takt med stigende inflation har både den Europæiske Centralbank og USA’s Centralbank hævet renterne for at begrænse netop inflationen.
Så sent som torsdag den 15. december hævede den Europæiske Centralbank renten til 1,5 procent.
Og de generelt stigende renter mærkes altså i den grad på boliglånene. I Skanderborg kommer den stigende rente altså til at få en høj betydning i kroner og ører for flere familier, end i 91 andre kommuner.
Skanderborg Kommune er den kommune i Jylland, hvor flest oplever en rentestigning på mindst 2.500 kr. Grafik: Finans Danmark
Der er flere mulige årsager til, at netop Skanderborg er blandt de hårdest ramte.
Det siger Jacob Carstensen, der er filialdirektør for Skanderborg i Djurslands Bank.
- Først og fremmest er Skanderborg en kommune med rigtig mange ejerboliger, og især mange villaer. Det står i kontrast til f.eks. Aarhus, men også København og Frederiksberg, der godt nok alle er dyrere, men har en stor andel lejeboliger, siger Jacob Carstensen.
Når en større andel af indbyggerne i Skanderborg Kommune får en høj rentestigning end i netop kommuner som Aarhus og København, skyldes det altså at flere ejer deres bolig – og at en større andel af de ejerboliger er villaer.
Hvis man har en dyr øjendom med et stort lån, har man som regel også en stærk økonomi, som kan absorbere en rentestigning,
Jacob Carstensen, filialdirektør for Skanderborg i Djurslands Bank
Derudover er de gennemsnitlige kvadratmeterpriser fortsat høje i Skanderborg, hvilket vi kommer til at dykke nærmere ned i på den anden side af nytår, når tallene for hele året bliver offentliggjort.
Selv med det store fald, der er sket siden sommeren, lå Skanderborg i november omkring 2.000 kr. højere pr. kvadratmeter end landsgennemsnittet.
Og det betyder ofte, at man har mere lån i sin ejendom.
- Når et hus i gennemsnit koster mere, er der typisk også mere lån i huset. Jo mere gæld der er i et hus, jo højere vil rentestigningen ramme i kroner og ører, understreger Jacob Carstensen.
Han bliver bakket op af tal fra Finans Danmark, der viser at Skanderborg Kommune ligger på en ottendeplads over gennemsnitlig realkreditgæld.
Men høje huspriser medfører ikke kun højere gæld.
- Når man har høje huspriser, har man typisk også en større friværdi. Derfor har flere muligheden for at vælge variable renter og afdragsfrihed, og en rentestigning slår hårdere igennem, hvis man har afdragsfrihed, siger Jacob Carstensen.
Igen bakker tallene fra Finans Danmark op. De viser, at 15,7 pct. af familierne i Skanderborg har et flexlån, der får en ny rente inden sommeren 2023.
Andel af familier med flexlån, der får ny rente
Top 10
Familie med flexlån
1
Dragør
17,1%
2
Rudersdal
15,8%
3
Skanderborg
15,7%
4
Gentofte
15,6%
5
Allerød
15,5%
6
Hørsholm
15,4%
7
Solrød
15,1%
8
Fanø Kommune
15,1%
9
Thisted
15,1%
10
Varde
14,9%
Kilde: Finans Danmark
Finans Danmark
De to parametre er Jacob Carstensens bud på, hvorfor netop familierne i Skanderborg Kommune kommer til at opleve højere rentestigninger i kroner og ører: Højere gæld og højere andel med flexlån.
Men hvad kommer det så til at betyde?
For det første ser Jacob Carstensen det ikke nødvendigvis som et problem for Skanderborg Kommune.
- Hvis man har en dyr øjendom med et stort lån, har man som regel også en stærk økonomi, som kan absorbere en rentestigning. 3.000 kroner mere i renteudgifter er selvfølgelig altid 3.000 kroner, men det udgør ikke en lige så stor del af det samlede budget, siger Jacob Carstensen.
Det skyldes blandt andet, at Skanderborg ligger højt i indkomster pr. familie. Ifølge Finans Danmarks tal har familierne i Skanderborg den højeste indkomst i hele Jylland.
Disponibel indkomst efter skat pt. kommune
Top 20
1
Gentofte
2
Rudersdal
3
Hørsholm
4
Lyngby-Tårbæk
5
Dragør
6
Allerød
7
Furesø
8
Solrød
9
Fredensborg
10
Egedal
11
Skanderborg
12
Frederiksberg
13
Hillerød
14
Greve
15
Roskilde
16
Lejre
17
Vallensbæk
18
Helsingør
19
Favrskov
20
Gladsaxe
Kilde: Finans Danmark
Finans Danmark
- Skanderborg Kommune er en velhavende kommune målt på indkomst, og derfor har man også råd til at betale de stigende renter, siger Jacob Carstensen.
Det ændrer dog ikke på, at det får betydning for den måde Jacob Carstensen og banken generelt kommer til at arbejde.
- Vi er mere forsigtige, og det håber jeg også mine kolleger i andre pengeinstitutter er. Vi er nødt til i højere grad at regne på, om de kunder vi tager ind har råd til at betale for det. Men Skanderborg har fortsat masser af gode kunder og masser af gode muligheder, siger Jacob Carstensen.
Derfor har Djurslands Bank — i lighed med en række andre banker — sat deres rådighedsbeløb op, som er det beløb, der dækker for huskøbernes forbrug efter betalingen af faste regninger. Nu er minimumskravet for to voksne og to børn 17.000 kr. — for blot seks måneder siden lå det på 15.000 kroner.
For et par uden børn er det steget fra 10.000 kroner til 11.000 kroner.
- Det er logisk for os, fordi det er blevet dyrere at handle nede i Netto, ferier er blevet dyrere og udgifterne til varme og el er steget, siger Jacob Carstensen.
Hans budskab er imidlertid ikke, at man på grund af de stigende renter bør holde sig helt væk fra boligmarkedet.
- Køb et hus når du har et behov, og bo der i mindst 10 år. Så bør man ikke spekulere i at sidde og vente til renterne falder, siger Jacob Carstensen.
Jens-Ole Winther, bibliotekschef i Skanderborg Kommune, anser det for nødvendigt at hæve bødetaksterne på bibliotekerne hvis de i lyset af en nedadgående økonomi skal opretholde den samme kvalitet i deres service. Han er dog mere end klar til at debattere, hvorvidt der er perspektiver i at sløjfe bøderne helt, særligt hvis erfaringer fra Glostrup Bibliotek holder stik. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
Jens-Ole Winther, bibliotekschef i Skanderborg Kommune, anser det for nødvendigt at hæve bødetaksterne på bibliotekerne hvis de i lyset af en nedadgående økonomi skal opretholde den samme kvalitet i deres service. Han er dog mere end klar til at debattere, hvorvidt der er perspektiver i at sløjfe bøderne helt, særligt hvis erfaringer fra Glostrup Bibliotek holder stik. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
Chef for Skanderborgs biblioteker: Økonomien er allerede stram, og fjerner man bøder, vil der være endnu færre penge at drive bibliotek for
Christian Bæk Lindtoft chbli@skanderborgliv.dk
Hvis det viser sig, at de foreløbigt positive indikationer fra Glostrup Bibliotek holder stik, kan det være spændende at se på, om også Skanderborg Kommunes biblioteker skal sløjfe biblioteksbøderne, som byrådsmedlem Christian Wibe-Marker (K) har foreslået.
Sådan lyder reaktionen på forslaget fra kommunens bibliotekschef, Jens-Ole Winther.
Glostrup Bibliotek har besluttet, at der i en periode fra sommeren 2022 til sommeren 2023 ikke skal være bøder på for sent afleveret biblioteksmateriale, og halvvejs inde i forsøget tyder noget på, at der kommer betragteligt flere udlån på både voksen- og børnemateriale, ligesom antallet af nye lånere i begge målgrupper ser ud til at stige.
Lignende erfaringer har de offentlige biblioteker i New York og Chicago gjort sig.
Men politikerne i Kulturudvalget skal gøre sig klart, at bibliotekets økonomi vil blive endnu strammere, end det i dag er tilfældet, hvis bøderne bliver fjernet, siger Jens-Ole Winther, der sammen med den øvrige biblioteksledelse har fået lov at øge bødetaksterne fra 1. januar 2023.
For bødeindtægterne bliver ført direkte ind i bibliotekernes drift og bruges blandt andet til at købe nye materialer for, og med 250.000 til 300.000 kr. færre at drive bibliotek for, vil biblioteksoplevelsen givetvis forringes, siger bibliotekschefen.
Wibe-Markers forslag kommer samtidig midt i en periode, hvor bibliotekerne siden 2019 og frem mod 2025 er blevet pålagt at spare 1,75 mio. kr. Og mens økonomien skrumper, vokser befolkningen i kommunen under ét, og derfor falder antallet af kroner pr. borger til at drive bibliotek for støt år for år lige nu.
lørdag 17. dec. 2022 kl. 06:00
Christian Bæk Lindtoft chbli@skanderborgliv.dk
Biblioteksbøderne stiger i 2023, men Konservativt byrådsmedlem vil afskaffe dem helt. Det vil have konsekvenser for bibliotekernes økonomi, hvor der allerede er sat betragtelige besparelser i værk, siger bibliotekschef Jens-Ole Winther, der dog meget gerne tager debatten om bøderne - for flere biblioteker har afprøvet det med tilsyneladende positive erfaringer.
Bibliotekerne i Skanderborg Kommune vil komme til at mangle penge i en i forvejen presset økonomi, hvis man vælger at afskaffe gebyrerne for at aflevere bøger for sent - men debatten om at droppe bøderne er både interessant og meget velkommen.
Den rører nemlig ved nogle helt centrale aspekter ved bibliotekets rolle i samfundet.
- Jeg hilser debatten om at fjerne bøderne meget velkommen. Principielt og næsten ideologisk er jeg meget enig med Christian Wibe-Marker. Og burde der overhovedet være penge mellem os som bibliotek og offentlig institution og vores brugere? Det kan jeg da godt selv sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der bør være, siger Jens-Ole Winther.
Flere biblioteker med positive erfaringer
Når Christian Wibe-Marker ønsker at afskaffe biblioteksbøderne, er det, fordi flere andre biblioteker i USA og herhjemme har gjort sig positive erfaringer med det.
Både på Chicago Public Library og New York Public Library droppede man for et par år siden at opkræve gebyrer, når lånerne indleverede bibliotekernes materialer efter afleveringsfristen.
Det er jo enormt positivt, hvis det viser sig, at det giver for eksempel flere børnelånere.
Jens-Ole Winther, bibliotekschef, Skanderborg Kommune
Blandt de mest iøjnefaldende konsekvenser på de to amerikanske biblioteker er, at beslutningen ikke har ført til, at bøgerne bliver afleveret senere - tværtimod. Samtidig er antallet af lånere steget, mens bøgerne oftere end tidligere skifter hænder fra én låner til den næste.
På Glostrup Bibliotek er man halvvejs inde i en etårig forsøgsperiode, hvor man med inspiration fra blandt andre New York Public Library har afskaffet bøderne og annulleret eksisterende udeståender mellem lånere og biblioteket.
De foreløbige tal, som ifølge bibliotekschef i Glostrup Helle Ratz er forbundet med nogen usikkerhed, viser, at børneudlån er steget med ca. 18 pct., voksenudlån med ca. 10 pct., mens antallet af nye brugere er steget med ca. 19 pct.
Og de erfaringer er spændende, siger Skanderborgs bibliotekschef Jens-Ole Winther.
- Jamen, det er jo enormt positivt, hvis det viser sig, at det giver for eksempel flere børnelånere. Det er jo super positivt, siger Jens-Ole Winther.
Skanderborg Bibliotek spiller en stor rolle i Sløngel-dagene, en årlig begivenhed for børn og børnefamilier med Ole Lund Kirkegaards forfatterskab i centrum. Han ser, ligesom Konservatives Christian Wibe-Marker, gode muligheder for at slå begivenheden endnu større op. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
Det er faktisk lige netop den takststigning, der har fået det konservative byrådsmedlem til at fremsætte sit forslag. Samtidig er det bibliotekernes ledergruppe, heriblandt Jens-Ole Winther, der har indstillet takststigningen til den kommunale administration.
Og når Jens-Ole Winther og hans kolleger gør det, handler det ifølge bibliotekschefen ikke om at skærpe konsekvenserne for lånere, der afleverer for sent, i håb om at de vil overholde tidsfristerne for eftertiden.
Sparekrav presser - og gebyrer holder ikke trit med udgifter
Det handler selvsagt om at øge cirkulationen af materialer, da for mange for sent afleverede materialer giver længere reservationskøer- men det handler også om at få flere penge i kassen at drive bibliotek for.
- Det skal ikke skjules, at gebyrerne jo også er en indtægtskilde for biblioteket, siger Jens-Ole Winther og forklarer, at der i hans optik er et behov for at styrke bibliotekernes økonomi.
Fra 2025 og frem skal bibliotekerne i Skanderborg Kommune spare 1,75 mio. kr., men besparelserne indfases i årene op til 2025.
I 2019 fjernede budgetaftalen 900.000 kr. fra bibliotekernes økonomi - de besparelser er gennemført - og med den seneste budgetaftale blev der skåret yderligere 850.000 kr., som skal indfries ved først at spare 350.000 kr. i 2023, så 250.000 kr. i både 2024 og 2025.
Det er jo stadig en betragtelig sum for os. Ikke mindst i en virkelighed, når der de seneste fire år er blevet lagt en besparelse på 1,75 mio. kr. på bibliotekerne.
Jens-Ole Winther, bibliotekschef, Skanderborg Kommune
Det betyder blandt andet reduceret bemandet åbningstid på bibliotekerne i Galten, Hørning og Ry.
Samtidig er bødetaksterne ikke blevet forøget siden 2008, og derfor har bødeindtægterne ikke fulgt med udviklingen i alle de øvrige biblioteksudgifter, herunder til indkøb af nye bøger.
- Siden dengang har Skanderborg Kommunes biblioteker ligget meget lavt i forhold til andre. Der er en graduering mellem børne- og voksenlånere, og der har alle været gradueret som børnelånere i forhold til bødetakst, siger Jens-Ole Winther.
- Men siden dengang er alting blevet dyrere. Alle udgifter, også til indkøb af bøger, stiger jo. Det eneste, der ikke er steget, er gebyrerne. Da vi kiggede på det i vores ledergruppe, tænkte vi, at det er måske en anledning til at skrue en lille smule op for gebyrerne for voksenlånere, men ikke for vores børnelånere, siger han.
Jens-Ole Winther er uddannet journalist og har, før han blev bibliotekschef i Skanderborg, arbejdet på Danmarks Radio gennem en længere årrække. Blandt andet på TV Avisen, Søndagsmagasinet (nu 21 Søndag) og P1 Orientering. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
I 2022 er bibliotekernes økonomi blevet tilført ca. 440.000 fra bødeindtægter, men det beløb er ifølge bibliotekschefen misvisende højt, fordi en del af de penge er kommet ind, fordi bibliotekerne i kommunen i år skifter opkrævningssystem, og i forbindelse med overgangen til det har man kradset gebyrer ind, der er op til to år gamle.
I et normalt år ligger tallet ifølge Jens-Ole Winther i omegnen af 250.000 til 300.000 kr.
- Men det er jo stadig en betragtelig sum for os. Ikke mindst i en virkelighed, når der de seneste fire år er blevet lagt en besparelse på 1,75 mio. kr. på bibliotekerne. 900 med budgetaftalen i 2019 og så 850 sidste år. Det er med virkning fra 2025. Det kan vi jo godt mærke. Så selv 250.000 kr. i indtægter fra gebyrer ville vi jo godt kunne mærke, at vi skal undvære. Så det har jo nogle konsekvenser.
Så de hævede bødetakster er ikke for at stramme skruen om lånerne?
- Nej. Men i takt med, at alting er blevet dyrere de seneste år, har vi skruet lidt på taksterne. Og det dækker slet ikke de prisstigninger, der har været på alle andre ting. Men i takt med, at vi jo også er blevet ramt af besparelser i et par omgange, så er den økonomiske situation bare stram. Så hvis vi skal have råd til at gøre nogle af de andre ting, som jeg tror kan have som minimum den samme effekt og, tror jeg, også en større effekt i forhold til at øge mængden af fysisk udlån end at fjerne bøderne, så koster det nogle penge, siger Jens-Ole Winther.
- Man kan jo prioritere anderledes
Derfor opfordrer han Christian Wibe-Marker og politiker-kollegaerne i Kulturudvalget til at undersøge nøje, hvilke økonomiske konsekvenser det vil have for bibliotekerne, hvis man vælger at droppe bøderne.
- Hvis vi skal lave et forsøg eller helt skal droppe at have bøder, så kan man jo prioritere anderledes i vores budget og finde de penge, men vi kommer til at mangle de penge ud over de knap 2 mio., der skal spares. Og det er jo noget, som Kulturudvalget skal have indblik i: At det har også nogle økonomiske konsekvenser for os, siger Jens-Ole Winther.
Hvad er det for konsekvenser, det kan have? Hvad bruger I de penge til?
- Hvis vi mister den indtægt, har vi de færre penge at købe nye materialer for. Det er et gebyr, vi lægger på noget, der har med materialer at gøre, og den indtægt lægger vi derfor også ind i vores materialebudget, siger Jens-Ole Winther.
De besparelser, der rammer Skanderborg Kommunes biblioteker, kommer ikke til at resultere i fyringer, oplyser Jens-Ole Winther. Men en enkelt ledig stilling bliver ikke genbesat, mens dele af besparelserne i de kommende år også vil blive fundet i takt med, at der er en naturlig afgang blandt personalet. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
Selv om der kan være udsigt til at miste en vigtig indtægt, er bibliotekschef Jens-Ole Winther imidlertid indstillet på at gå positivt og åbent ind i en debat om eventuelt at sløjfe biblioteksgebyrerne.
Spørgsmålet er jo, om det kun er, fordi de har fjernet bøderne, for vi oplever faktisk også, at der kommer flere børnelånere.
Jens-Ole Winther, bibliotekschef, Skanderborg Kommune
Særligt, hvis erfaringerne fra Glostrup Bibliotek viser sig at være stærke og tydelige, når deres forsøgsperiode udløber i sommeren 2023.
- Der ligger jo oprindeligt en tro i, at hvis det koster noget at aflevere bøgerne for sent, så kan det motivere lånerne til at aflevere materialet til tiden. At det faktisk har en effekt på, at materialerne rent faktisk kommer hurtigere ind og dermed sikrer et stabilt flow i vores materialebestand, end hvis vi ikke havde gebyrer, siger Jens-Ole Winther.
- Men om det passer, det er jo et superinteressant spørgsmål. Så vi må vente at se, om Glostrup og andre, der gør noget lignende, faktisk ikke oplever negative effekter, men måske faktisk oplever positive effekter, siger han.
Krone pr. borger til biblioteksdrift svinder
Et af de områder, hvor Glostrup Bibliotek indtil videre ser en kraftig effekt fem måneder inde i deres eksperiment uden bøder, er på børnelånere og udlån af børnematerialer.
Ca. 18 pct. er antallet af børneudlån steget med i løbet af forsøgets første fem-seks måneder, mens der også er kommet flere børnelånere.
Selv om de tal er iøjnefaldende, føler Jens-Ole Winther sig ikke fuldkommen overbevist om, at de aflyste bøder alene kan forklare stigningen.
- Der vil jeg godt lige hejse et flag, for spørgsmålet er jo, om det kun er, fordi de har fjernet bøderne, for vi oplever faktisk også, at der kommer flere børnelånere. De seneste år - under corona og efter corona - har vi faktisk en tilstrømning af børn, siger Jens-Ole Winther og fortsætter:
- Det handler selvfølgelig om, at der kommer flere børn i kommunen, det ved jeg godt, men det handler også om, at under coronanedlukningerne er der faktisk blevet oprettet langt flere børnelånere. Også digitale børnelånere. Og den effekt fortsætter faktisk, efter vi er genåbnet. Så jeg tror, at man skal være skarp på at adskille, hvad der er hvad her.
Vi har en økonomi, der bliver mindre år for år, samtidig med, at der kommer flere borgere år for år.
Jens-Ole Winther, bibliotekschef, Skanderborg Kommune
Der har gennem de seneste år været en kraftig befolkningstilvækst i kommunen, og ifølge prognoserne kommer den kun til at fortsætte. Men ifølge Jens-Ole Winther er stigningen i antallet af børnelånere forholdsmæssigt større end befolkningstilvæksten, og derfor mener han ikke, at de flere børnelånere kun er en helt naturlig konsekvens af, at der kommer flere borgere i kommunen - og faktisk særligt flere børn.
Til gengæld mener han, at befolkningstilvæksten er med til at understøtte hans analyse om, at bibliotekernes økonomi er inde i en nedadgående spiral, hvor efterspørgsel på populære biblioteksmaterialer stiger, uden økonomien til at købe flere materialer følger tilsvarende med.
Derfor er det ikke nødvendigvis fornuftigt at sløjfe bøderne, mener Jens-Ole Winther.
- Der ligger en pointe i, at det er en kommune med stor befolkningstilvækst, mange unge familier, og hvis de ikke har børn, så får de børn. Hvis vi som bibliotek fortsat skal kunne investere i at være et godt tilbud for dem, så kræver det også nogle ressourcer. Jeg siger ikke, at de penge skal komme fra bøder, og vi ville aldrig nogensinde kunne få nok ind gebyrer til at kunne dække det. Men det presser os bare. Alting er presset. Vi har en økonomi, der bliver mindre år for år, samtidig med, at der kommer flere borgere år for år. Det vil sige, at antallet af kroner pr. borger til biblioteksdrift falder bare støt, siger Jens-Ole Winther.
Han understreger dog endnu en gang, at han er spændt på resultaterne fra Glostrup Biblioteks forsøgsperiode, og han er under alle omstændigheder indstillet på at sætte bødesystemet til debat.
- Jeg er kun interesseret i at få flere brugere og flere udlån. Absolut. Og hvis det at fjerne bøderne kan være en brik i det, må vi kigge nøgternt på det, siger Jens-Ole Winther.
Tage Nielsen mener, at Martin Lidegaard og De Radikales folketingsgruppe har truffet den forkerte beslutning ved at stå uden for regeringssamarbejdet hen over midten af dansk politik. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
Tage Nielsen mener, at Martin Lidegaard og De Radikales folketingsgruppe har truffet den forkerte beslutning ved at stå uden for regeringssamarbejdet hen over midten af dansk politik. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
R-byrådsmedlem langer ud efter partitop, tre biblioteker reducerer bemandet åbningstid - og så spiller stort metal-band på Smukfest
lørdag 17. dec. 2022 kl. 06:00
Christian Bæk Lindtoft chbli@skanderborgliv.dk
Her er dit korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.
Tage Nielsen kritiserer Lidegaard for at vende ryggen til regeringsdeltagelse: - Det er direkte dumt
Tage Nielsen (RV) forstår ikke, hvorfor den radikale folketingsgruppe og partileder Martin Lidegaard ikke valgte at gå med i regeringen. Foto: Christian Bæk Lindtoft
Tage Nielsen (RV) forstår ikke, hvorfor den radikale folketingsgruppe og partileder Martin Lidegaard ikke valgte at gå med i regeringen. Foto: Christian Bæk Lindtoft
Det er ikke faldet i god jord hos byrådsmedlem Tage Nielsen (RV), at hans partileder for Radikale Venstre, Martin Lidegaard, ikke stod side om side med Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen, da den nye regering torsdag blev præsenteret.
At han torsdag aften på et virtuelt møde med partiets folketingsgruppe kunne høre kollegerne fra Slotsholmen forklare, hvordan det endte, som det gjorde, har ikke gjort ham en tøddel gladere, skriver TV 2 Østjylland.
- Jeg mener, det er rigtig dumt. Det er jo indflydelse, man mister. Vores stemmer er ikke nødvendige. Det er direkte dumt at fraskrive sig den regeringsdeltagelse, siger Tage Nielsen til TV 2 Østjylland.
På mødet torsdag skal Martin Lidegaard ifølge TV2 Østjylland have forklaret sin beslutning med, at De Radikale ikke sidder på afgørende mandater og derfor reelt ville være overflødige i et regeringssamarbejde, samt at partiet ikke kunne bakke op om at skære i en lang række kandidatuddannelser.
Tage Nielsen mener dog, at det giver sig selv, at man må gå på kompromis, særligt i en position som mindste parti.
- Men man kan ikke gå ind i en forhandling med syv mandater og regne med, at man får alt opfyldt, siger han til TV 2 Østjylland.
Budgetbesparelser afkorter bibliotekers åbningstider i Galten, Hørning og Ry
Skanderborg Kommunes biblioteker skal frem mod 2025 nå i mål med besparelser på 850.000 kr., som vil fortsætte i de efterfølgende år. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Skanderborg Kommunes biblioteker skal frem mod 2025 nå i mål med besparelser på 850.000 kr., som vil fortsætte i de efterfølgende år. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Der bliver fremover kortere betjente åbningstider på bibliotekerne i Galten, Hørning og Ry.
Det sker som konsekvens af, at byrådspolitikerne i efteråret blev enige om en aftale om det kommunale budget frem til 2026, hvor de pegede på bibliotekerne som et af de områder, der - sammen med mange andre områder - skal spare penge.
Nu kender vi resultatet af det sparekrav, og det bliver, at de tre biblioteker fra den 1. januar 2023 vil have betjent åbningstid fra 13.00 til 17.00 mandag-torsdag og fra 11.00 til 15.00 fredag.
Det skriver Skanderborg Kommunes Biblioteker i en pressemeddelelse.
Dermed reduceres den betjente åbningstid fra seks til fire timer. Om lørdagen udvides den betjente åbningstid til gengæld, så den kommer til at være 9.00 til 13.00 i stedet for 10.00 til 13.00.
Skanderborg Bibliotek bliver ikke berørt af ændringerne.
De nye tidsrum er ifølge pressemeddelelsen besluttet på baggrund af besøgstal, der viser, at der kommer flest brugere på bibliotekerne om eftermiddagen.
- Det er vigtigt, at vi kan være til stede med vores hjælp, når flest har brug for os, og hvor brugerne har bedst mulighed for at komme på deres lokale bibliotek, siger bibliotekschef Jens-Ole Winther.
Fra 2025 skal Skanderborg Kommunes Biblioteker være reduceret med i alt 850.000 kr. om året. Den besparelse indfases gradvist over de kommende tre år, hvor der først skal spares 350.000 kr. i 2023, så 250.000 kr. i 2024 og 250.000 kr. i 2025.
Ifølge budgetaftalen skal besparelserne ved at udvikle 'det digitale bibliotek' yderligere, da digitale services ifølge byrådet giver mulighed for at reducere åbningstiden.
- Det er det, politikerne har besluttet, og det vil vi arbejde på at få det bedste ud af for brugerne. Og på mange måder giver det også god mening, når vi ser på, at det fysiske udlån de seneste 10-15 år er faldet, mens det digitale udlån er steget - ikke mindst under coronanedlukningerne, siger bibliotekschef Jens-Ole Winther i pressemeddelelsen, hvor han fortsætter:
- Vi vil i de kommende år se frem til at arbejde med udviklingen af både det digitale og fysiske bibliotekstilbud, blandt andet med at skabe flere oplevelser som aktiviteter og arrangementer.
Besparelserne i de kommende år vil ifølge Jens-Ole Winther ikke føre til afskedigelse af medarbejdere. De første 350.000 kr. findes ved ikke at genbesætte en ledig stilling, mens de resterende 500.000 findes i takt med 'naturlig afgang' blandt de biblioteksansatte.
Plakaten vokser: Stort, internationalt metal-navn til Smukfest
Megadeth. Foto: Travis Shinn
Megadeth. Foto: Travis Shinn
Der har været nogle ugers mellemrum fra offentliggørelsen af det første til det andet og så det tredje navn på Smukfest 2023-plakaten, men nu begynder listen over bands og musikere at tage form i et lidt hurtigere tempo.
I hvert fald er der netop blevet føjet en større håndfuld navne til festivalens program.
Det mest iøjnefaldende navn er, set gennem internationale brilleglas, metal-bandet Megadeth, hvis mest lyttede sang, 'Symphony Of Destruction' har flere end 220 mio. afspilninger på Spotify.
Bandet blev stiftet af forsanger og guitarist Dave Mustaine i 1985, hvor han blev sparket ud af Metallica.
Men selv om han dengang blev vejet og fundet for let til det, der skulle blive den vel nok største kommercielle metal-succes i verden, er der masser af tyngde i metalbandets repertoire, der tæller 16 albumudgivelser, som tilsammen samler 4,7 mio. Spotify-lyttere hver måned.
De første danske og internationale navne, der røg på Smukfest-programmet, var Nik & Jay, MØ, L.O.C. og Imagine Dragons (USA), og nu kan følgende navne, udover Megadeth, slutte sig til dem:
Andreas Odbjerg
Benjamin Hav & Familien
Gilli
Kalaset
Søs Fenger
Swan Lee
The Minds of 99
Tobias Rahim
Cykelsti i Skanderborg forsinkes med et par måneder
En ny cykelsti på Vestergade i Skanderborg skulle egentlig have været klar til brug her i december, men den bliver nu udskudt på grund af frostgrader.
Det skriver Skanderborg Kommune på sin Facebook-side.
- Vi havde håbet, at cykelstien på Vestergade i Skanderborg var færdig her inden jul. Frostgraderne begrænser gravearbejdet, og derfor forlænges arbejdet. Vi forventer, at det er færdigt i løbet af februar 2023 - alt efter vejret, naturligvis. Vi glæder os til snart at kunne cykle sikkert på Vestergade, skriver kommunen.
SkanderborgLIV har tidligere beskrevet, hvordan en række øvrige cykelstier bliver forsinket med en hel del mere end blot to måneders tid.
Det det drejer sig blandt andet om en kort strækning ved Skjørring, der forsinkes med fire år og først står færdig i 2027 i stedet for 2023.
Renosyd henter ny direktør i Aarhus Kommunes cheflag
Henrik Müller er ny direktør i Renosyd. Foto: Aidin Esmaeli Photography.
Henrik Müller er ny direktør i Renosyd. Foto: Aidin Esmaeli Photography.
Der er fundet en ny direktør for dit lokale affaldsselskab, Renosyd.
Fremover vil det være Henrik Müller, som de seneste mange år har været klimachef i Aarhus Kommune, der står i spidsen for selskabet, der dækker både Skanderborg Kommune og Odder Kommune.
Det skriver Renosyd i en pressemeddelelse.
Ifølge Kresten Bjerre, bestyrelsesformand for Renosyd, har bestyrelsen, der tæller repræsentanter fra begge kommuners byråd, lagt vægt på Henrik Müllers 'lokale forankring og erfaring med grøn omstilling'.
- Henrik er godt kendt i det østjyske og med sin lokale forankring i Skanderborg, så er han godt klædt på til opgaven. Renosyd har gennem en årrække arbejdet målrettet med at gøre affald til værdi og bidrage til at skabe et samfund, hvor vi ikke længere smider ud - men smider videre, siger Kresten Bjerre i pressemeddelelsen.
- Vi er som bestyrelse glade for og stolte over at få en markant, ny frontfigur til at drive den udvikling videre og skabe en endnu tydeligere kobling mellem vores forbrug, affaldsmængder og klima, siger Kresten Bjerre.
Henrik Müllers lokale forankring består blandt andet i en fortid som formand for Skanderborg Forsyning A/S.
- Jeg holder meget af vores område her i smørhullet mellem Kattegat og Søhøjlandet. Det er en stor ære for mig at få lov til at stå i spidsen for Renosyd og de store og vigtige opgaver, vi sammen skal lykkes med i den grønne omstilling, siger Henrik Müller.
Han sætter sig i direktørstolen, efter forhenværende direktør Annemette Fuglsang pr. 1. november i år forlod Renosyd for at arbejde i en række forskellige bestyrelser.
Blandt andet blev hun i tiden omkring sin fratrædelse udpeget som bestyrelsesformand for Museum Skanderborg, der over de kommende tre år har ambitioner om at gennemgå en omfattende udvikling.
Der findes gode muligheder for at mærke julestemningen rundt omkring i Skanderborg. Foto: Museum Skanderborg
Der findes gode muligheder for at mærke julestemningen rundt omkring i Skanderborg. Foto: Museum Skanderborg
Her kan du julehygge i slutspurten op til juleferien
lørdag 17. dec. 2022 kl. 06:24
Johanne Jedig Wejse jojwe@skanderborgliv.dk
- Juletræet med sin pynt, venter på vi får begyndt...
Og det må vente lidt endnu, for selvom de fleste af lågerne på julekalenderen efterhånden er åbnet og spist, så er der en lille uge til det for alvor bliver jul(eaften).
Hvad kan man mon så bruge den uges tid på?
Jo, foruden at købe de sidste julegaver, så kan den kommende uge — og denne weekend i særdeleshed — bruges til at suge det sidste af forventningens glæde og julestemning ud.
Derfor har vi endnu en gang samlet julearrangementer fra hele Skanderborg Kommune, som du passende kan futte afsted til.
Måske du endda kan slå det sammen med at finde årets juletræ?
- Aldrig har det været så grønt, aldrig har det været så kønt...
Marius Øltappers julefrokost
Mangler du akut julelækkerier? Så er der i kælderen i Adelgade julefrokost fra klokken 13 i dag, lørdag den 17. december. Det er Marius Øltappers årlige julefrokost med en omgang mad, øl og snaps.
Jul på Gården i Højvangen
Mangler du at købe juletræ, møde julemanden og spise lune æbleskiver? Så er der søndag den 18. december jul på Gården fra 13-16, hvor du kan finde alt det — og mere til.
Juletur i Tåstruplandet
Lækkerier til maven og "Hyggelige historier i Tåstruplandet" er at finde, når "Team Tåstruplandet" inviterer på juletur rundt i det fredede område fra Stjær og syd for Harlev. Det finder sted søndag den 18. december fra 10-12.
Julemarked på Klostermølle
Natur og Ungdom inviterer til julemarked på Klostermølle mellem Voerladegård og Gl. Rye søndag den 18. december fra 11-15. Her kan du blandt andet bygge egen fuglekasse med Danmarks Naturfredningsforening og opleve Danmarks Jægerforbund partere et rådyr og lave smagsprøver.