Hvis kommunen skal nå i mål med sin ambition om at være selvforsynende med vedvarende energi senest i 2030, skal der ske et større sporskifte i arbejdet med at få placeret solceller og vindmøller på kommunekortets ledige pletter.

Konkret arbejdes der lige nu på en plan, der skal give byrådet og administrationen bedre muligheder for i fællesskab at udpege områder, der ifølge både politikeres og embedsmænds vurderinger er egnede til opstilling af vindmøller og solceller.

Hidtil har det omvendte været tilfældet, hvor kommunen er blevet kontaktet af lodsejere og/eller udviklere fra den vedvarende energisektor, hvorefter byrådet har skulle tage stilling til, om det enkelte projekt var levedygtigt eller ej.

- Her bliver der lagt en proces frem, der tegner hele billedet - hele vejen, fra vi slet ikke har nogen anlæg, videre gennem borgerhøringer, planprocesser og til vedtagelse af kommuneplantillæg, siger borgmester Frands Fischer (S).

- Det, vi har brug for politisk, er en forståelse af, hvad det er for nogle områder, der er relevante til solceller eller vindmøller. Vi har brug for at få bygget noget viden på for at kunne sætte os ind i det og træffe beslutninger om det her, siger han.

Den nye plan kommer ifølge borgmesteren til at fungere som en udskillelsesproces, som fører til, at byrådet til sidst har markant færre områder at vælge i mellem, når planerne om nye solceller og vindmøller skal realiseres.

Med andre ord vil byrådet til den tid vide, at nu skal anlæggene placeres inden for et afgrænset område, mens placeringer i resten af kommunen slet ikke vil være til debat.

Byrådet har tidligere vedtaget en målsætning om, at det samlede energiforbrug indenfor kommunens geografiske område skal være 100 pct. dækket af solceller og vindmøller senest i 2030.

Kommunens eget regnestykke viser, at dét mål kræver enten 700 hektar solceller eller 43 vindmøller eller en kombination.

700 hektar svarer til 980 fodboldbaner.

I takt med, at målsætningens deadline rykker tættere på, bliver det også mere og mere presserende for byrådet og kommunen at finde en løsning på det grundlæggende problem, der har martret solcelle- og vindmølleprojekter landet over ét efter ét de seneste adskillige år:

Meget få borgere vil rigtig gerne have en eller flere vindmøller eller en solcellepark i baghaven - en dynamik, der i forskningen betegnes Nimby-effekten (not in my backyard-effekten).

Da mediet Klimamonitor i december 2020 lavede en opgørelse over forliste og vellykkede landvindmølleprojekter i Danmark siden 2009, viste det sig, at flere end hvert femte projekt blev lagt i graven på grund af enten borgerprotester eller natur- og miljøhensyn.

Med den nye procesplan håber borgmester Frands Fischer, at udpegningen af områder vil foregå langt mindre vilkårligt end hidtil, og at det vil give en større succesrate.

Tanken er, at byrådet skal have et overblik over, hvilke områder der er eller ikke er egnet til placering af vindmøller og solceller. Og så bliver det en bunden opgave at finde tilstrækkeligt med hektar - inden for de udpegede områder - til at imødekomme 2030-målsætningen.

Men til forskel fra den hidtidige praksis vil byrådet være med helt tæt på embedsmændene, mens de arbejder på at udpege områderne.

- Vi kunne godt tænke os at være lidt mere med inde i maskinrummet, siger Frands Fischer og forklarer:

- Vi har oftest arbejdet sådan, at vi politisk har lavet et kommissorium, som vi afleverer til administrationen, og så kommer de med en model for, hvordan vi løser det, og så træffer vi en politisk beslutning.

Med politisk indflydelse undervejs i arbejdet med at finde placeringer til solceller og vindmøller vil det ifølge borgmesteren blive lettere at afskrive løsninger, byrådet finder urealistiske, på et tidligere tidspunkt.

- Er der nogle områder, som administrationen overvejer, men som vi som byråd fra start af kan sige, at det ved vi, at vi politisk ikke vil være med til? Vi er optagede af, at vi kommer til at være tættere på som politikere. Vi er nødt til som politikere at være med længere nede ad vejen, siger Frands Fischer.

Omvendt betyder den stærkere politiske styring og indsnævringen af geografien også, at det vil blive markant sværere at fravælge områder senere i processen, når først de er kommet igennem den politisk-administrative proces.

Simpelthen, fordi kommunen skal bruge rigtig meget plads, især hvis opbakningen til de pladskrævende solcelleparker er større end til de mere effektive vindmøller.

Derfor udelukker Claus Leick (SF), formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, heller ikke, at det kan blive nødvendigt at købe borgere ud af deres hjem for at få regnestykket til at gå op.

- Det er jo en mulighed vi har som myndighed. Vi eksproprierer til alt muligt andet, så det vil vi også kunne her, siger Claus Leick.

- Det er nok et politisk værktøj, som nogen måske ville have mindre lyst til at bruge. Men hvordan ser verden ud om nogle år, hvis vi ikke gør noget? Med det i baghovedet tror jeg da, at vi er villige til næsten hvad som helst, siger udvalgsformanden.

Spørgsmålet er, om den nye model kan kurere arbejdet med solceller og vindmøller fuldkommen for borgermodstand. Som tidligere nævnt giver historikken ikke mange løfter om dette.

Men måske kan Ruslands invasion af Ukraine og den brede konsensus om at finde midler til at gøre sig uafhængig af russisk gas være til byrådets fordel.

I hvert fald tyder noget på, at den kritiske energisituation har blødgjort befolkningens modstand mod lokale vindmøller en anelse.

I TrygFondens tryghedsmåling fra 2021 erklærede 44 pct. af østjyderne sig enige i, at der er områder i deres egen kommune, hvor der kan opstilles landvindmøller. Da den seneste tryghedsmåling blev foretaget i marts 2022, svarede 78 pct. af østjyderne, at det er ok, at der sættes nye vindmøller op i deres egen kommune.

"Egen kommune" er selvsagt ikke det samme som "eget nabolag", men udvalgsformand Claus Leick håber alligevel, at den ændrede energisituation kan få positiv betydning for arbejdet med at finde lokale placeringer til vedvarende energikilder.

- Jeg tror, at det er en vigtig faktor. Nu er det jo ikke så meget klima, men nærmest energi, der styrer debatten. Da vi "bare" snakkede om en "almindelig" klimakrise, var presset jo ikke helt så stort, som det er nu. Nu er det jo noget helt andet, og det bliver hele tiden mere og mere presserende, siger Claus Leick.

I den nye procesmodel er der lagt borgerinddragelse ind i alle processens faser. Skal man tro den grønne tænketank Concito, vil det være en fordel for Skanderborg Kommune.

I et debatindlæg i Klimamonitor fra maj i år skrev tænketankens senioranalytiker Karsten Capion, at det er "afgørende at engagere lokalbefolkningen så tidligt som muligt i planlægningsprocessen, så de ikke oplever, at beslutningerne tages over hovedet på dem, men i stedet får aktivt lokalt ejerskab til projektet".

Samtidig peger Concito på, at tidligere lokal inddragelse "givetvis" vil være med til at "reducere antallet af klagesager markant og dermed forkorte etableringstiden af projekterne".

Men spørger man Claus Leick, bliver det svært at undgå gnidninger.

- Det er vigtigt, at vi får lavet borgerinddragelse, men jeg må også være ærlig og sige, at vi når aldrig derhen, hvor alle synes, at det er en god idé at sætte vindmøller eller solceller op, siger Claus Leick.

- Det bliver ikke let, og der vil stadig være meget modstand. Så vi skal gøre alt for at få en god dialog. Men der er ikke nogen vej udenom, at vi skal i gang nu. Og fremskridtene afhænger af, hvad vi politisk tør være med til, siger han.

Derfor handler det ifølge udvalgsformanden om tidligt at få udpeget områder, hvor risikoen for store protester kan være mindre end andre steder.

- Der er jo forskel på, om der er fem eller femhundrede naboer. Så vi kan jo prøve at kigge på nogle af arealerne langs jernbanen eller motorvejen, som mange påpeger, siger Claus Leick.

Men måske er der en vej uden om de værste konflikter mellem kommunen og naboerne til fremtidens vedvarende energianlæg.

Ifølge to forskere fra DTU, der forsker i vind og energisystemer, peger forskning på, at der opstår færre konflikter, hvis værdien fra energiproduktionen forankres bedre lokalt.

Det kan f.eks. ske ved at give de nærmeste naboer rabat på energi fra de opstillede solceller eller vindmøller eller ved at arbejde med lokalt medejerskab.

Netop medejerskabet er skrevet ind som en del af den nye tilgang til at få placeret solceller og vindmøller i Skanderborg Kommune.

- Vi vil prøve at arbejde med nogle modeller for at få lokalt ejerskab, siger udvalgsformand Claus Leick fra SF.

- Det kan både være sådan, at borgerne kan købe en stump af projektet, og det kan være sådan, at de lokale vindmøller eller solceller kan være med til at forsyne dem, der tæt på dem, siger han.

Den nye tilgang med stærkere politisk styring af processen kommer til at betyde, at feltet med mulige placeringer vil blive snævret en hel del ind. En indsnævring, der vil være et produkt af politiske holdninger.

Og indsnævringen vil blive foretaget af et byråd, der har én sammensætning i dag, men som kan se anderledes ud, når planerne skal føres ud i livet.

Administrationen vurderer nemlig, at den nye proces, fra den går i gang, til de første solceller eller vindmøller bliver rejst, i det hurtigste scenarie vil tage fire år - i det langsomste scenarie vil det tage fem og et halvt år, lyder vurderingen.

Begyndte processen i dag, hvad den ikke gør, ville de første anlæg altså stå klar enten i efteråret 2026 eller i foråret 2028.

Én ting er, at den politiske sammensætning af mandater i byrådet kan være anderledes efter det næste kommunalvalg i 2025 - noget andet er, at den geografiske sammensætning i byrådet også kan være det.

Hvilken betydning kan det få for et politisk område, der er så meget bundet op på geografi og hyperlokale interesser?

Frands Fischer, ved valget for et år siden blev en tredjedel af byrådet udskiftet. Med den lange tidshorisont for denne type projekter, er det så ikke en lidt problematisk tilgang, når det næste byråd kan have nogle helt andre holdninger?

- Jo, det kan man sådan set godt sige på den ene side. På den anden side, ender vi det samme sted som med vindmøllerne, hvis vi ikke gør noget. Og det kan vi heller ikke holde til, for det skaber ikke mere vedvarende energi, at vi kun får sat én vindmølle op, siger Frands Fischer med henvisning til et vindmølleprojekt i Låsby i midten af 2010'erne, der endte med opsætning af en enkelt vindmølle.

Så du har det som borgmester fint med, at I skrider ind og siger, at det her givne hjørne af kommunekortet trækker vi ud af arbejdet allerede nu, fordi ingen i det nuværende byråd kan se en mening i at sætte noget op der, velvidende, at det næste byråd kan se anderledes på sagen?

- Jeg tror, at underlægningsmusikken er, at vi er nødt til at tage alt, hvad vi kan finde. Hvis der er sådan nogle steder, er der ikke så meget at gøre ved det. Når det nu er politikere, der til sidst skal træffe beslutningen, og når vi ved, at det bliver konfliktfyldt, så er vi nødt til at have byrådspolitikerne tættere på i processen, siger borgmester Frands Fischer.

- Det siger også noget om, hvilken prioritet det her er for os politikere, fordi vi ved, at det bliver svært. Særligt i en kommune som vores, der er en blanding af at være en bykommune med en ret massiv befolkningstilvækst, men som samtidig har nogle landskabelige områder med fredskovssøer og særlige interesser, siger han.

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor vejene og gaderne i kommunen har de navne, de har?

Det har Carsten Knudsen fra Skanderborg, og derfor sendte han spørgsmålet til SkanderborgLIV - for han har nemlig undret sig over navnet på én specifik vej i Skanderborg.

- Her er lidt til småtingsafdelingen: Hvorfra kommer navnet på det nye boligkvarter i Højvangen: Admiraltoften?, lød hans spørgsmål.

Mere specifikt er Admiraltoften den foreløbigt eneste vej i et nyt boligområde mellem Højvangen og Stilling/Gram tæt ved Anebjerg Skov.

Og godt nok kategoriserer Carsten Knudsen selv sit spørgsmål som tilhørende småtingsafdelingen, men det skulle vise sig at være så godt et spørgsmål, at det åbnede for en sluse af opfølgende spørgsmål - og derfor har vi valgt at kåre det som månedens bedste spørgsmål i oktober, og det honorerer vi selvfølgelig med en SkanderborgLIV-kop.

Undrer du dig over noget generelt i kommunen eller i dit lokalområde? Se i bunden af artiklen, hvordan du stiller dit spørgsmål til SkanderborgLIV og automatisk er med i konkurrencen om at vinde en kop for månedens bedste spørgsmål i november.

For at svare på Carsten Knudsens spørgsmål gik vi først og fremmest til Google for at finde ud af, hvem der egentlig bestemmer den slags, og det viser sig, at loven er indrettet således, at kommunerne i Danmark selv bestemmer over deres vejnavne, da de er vej- og adressemyndighed.

Men hvem i kommunen bestemmer så, hvad vejene skal hedde - og hvorfor blev det lige Admiraltoften? Sætter en gruppe kommunale embedsfolk sig om et bord med hver deres kop kaffe og trækker på skift forslag op af en margretheskål, når en ny runde udstykninger til boliger er vedtaget?

Hvordan finder kommunen ud af, om det er tid til forfattere, politikere, dyr, planter, himmellegemer, forskere, kongerækken?

Og kan man i princippet vælge at navngive veje og gader inden for alle tænkelige kategorier?

Ja, Carsten Knudsens ret simple spørgsmål om ophavet til Admiraltoftens navn viste sig at åbne lidt af en pandoras æske med spørgsmål, som SkanderborgLIV slet ikke viste, at SkanderborgLIV gerne selv ville have svar på.

Og heldigvis har vi fundet den person, der kan hjælpe os med at få den lukket i igen, uden at alt for mange spørgsmål hænger tilbage som pangfarvede heliumballoner uden for rækkevidde under nysgerrighedens undertiden ulideligt høje loft.

Da vi kontaktede Skanderborg Kommune, lød svaret i første omgang fra kommunikationschef Thomas Larsen, at det vist nok slet ikke har noget med militære ordener at gøre, men at vejen har sit navn fra admiralsommerfuglen.

Men selv om Thomas Larsen ikke sjældent er en stor hjælp for SkanderborgLIV, stillede vi os ikke tilfredse med at få et svar i døren, og vi endte derfor hos Charlotte Lyk Lomholt, der arbejder i kommunens kontor for BBR og adresser.

Og det viser sig, at Charlotte Lyk Lomholt ikke bare er ét tandhjul i kommunens adressemyndighed og vejnavngivningspraksis.

Den opgave er nemlig blot ét tandhjul i hendes stilling - Charlotte Lyk Lomholt er Skanderborg Kommunes adressemyndighed. Principielt har hun alene det sidste ord, når en ny vej skal navngives.

Så hende stillede vi spørgsmålet fra Carsten Knudsen: Hvorfor hedder den nye vej egentlig Admiraltoften?

Og hun bekræfter kommunikationschef Thomas Larsens svar.

- Admiraltoften er opkaldt efter admiralsommerfuglen. Det falder i tråd med temaet i området om at navngive efter fauna. Mod Skanderborg-siden er der et fuglekvarter og et område med andre dyr, mod Stilling-siden er det dyr og planter, siger Charlotte Lyk Lomholt.

Så vidt så godt. Så er Carsten Knudsens spørgsmål besvaret, og navnet har altså ikke noget med militærordener at gøre.

Men som tidligere profeteret ligger der altså en pandoras æske og venter på os, før vi kan lade Charlotte Lyk Lomholt slippe igen.

Og lad os starte oppefra og ned: Hvordan foregår det, når kommunen skal navngive en ny vej?

- Nogle gange foregår tingene jo noget mere simpelt, end man som borger måske går og forestiller sig, siger Charlotte Lyk Lomholt.

- I Skanderborg Kommune har vi decentralt styre, og der er adressemyndigheden også lagt ud, og det er mig, der er er den myndighed på en fjerdedel af min stilling.

Betyder det så, at vejenes navne er et produkt af, hvad du lige trækker op af hatten på den givne dag?

- Nej. Vi er jo så heldige, at vi har nogle planlæggere ansat i kommunen, der tit har en god dialog med udviklerne af de nye boligområder, og de tager tit snakken om vejnavnet i lokalplanforløbet. Udviklerne og planlæggerne kender jo området. Er der bakker, eller er der fladt? Er der noget historisk, der giver mening? Var bakken altid kælkebakke i gamle dage?, siger Charlotte Lyk Lomholt.

Men kan de så bare byde ind med hvad som helst?

- I princippet ja, men vi beder altid om en begrundelse. Nogle har haft en gård, og nu sælger de så til udstykninger, og så vil de gerne have vejen opkaldt efter hustruen. Dér spørger vi lige ind, for folk har jo også en interesse i, at grundene bliver solgt. Men jeg synes, at jeg oplever, at folk er fornuftige, og at der er en god dialog, så som regel kan vi også opfylde folks ønsker, siger Charlotte Lyk Lomholt.

Hvad så, hvis der ikke er nogle af de ideer, der kommer, som er gangbart materiale?

- Hvis der ikke er nogle oplagte pejlemærker, så må man i gang med at finde på noget. Så er det i gang med gamle kort, fortegnelser, arkiver og Wikipedia. Man har jo ikke det historiske kendskab til alt, og man kan heller ikke tage ud at undersøge området, hver gang vi skal navngive noget.

Og så er det ene og alene dig, der har myndighed til at træffe en beslutning?

- Ja, det ville det være, hvis der ikke er noget, der giver sig selv. Men det er ikke ret tit, jeg står i den situation, og det er jeg heller ikke så glad for at gøre. Jeg spørger tit mine kollegaer, om nogle af dem bor i området og har en idé. Men ind i mellem står man helt på bar bund. Og så kan det godt være, at jeg beslutter et vejnavn, men det bliver altid sendt i høring hos udvikleren eller ejeren, og så har de en periode til at melde tilbage, hvis de synes, at det er en rigtig dårlig idé.

At Charlotte Lyk Lomholt rådfører sig med sine kollegaer har sine årsager, forklarer hun med et eksempel fra processen vedrørende Admiraltoften.

Da det stod klart, at temaet ville blive dyr - bevingede dyr - søgte hun hurtigt assistance.

- Jeg kunne komme i tanke om pingvin og høne, så jeg måtte have hjælp af nogle andre. Jeg sidder jo ikke som adressekonge og bare vælger et eller andet. Når det handler om flora og fauna, søger jeg hjælp hos vores naturfolk, fortæller hun.

Hvornår har du senest stået helt på bar bund?

- Det er ikke ret længe siden. Det var i et område i Låsby med en gammel gård, der skulle udstykkes i nogle nye parceller. Ofte er det oplagt at bruge gårdens navn, hvis det er en gammel gård, men gårdejeren gav ikke respons, og lokalarkivet havde heller ikke noget oplagt. Men så fandt vi på noget med nogle forskere. Og da der jo har været nogle politiske vinde med at få flere kvinder ind i vejnavnene, begyndte vi at lede efter en kvindelig forsker, fortæller Charlotte Lyk Lomholt.

Resultatet blev, at vejen i Låsby i dag hedder Marie Hammersvej, opkaldt efter zoolog og dr. phil. Marie Hammer (1907-2002), der primært forskede i såkaldte oribatider (også kendt som pansermider), og som i løbet af sin ca. 50 år lange forskningskarriere drog på talrige ekspeditioner til store dele af verden.

Efter at have afklaret, hvordan Charlotte Lyk Lomholt navigerer i kategorier til vejnavne, er det næste logiske spørgsmål, hvordan man afgør vejnavnenes endelser.

Der findes jo alt lige fra -vej, -gade, og -bakken over -parken, -vænget og -dybet og til -dalen, -toften og -strædet. Hvad styrer, om det hedder det ene eller det andet?

- Det er også noget, der kan komme som ønsker fra udvikleren. I gamle dage var det rigtig meget "-vej", men det er der ikke så meget prestige i længere. Nu er det finere med "-vænget", "-toften" eller "-alleen". Så der er noget tidsånd i det, siger Charlotte Lyk Lomholt.

Hun forklarer, at visse fysiske omstændigheder eller karakteristika i byggeriet dog undertiden spiller ind i forhold til, om det bliver det ene eller det andet.

- Vi har mange nye områder, hvor vi laver lokalplaner for et stort område, og så bliver der en vej med almindelig åben-lav bebyggelse, samtidig med at der måske er en stikvej med etageboliger, og så er navnene jo tit over samme tema (altså dyr, planter eller andet, red). Men ved etageboligerne i kvarteret hedder det så måske "-parken", mens det åbne område med større villaer kan hedde "-alleen" eller "-vænget", siger Charlotte Lyk Lomholt og giver et eksempel med et kommende boligområde i Hørning.

- Det ligger i tilknytning til Letsmindevej, og der er udsigt til, at det skal hedde Letsmindeparken og Letsmindealleen, så man holder sig inden for det samme tema, men laver variationer over det i forhold til bebyggelsen.

Folketingsvalgkampen er i fuld gang, og det er altid en god anledning til at tage et nærmere kig på den fremkaldervæske, som stemmeafgivelsen kan være for et lokalsamfunds befolkningssammensætning, når vi bliver bedt om at forholde os til de helt store politiske linjer og samfundsproblematikker.

Derfor har vi været en tur inde i KMD's databank (det er dem, der holder styr på de officielle valgdata) og har stillet skarpt på de lokale valgdata fra folketingsvalget i 2019.

Først og fremmest for at se, hvordan I, borgerne i Skanderborg Kommune, under ét ville fordele magten i Folketinget, hvis I alene havde magten til at fordele mandaterne ved en demokratisk valghandling.

Men lige så meget for at se, hvordan de interne forskelle og ligheder ser ud, når man dykker ned i de 12 lokale valgsteder i kommunen.

Hvordan ville balancen mellem rød og blå blok have set ud i 2019, hvis Morten Børup Skolens vælgere alene bestemte? Hvis Låsbys vælgere bestemte?

Og så har jeg fundet en enkelt sjov detalje fra valget i 2019. Der er ét valgsted i kommunen, hvor borgernes stemmer i 2019 var temmelig meget tættere på at ramme det samme resultat som borgerne på Nørrebro i København, end de var på at ramme resultatet i Galten.

Du kan jo lige finde en lap papir frem nu og skrive dit bud ned - vi afslører det i slutningen af artiklen.

Du finder i øvrigt et pænt cirkeldiagram for stemmefordelingen ved dit lokale valgsted nederst i artiklen - lige til at hive ud og dele med din kone, din nabo eller din lokale Facebook-gruppe.

Okay, lad os starte fra toppen: Sådan stemte hele Skanderborg Kommune i 2019.

Denne del af det seneste valgresultat er der ikke frygteligt meget grund til at bore sig langt ned i, for sammenligner man det med resultatet på landsplan, ja, så er der ikke de helt store, væsentlige forskelle.

Se blot her:

Men internt i Skanderborg Kommune er der til gengæld ganske interessante forskelle at spore mellem de 12 valgsteder i Gl. Rye, Ry, Låsby, Galten, Skovby, Hørning, Stilling, Virring, Stjær, Ejer Bavnehøj, Morten Børup Skolen og Niels Ebbesen Skolen.

Hvis vi først tager den grovkornede version, kan man se, at 8 ud af 12 valgsteder faktisk gav den største andel af stemmerne til partier, der pegede på en borgerlig statsminister - det var dengang, der kun var ét bud, og det ene bud hed Lars Løkke Rasmussen.

Skanderborg gav under ét et flertal af stemmerne til partier, der pegede på Mette Frederiksen som statsminister, men de interne forskelle tegner altså et mere nuanceret billede af de politiske holdninger (til landspolitik) i kommunen.

Det skal bemærkes, at nedenstående diagram udelukkende er udtryk for stemmefordelingen på valgdagen i 2019 og intet har at gøre med mandaternes fordeling. Det betyder, at stemmer fra partier, der ikke kom over spærregrænsen tæller med (Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen, der alle pegede på Løkke).

Særligt interessant er det, at Virring var det valgsted, der med 54,3 pct. af stemmerne i blå bloks favør var det valgsted, der trak mest i den modsatte retning i forhold til det endelige valgresultat.

Og særligt interessant er det også, at vælgerne i Ry, Gl. Rye og på Morten Børup Skolen stemte på en måde, der ville have givet rød blok en massiv valgsejr, hvis de var ene om det.

Bemærk de voldsomme 67,1 pct. af stemmerne, som i Gl. Rye fordelte sig på Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Lige netop Gl. Rye skal vi tage et nærmere kig på nu.

For det relativt lille valgsted målt i antal stemmeberettigede (1.414 i 2019) rummer nogle vilde tal.

Som det eneste sted i kommunen blev Venstre sendt ned under 20 pct. af stemmerne. Men det gjorde Socialdemokratiet også. Med henholdsvis 17,6 pct. af stemmerne til Venstre og 19,2 pct. af stemmerne til Socialdemokratiet var de fælles om at få den suverænt dårligste vælgeropbakning i hele Skanderborg Kommune i Gl. Rye.

Til gengæld var det stik modsatte tilfældet for statsminister Mette Frederiksens parlamentariske grundlag, der alle hentede deres bedste valgresultater i Skanderborg Kommune hos Gl. Ryes vælgere.

Alternativet, der ellers fik en ordentlig lussing såvel på landsplan som i Skanderborg, indkasserede 10 pct. af stemmerne i Gl. Rye. Det var i øvrigt en tilbagegang fra 14,7 pct. i Gl. Rye i 2015.

Radikale Venstre fik hele 14,7 pct., SF fik 13,4 pct. og Enhedslisten fik 9,8 pct.

Disse dynamikker fører til yderligere to interessante observationer end Gl. Rye - den ene hælder lidt til den kuriøse side, så lad os tage den seriøse først.

Gl. Rye var i 2019 det valgsted i Skanderborg Kommune, hvor den politiske splittelse var størst.

For når man ser på alle partierne, var Gl. Rye det sted, hvor flest partier fik deres eget bedste valg i kommunen, men også det sted, hvor flest partier fik deres eget dårligste valg i kommunen.

Og det betød, at vælgerne i Gl. Rye klumpede sammen i tre næsten lige store dele, hvis man deler partierne værdimæssigt op i en venstrefløj, et centrum-venstre og en højrefløj:

33,2 pct. til Alternativet, Enhedslisten og SF.

33,9 pct. til Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

32,8 pct. til K, NB, Klaus Riskær Pedersen, LA, KD, DF, Stram Kurs og Venstre.

Og hvor var splittelsen så mindst?

Jo, når man ser på, hvilke vælgere i kommunen, der fordelte stemmerne mest ligeligt mellem partierne, så kan man sige, at den politiske splittelse var mindst i Ry, Stilling, Stjær og på Morten Børup Skolen.

Og så skal vi til det annoncerede kuriosum til sidst.

Måske har du på baggrund af opbakningen til Alternativet og Enhedslisten allerede gættet, at det var vælgerne i Gl. Rye, der i 2019 lignede vælgerne på Nørrebro i København mere, end de lignede vælgerne i Galten.

I diagrammet herunder kan du se forskellene - og når man regner lidt på tallene, finder man ud af, at valgresultaterne Gl. Rye og Galten afveg 58,9 procentpoint fra hinanden, mens Nørrebro og Gl. Rye afveg 46,8 procentpoint fra hinanden.

Der er med en afvigelse på 46,8 procentpoint dog næppe tale om, at Gl. Rye er decideret snydt ud af næsen på Nørrebro, men sammenligningen viser trods alt, at ligheden mellem land og by mål på politiske værdier somme tider er større end ligheden mellem land og land - selv inden for kommunegrænsen.

Ejer Bavnehøj

Låsby

Niels Ebbesen Skolen

Stjær

Galten

Hørning

Morten Børup Skolen

Ry

Stilling

Virring

Skovby

Gl. Rye

Velkommen til dit korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.