Hvem kan ikke vente? Hvem kan godt? Og hvem bliver nødt til det, selv om de ikke kan?

Det er de tre helt centrale spørgsmål, der mandag og tirsdag i denne uge hænger tungt i luften i forhandlingslokalet på Vingsted Centret ved Vejle, hvor de 29 byrådsmedlemmer har indkvarteret sig for at finde ud af, hvad du og dine medborgere bedst kan undvære over de kommende fire år frem mod 2026.

De to første spørgsmål har det tilfælles, at de er kategorisk uundgåelige, og at de kendetegner ethvert forløb, hvor et begrænset antal kroner skal deles ud.

Men det sidste spørgsmål, som både er det sværeste og det værste for byrådet at skulle forholde sig til, vil politikerne over de kommende uger gøre alt for, at det ikke bliver nødvendigt for dem at gå alt for langt ind i.

Sagens kerne er både generel og specifik.

På det generelle plan kan Skanderborg selvfølgelig ikke flygte fra konsekvenserne af en inflation, hvis lige ikke er set i 39 år, ligesom Skanderborg ikke bare kan hoppe ud af den økonomiske ramme, som kommunerne under ét skal holde sig inden for - en ramme, som er aftalt mellem Kommunernes Landsforening og regeringen.

På det specifikke plan - og det er her, situationen rummer et twist for Skanderborg - har byrådet bragt sig selv i en position, hvor sparekravet er en hel del skarpere, end det behøvede at være.

I årene op til 2021  blev der ikke løbende afsat tilstrækkelige midler til at bygge de dagsinstitutioner, skoler og plejecentre, der var nødvendige for at absorbere kommunens kraftige befolkningstilvækst.

Derfor vendte kommunen for et år siden - i god tro og uden chancer for at forudse Ruslands invasion mod Ukraine og da slet ikke de økonomiske følgevirkninger - sparegrisen på hovedet og afsatte ikke færre end 1,1 mia. kr. til nye anlæg.

Anlæg, der for en stor dels vedkommende netop skulle gøre det lokale velfærdssamfund i stand til at absorbere befolkningstilvæksten.

Læg dertil, at byrådet vedtog at lade de udgifter til anlæg stige til 1,8 mia. over en tiårig periode.

Dengang pressede én virkelighed dem til at dele million efter million ud - nu presser en helt anden virkelighed politikerne til svinge sparekniven, og konsekvensen kan blive, at sidste års løfter om daginstitutioner, skoler og ældrepleje enten må udskydes, reduceres i omfang og omkostninger eller i værste fald helt fjernes fra budgettet.

Kort sagt er den nye virkelighed den, at kommunernes samlede budget til anlæg er på 18,5 mia. i 2023, hvilket er 1,7 mia. færre end i 2022. Samtidig er pengene som følge af inflationen blevet mindre værd, så politikerne kan i dag få færre mursten pr. krone til vuggestuer, skoler og plejecentre for de afsatte 1,1 mia. kr., end de kunne sidste år.

Og så er vi fremme ved de tre spørgsmål, jeg indledte med: Hvem kan ikke vente? Hvem kan godt? Og hvem bliver nødt til det, selv om de ikke kan?

Når de skal prøve at besvare dem, har byrådspolitikerne grundlæggende to stier, de kan gå ned ad, som repræsenterer en politisk klemme mellem nutiden og fremtiden.

Den ene sti er at skære i den kommunale service, altså de ydelser kommunen leverer til dig hver dag: Færre varme hænder i velfærdssektoren, færre kolde hænder bag skrivebordene i administrationen, sænkede tilskud - alt, hvad der kan gøre selve driften af den kommunale butik slankere.

Følger de denne sti, får det direkte og mærkbare konsekvenser i borgernes hverdag allerede næste år.

Vil det være særligt populært? Nej.

Tag bare skoleområdet, hvor udgiften pr. elev allerede nu ligger under landsgennemsnittet. Tag daginstitutionerne, hvor der allerede mangler godt 40 mio. kr. fordelt på 2023 og 2024 for at nå i mål med minimumsnormeringerne.

Den anden sti er den, vi har været inde på tidligere: At nå til enighed om, hvor man politisk vurderer, at behovet for flere kommunale bygninger til at yde velfærd til borgerne er allermest kritisk. Og de steder, hvor flertallet finder det mindst kritisk at skære, svinger man kniven.

Følger de dén sti, forskydes den oplevede effekt for borgerne ud i en ikke så fjern fremtid, og det vil især være dem, der først om nogle år mangler en plads i et dagtilbud, på en skole eller i et plejecenter, der rammes.

For mens man i 2021 indhentede noget af det forsømte i velfærdsinstitutionernes byggekapløb mod befolkningstilvæksten, vil en rute ad denne sti betyde, at man vil forsømme noget af det indhentede.

Hvor meget? Det er endnu for tidligt at sige noget kvalificeret om.

Men enhver besparelse, udskydelse eller aflysning af ethvert kommunalt anlæg i velfærdssektoren vil være et tilbageslag for den politiske kamp for at holde trit med det stigende antal mennesker, især unge og ældre, der får brug for en plads i en vuggestue eller på et plejehjem.

Hverken den ene eller den anden vej til et slankere budget vil være synderligt populær, og spørgsmålet er, om det kan lykkes byrådet at nå til enighed om at skræve mellem de to stier, så ingen vitale institutioner sløjfes helt, og ingen kernevelfærdsområder udsultes markant.

En sådan model kan potentielt muliggøres med to ekstra redskaber, et byrådsflertal kan tage i brug.

Det ene redskab omfatter to tryk på en knap, der vil få det til at klirre lidt mere i kommunekassen i 2023, end det oprindeligt var meningen.

Med udligningsreformen afleverer Skanderborg Kommune nemlig årligt godt 40 mio. kr. til andre kommuner - men som led i aftalen har kommunen til gengæld mulighed for at beskatte borgerne hårdere.

En samlet skattestigning på 12,4 mio. kr. kan derfor aktiveres og fordeles på borgernes skatteregning, og den mulighed har kommunen allerede med det første tryk på knappen reserveret hos staten.

Men skal det blive til virkelighed, kræver det selvsagt, at et flertal vil trykke på knappen for anden gang under budgetforhandlingerne - og her vil især de borgerlige partier, der ganske vist er i mindretal, sandsynligvis modsætte sig.

Det andet redskab er den såkaldte faseopdelte budgetlægningsproces. Bag det temmelig knudrede begreb ligger et tovtrækkeri mellem de 98 kommuner, der i fællesskab skal finde ud af, hvordan de 18,5 mia. kr., KL og regeringen har aftalt, at kommunerne under ét må bruge på nye anlæg i 2023, skal fordeles.

For ikke alle kommuner har lige hårdt brug for nye bygninger til velfærd, og her er det muligt, at Skanderborg kan forhandle sig til en større bid af anlægsloftet end de 188 mio. kr., der teoretisk set er til rådighed i hver kommune, hvis anlægsrammen fordeles ligeligt.

Men hverken det ene eller det andet ekstra redskab - og heller ikke de to i kombination - vil kunne frelse byrådet for den bundne opgave: De er nødt til at spare.

Og så er spørgsmålet blot: Hvem kan vente, hvem kan ikke, og hvem bliver nødt til det, selv om de ikke kan?

Tidligere på året fik projektleder, Charlotte Strandgaard, som til daglig arbejder på at indfri målene i den seneste boligsociale helhedsplan for et alment boligkvarter i Højvangen, en idé.

I stedet for at lave en lang skriftlig evalueringsrapport om de mange tiltag og aktiviteter i boligkvarteret, som er med til at skabe et trygt, levende og fællesskabsorienteret bomiljø, ville hun lave noget mere visuelt, så der var en chance for, at evalueringen ville nå ud til flere beboere.

- Jeg tror ikke, at der er ret mange, der læser vores lange evalueringsrapporter. Det er en skam, for de fortæller en vigtig historie om den forandring, som Højvangen har været igennem. Tidligere tiders frygt for at bevæge sig rundt i området efter mørkets frembrud, ensomhed og manglende tilhørsforhold er blevet erstattet af tryghed og mange små og store fællesskaber blandt beboerne, siger Charlotte Strandgaard.

Da hun gik videre med idéen, gav både bestyrelsen i Fælles om Højvangen og Landsbyggefonden grønt lys til filmprojektet.

- Midt i de første optagelser til evalueringsfilmen om Højvangen, faldt jeg over NBO Housing Award. Det er en pris, som uddeles til et alment boligkvarter i Norden hvert andet år. Man kunne deltage i konkurrencen, hvis man sendte en kort video ind. Så tænkte jeg: Vi har allerede en dygtig filmmager i gang, og vi har helt sikkert Nordens bedste boligkvarter. Lad os indstille Højvangen til den pris, siger Charlotte Strandgaard med et smil.

Fælles om Højvangens samarbejdspartner, Anders Kudsk fra A Frame Films, var hurtig til at gribe bolden, og under den årlige sommerfest i Højvangen i maj blev alle sejl sat til for at få de sidste optagelser til filmen i hus.

- Vi lavede et stort skilt med spørgsmålet: Er Højvangen Nordens bedste boligområde, og så kunne beboerne sætte sig foran kameraet og svare på det spørgsmål. Da vi så optagelserne igennem, var det meget rørende. Der var virkelige mange beboere, som havde været forbi for at fortælle om deres stærke tilknytning til området. Derfra gav det sig selv, at vi skulle vinkle fortællingen i filmen på fællesskabet og hjælpsomheden i området, siger hun.

Filmen bærer titlen "Our Little Village" - Vores Lille Landsby, fordi stemningen i området ifølge projektlederen ofte minder om en stemningen i en landsby.

Ud af de syv danske videoer, der blev sendt ind til konkurrencen, valgte BL, som er interesse- og brancheorganisation for de almene boligorganisationer i Danmark, at sende videoen fra Skanderborg ind til det nordiske samarbejde.

- Det er vi megastolte af. Vi joker allerede lidt med, at vi skal have en indgangsportal op med påskriften Nordens Bedste Boligområde, hvis vi vinder, siger Charlotte Strandgaard.

Vinderen bliver fundet under en prisoverrækkelse i Oslo den 8. september, hvor kandidaterne udelukkende bliver bedømt på baggrund af de indsendte film, som maksimalt må vare et minut.

- Det har både været svært og spændende at skulle fortælle historien om Højvangen på ét minut. Der bliver hverken set på videnskabelige beviser eller tørre tal i den her konkurrence, men vi synes, at historien og påstanden om at Højvangen er Nordens bedste boligkvarter holder éthundrede procent.  Fællesskabet i Højvangen er unikt, og det er den her konkurrence med til at flashe, siger Charlotte Strandgard.

Ifølge hende har mange af områdets 1200 beboere både været nysgerrige på konkurrencen og interesserede i at bidrage med deres fortællinger om, hvordan de synes det er at bo i Højvangen, som engang var på regeringens ghettoliste - og i begyndelsen af nullerne var præget af kriminalitet og høje fraflytningsrater.

- For mig at se bidrager nomineringen meget positivt til vores selvforståelse. Vi får lige sat lidt ekstra fokus på, hvor godt det er at bo her, og hvor meget det betyder, at vi løfter i flok, når vi ønsker os et dejligt sted at bo. deltager aktivt i vores mange lokale fællesskaber. Hvis Højvangen kan inspirere lignende boligområder i hele Norden, er det bare fantastisk, siger hun.

Her er ugens korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV