Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Tid til at dyrke det store fællesskab på FDF's Landslejrs anno 2022. Foto: Amanda Hertz

Er du klar til at dyrke det store fællesskab?

Da jeg forleden sad i en bilkø ved Himmelbjerget bag en endeløs række af busser og biler fyldt med forventningsfulde børn og unge i blå skjorter, kom jeg til at tænke på det særlige ved sommeren 2022.

Efter to års corona-begrænsninger befinder vi os nu midt i en sommer, hvor store fællesskaber tager revanche med alt fra Tour de France-fejringer i grøftekanterne til festivaller, spejderlejre og længe ventede ferier med hele familien.

Lige nu har 10.000 mennesker travlt med at dyrke det store fællesskab, lejrlivet og legen i et gigantisk skov- og sletteområde ved Himmelbjerget.

Luftfoto FDF Landslejr 2022. Foto: Christian Damsgaard


Her har Skanderborg Kommune besøg af børn, unge og voksne fra 305 forskellige FDF-kredse og geografiske områder i Danmark.

En promille af lejrens deltagere kommer fra FDF Kolind.

De fem børn og fem voksne repræsenterer en kreds, som er så lille, at hele lejren består af to gule tunneltelte og en madvogn, som de deler med nabokredsen.

En lille brik i et kæmpestort puslespil. Her er alle deltagerne fra FDF Kolind samlet foran den lille plet jord på Sletten, som de indtog onsdag. Foto: Bettina Sønderskov


- Det er fantastisk, at vi kan give vores børn følelsen af at være en del af et virkeligt stort fællesskab. Det er vildt at gå rundt i en landslejr og se, hvad vi kan udrette sammen, når vi er så mange. Vi tænker jo ikke over, at der findes så mange FDF'ere, når vi render rundt i vores egen lille flok i Kolind, siger Andreas Kvade, som er leder i miniput-kredsen.

It-manden Claus Flugt fra Skanderborg har gjort sig nogle af de samme overvejelser.

Han er ekspeditionsleder i lejren Bølgen, hvor tre af kommunens fire FDF-kredse holder til i år.

Under planlægningen af årets Landslejr er han kommet til at tænke på, hvor lidt de fire FDF-kredse i Skanderborg Kommune: Skanderborg-Stilling, Hørning, Galten og Gl. Rye, har med hinanden at gøre til hverdag.

- Vi er egentlig ret dårlige til at tænke på andet end vores egen kreds i hverdagen. Måske hænger det sammen med, at kredsene er godt kørende hver især, men det kunne da give god mening at lave noget mere på tværs. Der er jo basis for et helt nyt kommunefællesskab her, siger FDF-lederen, som glæder sig til at se, hvor mange nabobørn, der kommer forbi Skanderborg-Stillings lejr til et spil "Kaos i Havnen."

Tiden i det store fællesskab

I år er det seks år siden, at der var Landslejr på Sletten sidste gang, for den planlagte landslejr i 2021 blev som så mange andre store arrangementer aflyst sidste år.

- Vi kan som mange andre foreninger godt mærke, at frivilligheden og fællesskabet har været under pres. Når man piller samværet, grinene og alle aktiviteterne ud af det frivillige arbejde i FDF, og der kun er snak om praktik og løsninger igennem en skærm tilbage, kan det ikke undgås, at man mister gejsten. Den skulle vækkes til live igen, og det har årets landslejr i den grad gjort, siger landslejrchef, Simon Stagis.

Simon Stagis, Landslejrchef, FDF. Foto: Henrik Barfoed Larsen


Han glæder sig over, at 10.000 FDF'ere i år har valgt at bruge 10 dyrebare feriedage i en kæmpelejr på Sletten, hvor tiden til at dyrke det store fællesskab har haft første prioritet.

- Tiden i det store fællesskab er vigtigere end noget andet på landslejren anno 2022. Derfor er der meget mere fri tid til leg og hygge på tværs af lejrene, end der plejer at være i årets program og så er landslejren også blevet forlænget med en dag, siger han.

Det kunne jeg godt mærke, da jeg var forbi Sletten for at se nærmere på én af årets største kulturbegivenheder i Skanderborg Kommune.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så mange børn rende rundt og lege under åben himmel.

Jeg kan heller ikke komme i tanke om en bedre måde at tage hul på min egen sommerferie end med at dele noget af lejrstemningen med dig i dagens nyhedsbrev.

Her kan du dykke ned i historierne om en begivenhed i Skanderborg Kommune, som har stor betydning for mange tusinde mennesker.

God læselyst og god sommer.

Bliv abonnent på SkanderborgLIV

Hvis du ikke allerede er abonnent, vil vi gerne have dig med på holdet.

Mange har allerede valgt at abonnere og blive en del af et fællesskab, der prioriterer overblik og dybde over nyhedsræs og breaking news.

Som abonnent kan du forvente at modtage cirka to nyhedsbreve om ugen, hvor vi går i dybden med de vigtigste historier, der har betydning for livet i Skanderborg Kommune.

Lyder det som noget for dig, kan du for 39 kroner om måneden blive fuldgyldig abonnent lige her. Det er selvfølgelig også helt okay, hvis du hellere vil se os lidt mere an.

Derfor vil du stadig modtage nyhedsbrevet gratis med en hurtig overflyvning over dagens emner gratis.

Skulle du få lyst til at få den fulde oplevelse med fri adgang til alle vores artikler, vil vi glæde os til at byde dig velkommen ombord.

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist
Claus Flugt glæder sig til at invitere nabokredsene på et spil "Kaos i Havnen" under årets landslejr, som blandt andet handler om at give deltagerne endnu mere på at opsøge nye fællesskaber. Foto: Bettina Sønderskov

Tør du spørge én, du ikke kender, om han vil være med til at lege?

Temaet for årets landslejr på Sletten er mod.

Det handler om at gøre ting sammen, som vi normalt ikke gør.

Har du fx mod på at gå ind til naboen, som du ikke kender, og høre om han vil være med til at lege, spille eller snakke om nogle af livets små og store spørgsmål? 

Med udgangspunkt i det spørgsmål har Claus Flugt, som er leder i FDF Skanderborg-Stilling, været med til at designe lejrområdet Bølgen.

Her skal hjemmelavede spil, fællesspisning og fælles underholdning på lejrens lille danne rammen om et nyt fællesskab på tværs af kredse og gamle kommunegrænser.

Skanderborg-Stilling FDF har taget deres egen hjemmelavede version af brætspillet Rush Hour med til årets landslejr på Sletten. Nu håber ekspeditionsleder, Claus Flugt, at det kan være med til at bane vej for nye venskaber på tværs af FDF-kredse og gamle kommunegrænser.

It-mand og FDF-leder, Claus Flugt, fra Skanderborg har fået sig en ny titel i år.

Han er ekspeditionsleder i lejren den Glitrende Kyst under én af årets helt store begivenheder i Skanderborg Kommune- FDF's Landslejr på Sletten ved Ry.

Claus Flugt fra Skanderborg har været leder i FDF Skanderborg-Stilling i otte år, og det er anden gang han er med kredsen til landslejr på Sletten.

Det betyder, at han har haft ansvaret for sammen med andre ekspeditionsledere at indrette det store lejrområde, så aktiviteterne i området understøtter temaet for årets landslejr.

- Temaet for årets landslejr er mod. Det handler om at gøre ting sammen, som vi normalt ikke gør. Har du eksempelvis mod på at gå ind til naboen, som du ikke kender, og høre om han vil være med til at lege, spille eller snakke om nogle af livets små og store spørgsmål? Spørger Claus Flugt.

Vores leg på tværs handler om at styrke vores mod til at indgå i fællesskaber med nogen, som vi ikke kender i forvejen.

Claus Flugt, Ekspeditionsleder, FDF Skanderborg-Stilling


- Vi har lavet vores egen version af spillet Rush Hour, imens vores nabolejre eksempelvis har lavet deres egne versioner af spil som Kryds og Bolle, Labyrinten og Stangtennis, og så er det meningen, at vi skal prøve dem af hos hinanden, siger Claus Flugt og forklarer spillereglerne i det hjemmebyggede spil.

FDF Skanderborg Stillings hjemmelavede bidrag til det gigantiske legeunivers under årets FDF landslejr på Sletten er spillet "Kaos i Havnen."Foto: Martin Leerbæk Pedersen.

Basis for nyt kommunefællesskab

Under planlægningen af årets Landslejr, som er foregået på tværs af de syv nabokredse i lejren Bølgen, er han selv kommet til at tænke på, hvor lidt de fire FDF-kredse i Skanderborg Kommune: Skanderborg-Stilling, Hørning, Galten og Gl. Rye, har med hinanden at gøre til hverdag.

- Vi er egentlig ret dårlige til at tænke på andet end vores egen kreds i hverdagen. Måske hænger det sammen med, at vi er ret godt kørende hver især, men det kunne give god mening at lave noget mere på tværs. Der er jo basis for et helt nyt kommunefællesskab her, siger han med et smil og lader øjnene vandre rundt i lejrområdet.

Asta (yderst t.v.), Kirstine, hendes storesøster Liva, Bertil og Anna fra FDF Skanderborg-Stilling er enige om, at det bedste ved landslejren er, at der er masser af tid til at dyrke gode venskaber. Foto: Bettina Sønderskov.

Flere kan mere

De nærmeste naboer er FDF Galten og FDF Hørning.

- På sådan en landslejr får man virkelig øjnene op for, at flere kan mere, og det kunne være sjovt, hvis vores naboskab og leg på tværs kunne føre til nye kammeratskaber. Når vi bor så tæt på hinanden til daglig, tænker jeg sagtens at venskaberne kan bestå på den anden side af landslejren, siger han.

Fælles frokost i Bølgen, som består af syv nabokredse. Foto: Martin Leerbæk Pedersen.

Når han selv bruger to kalenderuger som frivillig på årets landslejr hænger det både sammen med, at han har to børn, som går til FDF i kredsen, og at han igennem årene har fået tætte relationer til de andre voksne i ledergruppen.

- I bund og grund er det relationerne, det handler om. Det er fantastisk givende at være en del af en flok FDF-ledere, som arbejder sammen om at skabe nogle rammer på landslejren, som børnene bliver glade for og hygger sig med. Samtidig er det sjovt, at være en del af den her kæmpebegivenhed, som måske ikke får ligeså meget opmærksomhed som Smukfest, men som også er en af de helt store kulturelle begivenheder i Skanderborg Kommune, siger han.


For at understøtte aktiviteter på tværs og give FDF'erne fra landslejrens knapt 300 forskellige kredse en undskyldning for at banke på hos hinanden, har alle lejre fået besked på at medbringe et hjemmelavet legeredskab. Der er også indrettet store fælles legezoner, som hængekøje-området her. Foto: Bettina Sønderskov















FDF Kolinds lejr på landslejren fylder i øjeblikket ikke meget i det store billede, men søndag under landslejren får den fint besøg af lejrudvalget i anledning af, at kredsen fylder 100 år. Foto: Bettina Sønderskov

Postkort fra FDF Kolind : -Wow, der er mange mennesker på Sletten lige nu

FDF Kolind udgør med sine kun 10 lejrdeltagere en promille af den samlede befolkning på FDF's landslejr på Sletten.

Her mødes 10.000 mennesker lige nu på kryds af tværs af lejrene for at dyrke det store fællesskab i naturen.

- Landslejren er en meget stor del af at det at være FDF'er. Man snakker hele tiden om dengang, man var med på landslejr, og hvad man oplevede. Det kan godt være, at vores kreds er én af de mindste, men selvfølgelig skal vores børn ikke snydes for den oplevelse, siger Andreas Kvade, som selv har været FDF'er i 15 år.

På en lille plet græs på årets landslejr på Sletten ved Ry holder FDF Kolind til. Lejren fylder to gule tunneltelte, og alle kredsens børn kan være i én sovekabine. De fem børn og fem voksne udgør rundt regnet en promille af landslejrens samlede befolkning, og det gør indtryk. Ikke mindst på dem, der er afsted for første gang.

- Vi vidste godt, at der kommer rigtigt mange FDF'ere på sådan en landslejr, men vi havde alligevel ikke forestillet os, at der var SÅ mange mennesker her, siger ni-årige Maluka Havmøller fra Ryomgård.

Hun er én af de fem pilte fra FDF Kolind, som i år tilbringer ti dages sommerferie på FDF's landslejr sammen med fem voksne ledere, som på forhånd har fortalt mange, lange historier om, hvordan det er at være på landslejr med FDF.

- Landslejren er en stor del af at være FDF'er. Man snakker hele tiden om dengang, man var med på landslejr, hvad man lavede og hvad man oplevede. Det kan godt være, at vores kreds er én af de mindste, men selvfølgelig skal vores børn ikke snydes for den oplevelse, siger Andreas Kvade, som selv har været FDF'er i 15 år.

Han håber, at børnene vil tage deres oplevelser med hjem og fortælle dem videre til kredsens yngre medlemmer og potentielle nye medlemmer af den lille kreds, som de gør, hvad de kan for at holde liv i og udvikle.

- Det er svært at få nye medlemmer ind, når vi er blevet så små, men vi har nogle fantastiske faciliteter i Kolind, og vi arbejder sammen med andre kredse for at sikre, at vores børn og unge kan deltage i flere og større aktiviteter, siger Andreas Kvade, som arbejder som tømrer og bruger mange timer på frivilligt arbejde året rundt.

I år lægger landslejren som afvikles fra den 6. til 15. juli i et område, der svarer til omkring 200 fodboldbaner, beslag på to af hans ferieuger.

Han kan ikke komme i tanke om en sommerferie, han hellere vil på i år.

Maluka Havmøller fra Ryomgård er på landslejr med FDF Kolind for første gang, og det er en stor oplevelse at være omgivet af så mange FDF'ere, når man til hverdag er en del af en meget lille kreds. Foto: Bettina Sønderskov

Vigtigt at give det videre

- Det har været en kæmpestor oplevelse for mig at være på landslejr de gange, jeg har været afsted tidligere. Og som leder betyder det meget for mig, at jeg kan være med til at give vores børn følelsen af, at vi er en del af det her kæmpestore fællesskab. Vi tænker jo ikke over, at vi er så mange i hverdagen, når vi render rundt ude i Kolind med vores lille flok, siger han.

Når tømreren får øje på nogle af de større kredses omfattende rafte-byggerier på Landslejren, kan det godt krible  i fingrene efter at komme i gang med at bygge noget stort. Indtil videre nøjes den lille lejr, som har slået sig sammen med nabokredsen FDF Harridslev dog med at bygge en indgangsportal og et omklædningsrum.

- På en landslejr skal man have lidt splinter i fingrene og harpiks på hænderne, så vi bygger selvfølgelig også med rafter, selvom vi ikke er så mange.

Daniel Ramsing, leder i FDF Kolind

- Der skal være hænder til det hele, og vi skal først og fremmest have det sjovt og have tid til at hygge os. Vi har besluttet os for at gå i gang med et par mindre projekter, for alene det at få slæbt rafterne herover, når vi er så få til at bære, er en udfordring. Det  godt være, at vi finder på noget mere senere, men vi kommer ikke til at lave udsigtstårne eller store bygningsværker, som de eksempelvis gør derovre, siger han og udpeger et to-etages byggeri, som FDF Stevnstruper i gang med at opføre.

I FDF's nabolejr, hvor FDF Stevnstrup holder til, bliver der opført et af de store raftebyggeri, som kræver byggetilladelse fra Skanderborg Kommune. Foto:  Bettina Sønderskov


Hans lederkollega, Daniel Ramsing er også glad for, at han i år kan være med til at skabe rammerne om en stor oplevelse for kredsens fem pilte.

- Det er vildt, at se en kæmpe lejrplads med 10.000 mennesker blive bygget op på en græsmark i løbet af at par dage. Det betyder meget for mig som leder, at jeg kan give den oplevelse videre til vores medlemmer, siger Daniel Ramsing, som har været medlem af FDF Kolind i 13 år.






FDF Landslejr, Sletten, Ry. Foto: Bettina Sønderskov

Mads hænger fast i fællesskabet i FDF

Igennem de 46 år, Mads Møller Hansen har været medlem af FDF i Grenå, har han oplevet, at et stigende antal børn med udfordringer finder et ståsted i fællesskabet i den rummelige organisation.

- Det hænger nok sammen med, at vi ikke er så konkurrenceprægede i FDF. Her er der plads til alle, siger han.

Samtidig er lejrdeltagerne blevet yngre.

I dag kan man allerede som ni-årig kan komme på 10 dages landslejr sammen med 10.000 andre FDF'ere på Sletten ved Himmelbjerget.

-Det betyder blandt andet, at der er mere fokus på leg og samvær og mindre fokus på store byggerier, men fællesskabet omkring lejrlivet i naturen er det samme, siger han.

Da vennerne forlod Grenaa for at tage en uddannelse blev Mads Møller Hansen hængende i byen - og i FDF Grenaa. Igennem de 46 år han har været medlem af den samme kreds, har han både været formand, juletræssælger og praktisk gris. Nu er han tante. Hvad det indebærer, og hvorfor han tror, at FDF er god til at rumme bogstavbørn, svarer han på her.

- Jeg har det nok med at hænge fast, der hvor jeg føler mig hjemme, og det gør jeg i FDF og i Grenaa, siger Mads Møller Madsen, imens et par af kredsens pilte, My og Madicken kvitterer for indsatsen med en gang massage.

Han sidder i et hvid- og rødstribet telt på et stykke jord ved Himmelbjerget i Ry, som de omkring 40 medlemmer af FDF i Grenaa har fået tildelt under årets landslejr.

- Efter 46 år i FDF Grenaa har jeg været alt fra formand, til praktisk gris og juletræssælger. Her på landslejren er er jeg "tante." Det vil sige, at det er mig, der står for madlavningen og har styr på køkkenet, siger den 53-årige foreningsmand.

Til daglig kører han landevejene på Djursland tynde som buschauffør, men lige nu har han sommerferie.

Og den ferie er som så mange gange før fyldt op med frivilligt arbejde for FDF.


- Da jeg var ung, var der mange af mine venner, som forlod Grenaa for at læse i Aarhus og andre steder. Jeg havde ikke brug for at komme ud, så jeg blev hængende. Det er en del af forklaringen på, at jeg nu har været medlem af den samme FDF-kreds i 46 år.

Mads Møller Madsen. leder, FDF Grenaa

Flere bogstavbørn

- At være FDF'er har været en livsstil for mig, siden min far tog mig med til min allerførste landslejr på Sletten i 1970'erne. Sammenholdet er i FDF fantastisk og rummeligheden er stor.  Vi har altid haft plads til børn med udfordringer, og i de her år vi får flere og flere af dem, som man i dag kalder for bogstavbørn. Det hænger nok sammen med, at vi ikke er så konkurrenceprægede i FDF. Her er plads til alle, siger Mads Møller Hansen.

Han glæder sig over, at FDF Grenaa har været i fremgang, siden corona-pandemiens begrænsninger begyndte at slippe sit tag i foreningsdanmark.

- Vi har i gennemsnit fået to nye medlemmer om måneden siden, og vi er heldige med, at vi også har ledere nok i øjeblikket. Det plejer ellers at være et tilbagevendende problem, at vi ikke kan skaffe nok ledere, siger den erfarne FDF'er.

Han tilføjer, at den generelle mangel på frivillige under årets landslejr betyder, at lejrens ni voksne ledere i år hjælper lidt mere til med at få logistikken omkring den store landslejr med de 10.000 deltagere til at gå op end tidligere år.

- Mange voksne er afsted med deres eget hold, hvor de bidrager til aktiviteterne i lejren, samtidig med at de også bidrager til det store fællesskab ved at tage vagter i kiosken, på toiletholdet og den slags. Hvis vi ikke bidrager til det store fællesskab, kan vi ikke få det til at hænge sammen, så det gør vi selvfølgelig, siger Mads Møller Madsen.

Selv har han brugt et par ekstra feriedage på at rejse lejrens madtelt og etablere køkkenet, før resten af truppen ankom.

Mads Møller Madsen har køkkentjansen i FDF Grenaa under årets landslejr, hvor han både skal sørge for, at der er kaffe på kanden og tilberede nye, klimavenlige vegetarretter. Foto: Bettina Sønderskov


Mere leg - mindre byggeri

Sådan var det ikke, da han var ung FDF'er. Dengang skulle man selv i gang med at bygge hele sin lejr op, når man ankom. Der var hverken toiletfaciliterer, strøm eller youtube-videoer med demonstrationer af, hvordan man laver aftenens klimavenlige vegetarret.

- Samfundet har ændret sig. Det har livet som FDF'er også, siger han og tilføjer, at det ikke kun er vores generelle levestandard, som har smittet af på lejrlivet anno 2022 på Sletten i Ry.

Lejrdeltagerne er også blevet yngre. Nu kan man allerede som ni-årig kan komme på 10 dages landslejr med FDF.

- Uden vores pilte (9-11 år) ville vi have svært ved at lave en landslejr, for det er dem, om vi har flest af i FDF i dag. Mange falder fra i teenagealderen. Det betyder blandt andet, at der er større fokus på leg og samvær og mindre fokus på store byggerier. Jeg kan stadig huske dengang, der blev lavet en kopi af skoleskibet Danmark med master og hele pivtøjet og da FDF Grenaa plejede at bygge en trelænget gård op med spånplader, siger han.

Under Landslejren i 1976 byggede FDF'erne både en 1876 by og en kopi af Skoleskibet Danmark. Foto udlånt af FDF Historisk Samling.

Det kan godt være, at aktiviteterne har ændret sig, og at Landslejren anno 2022 er noget helt andet, end den var i 1976, men fællesskabet omkring lejrlivet i naturen er det samme, og om fire år kan Mads Møller Madsen fejre guldbryllup med FDF Grenaa.

Under Landslejren i 1976 byggede FDF'erne både en 1876 by og en kopi af Skoleskibet Danmark. Den historie genfortæller Mads Møller Madsen, som har været medlem af Grenaa FDF i 46 år hellere end gerne. Foto udlånt af FDF Historisk Samling.












Luftfoto FDF Landslejr 2022. Foto: Christian Damsgaard

Vidste du, at Landslejren på Sletten...

Omkring 10.000 FDF'ere nyder lige nu lejrlivet og det store fællesskab på Sletten ved Ry

Har sit eget postnummer

Landslejr FDF 2022. Foto: Bettina Sønderskov

Postnummeret er 8686, og det er kun i brug, når FDF holder landslejr på Sletten hvert femte år. 

At få post under en lejrtur fra familien derhjemme har i mange år været en tradition i FDF, og den bliver der stadig værnet om mange steder, selvom postvæsnet ikke er, hvad det har været, og de fleste af os - inklusiv landslejren -primært kommunikerer igennem de sociale medier i dag.

 I landslejrens posthus kan de 10.000 deltagere både hente pakker og breve og sende postkort med en hilsen fra Sletten hjem til venner og familie.

Fylder 200 fodboldbaner

FDF's landslejr bliver holdt i et kuperet område langs Julsø imellem Himmelbjerget og Svejbæksnævringen.

Området er på størrelse med noget, der minder om 200 fodboldbaner.

Det går under navnet Sletten og er ejet af FDF, som siden den første store Julsølejr blev holdt på Sletten i 1967, har opkøbt jord i området ad flere omgange.

Siden 1976 har der med undtagelse af år 2021 været afholdt landslejr på Sletten hvert femte år.

Bruger over 20.000 rafter

FDF Landslejr, Sletten, Ry. Foto: Bettina Sønderskov

I år har Hedeselskabet afleveret 21.700 rafter i forskellig længde til Landslejren. De skal bruges til at bygge alt fra borde, til omklædningsrum, flagstænger, udsigtstårne og spisesale med udsigt.

I dag kræver de største rafte-byggerier på Sletten en byggetilladelse fra Skanderborg Kommune.

Landslejrens udseende har ændret sig meget, siden der de første år blev bygget alt fra en kopi af skoleskibet Danmark med rafter, til en trelænget gård med spånplader og en hel lejr på en tømmerflåde i Julsø.

I dag er der de i de fleste FDF-lejre - ikke mindst på grund af en ændret alderssammensætning - mere fokus på leg og samvær end på store, tidskrævende byggerier.

Rummer 305 FDF-kredse fra hele landet

Pigerne her, som er fra FDF Stevnstrup i Randers Kommune, kommer fra én af de i alt 297 forskellige FDF-kredse, som har slået sig ned ved Himmelbjerget på Sletten i Skanderborg Kommune . Foto: Bettina Sønderskov

Fra Thyborøn til Tønder, Nakskov, Ishøj og Esbjerg.

De omkring 10.000 FDF'ere, som er samlet på Sletten til Landslejr 2022, kommer fra 305 af landets i alt 350 FDF-kredse.

 Landslejrens syv store lejrområder repræsenterer en landsdel hver.

Der er også en særlig lejr for familier med små børn og omkring 500 internationale deltagere i årets landslejr.

Sorterer affald i 13 fraktioner

FDF Landslejr, Sletten, Ry. Foto: Bettina Sønderskov

For første gang nogensinde bliver der i år sorteret affald i 13 forskellige fraktioner på landslejren.

Det stiller nye krav til indretningen af lejrpladsen. På billedet er FDF'ere fra Stevnstrup i gang med at banke pæle i jorden til et større affalds-sorteringssystem.

Det nye tiltag er ifølge landslejrchef, Simon Stagis både resultatet af landslejrens eget ønske om at tage større ansvar for klimaet med "Den bæredygtige lejrplads" og et samarbejde med Renosyd i Skanderborg Kommune.

Renosyd er i øvrigt i gang med at forberede sig på, at alle borgere i Skanderborg Kommune efter planen skal i gang med at sortere i 10 forskellige fraktioner i 2023.

Skifter kødet ud med grøntsager

Foto: Thomas Heie Nielsen

Det kan godt være, at der som regel er pasta kødsovs, frikadeller og boller i karry på menuen, når FDF'ere tager på lejrtur, men sådan behøver det ikke at være.

Landslejrens bæredygtigheds-udvalg har besluttet, at der i år skal spises langt flere grøntsager. Derfor spiser  alle som minimum aftensmad vegetarisk to aftener under lejren.

Derudover har kredsene på seks af lejrens dage haft mulighed for at vælge imellem et grønt eller meget grønt aftenmåltid. Grønt dækker over, at der i retten er skruet ned for mængden af kød, mens meget grønt er vegetarisk.

Godt 25.000 af de knapt 80.000 portioner aftensmad, der bliver serveret under lejren er vegetariske.

- Temaet for årets landslejr er mod. Vi er på en opdagelsesrejse, hvor det handler om at skubbe til vores grænser. Samtidig er vi i FDF optagede af, hvordan vi tager ansvar for den verden, vi lever i, og for den fremtid, vi ser ind i. Derfor giver det god mening at se på vores madvaner.

Kan vi skære ned på kødforbruget?

Har vi mod på at spise mere vegetarisk, og er vi klar til at smage på retter, som vi aldrig er blevet præsenteret for før?

På den måde vil vi gerne understøtte samtalerne ude i lejrene om, at vi også har et valg, når sommerferien er slut, og vi vender tilbage til hverdagen, hvor vi selv skal beslutte os for, hvad vi lægger i indkøbskurven, siger landslejrchef, Simon Stagis.

Er åben for alle

Sådan så det ud, da Dronning Margrethe i 2016 besøgte FDF's landslejr. I år kommer hun i modsætning til tidligere år ikke forbi Sletten.Foto: Axel Schütt

Alle er velkomne til at besøge FDF Landslejr 2022.

Lejren er åben for gæster hver dag fra 10 -24 frem til afrejsedagen den 15. juli.

Der er ingen officielle besøgsdage, men historisk set, er lørdag under landslejren den helt store besøgsdag. Det er også den dag, der er fællesgudstjeneste på lejrbålspladsen.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe har besøgt landslejren ved flere lejligheder. I år skal man dog ikke regne med at få et glimt af dronningen og Krone 1 på landevejene omkring Ry.