Anemone Graae børster forsigtigt jorden af en genstand, som hun har fundet i den firkant jord, som hun hjælper arkæologerne fra Museum Skanderborg med at undersøge.

Hun leder efter levn fra de tyske soldater og flygtninge, som havde deres daglige gang i en stor træbarak bag Skanderborg Bunkerne i Dyrehaven i perioden1944-1946. Her i den aflange lysning i skoven, lå der engang en barak, som først blev brugt som kontorbygning af de øverstbefalende i Luftwaffe og siden blev brugt som sygehus af de tyske flygtninge, som fulgte i kølvandet på den voldsomme afslutning på Anden Verdenskrig.

- Det er syret at tænke på, at der har været tyske soldater og krig lige her. At det kunne finde sted i Danmark, siger Anemone Graae fra Ry.

Hun sagde ja med det samme, da hendes historieinteresserede morfar, inviterede hende med til borgerudgravning i Dyrehaven på en skiftevis regnvåd og solbeskinnet Kristi Himmelfartsdag.

- Ja. Det er mærkeligt at tænke på, at der måske har gået en tysk soldat her, og tabt en mønt, som jeg måske finder lige om lidt, tilføjer hendes storebror, Alfred på 12 år, som også er med på tur.

Ved siden af søskendeparret sidder 19-årige Tobias og smiler af deres historie, som ligner hans egen til forveksling.

- Det var også min morfar, der fik mig indlogeret i det her. Han har altid ønsket sig, at jeg skulle blive arkæolog, og han prøver stadig at få mig overbevist, siger den 19-årige Falck-medarbejder fra Risskov med et grin.

Indtil videre er det kun lykkes morfaren, som er frivillig i museumsforeningen i Skanderborg, at få ham optaget i den landsdækkende forening af danske amatørarkæologer i en ualmindeligt ung alder.

- Jeg var kun 9 år, da jeg officielt blev optaget, og kunne kalde mig for Danmarks yngste amatørarkæolog, men den titel blev hurtigt erobret. I dag er der rigtigt mange små børn i foreningen, og det hænger sammen med arrangementer som den her borgerudgravning. Dem har der været en del af de seneste år, og det er virkelig noget, som appellerer til børn, siger han.

Han er ofte med som den assisterende amatørarkæolog, som styrer en flok børn under borgerudgravninger rundt omkring i landet.

- Man kan godt sammenligne en borgerudgravning med at grave efter guld, siger Tobias, som til fulde forstår børnenes begejstring, når de graver noget spændende op af jorden.

- Jeg har været med til rigtigt mange udgravninger, og jeg bliver grebet af det hver gang. Mit største fund må være en stenøkse fra Stenalderen. Det var vildt at stå med den i hånden og tænke på, at et eller andet vildt fortidsmenneske har stået med det samme værktøj i hånden for 5-6000 år siden, siger han og tilføjer, at han har glædet sig meget til dagens udgravning i Dyrehaven, selvom fundene her af en anden arkæologisk kaliber.

- Jeg har lige fundet det her rustne søm. Det ser måske ikke ud af meget, men.... siger han og holder sømmet op mod lyset.

- Men det er et tysk søm, som sikkert er lavet af det samme stål, som nazisterne brugte til at lave kampvogne og krigsmaskiner, og det er spændende at tænke på, siger han.

En stor del af fornøjelsen ved at deltage i en borgerudgravning er for ham at dyrke tankerne om, hvad der kan være sket lige her imellem de fritlagte fundamenter i Dyrehaven under Anden Verdenskrig.

- Du kan godt se en dokumentar om Anden Verdenskrig i fjernsynet, men at sidde med noget fysisk materiale fra den tid i hånden, giver en helt anden følelse, siger han og tilføjer, at det er kreativiteten og forestillingsevnen, der vinder her.

- Når jeg sidder her og ser op mod trækronerne, kan jeg godt se, hvorfor tyskerne slog sig ned her. Hen mod slutningen af krigen, var de panisk angste for at blive bombet af britiske så fly, så det var selvfølgelig oplagt at gemme deres bygninger inde i skoven og tæt på de søer, som de britiske jagerpiloter brugte som markører, når de skulle orientere sig i området. Man tænker vel ikke på at bombe det område, som man bruger til at orientere sig i, funderer han.

Ved siden af ham ligger én af de små plasticposer, som de ting, der skal undersøges nærmere af arkæologerne, bliver lagt i.

Den indeholder et stykke kul.

Hvorfor har I gemt et stykke kul. Det siger vel ikke så frygteligt meget om noget, spørger jeg?

- Det er ikke sikkert, men er der noget, jeg har lørt igennem mine år som amatørarkæolog, så er det, at meget af det, man finder både kan være ingenting og noget, siger Tobias sidemakker, Leif Jensen.

Efter 35 år som folkeskolelærer i Virring, gik han på pension for 16 år siden og kastede sig over sin store interesse for arkæologi. Siden har han blandt andet været med til at grave 300 skeletter op af jorden i Aarhus og at "solde" et betragteligt antal smukke glasperler ud af jorden fra en stenaldergravplads ved Hørning.

- Da jeg var med under udgravningerne i Alken Enge skulle alt sorteres fra - selv de mindste stykker træ og spåner. Hvad i alverden skal det bruges til, var der også én, der sagde dengang. Men så dukker der flere år efter pludselig en sammenhæng op. Det viste sig, at der havde været en bro der engang, som ingen kendte til.  På den måde giver selv de mindste fund mening, siger han.

- Om lidt kommer der tre-fire minutter, hvor det bliver meget intenst, advarer museumsinspektør, Martin Philipsen Mølgaard.

Ordene falder under en rundtur i Skanderborg Bunkerne i Dyrehaven, som under Anden Verdenskrig var kommandocentral i Luftwaffes danske hovedkvarter.

De gamle uniformer, hjelme, telefoner og skrivemaskiner, som, siden frivillige etablerede museet i 1980'erne, har været med til at fortælle historien, om dengang 1500 tyske soldater havde deres daglige gang i Skanderborg, har for nylig fået selskab af en avanceret, moderne lydinstallation.

Lige nu bliver lyden af skridt, som bevæger sig fra rum til rum, suppleret af lyden fra klaprende skrivemaskinetaster, en telefon, der ringer, og nogen, der taler lavmælt sammen.

Pludselig går luftalarmen i gang.

Den bliver efterfulgt af højlydte ordvekslinger på tysk.

De øverstbefalende i Luftwaffes danske hovedkvarter er på et baggrundstæppe af lydene fra 25 britiske Mosquito-jagerbombere, i gang med at diskutere, om de skal mobilisere et angreb eller lade fjenden flyve videre.

- De valgte det sidste. Hvorfor ved vi ikke, men det hænger formentlig sammen med, at de ville undgå selv at blive angrebet, hvis de begyndte at beskyde de allierede fly, siger Martin Philipsen Mølgaard om den simulerede overflyvning af Skanderborg Sø.

En overflyvning som i virkeligheden endte med, at briterne tirsdag formiddag den 31. oktober 1944 bombede det daværende Gestapo-hovedkarter på Aarhus Universitet.

Martin Philipsen Mølgaard, som arbejder som historiker på Museum Skanderborg, har de seneste år været museets tovholder på lydprojektet, som er et samarbejde mellem Museum Skanderborg, Struer Museum og Museum Midtjylland, og er finansieret via en gavmild donation fra Velux-Fonden.

- Formålet har været at finde ud af, hvordan man med autentisk lyd i en autentisk bygning kan give noget liv tilbage til bygningen - og gøre museumsoplevelsen mere levende for de besøgende. Når du går rundt i de stille lokaler under jorden i Dyrehaven, glemmer du måske lidt, at du er i en bunker, som rent faktisk blev brugt af de tyske soldater under Anden Verdenskrig. Nu kan du høre, hvordan det kan have lydt, da de var her for snart 80 år siden, siger Martin Philipsen Mølgaard.

Det nye lydspor til Skanderborg Bunkerne er skabt i et tæt samarbejde med Center for Avanceret Visualisering og Interaktion på Aarhus Universitet (CAVI), og er den direkte årsag til, at 24 splinternye højttalere for nylig flyttede ind i det gamle frihedsmuseum i Skanderborg.

- Lydinstallationen består af 18 korte sekvenser, som i alt varer 20 minutter og kører i loop. Vi har fodret CAVI med viden om, hvad vi mener, at de forskellige rum er blevet brugt til, og hvordan vi mener, at en naturlig reaktion på overflyvningen ved Skanderborg Sø i oktober 1944 ville være, fortæller Martin Philipsen Mølgaard.

Velux-Fonden har støttet udviklingsprojektet med fire millioner kroner, som er blevet brugt på at sætte lyd til museumsoplevelsen i et forfatterhjem i Struer, et landbrugsmuseum i Holstebro og i bunkerne ved Skanderborg Sø.

Herfra dirigerede de øverstbefalende fra 1944 til 1945 slagets gang og Luftwaffes 30.000 soldater i Danmark.

At tyskerne i februar 1944 først rykkede ind på Sølund i Skanderborg og dernæst beslaglagde Skanderborgs Dyrehave, hænger nøje sammen med områdets geografi.

- De etablerede deres hovedkvarter midt i et skovområde, som er omgivet af vand og sump. Her var det nemt at skjule sig og nemt at forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det til Skanderborgs held aldrig. Der er nok ingen tvivl om, at det har været overvældende for de 4.500 indbyggere i byen dengang, at der pludselig rykkede 1.000 tyske soldater ind i Skanderborg, imens Dyrehaven blev omringet af pigtrådshegn, og der blev etableret træbarakker, som kunne rumme de 500 tyske soldater, der boede i Dyrehaven på et tidspunkt, siger Martin Philipsen Mølgaard.

Men, tilføjer han:

- Ifølge vores historiske kilder omgikkes lokalbefolkningen i Skanderborg og de tyske soldater overordnet set hinanden på en stille og rolig måde. De tyske soldater var ikke interesserede i at skabe unødvendige konflikter, og mange havde den opfattelse, at de var her for at passe på lokalbefolkningen og for at beskytte dem mod fjenden. På den måde er historien, som de tyske soldater fik at vide, dengang de blev sendt til Danmark, på flere måder tilsyneladende ikke så forskellig fra den historie, som de russiske soldater nu får at vide, når de bliver sendt i krig i Ukraine.

Har I oplevet, at der er opstået en øget interesse for tiden under Anden Verdenskrig her i området, efter at krigen igen er rykket ind i Europa?

- Krigen i Ukraine bliver ikke brugt som argument for at tage herud og kigge, men når folk er herude, og når de hører luftangrebet i vores nye lydinstallation, er der mange, der taler om, at de kommer til at tænke på Ukraine. Pludselig er krigen rykket tæt på os igen, og det får mange til at reflektere over, hvordan der er flere sammenfald imellem det, der foregår i Ukraine lige nu, og det, der foregik i Europa og lige her i Dyrehaven under Anden Verdenskrig, siger han.

Den oplevelse har museets universitetspraktikanter Emil Hein Jørgensen og Mads Mølbach også haft under deres arbejde med at lave en brugerundersøgelse af folks reaktion på de nye lyde i Skanderborg Bunkerne.

- Vi har hørt rigtigt mange sige, at de ikke kan lade være med at tænke på krigen i Ukraine, når de hører lyden af de brummende bombefly, og når de går rundt hernede under jorden og lytter til lydene af det hverdagsliv, som vi forestiller os, at de tyske soldater har haft her. Der har også været en enkelt, som blev helt grædefærdig, da lydene fra overflyvningen gik i gang, fordi det hele pludselig virkede meget virkeligt. Målet med projektet er at gøre folks oplevelse af, hvad der er foregået her i bunkerne, så autentisk og reel som mulig, uden at det bliver så tivoliagtigt og oplevelsesrigt, at historien drukner i det, så det er en balancegang. Det gennemgående ord, der er blevet brugt af de brugere, vi har interviewet og undersøgt, er ordet autenticitet, og det er jo rigtigt fedt, siger Mads Mølbach Johan, som læser Musikvidenskab på Aarhus Universitet.

- Der er en ekstremt spændende dobbelthed i, at der først boede tyske soldater og siden boede tyske flygtninge i de samme barakker under og efter Anden Verdenskrig her i Dyrehaven, konstaterer arkæologen Julie de Vos, imens hun bevæger sig rundt under bøgetræerne i Skanderborg.

De seneste uger har hun med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond og Kulturministeriets forskningspulje, i tæt samarbejde med Museum Skanderborg gennemført to udgravninger under nogle af de træbarakker, som blev  opført af tyske soldater i 1944 og dannede rammen om Luftwaffes danske hovedkvarter frem til krigens afslutning.

- Vi ved ret meget om de tyske soldater, som først indtog Sølund og derefter opførte 87 træbarakker til kontorer, boliger og opbevaring af materiel i Dyrehaven. Men de op mod 700 tyske flygtninge, som rykkede ind i barakkerne efter krigen, ved vi næsten ingenting om. Det var ikke dem, vi talte allermest om i årene efter krigen, og de har ikke efterladt så tydelige spor, som de tyske soldaters bunkere eksempelvis har. Mit håb med projektet i Dyrehaven er, at jeg kan bidrage til, at de får en større plads i historien, siger hun og fortsætter:

- De to typer beboere i barakkerne har levet under meget forskellige omstændigheder. Imens tyskerne hegnede området af for at holde omverdenen ude og og næppe har manglet noget, blev flygtningene spærret inde bag hegnene og henvist til en tilværelse, hvor de nok ikke har haft meget at gøre med, siger hun.

At de tyske soldater har levet godt, vidner flere fund, som arkæologerne i løbet af de seneste uger har gjort i en udgravning ved sanitetsbunkeren i Dyrehaven, om.

- Her lå der en barak op ad en stejl skråning. De tyske soldater har tilsyneladende haft en tendens til at smide deres affald ud af vinduerne og op ad skråningen fra den barak, hvor vi har gjort ekstremt mange fund. Her har vi blandt andet fundet en hel bevaret - men tom - flaske kirsebærvin, en parfume og et stykke af en kam fra den tid, siger Julie de Vos.

I samme område er der fundet mønter af dansk, tysk og en russisk afstamning, imens der under en udgravning bag Skanderborg Bunkerne, som borgerne har hjulpet med at undersøge, blandt andet er fundet glasskår,  som muligvis stammer fra medicinsk udstyr.

Sidstnævnte hænger formentlig sammen med, at den store barak bag bunkerne, blev brugt som sygebarak til de tyske flygtninge.

- Det næste halvandet år skal jeg bruge på at sætte de mange fund fra de to udgravninger ind i en bredere kontekst. For mig bliver det især interessant at se nærmere på fund, der relaterer sig til kvinder og børn. De udgjorde jo størstedelen af de tyske flygtninge, så det er en måde at skelne imellem fund fra tyske soldater og tyske flygtninge på, selvom vidnesbyrd også peger på, at der var russiske og østeuropæiske kvinder i barakkerne under krigen, som arbejdede for de tyske soldater, siger Julie de Vos.

Apropos vidnesbyrd, så har hun og Museum Skanderborg under den seneste uges  borgerudgravning i Dyrehaven især været optagede af, at få den ældre generation i tale.

- Der var en del forbi borgerudgravningen i sidste uge, og vi fik samlet et par anekdoter ind, men vi vil gerne i kontakt med endnu flere, som kan bidrage med historier, der kan gøre os klogere på livet i Dyrehaven under og lige efter Anden Verdenskrig. Historier, som man har fået genfortalt af forældre eller bedsteforældre, kan også bruges, siger Julie de Vos.