Natalya kørte 36 timer uden mad eller søvn og endte efter 3.000 kilometers flugt i Skanderborg: Kun én ting kan få hende til at vende hjem, før krigen slutter
I alt 233 ukrainske flygtninge er indtil videre blevet anvist til Skanderborg Kommune efter særloven.
En af dem er Natalya Melnichuk fra Zjytomyr, der på egen hånd tog flugten i bil med sine to døtre, fire timer efter de første russiske bomber havde ramt byen tidligt om morgenen den 24. februar.
I dag er deres liv komplet anderledes, end det var før den dag. Nu søger Natalya job og lejlighed i et land, hvor hun ikke kan sproget. Hun kan knap nok engelsk.
Samtidig befinder hendes mand, Sergey, sig lige nu i et limbo. Han er blevet i Zjytomyr, for han skal, ligesom alle andre ukrainske mænd, stå til rådighed for militæret. Og han har fået sin indkaldelse, men er endnu ikke blevet bedt mønstre på en kaserne eller troppe op ved fronten.
Derfor er det lige nu ham, der tager sig af de 70 dyr, der skal passes og fodres i deres zoo i Zjytomyr. En flok dyr, der - med Natalyas egne ord - er som familie for hende.
Lige nu kæmper hun hårdt for at finde et job i Skanderborg og omegn, så hun kan tjene penge, som kan sendes ned til Sergey, så han kan bruge dem på at holde dyrene i live i en situation, hvor zoo-besøg for mange mennesker ikke virker særlig aktuelt.
Når krigen på et tidspunkt slutter, vil Natalya gerne vende tilbage til Zjytomyr. Men bliver Sergey sendt i krig inden da, vil dyrene være helt overladt til sig selv, og det kan hun ikke bære. I det tilfælde bliver hun nødt til, som hun formulerer det, at tage tilbage til Ukraine, selv om der stadig er krig.
Ved firetiden natten til den 24. februar blev Natalya Melnichuk vækket af lyden af russiske bombeangreb, der ramte den ukrainske by Zjytomyr.
Tre måneder senere leder hun efter en lejlighed i Skanderborg til sig selv og døtrene Mirabel på fire år og Milena på 18.
- Jeg var så bange. Jeg forstod ikke, hvad der skete, og jeg græd og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Natalya Melnichuk.
Hun sidder ved et lille skrivebord, der er placeret op mod den ene af de fire vægge, der er rammen om hendes og døtrenes ny liv i hjemmet på Søkilde, det forhenværende plejehjem nord for Ry.
Natalya MelnichukVi hoppede bare i bilen og kørte.
De har køleskab, et badeværelse hvis størrelse bærer præg af dets tidligere formål, to enkeltmandssenge i den gamle plejeboligs eneste opholdsrum og adgang til en fælles altan.
Natalya Melnichuk taler ikke selv et engelsk, der rækker til et interview med en dansk journalist, der omvendt ikke besidder skyggen af ukrainsk-kundskaber.
Så når hendes ældste datter Milena ikke lige er optaget af sin Macbook med online fjernundervisning fra universitetet hjemme i Kyiv - der boede hun alene indtil for få måneder siden - oversætter hun efter bedste evne sin mors sætninger fra ukrainsk til engelsk.
Ellers er vi overladt til oversætter-robotterne på vores telefoner.
Hvordan kom I herop? Blev I hentet af danskere ved den ukrainske grænse, eller rejste i selv herop, spørger jeg på et demonstrativt langsomt engelsk ind i mikrofonen på min egen telefon, der heldigvis forstår det og spytter en kyrillisk oversættelse ud på skrift i den anden ende.
Eller - det må man jo med to helt forskellige alfabeter blot stole på, at telefonen loyalt gør.
Men hun læser, nikker og hakker så med sin egen stemme det, der for et dansk øre mest lyder som én lang række konsonanter, ind i sin egen telefon.
- Vi tog selv herop. Vi blev ikke hjulpet af nogen, vi hoppede bare i bilen og kørte, lyder svaret kort efter på engelsk på hendes skærm.
Jeg læser det kort, hvorefter hun kopierer den engelske oversættelse og sætter den ind i en tekstbesked, som hun sender til mig, så jeg har det på skrift, når interviewet senere skal skrives.
Natalya MelnichukJeg startede med at køre 36 timer i streg til Polen uden at hverken spise eller sove.
Den temmelig omstændelige samtaleform får Natalya Melnichuk til at skrue en anelse op for hastigheden, når hun taler ind i sin telefon.
Hun fortæller, at der gik cirka fire timer, fra de blev vækket af lyden af bomber, til hun satte sig ind i bilen med døtrene ombord. Historien om, hvorfor hendes mand, Sergey, ikke tog med, er den samme som den om alle andre våbenføre ukrainske mænd - den, du sikkert allerede kender rigtig godt.
- Jeg vidste ikke, at jeg var i stand til at køre så mange kilometer, fortæller Natalya Melnichuk.
- Det var en prøvelse for min personlige styrke - der er 3.000 kilometer fra Ukraine til Danmark, og jeg startede med at køre 36 timer i streg til Polen uden at hverken spise eller sove, siger hun.
Søkilde er fyldt op
Men Polen var allerede fyldt op med ukrainere, lyder hendes beskrivelse af ankomsten til nabolandet, og derfor drog hun, Mirabel og Milena videre mod Danmark.
Knap tre måneder har hun nu været her. Først i Viborg - en by, som hun ikke rigtig har anden forklaring på, at hun endte i, end at hun bare kørte og kørte.
Fra den 13. marts boede hun først på hotel dér, så i en studielejlighed, indtil hun den 24. april fik den opholdstilladelse hun søgte om den 22. marts.
Lone Rasmussen, direktør, Skanderborg KommuneVi følger meget fint den kvote, som vi skal have af de første 25.-30.000.
Derefter blev hun med Udlændingestyrelsens fordelingsnøgle placeret i Skanderborg Kommune på det gamle plejecenter Søkilde.
Fredag den 27. maj var der ifølge Udlændingestyrelsens tal ankommet 233 ukrainske flygtninge til kommunen, som er blevet placeret der efter at have fået opholdstilladelse under særloven.
Ifølge Lone Rasmussen, kommunens direktør for de store velfærdsområder, flugter det meget godt med den andel af de i godt 19.000 opholdstilladelser, der i alt i Danmark er givet til ukrainere på flugt fra den russiske invasion.
- Vi følger meget fint den kvote, som vi skal have af de første 25.-30.000. Vi var lidt bagud på kvoten til at starte med, men de sidste uger er det gået stærkt, siger Lone Rasmussen.
Natalya MelnichukEfter krigen brød ud har jeg lært at leve én dag ad gangen og ikke at have noget planlagt, fordi jeg ikke ved, hvad der vil ske i morgen.
I midten af maj var der kommet 176 ukrainske flygtninge med opholdstilladelse til Skanderborg Kommune, og hen mod slutningen af måneden nærmer tallet sig altså de 250.
Søkilde, hvor Natalya, Mirabel og Milena Melnichuk bor, var allerede for flere uger siden ved at være i bekneb med ledige lejligheder, og derfor tages nu endnu et tidligere plejecenter i brug - Bakkedraget i Hørning.
- Søkilde er fyldt helt op nu, og så starter vi med at indkvartere dem på Bakkedraget. Jeg tror, der er plads til omkring 140, men det kommer lidt an på, hvor mange børn, der ankommer, og hvor store de enkelte familier er, siger Lone Rasmussen.
'Kakerlakker i hovedet'
Men om lidt kan Søkilde altså måske være en lille familie mindre.
I hvert fald, hvis Natalya Melnichuk og hendes døtre lykkes med at finde en lejlighed, hvor de selv kan bo.
Egentlig har de det rigtig fint på Søkilde, fortæller Natalya, det er slet ikke det.
Natalya MelnichukJeg vil bare gerne have en lillebitte lejlighed, hvor jeg kan lave mad selv, og hvor jeg selv kan bestemme.
De bliver behandlet godt, de er blevet taget godt imod af kommunen, og de mange ting i deres lille lejlighed, som de ikke selv har haft med fra Ukraine, vidner om de mange udstrakte, danske hænder, der donerede alt fra tøj til møbler i krigens første fase.
Det ligner bare ikke det liv, de kom fra.
Et liv, hvor hun som selvstændig erhvervsdrivende ejede og drev en mindre zoo med ca. 70 dyr, hvor familien ejede tre lejligheder, hvor de tog på ferier til Europas vestligere lande, og hvor Milena på 18 år boede alene i en lejlighed i Kyiv og studerede social media marketing på universitetet.
- Vi var fuldkommen lykkelige indtil den 24. februar. Indtil krigen begyndte. Alt var virkelig godt. Vi havde et smukt land og en økonomi i udvikling. Vi var glade for at rejse, og det gjorde vi meget. Så vi havde et lykkeligt liv. Men nu, efter krigen brød ud, har jeg lært at leve én dag ad gangen og ikke at have noget planlagt, fordi jeg ikke ved, hvad der vil ske i morgen, siger Natalya Melnichuk.
Og selv om de andre beboere også er søde, kan de mange mennesker og det begrænsede privatliv også blive for meget, fortæller hun.
- Der er så mange mennesker og så mange regler. I Ukraine ville vi sige, at jeg får kakerlakker i hovedet af at være her, siger hun og giver et eksempel.
- For mig er det et ret stort problem, at vi skal deles om et køkken. Så jeg vil bare gerne have en lillebitte lejlighed, hvor jeg kan lave mad selv, og hvor jeg selv kan bestemme.
Samtidig er hun også på udkig efter et job. Ikke kun for at kunne betale for leje til en lejlighed, men også for at kunne sende penge hjem til den zoo, som hendes mand lige nu knokler for at holde oven vande, mens hele familien håber, at krigen når at slutte, før han blive bedt om at mønstre.
- Vi har høns, geder, vaskebjørne, en ræv, og så har vi rigtig mange slanger, fortæller Natalya Melnichuk om den zoologiske have.
Vil gerne tilbage til Ukraine
Hun forklarer, at hendes dyr betyder alting for hende.
En af de få gange under interviewet, hvor hun ikke støtter sig til den digitale tolk på telefonen, siger hun på engelsk:
- My daughters, my family. My animals, my family.
Hun skifter til ukrainsk igen, og kort efter kan hun vise en længere forklaring på sin skærm.
- Nu er dyrene på randen af overlevelse, og jeg er bange for, at de skal dø af sult, fordi det er svært at holde haven kørende under krigen. Så jeg kæmper virkelig for at finde et job så hurtigt som muligt her, så jeg kan sende penge til Ukraine, så min zoologiske have og mine dyr kan blive passet ordentligt på.
Natalya MelnichukJeg er selvfølgelig bange for, at der sker ham noget.
For nogle måneder siden fik Natalya Melnichuks mand, Sergey, sin indkaldelse til den ukrainske hær. Selve mønstringen sker dog ikke samtidig, men skrider gradvist frem, mand efter mand, efterhånden som den russiske invasion kræver flere ukrainske tropper.
Så indtil videre opholder han sig stadig i Zjytomyr.
Og der er han, som Natalya Melnichuk beskriver det, i nogenlunde sikkerhed, selv om han fem til ti gange hver dag må afbryde sit arbejde i deres zoo, fordi luftalarmerne beordrer ham og hans naboer ned i sikkerhed i kældre og beskyttelsesrum.
- Det er virkelig skræmmende for mig, siger Natalya Melnichuk.
Men at Sergey risikerer at skulle i krig bekymrer hende ikke kun af de mest åbenlyse årsager.
- Jeg er selvfølgelig bange for, at der sker ham noget. Men så snart han bliver bedt om at møde op i hæren, vil der heller ikke være nogen til at tage sig af dyrene, fortæller Natalya Melnichuk.
Hun vil gerne tilbage til Ukraine. Men først, når hun med sikkerhed kan sige til sig selv og til døtrene, at krigen er slut, og at de russiske tropper, kampvogne og bombardementer ikke længere udgør en trussel mod dem, der opholder sig i Ukraine.
Kun én ting vil kunne få hende til selv at køre de 3.000 kilometer tilbage til sit hjemland, før krigen officielt er slut.
- Hvis min mand bliver bedt om at slutte sig til hæren, så vil vi være tvunget til at tage til Ukraine igen for at passe på vores dyr, siger Natalya Melnichuk.