Det gør vi, fordi haveaffald næstefter husholdningsaffald, er den type affald, borgerne producerer mest af i Skanderborg Kommune. I Renosyd har vi en ambition om at reducere mængden af affald til et minimum. Vi arbejder målrettet på at finde ud af, hvordan vi skaber mindre affald som et led i udmøntningen af vores fire-årige strategiplan. Det giver rigtig god mening at arbejde med vores syn på haveaffald. Hvis vi beholder haveaffaldet i vores haver og eksempelvis bruger det i et kvashegn, bliver det aldrig til CO2-udledende haveaffald, så er og bliver det til biomateriale, som er en ressource i haven. En god måde at opbevare biomaterialet på er at lave et kvashegn, hvor man kan stable afklippede og nedfaldne grene og lade det formulde, imens det fungerer som opholdssted for havens dyr og insekter.

Vores nuværende genanvendelse af haveaffald er ikke en superdårlig historie, men det er heller ikke en supergod historie. Selvom det bliver genanvendt, er der ingen tvivl om, at vores håndtering af 12 tusinde tons haveaffald fra Skanderborg og Odder Kommune om året belaster klimaet. Det sker i første omgang, når folk kører deres haveaffald i CO2-udledende biler til genbrugspladsen, og i anden omgang når vi efterfølgende udleder en masse CO2 i den proces, hvor vi laver haveaffaldet om til muld. Det gør vi både, når vi læsser haveaffaldet på lastbiler og kører det til Affaldscenter Skårup, hvor det bliver lagt til formuldning - og når vi kører det tilbage til genbrugspladserne for at sælge det til forbrugerne. Samtidig er der et metangasudslip under formuldningsprocessen, som ikke er godt for klimaet.

Det et gået over al forventning. Vi er godt klar over, at det umiddelbart ligger en lille smule fjernt fra et affaldsselskabs kerneopgaver, at bygge kvashegn i en øko-have, men vi fik hurtigt virkelig meget cadeau fra kunderne for at træffe den beslutning. Det er vores oplevelse, at krydskoblingen imellem affaldsreduktion og en grøn agenda med fokus på biodiversitet i høj grad interesserer folk. Vi blev ikke blæst omkuld af interesse, da vi etablerede kvashegnet i foråret, men da sommerferien gik på hæld, var hele hegnet fyldt op med 100 ton kvas fra borgere, som havde været forbi. Vi fik også en del omtale af kvastegnet på de sociale medier, hvor "Vilde Haver" delte en video af kvashegnet, som blev set af 43000 mennesker på en uge. Det er vist første gang, at et Renosyd-projekt har tiltrukket sig så stor opmærksomhed på so-me. Den store interesse - både fra vores egne kunder og fra haveinteresserede folk i hele landet, gav os idéen til at udvide projektet.

Vi har søgt 720.000 kroner fra Nordisk Ministerråd, som vi har fået. De synes, at projektet er meget innovativt og har potentiale i hele Norden. I år og næste år samarbejder vi med en række folkeskoler om at etablere kvashegn. Vi er i dialog med 13 folkeskoler i Skanderborg Kommune og har allerede lavet aftaler med de første 11 folkeskoler om at lave over 400 meter kvashegn.  Tanken med projekterne er, at de skal indgå i undervisningen på folkeskolerne. Vi har i alt købt pæle ind til i løbet af i år og næste år at lave én kilometer kvashegn på folkeskoler i Skanderborg og Odder Kommune. Men hjælp udefra vil vi også lave undervisningsmateriale, som kan bruges i folkeskolerne.

Vi bruger også nogle af midlerne i vores budget på et samarbejde med Bioscience Aarhus Universitet, som har sat tællere op i kvashegnet i Økologiens Have for at se, hvor meget mere biodiversitet det tilføjer til området. Kommer der fx flere pindsvin og fugle? Vi er ret sikre på, at det har en kæmpestor gavnlig virkning på miljøet at etablere kvashegn af noget af det haveaffald, vi ellers ville have kørt på genbrugspladsen, men der er faktisk ikke så meget evidens på præcis, hvad det gør for biodiversiteten at etablere et kvashegn.

For Renosyd er formålet med på den måde at sætte fokus på kvashegn og at bevæge os i udkanten af, hvad man kan forvente sig af et affaldselsskab, at ændre vores adfærd i forhold til affald. Et kvashegn i en folkeskole er en god trædesten til at tage snakken om, hvordan vi hvordan vi selv tager ansvar for det affald, vi producerer. Vi må tage mange små skridt, når vi på så mange områder skal ændre vores adfærd de kommende år. Kvashegnet er et måske et lille skridt, men hvis det kan få os til at standse op og tænke over vores haveaffald, kan det måske føre store ændringer med sig i fremtiden. At reducere mængden af vores haveaffald kræver faktisk ikke de store adfærdsændringer, imens der skal noget mere til, når det kommer til vores husholdningsaffald.

I det nordvestlige hjørne af Skanderborg ligger en lille kolonihave klemt næsten helt op mod motorvejen.

Med sine skiftevis forpjuskede og veltrimmede haver og både hel- og halvfærdige minihuse på række mellem vejnavne som Ærtevej, Radisevej, Porrevej og Spinatvej, ligner den til forveksling enhver anden kolonihave, når man bevæger sig op og ned ad de skrånende grusveje.

Forskellen på Ryhaven i Skanderborg og alle mulige andre kolonihaver finder man, hvis man kigger to steder: På husenes tage og inde i hovederne på dens beboere.

Under ét af tagene befinder fem af dem sig. En af de fem er Poul Schack Pedersen - eller "Polle", som de fire andre kalder ham.

Hvordan han fungerer som drivkraft og iværksætter for Ryhavens klimamæssige progression skal vi nok vende tilbage til - men først tilbage til taget.

Lige præcis dette tag sidder ikke på et hus med mure, men på en overdækket terrasse i forlængelse af kolonihaveforeningens lidt klejne fælleshus. Og taget er heller ikke et almindeligt tag, forklarer 68-årige Poul Schack Pedersen.

Han vil egentlig ikke være ved det, men han er formand for Ryhavens bestyrelse. Når han underspiller den rolle, er det, forklarer han, fordi haven som helhed ønsker en så flad struktur som muligt - formandsrollen eksisterer kun, fordi det er et krav fra Kolonihaveforbundet, hvor Ryhaven er medlem.

Taget, Poul Schack Pedersen og de andre står under, har hverken tegl, tagpap eller trapezplader af plastik. I stedet er taget én stor solcelle.

- Det er vandtætte solceller, så de vil kunne fungere som et tag. I det er her tilfælde er det et tag, siger Poul Schack Pedersen, der med brillerne i panden kigger op mod taget, hvor en masse sorte, kvadratiske felter peger stik syd mod den lavthængende vintersol.

Kablerne hænger lige nu ned fra tagets inderside, men senere på foråret bliver der sat strøm til installationen.

- Jeg er helt sikker på, at vi er den kolonihave i Danmark, der er længst fremme i forhold til at omstille til vedvarende energi. Og solceller passer fuldstændig perfekt til det, siger Poul Schack Pedersen og fortsætter:

- Vi producerer lige nu omkring 25.000 kilowatt-timer om året på strøm fra solceller. Det svarer til ca. fem-seks parcelhuses årlige strømforbrug. Det er alle, der producerer solcelleenergi, der bidrager til det. Når det nye solcelle-anlæg bliver koblet på, stiger vi yderligere 10.000 kilowatt-timer, og det svarer til ligegodt to parcelhuse mere.

Før vi springer frem i tiden til indvielsen af fælleshusets solcelletag, de 10.000 ekstra kilowatt-timer, og hvad det kommer til at betyde for kolonihaven, bliver vi nødt til at få noget historik på plads.

På en generalforsamling for snart fem år siden tog Ryhavens bestyrelse - med et stort medlemsflertal i ryggen - en beslutning.

Den dag i 2017 valgte de at afsætte 160.000 kr., svarende til tre fjerdedele af foreningens opsparede midler, til at bygge nye fællesfaciliteter.

Men det skulle være ad den grønne vej. Og det var her den vedvarende energi og tanken om at kunne forsyne sig selv med strøm - både for privatøkonomiens og for klimaets skyld - for alvor begyndte at tage form.

- Der beslutter vi at gå grønt. Og det siger sig selv, at når vi afsatte så mange af vores midler til det, så var der et kæmpestort flertal for det. Så det ligger jo latent i stort set alle mennesker herude i haven: At vi skal gøre et eller andet. Hos nogle er det lidt mindre, hos andre lidt mere, men det helt store flertal er bevidst om, at vi selvfølgelig skal gøre noget, fortæller Poul Schack Pedersen.

I forbindelse med generalforsamlingsbeslutningen om vedvarende energi, blev de grønne ambitioner i bredere forstand skrevet ind i foreningens vedtægter.

De har siden da haft et erklæret ønske om at bevæge sig "fremad mod en CO2-neutral have", samt at dele "erfaringer, materialer, frø, grøntsager, naturlig gødning og endda grøn energi", så de kan "gå forrest blandt kolonihaver og vise andre, at bæredygtighed, grøn energi og et sundt økosystem kan danne kernen i et godt, socialt fællesskab", står der f.eks. på foreningens hjemmeside.

Iben Baadsgaard, der i dag selv har solcelletag på sin bolig i Ryhaven, indskyder, at tanken om at sørge for egen elektricitet blev plantet langt tidligere.

- Det startede, før der overhovedet kom en grøn bevidsthed og en grøn ideologi, siger hun og forklarer, at standardløsningen fra de konventionelle elselskaber koster i omegnen af 30.000 kr. at etablere, fordi det er den samme løsning som til et parcelhus eller en villa.

Og det er dyrt, når man har et lille kolonihavehus, som mange primært benytter i sommerhalvåret, synes hun.

- Så er der altså mange, der ikke lige har penge til at investere i elektricitet. Så det handler ganske simpelt også om, hvad man kan nøjes med, og så er der jo nogle, der begynder at tænke logisk. En hel vej herude kan måske dele den strømpakke, man bruger til en villa, siger Iben Baadsgaard.

Da Ryhaven begyndte at stille spørgsmålstegn ved elselskabernes hyldevarer, fik de meldingen, at nej, man kunne ikke få lov til at købe en mindre pakke, der svarede til Ryhave-beboernes ønsker.

Men det bremsede ikke kolonihavens søgen efter et alternativ, og efter lidt tovtrækkeri kom der i 2018 et gennembrud.

- Den slags slåskampe tager noget tid nogle gange. Men i 2018 vandt vi med hjælp fra Skanderborg Kommune en helt speciel ret til at få lov til at dele strøm, siger Poul Schack Pedersen.

- Det betød rigtig meget for os, for så kunne vi begynde at udbygge sådan, at vi nu kunne tænke i fællesskaber i stedet for, at det bare skulle være den enkelte, der hev nogle kroner op af lommen. Og det gør, at vi står her i dag, hvor vi allerede har fire husstande koblet på vores eget, interne elnet, vi selv har lavet, siger Poul Schack Pedersen og tilføjer, at en femte beboer bliver koblet på i foråret 2022.

Med kommunens anerkendelse af Ryhavens ret til at dele elektriciteten internt i 2018 tog den skanderborgensiske kolonihave faktisk hul på en udvikling, der først for nylig for alvor er kommet skred i på den store politiske scene:

Såkaldte borgerenergifællesskaber.

Først et år efter Ryhavens sejr i 2018 vedtog EU-Parlamentet et nyt elmarkedsdirektiv, som slog fast, at medlemsstaterne skal have mulighed for at tillade borgere at indgå i sådanne energifællesskaber.

Samtidig åbnede direktivet for, at medlemsstaterne kan tillade disse borgerenergifællesskaber at fungere som såkaldt "lukkede distributionssystemoperatører".

Med andre ord: Staterne kan tillade borgerne at generere og dele energi mellem hinanden - uden om konventionelle elselskabers infrastruktur.

I maj 2021 blev muligheden for netop denne type energifællesskaber implementeret i dansk lovgivning ved en bekendtgørelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Poul Schack Pedersen og de øvrige beboere er taknemmelige for, at kommunen var samarbejdsvillige tilbage i 2018, fortæller han.

- Vi vil gerne sige dybt tak til kommunen, for vi er vildt afhængige af at have en positiv kommune, og de skal jo også vænne sig til at tænke nogle nye tanker oppe i administrationen. Og det vil vi jo så rigtig gerne hjælpe dem med. For at kunne komme videre hernede er vi stadig nødt til at kunne få løftet barren en lille smule, og det kan kommunen være med til at gøre, siger han.

Fælleshuset med det vandtætte solcelletag er indtil videre slagnummeret i Ryhavens repertoire af grønne tiltag.

Men både hos Iben Baadsgaard, der bor et stenkast fra fælleshuset, og hos Anne Marie Brandt Madsen og Benny Kyed, der også ejer huse i kolonihaven, er der solceller på tagene.

Det samme gælder for den senest tilflyttede af de fem, der denne januardag viser rundt i Ryhaven, Mira Issa Bloch, der sidder i byrådet for Alternativet.

Initiativerne med grønt fortegn begrænser sig imidlertid ikke til vedvarende energi.

Der bliver afholdt kurser i at skabe gode forhold for vilde bier. Med gode råd fra en professionel gartner kan havens beboere få undervisning i at bruge vandingsteknikker, der udnytter vandet mest muligt ressourcebevidst.

Et tredje kursus har genbrug og upcycling af genstande og møbler som fokus. Et fjerde grøn dyrkning af planter og grøntsager.

Som Poul Schack Pedersen formulerer det, skorter det ikke med projekter og mennesker, der alle har kompasnålen peget i retning af en grønnere levevis i Ryhaven. Selv er han ingen undtagelse.

At skrive, at han er en ret betydningsfuld faktor for hele omstillingen til vedvarende energi i Ryhaven, er måske nok mere end hans egen beskedenhed vil være med til.

Så lad os bare sige, at han er en medvirkende faktor, der tilfældigvis har en baggrund som energikonsulent i en større solcelle-virksomhed, familieforetagendet Solarpanels.

Han sætter en dyd i at skralde udsmidte madvarer, der ikke fejler noget. Fra hans kolonihavegrund rager en adskillige meter høj, hjemmebygget vindmølle op i luften, han har bygget et køkken, der kører på brint, som han selv producerer på solcelle-energi.

Og så kan han skrive tre hjemmekonstruerede elcykler på cv'et.

- Jeg begyndte at bygge cyklerne for fem år siden. Jeg vil så også sige, at jeg har brændt en hel del motorer af, fordi jeg havde indstillet dem til for mange hestekræfter, forklarer Poul Schack Pedersen, der har kørt den hjemmelavede elcykel, der er hans primære transportmiddel frem.

- Du kan se, at det her er en gammel cykel fra 2011. Det har tidligere været en elcykel med forhjulstræk fra England, og det er sådan en, du får smidt i nakken for ingenting, men stellet er stærkt, siger han og forklarer, at motoren i princippet er det eneste stykke mekanik, han er nødt til at købe nyfremstillet.

Lige præcis denne cykel har også et nyindkøbt batteri, men til andre cykler har han selv bygget den elektriske energikilde af gamle batterier, han efter aftale har kunnet købe af Værdicentralen i Skanderborg, efterhånden som de blev indleveret.

Cyklerne henter han også på Værdicentralen, hvor han kan få dem billigt, hvis han da ikke får dem foræret andetsteds fra. Aktuelt står der ti cykler i kø på det, han kalder sit "lille lager".

Han peger ned på cyklens baghjul.

- Du kan se, at der er anhængertræk på denne her. Så det er min traktor. Jeg kører op og henter to flasker gas med den. Alt det træ, jeg sanker rundt omkring - det foregår på den her cykel. Jeg tager også ud at skralder på den, og så har jeg nogle gange cykeltraileren med, hvis det virkelig er en god dag at skralde på, siger Poul Schack Pedersen.

Når man spørger ham, hvad der driver ham til at tænke og handle i de baner, han gør, giver han flere forskellige svar. Noget handler om klima - andet om andre ting, siger han.

For det første er det noget, han har gjort længe.

- Da jeg i 1984 købte en gård sammen med min kone, købte vi den i 100 meters højde, for det skulle fandme være sådan, at vandet ikke nåede op i den højde lige foreløbig, siger Poul Schack Pedersen med henvisning til klimaforskeres ildevarslende fremskrivninger om kommende års havvandsstigninger.

Men hvad driver dig personligt til at lave de projekter, du laver, som f.eks. hjemmebyggede elcykler og vedvarende energiløsninger her i kolonihaven?

- Jeg ved jo godt, at i det store billede betyder det jo ingenting det atom i en dråbe, vi kan tilføje hernede. Men hvis vi skal have reddet denne verden - og det synes jeg, vi skal, og det er der mange andre, der også synes - så er vi nødt til hver især at gøre en indsats og være en inspiration for andre til også at gøre det, siger Poul Schack Pedersen.

- Og så synes jeg sgu da også, at det er fedt. Tag sådan en som Mira (Issa Bloch, red.), hun synes, det er fedt, at hun kan hive den energi, hun skal bruge, ud bare fra solen. For mig skaber det enormt stor glæde, at jeg - og andre - kan være relativt CO2-neutrale, siger han.

Men så er der også en anden drivkraft - og den er snarere social og økonomisk orienteret, end den er motiveret af en vilje til at leve bæredygtigt.

- Det har også et socialt sigte. Vi har faktisk mange hernede under psykiatrien, som jo aldrig får mulighed for at komme ud at tjene en stor bunke penge til at lægge strøm ind, siger Poul Schack Pedersen og forklarer, hvordan det hænger sammen med den fælles solcelleenergi.

- En af grundene er jo for mit vedkommende også, at der stadig er langt flere mindrebemidlede end decideret rige mennesker i Skanderborg. Så det her med solenergien, hvor vi kan komme fra at skulle betale 30.000 kr. for at blive koblet på elnettet, til at skulle betale et par tusinde kroner og få billigere strøm, det er jo en metode til at sørge for, at den mindrebemidlede del også kan komme til en kolonihave, siger han.

Og så er vi tilbage ved fælleshuset i Ryhaven, hvorfra den fælles solenergi om nogle måneder efter planen skal have sit kraftcenter.

Den ultimative målsætning er muligheden for helt at kappe båndene til elektriciteten fra el-forsyningsselskaberne. Det ligger stadig et stykke ude i fremtiden, men når kablerne på undersiden af taget ikke længere hænger og dingler løst, vil de fra april måned kunne give elektricitet nok til omkring 12 huse, siger Poul Schack Pedersen.

- Og på længere sigt kan vi, hvis dem, der hopper på, vælger en bestemt teknisk løsning, få sindssygt mange på, især hvis de også får deres egne solceller, som supplerer med ekstra energi. Hvis vi bare bestiller nogle større sikringer, kan vi få omkring 18 huse koblet på, uden andet end ledninger til at forbinde dem, siger han og lufter drømmen om, at kolonihaven kan etablere en ladestander til en dele-elbil, som kun får strøm fra beboernes eget energifællesskab.

Måler man på borgernes indsats for at omstille trafikken i kommunen til en mindre klimabelastende persontransport i det daglige, går det i stigende grad fremad.

For samtidig med, at antallet af nyregistrerede benzin- og dieseldrevne biler i borgernes indkørsler er faldet de seneste tre år, er både elbilerne og plugin-hybridbilerne i samme periode blevet flere og flere.

Det viser tal, som SkanderborgLIV har fået fra De Danske Bilimportører.

Mens elbilerne i 2019 kun fyldte godt 3 pct. af de nye indregistreringer, var deres andel i 2021 vokset til godt 17 pct.

Plugin-hybriderne, der har en mere begrænset rækkevidde på elbatteri og derudover kører på klassiske brændstoffer som benzin og diesel, er vokset endnu mere: Fra 1,5 pct. af indregistreringerne i 2019 til knap 25 pct. i 2021.

Og den fremgang er altså sket, mens benzinbilernes andel af indregistreringerne er faldet fra knap 66 pct. til knap 46 pct., og dieselbilerne er gået fra knap 26 pct. til knap 9 pct.

Den udvikling glæder Claus Leick (SF), formand for byrådets Klima-, Miljø- og Planudvalg.

- Det er selvfølgelig glædeligt. Jeg er selv en af dem, der tænker, at nu er det nu, jeg skal have en elbil, næste gang vi skifter ud, siger Claus Leick.

Men udvalgsformanden er som sådan ikke overrasket over elbilernes fremmarch - hverken i Skanderborg Kommune eller generelt.

- Nu er der rigtig mange, der gør det, og det hænger også sammen med, at der er kommet nogle fornuftige afgiftsnedsættelser. Og vi er nået til et slags point of no return, hvor elbilerne er så gode, at jeg har svært ved at forestille mig, at der stadig er nogen, der for alvor overvejer at købe en benzinbil eller en dieselbil. Så det kommer ikke bag på mig. Det er glædeligt, men det er også naturligt, at det er den vej, vi alle sammen skal, siger Claus Leick.

Antallet af elbiler har selvsagt reel betydning for CO2-reduktionen i den daglige trafik, men den har også politisk betydning - for i byrådet har sat sig for, at CO2-udledningerne hele kommunens geografiske areal i 2030 skal være reduceret med 70 pct. sammenlignet med niveauet i 1990, hvilket er i overensstemmelse med målene i den danske klimalov.

I 2050 er det målet, at kommunens geografiske areal skal være decideret CO2-neutralt (undertiden også kendt som klimaneutralitet) - altså ikke udlede mere CO2, end området samtidig absorberer.

Også dette flugter med klimaloven, der binder Danmark til et mål om national CO2-neutralitet i 2050.

Men om befolkningens fortsatte vilje til at skrotte de fossile biler og i stedet købe en elbil er en decideret afgørende faktor for, at kommunen kan nå de mål, har Claus Leick sin tvivl om.

- Den store udfordring er at finde ud af, hvad der er den rigtige måde at lave grøn omstilling på, siger han.

- Umiddelbart er elbilerne fornuftige nok. Men du kender sikkert også de historier om, at en elbil skal have kørt så og så langt for at have tjent sig selv hjem klimamæssigt, fordi produktionen af dem udleder CO2. Jeg tror da, at de fleste skal have elbiler, herunder også mig selv, men om det er det, er vejer tungest, eller om det for eksempel er at omlægge vores varmeproduktion til varmepumper - det ved jeg ikke. Og så er det måske også mere vigtigt, at vi rykker fra biler og over på cyklen eller i kollektiv transport, siger han.

Der er andre historier knyttet til de grønnere biltyper, end den om elbilernes produktionsmæssige CO2-udledning.

Både plugin-hybridbiler og elbiler bliver eksempelvis ofte kategoriseret som 'grønne' biler.

Men nuancerne i plugin-hybridernes grønne mærkat kan faktisk variere helt fra lysegrøn til kulsort, når man rådfører sig hos eksperter.

Derfor skal de to biltypers samlede vækst i Skanderborg-borgernes samlede bilpark fra omkring knap 5 pct. af indregistreringerne i 2019 til godt 42 pct. i 2021 ikke nødvendigvis tolkes som en samlet grøn transportbølge.

Udfordringen med plugin-hybriderne er, at de ofte kun kan klare en meget begrænset distance på ren batterikraft - nogle ned til 15 kilometer, nogle op til omkring 60 kilometer eller mere.

Se for eksempel her, hvad to eksperter sidste år sagde om plugin-hybridbilerne til Forbrugerrådet Tænks magasin.

- Hvis du har en plugin-hybrid, kan man tale om en halv grøn løsning. Hvis du sørger for at få ladet op, og din kørsel i øvrigt passer til rækkevidden på batteri­delen i din hybridbil, vil du ofte køre på vind­møllestrøm. Og gradvist over årene vil den grønne del af vores elproduktion dække hele vores elforbrug, sagde Brian Vad Mathiesen, der blandt andet forsker i energi, transport og energiplanlægning ved Aalborg Universitet, til magasinet i maj 2021.

- Den største barriere er, at en hybridbil ­eller plugin­-hybrid stadig primært kører på fossile brændsler. Derfor er den bedste måde at blive mere klimavenlig på at undlade at købe en hybridbil, men i stedet købe en elbil, hvis du 100 procent kan køre på strøm, sagde han dengang.

Og her er, hvad Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og vicepræsident for den europæiske paraplyorganisation Transport & Environment, sagde til magasinet:

- En plugin-hybrid koster mere CO2 at producere end en fossilbil. Lader man den ikke – eller sjældent – vil den også i brug udlede mere CO2 end en tilsvarende fossil­bil. Dermed kan en plugin-hybrid faktisk være værre for klimaet end en fossilbil. Om den klimamæssigt er bedre end en fossilbil, afhænger derfor af, hvordan man bruger den, og hvor meget man lader den op, lød analysen fra Jeppe Juul.

En ting er udviklingen i retning af flere elbiler på vejene i Skanderborg Kommune. Noget andet er den infrastruktur, der skal være på plads, for at elbilerne overhovedet kan være bæredygtige i ren transportmæssig forstand:

Hvis man skal være sikker på at kunne komme fra A til B og måske videre til C og D, før man vender hjem til A igen, skal der både være et vist antal ladestandere, og der må i sagens natur heller ikke være alt for langt mellem dem.

Hos Danske Bilimportører lavede man op til kommunalvalget i 2021 en optælling af antallet af offentligt tilgængelige ladepunkter i de danske kommuner.

Den viste, at der pr. 23. august 2021 var 48 lademuligheder i Skanderborg Kommune, som kan benyttes af alle elbil-ejere.

Ifølge Skanderborg Kommunes embedsfolk er dataene fra uppladning.nu, som Danske Bilimportører har brugt, somme tider fejlbehæftede, og kommunens egne tal viser, at der er 19 ladepunkter i kommunen, som har plads til, at i alt 45 biler kan lade samtidig.

Danske Bilimportørers tal for indregistrerede elbiler viser, at der over de seneste tre år er blevet indregistreret i alt 557 elbiler. Læg dertil 676 plugin-hybrider, og så er der i alt indregistreret 1.233 fra 2019 til og med 2021, hvor altså lidt under halvdelen (elbilerne) skal bruge ladestandere, mens lidt over halvdelen kan bruge ladestandere efter behov og lyst (plugin-hybrider).

Det er vigtigt at bemærke, at det samlede tal for indregistrerede biler ikke nødvendigvis er det samme som antallet af nye el- og plugin-hybrid-biler på vejene i kommunen, da nogle af de indregistrerede biler i Danske Bilimportørers tal kan være brugtbiler.

Samtidig vil der også være elbiler og plugin-hybrider på vejene, der er indregistreret før 2019, og som derfor ikke er talt med.

Spørgsmålet er under alle omstændigheder, om Claus Leick mener, at infrastrukturen i kommunen kan følge med det stigende pres fra det voksende antal elbiler på kommunens veje.

- Det store spørgsmål er det med, hvor meget behov der er på for eksempel Adelgade og på Skanderborgvej i Ry. Der skal vi tænke os rigtig godt om - er det der, vi skal smide vores penge, eller kan folk lade op derhjemme, eller kan markedet klare det selv?, siger Claus Leick og påpeger, at der i kommuneplanen er truffet beslutning om at lave et såkaldt 'superladested' ved McDonalds ved motorvejsafkørslen Skanderborg N.

- Jeg vil gerne i den retning, at der kommer flere ladestandere, men det ville også være tåbeligt at smide en masse penge efter det, hvis ikke det har en effekt, siger formanden for Klima-, Miljø- og Planudvalget og fortsætter:

- Grundlæggende har jeg det sådan, at hvis markedet kan klare det, så lad dem gøre det. Det er i princippet ikke en kommunal opgave at stille brændstofmuligheder til rådighed for bilisterne. Men det er en svær diskussion, som bliver lidt hønen og ægget, for vi må heller ikke komme i en situation, hvor folk bruger manglende lade-infrastruktur som argument for ikke at købe en elbil, siger han.

Men i diskussionen om, hvorvidt markedet eller det offentlige skal tage ansvar for at støtte elbilernes vækst med ladestandere, har regeringen og folketingspartierne Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet sendt en joker på banen, der økonomisk kan hjælpe kommuner, der gerne vil tage ansvar.

Som led i en aftale mellem ovennævnte partier forventes en ny lov i løbet af foråret 2022 forventes at falde på plads, som vil give kommunerne to nye muligheder for at styrke infrastrukturen for elbiler:

For det første at lave kommercielle udbud, så kommunerne kan få ladeoperatører til at sætte offentligt tilgængeligt ladeudstyr op, samt en mulighed for at søge statslig medfinansiering til etablering af ladestandere til offentlig brug.

Sidstnævnte sker ved at søge om midler fra en pulje på 100 mio. kr. Det forventes, at puljen vil være åben for kommunernes ansøgninger fra omkring den 1. april 2022.

– Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at slå rekorder for opstilling af ladeinfrastruktur i år, og jeg er helt sikker på, at de 100 mio. kr. kommer ud at arbejde. Der bliver konkurrence om at komme først, sagde transportminister Benny Engelbrecht (S) i januar 2022 i en pressemeddelelse fra Dansk e-Mobilitet, brancheorganisation for virksomheder med kommerciel interesse i elbiler.

I samme pressemeddelelse sagde ministeren, at kommunerne "vil kunne få ladeinfrastruktur uden at bruge så meget som én eneste bøjet femøre".

Claus Leick, har Skanderborg Kommune tænkt sig at byde ind på den pulje på 100 mio. kr. til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere?

- Jo, det skal vi da selvfølgelig undersøge. Men igen - jeg kunne da forstille mig, at hvis vi skulle have nogen til at lave det, vil de jo ikke gå ind på et marked, hvor der ikke er nogen kunder. Og der tror jeg da, at der er stor forskel på Frederiksgade i Aarhus og Adelgade i Skanderborg, siger Claus Leick og pointerer, at folk med elbiler i en kommune som Skanderborg, hvor folk typisk bor i villaer, parcelhuse og rækkehuse, ofte vil have deres egen ladestander på matriklen, modsat fortættede boligområder i de større byer, hvor folk i lejligheder kan være afhængige af offentligt tilgængelige lademuligheder.

Han er dog ikke afvisende for, at kommunen i en overgangsperiode kan hjælpe, indtil markedet er modnet yderligere.

- På lang sigt skal vi jo gå fra benzin og diesel til el, og der er der nogen, der tjener penge på, og det bør jo være selskaberne. Men i en overgangsperiode er jeg med på, at vi som kommune kan spille en rolle. Men det skal undersøges først, og vi skal ikke bare kaste os blindt ud i det, siger Claus Leick.

På et bakkedrag i landsbyen Hvolbæk nord for Skanderborg Sø viser, Jens Martin Suzuki-Højrup og Carsten Erichsen, hvordan tre nyudviklede typehuse skal placeres i forhold til hinanden for at få det bedste ud af udsigten og omgivelserne.

Når køberne forhåbentlig melder sig inden længe, vil arkitekten og bygningskonstruktøren bag landets måske mindste typehusfirma, udstyre den tomme grund på Ellelausvej med tre lysende eksempler på, hvordan man bygger boliger med et mindre CO2-aftryk og en større fleksibilitet i indretningen, end vi er vant til i Danmark.

I efteråret blev de færdige med at udvikle de første to prototyper på bæredygtige parcelhuse. Byggeriet af de første huse på Fyn og Sjælland går i gang inden længe, og ejerne af den Skanderborg-baserede virksomheder håber at de næste huse finder vej til flere af Skanderborg Kommunes landsbysamfund i den nærmeste fremtid.

Noget af det særlige ved "Det Levende Hus" er, at det er løftet fra jorden, så træbygningen bliver beskyttet mod fugt og vand. Med et punktfundament er det hverken nødvendigt at grave flere meter ned i jorden eller at bruge CO2-udledende beton.

Samtidig bliver huset bygget med naturmaterialer som træ, kork og pap og med et design, som er en blanding af et godt gammeldags dansk langhus og japansk arkitektur med trædesten, skodder og overdækket veranda.

Arkitekten bag tegningerne - Jens Martin Suzuki-Højrup - har boet i millionbyen Tokyo i flere år, og da han for få år siden flyttede ind i en lejlighed i Søbyen i Skanderborg, tog han ikke kun sin japanske hustru og deres datter med til byen.

Med i bagagen havde han også et nyt syn på arkitektur og en drøm om at revolutionere den måde, vi har bygget typehuse på i Danmark siden 1960'erne.

- I Japan har man en lang tradition for at bygge små, funktionelle og kreative boliger i træ med en let og fleksibel indretning. Det har jeg været inspireret af under processen med at udvikle vores klimavenlige typehus, siger han.

Ønsket med det nye typehus har fra begyndelsen både været at nytænke mange års dansk byggetradition og at udvikle en bolig, som har det lavest mulige energiforbrug og sætter det lavest mulige Co2-aftryk under byggeriet.

- Vi synes, at vi med vores kreativitet og indsigt i byggebranchen har et ansvar i forhold til at bidrage med nye løsninger, siger Jens Martin Suzuki-Højrup, som derfor stiftede virksomheden det Levende Hus sammen med Carsten Erichsen.

Han er bygningskonstruktør med begge ben solidt plantet i den jyske muld og bred erfaring fra et tidligere arbejdsliv i små og store byggefirmaer.

De mener begge, at der er brug for et opgør med det enorme forbrug af beton og mursten i dansk byggeri.

- Den måde, vi bygger på i Danmark er dikteret af store aktører som Aalborg Portland - Danmarks største enkeltstående udleder af CO2 - og af de store murstensfabrikker. De har i årtier har haft kæmpestor indflydelse på, hvordan vi tænker byggeri her i landet. Når vi fortæller folk, at vores typehuse er bygget med lette trækonstruktioner i stedet for beton, er der mange, som har svært ved at tro på, at de kan holde til det danske klima. Men sådan har man bygget træhuse i Norge i mange år. Vi har også lang erfaring med træbyggeri Danmark, så vi ved, at det virker, siger Carsten Erichsen.

Ifølge Carsten Erichsen har den viden, som de to har brugt til at udvikle det nye typehus, været tilgængelig i årevis. I 2016 udviklede han et bæredygtigt typehus for ét af landets store typehusfirmaer.

- Der viste sig bare hurtigt, at der overhovedet ingen efterspørgsel var på det. Dengang fyldte klimaet ikke lige så meget i vores bevidsthed, som det gør i dag. Men vi har stadig en stor opgave foran os. Vi har bygget på den samme måde i mange, mange år i Danmark. Det tager tid at ændre folks vanetænkning, siger Carsten Erichsen.

Det er ikke tilfældigt, at virksomhedens to første typehuse - Bjerghuset og Skovhuset - i deres udtryk på mange måder minder om et almindeligt dansk parcelhus.

- Når vi skal lave så store ændringer, handler det om at finde en balance, hvor vi udfordrer, uden at det bliver så outreret, at folk står af. En elbil skal også helst ligne en almindelig bil mest muligt, før folk vil købe den, siger han og tilføjer, at tanken med huset fra begyndelsen har været, at det skal appellere til og være tilgængeligt for mange.

-  Hvis vi kun laver arkitekttegnede huse til de få, som har masser af penge og vilde tanker, rykker vi ingenting i forhold til klimaet. Vi skal have fat i alle de almindelige folk, som køber et typehus i dag. For mig er det en langt større glæde at ramme mange end få, siger Jens Martin Suzuki-Højrup.

Han mener, at samarbejdet med den prisbevidste materialeekspert, Carsten Erichsen har været afgørende for udviklingen af et prismæssigt konkurrencedygtigt typehus.

- Som arkitekt får jeg mange vilde idéer og tanker om, hvor fedt det kunne være at bruge forskellige materialer eller detaljer i huset. Det hele ryger igennem Carstens filter, for vores byggeri må aldrig blive så dyrt, at vi ikke kan konkurrere med prisen på et almindeligt typehus. Det kan være lidt af en udfordring i det marked, vi ser lige nu, siger han og tilføjer, at det blandt andet er derfor, at han har haft et stykke kork til at overvintre på altanen i Søbyen i år.

De to iværksættere er fornylig begyndt at samarbejde med en anden iværksætter fra Skanderborg, som er specialist i kork og arbejder på at udvikle et nyt byggesystem med kork.

- Folk mere vant til træ, så det har vi valgt som det primære materiale i vores typehus, men der er nogle spændende muligheder med kork, som vi gerne vil blive klogere på. Måske skal materialet i endnu højere grad bruges i vores typehuse i fremtiden, siger han og tilføjer, at korkstykket på altanen skiftevis har soppet i vand og været badet i sollys i flere måneder uden at tage skade, siger han og tilføjer, at der desuden allerede er gode erfaringer med at bruge kork i byggeriet i andre lande med et klima, som minder om det danske.

Carsten Erichsen synes, at kork er et glimrende eksempel på, at de vedligeholdelsesfri materialer, som mange efterspørger i en ny bolig, også findes i naturen.

- Vi behøver ikke at skabe noget kunstigt for at få et vedligeholdelsesfrit hus, men vi skal måske blive lidt bedre til at acceptere det uperfekte. Åh nej et træhus, der skal males hvert femte år. Det orker jeg ikke, tænker du måske. Men du kan også vælge en træsort, som ikke skal males, men får en grå patina med årene. Det er naturens gang, det er helt okay og det passer fantastisk godt sammen med det mere vilde udtryk i haven, som mange er begyndt at få af hensyn til biodiversiteten, siger Carsten Erichsen.

- Der er noget enormt smukt i at acceptere at alting ændrer sig med tiden, og det kendetegner på flere måder tankerne bag vores typehus - og bag den japanske arkitektur, tilføjer Jens Martin Suzuki-Højrup.

Imens husets udtryk kan ændre udtryk med tiden, hvis man vælger at bruge ubehandlet træ, kan man også lave om på indretningen i huset i takt med at børnene vokser op, og man får brug for et hus med en helt anden indretning.

- Vores vådrums-installationer er ikke støbt ind i et betonfundament, og vi kan lave rumopdelinger på mange forskellige måder. Det betyder, at man forholdsvis nemt kan ændre på indretningen og flytte rundt på både badeværelse og køkken. Vores liv er heldigvis ikke så statiske, som vores huse efterhånden er blevet, siger Jens Martin Suzuki-Højrup.

Mange af Skanderborg Kommunes lokalplaner bærer i de to iværksætteres øjne præg af mange års vanetænkning inden for byggeriet. Derfor glæder de sig over, at kommunen den 1. april har inviteret Det Levende Hus til Klimafest på Fælleden, hvor de får mulighed for at dele ud af deres tanker om og erfaring med bæredygtigt byggeri.

- Vi har et slot på ikke ret mange år, hvis vi skal redde vores klima, så vi er nødt til at komme i gang, og kommunen spiller en vigtig rolle i den omstilling, siger Carsten Erichsen.

De håber, at kommunen vil åbne op for nye typer facader, farvebelægninger og materialer, når de udvikler lokalplaner  for nye boligområder i fremtiden.

- Vi er et par gange stødt ind i, at lokalplaner ikke giver mulighed for at opføre et typehus som vores. Derfor har vi lige nu mest fokus på at få lov til at bygge på mindre grunde i landzone-områder, hvor ansøgningsprocessen godt nok er lidt længere, men hvor rammerne for, hvad der kan bygges ofte er bredere. Med tiden håber vi, at kommunen også vil tænke bæredygtigt byggeri som vores ind lokalplanerne for de små byer. Tænk, hvis Skanderborg Kommune kunne gå foran på det her område. Det kunne da være fantastisk, siger Jens Martin Suzuki-Højrup.

Da Irene og Sune Lauth Gadegaard fra Stilling skulle til at tage hul på det fire uger lange PlantPro Challenge fra Aarhus Universitet sammen med 99 andre familier fra Skanderborg Kommune, fortalte de, at det langt fra var første gang, de havde forsøgt sig med mere plantebaseret kost.

Men hidtil havde deres bestræbelser hver gang fulgt det samme mønster:

En god start med masser af motivation holdt skuden kørende i en kortere periode, indtil hverdag, travlhed, komfort eller manglende idérigdom skubbede dem tilbage til start.

Nu er PlantPro Challenge slut, og parret har sammen med deres to børn på fem og ni år stort set kun spist plantebaseret kost i fire uger.

- Inden du ringede, tænkte jeg på, at jeg godt ville vædde med, at du ville spørge ind til, om vi har holdt ved. Og ja, det har vi, siger Irene Lauth Gadegaard.

Gennem de fire uger i projektet har de kun få gange haft kød på tallerkenen, og de fleste gange har det været fisk.

Parret har aldrig haft en ambition om, at forsøget skulle være et springbræt til en decideret vegansk livsstil. Målet har været kødreduktion for klimaet, og fisken har hele tiden været - og er stadig - velkommen i køkkenet i Stilling.

Men ellers har den stået på soya-, havre- eller mandelbaserede mælkeprodukter til morgenmad, kødpålæg har været sendt på porten til frokost, og aftensmåltiderne har budt på forskellige retter med bønner og nødder i alle afskygninger.

Irene Lauth Gadegaard fortæller, at hun og Sune har en fornemmelse af, at de nu - i modsætning til tidligere - har redskaberne til at holde de plantebaserede madvaner kørende.

De har fået flere opskrifter i bogen, de har fået et bredere kendskab til både ingredienser og retter. Og så har selve forsøget, hvor de har tvunget sig selv til at holde fast, betydet, at de er gået længere for at få den plantebaserede kost til at fungere, end de tidligere ville have gjort.

- Når man har committet sig til projektet, prøver man måske lidt mere og giver ikke op lige så hurtigt som ellers, hvis noget ikke fungerer. Vi retter til og prøver igen. Det er det der med at fintune de ting, man gør, siger Irene Lauth Gadegaard.

- Hvis jeg førhen havde lavet noget, der endte med at være dårligt, havde jeg jo ikke forsøgt igen. Det er jo helt vildt skørt, at man ikke tænker, at man skal øve sig, men det har tidligere været for nemt bare at sige, at det gør jeg ikke igen, siger hun og fortsætter:

- Men når der ikke er mulighed for at give op, så får man det jo prøvet igen og undersøgt, hvad der gik galt. Hvorfor kan jeg ikke lide tofu for eksempel? Det var måske noget med tilberedningen? Måske var det bedre, hvis jeg gjorde sådan her? Det har jeg ikke forsøgt mig med før, der havde jeg bare droppet det.

Irene Lauth Gadegaard fortæller, at familien ikke holder plantediæten helt så stringent som under forsøget.

Som nævnt har de aldrig haft et mål om at fjerne kød fuldkommen fra tallerkenen, så det slår ikke skår i glæden for dem, at der en gang i mellem kommer kød indenbords.

Men det er stadig mest fisk, de spiser, når de får kød.

Og når børnene efterspørger burger, glæder Irene Lauth Gadegaard sig over, at hun og hendes mand i løbet af projektet havde succes med at eksperimentere sig frem til en bøf-substitut, der faktisk smager rigtig godt, fortæller hun.

- Vi har fundet ud af at lave nogle bøffer til at putte i burgere, som vi synes fungerer rigtig godt, og det kommer vi helt sikkert til at blive ved med i stedet for de klassiske kød-bøffer. De er med rødbeder, søde kartofler, sorte bønner og en masse krydderier, siger Irene Lauth Gadegaard.

- Vi kan få vores børn til at spise dem, og så er alt jo godt, siger hun.

Samtidig er hun begyndt at tænke meget mere over mængden af kød. For første gang nogensinde vejede hun for nylig kødbollerne til en suppe for at sikre sig, at hun, Sune og de to børn ikke fik mere kød, end hvad de officielle kostråd anbefaler.

Irene Lauth Gadegaard tilskriver en stor del af årsagen til de mere permanente madvaner, at projektet har betinget en vis vedholdenhed.

Derfor er hendes anbefaling til andre, der ønsker at ændre deres kostvaner i en grønnere retning også, at de sørger for at holde fast.

- Jeg tror, det handler om det med at blive tvunget til at få noget erfaring. Og så er det jo også bare almindeligt kendt, at hvis du smager noget én gang og ikke kan lide det, men efterfølgende smager det 15 gange, så begynder du jo at kunne lide det, siger Irene Lauth Gadegaard.

- Det er jo også det, vi fortæller vores børn, når vi opdrager dem - at det godt kan være, de ikke kunne lide det sidste gang, men at de måske kan nu, hvis de prøver igen. Men som voksen er det jo bare svært, fordi der ikke er nogen, der siger, at jeg skal spise noget, jeg ikke kan lide. Når jeg har smagt noget, jeg ikke syntes, var lækkert, og det er mig, der skal beslutte, om jeg skal have det igen, tvinger jeg jo ikke mig selv til at spise det igen. Men det gjorde jeg under forsøget, siger hun.

Hun fortæller, at hun for eksempel aldrig har været den store fan af bønner.

- Men dem kan jeg godt lide nu og putter dem gladeligt i alle mulige ting, siger Irene Lauth Gadegaard.

Men spørgsmålet er, om vedholdenheden gør det alene.

Det gennemgående omdrejningspunkt for Irene og Sune Lauth Gadegaards plantekost-ambitioner har været, at det ikke skulle blive ekstremt. Det skulle ikke handle om et absolut mål om at nå et nulpunkt for kødindtag.

Realismen har været deres ledsager gennem de fire uger, og det har givet dem en erkendelse, som de har taget med sig videre efter forsøget.

Der må gerne være udsving, kød er stadig velkomment, men i meget mindre mængder, og indtaget af kød kommer til at have udsving - derfor vil de bare gerne holde kødforbruget på et gennemsnit.

Et lavt gennemsnit, selvfølgelig.

For eksempel var de for nylig på skiferie med Irene Lauth Gadegaards familie, hvor der blev uddelegeret ansvar for menuen hver dag.

Selv serverede de plantebaseret lasagne, og de andre dage var der kød på menuen. Men Irene Lauth Gadegaard vil ikke gokke sig selv i hovedet over at have spist kød på en skiferie i den øvrige families selskab, så længe de formår at vende tilbage til deres egne vaner på den anden side.

- Mit liv er for kort til at have dårlig samvittighed over at have spist kød på en skiferie, og jeg vil heller ikke have det sådan, at jeg så skal indhente noget forsømt, når jeg kommer tilbage fra ferien. Det er for anstrengende, og jeg vil gerne have et fornuftigt og afbalanceret forhold til mine madvaner, fortæller hun.

- At man gør noget andet i en kort periode, det skal ikke være afgørende. Så jeg tager på skiferie uden overhovedet at bekymre mig om, at mine madvaner bliver lavet om, men når jeg så kommer hjem igen, lever jeg videre, som jeg gerne vil have det, siger Irene Lauth Gadegaard.

Bag én af lågerne i kolonihaveforeningen Ryhavegård har Stine Drøgemüller få hundrede meter fra den pulserende trafik på motorvej E45 ved Skanderborg stablet et nyt liv og arbejdsliv på benene.

I den grønne have med det svenskrøde træhus forsøger hun hver dag at leve klimavenligt.

Samtidig hjælper hun igennem sin virksomhed Makram.dk andre med at få øjnene op for, hvordan man ved hjælp af ældgamle knytte-teknikker kan give gamle havestole, ødelagte billedrammer og syltetøjsglas nyt liv i stedet for at smide ud og købe nyt.

Sådan har hun ikke levet altid.

Før hendes far pludselig omkom, boede hun i en lejlighed i Aarhus, hvor hun havde travlt med at gøre karriere som oplevelsesøkonom.

- Jeg var så småt gået i gang med at se på, hvordan jeg selv kunne leve mere klimavenligt. Mit arbejdsliv handlede også dengang om at ændre folks vaner i en mere klimavenlig og bæredygtig retning. Problemet var bare, at mit arbejdsliv ikke var bæredygtigt for mig.  Jeg havde flere gange været ved at gå ned med stress, fordi jeg havde svært ved at tilpasse mig arbejdslivets hamsterhjul. Jeg fik heller ikke for alvor gjort noget ved ambitionen om at sænke mit eget Co2-aftryk, siger Stine Drøgemüller.

Hun giver sit livs største krise æren for, at hun i dag lever en minimalistisk tilværelse med kolonihavehus og et lejet værelse i Skanderborg, og at hun nu driver en virksomhed, som er mere optaget af at ændre folks vaner end at skabe profit.

- Før i tiden handlede mit arbejdsliv mest om, at der skulle tjenes penge. Det skal der selvfølgelig også, men der er bare så meget mere i livet end det. Min far knoklede røven ud af bukserne, indtil han gik på pension. Nu skulle han virkelig til at nyde livet. Han fik ikke engang et år til det, før han gik bort, siger hun.

Hans død kom som et kæmpechok og udviklede sig til en kæmpesorg for Stine Drøgemüller, som blev ramt af angstanfald og stress.

-  Det blev en svær, men vigtig opbremsning i mit liv. Pludselig blev det meget tydeligt for mig, hvor jeg var i mit liv, og hvor langt væk det var fra alt det, jeg i virkeligheden drømte om.

Hun havde flere gange leget med tanken om at springe ud som iværksætter uden at turde at tage springet.

I dag er hunden, Hubert, stort set altid med på arbejde, og hun har lovet sig selv, at arbejdslivet aldrig må blive for travlt til, at han kan blive nulret bag øret med jævne mellemrum.

- Når folk spørger, om jeg virkelig kan leve af, at drive sådan en lillebitte nichevirksomhed, er svaret ja. Jeg har ikke andre indtægtskilder, siger hun.

Hun har skåret så meget ned på de faste udgifter som muligt, og dyrker blandt andet sine egne grøntsager i kolonihaven, så hun har ikke brug for en særlig stor indtjening.

At blive rig og tjene mange penge, har aldrig været formålet med Makram.

- Jeg lever og ånder for at være med til at skabe den her forvandling og sætte en anden og mere klimavenlig kurs. Jeg vil inspirere andre og hjælpe dem med at opdage, hvor meget man egentlig kan genbruge, og hvor lidt man faktisk behøver at smide ud, siger hun, imens Hubert lægger sig til rette på ét af de mange tæpper, hun har knyttet af genbrugsgarn, siden hun kom på sporet af en ny hobby.

Huberts hjemmeknyttede halsbånd bærer ligesom det meste andet inventar i kolonihaven præg af, at der bor en kvinde, som er ualmindeligt glad for et kreativt håndværk ved navn macramé.

Midt i sorgen over sin sin fars død faldt Stine Drøgemüller for et par år siden over en youtube-video om den knytteteknik, som i dag er omdrejningspunktet for virksomheden Makram.

- Da jeg så den, tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve at binde nogle knuder og se, om jeg kunne lave et planteophæng. Jeg har aldrig haft tålmodighed nok til at strikke en sweater, så jeg gjorde mig ikke de store forhåbninger. Men det virkede. Jeg fik lavet planteophænget, og det slukkede for en stund fuldstændigt den sorg, jeg gik rundt med. Macramé blev en frizone for mig. Mange af deltagerne i mine workshops siger, at det har samme effekt på dem. Det er da ren win-win. Mindfullness og små klimavenlige handlinger på én og samme tid, siger hun med et smil.

Mulighederne for at bruge macramé til upcycling af udtjente møbler og mindre inventar til boligen er så mange, at hun har svært ved at forstå, at man på nettet ikke finder ret mange eksempler på, hvad man kan knytte sig til udover planteophæng og fyrfadslys-skjulere.

Det har hun besluttet sig for at lave om på.

- Jeg har lige lavet den her babygynge af to gamle hulahop-ringe til en fotograf, som skal bruge den til sine babybilleder, siger hun og viser ét af sine til dato mest tidskrævende projekter frem.

Babygyngen fik hende til at tænke på, hvor oplagt det også er at bruge macramé-teknikkerne til at lave udendørs havemøbler og inventar til naturlegepladser.

-  Man kan bruge lædersnore, genbrugsplastic, garn, som er lavet af tekstilrester, og alt muligt andet til at knytte med, så det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser, siger Stine Drøgemüller.

Med tilskud fra Skanderborg Kommunes Klimapulje holder hun sammen med kommunens genbrugsunivers - Værdicentralen -  i øjeblikket en række workshops.

-  Her redder vi ting, som er for dårlige til at sælge i kommunens genbrugsbutik med macramé. Med simple teknikker har vi givet alt fra gamle havestole til brødkurve og vinreoler nyt liv. Folk har været vildt kreative. Jeg håber og tror på, at den slags aktiviteter kan være med til at rykke ved folks klimabevidsthed. Næste gang, du er lige ved at smide den åndssvage gamle skammel fra Ikea ud, tænker du måske: Nej, jeg tror da lige, at jeg prøver at fikse den, siger Stine Drøgemüller.

Frem til og med 2024 bliver det muligt at låne en elcykel af kommunen uden andre omkostninger end den allerede betalte kommuneskat.

Det står klart, efter Klima-, Miljø- og Planudvalget på et møde tirsdag den 1. marts valgte at forlænge ordningen, der ellers stod til at udløbe ved udgangen af 2022, med to år.

- Det vigtige er jo, at tallene taler fuldstændig for sig selv. Der er 100 mennesker i kø til at låne en elcykel. Der er rigtig mange konverteringer fra et lån til et køb. Mange bruger det som erstatning for bil nummer to, siger Andreas Tang-Brock (S), næstformand i udvalget.

Gennem ordningen, der begyndte i august 2020, har 339 borgere frem til den 15. februar 2022 lånt en elcykel eller en el-ladcykel.

Indtil videre er der booket yderligere 72 lån frem til oktober 2022.

- Der er en hel masse ting, der siger, at det er en kæmpe succes, og jeg ved ikke, om kommunen nogensinde har lavet noget med så stor succes. Så er der jo ingen grund til at slå det ihjel, siger han.

Bag beslutningen står alle partier i udvalget undtagen Venstre.

Op til mødet havde både Enhedslistens, SF's og Konservatives udvalgsmedlemmer tilkendegivet, at de var tilbøjelige til at lade ordningen fortsætte, mens Socialdemokratiet repræsenteret ved partiets ene medlem, Andreas Tang-Brock, samt Venstres ene medlem, Birte M. Andersen, havde deres forbehold.

Fælles for dem begge var, at de særligt så det forhold, at kommunen står for skatteyderbetalte udlån, som noget, der som minimum var en politisk debat værdigt.

For Birte M. Andersen har debatten ved mødet tirsdag dog ikke rokket ved hendes overbevisning, og både hun og Venstres andet udvalgsmedlem, Morten Møller, stemte imod forslaget om at lade ordningen fortsætte.

- Det bliver en meget dyr grøn omstilling, hvis vi som kommune skal stille elcykler til rådighed, siger Birte M. Andersen.

- Jeg synes ikke, at det er vores opgave, og det argumenterede jeg også for på mødet, så Venstre stemte imod, at vi skulle fortsætte. Det var de øvrige ikke enige i, siger hun.

Ordningen har indtil videre kostet kommunen i omegnen af 530.000 kr., som kommer fra kommunens klimapulje på i alt omkring 4 mio. kr.

Den godt halve million er fordelt på udgifter til indkøb af cykler, honorar til en række cykelhandlere fordelt i Låsby, Ry, Galten, Hørning og Skanderborg for at stå for ud- og indlevering samt service på cyklerne, ligesom en del af pengene går til at betale abonnement for den digitale platform, borgerne bruger til at booke cyklerne.

Beslutningen om at forlænge ordningen med to år kommer ifølge kommunens administration til at medføre en yderligere udgift på omkring 100.000 kr.

Havde Klima-, Miljø- og Planudvalget besluttet at lukke ordningen ned, ville en del af pengene være kommet tilbage i kommunekassen, fordi cyklerne så ville skulle sælges, og brugtprisen for dem ville komme kommunen til gode.

Den løsning ville Birte M. Andersen fra Venstre have foretrukket.

- Lad os sælge de her cykler til de borgere, der har prøvet dem af. Vi har masser at bruge penge til i den grønne omstilling, siger Birte M. Andersen, der gerne ville have midlerne fra cyklerne overført til den pulje, der er med til at finansiere nye cykelstier.

Når Andreas Tang-Brock (S) modsat Birte M. Andersen er endt med at støtte ordningens videre liv, selv om han har rejst spørgsmål om kommunens rolle som udlånsvirksomhed, handler det om, at en række tal i hans øjne peger på, at udlånene faktisk har potentiale til at ændre borgernes transportvaner i en grønnere retning.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse, kommunen har foretaget blandt nogle af de borgere, der har lånt en elcykel de forgangne knap to år, har 12 pct. angivet, at de efter lånet har købt en elcykel.

75 pct. overvejer at foretage et køb, 62 pct. cyklede næsten ikke, før de lånte en elcykel.

51 pct. har i låneperioden erstattet biltransport med elcykeltransport, og 30 pct. af lånerne mener, at elcyklen for dem kan være et alternativ til at tage bilen til og fra arbejde.

- Jeg har aldrig været direkte modstander af ordningen, men jeg tænkte, at der lå noget dybere i den her diskussion om, hvorvidt kommunen skal agere långiver på det her område. Vi gør det jo gladeligt på bibliotekerne, men spørgsmålet er, hvor kommunens rolle starter og slutter, siger Andreas Tang-Brock.

- Men det her tænker jeg egentlig ikke har fokus på udlån - det har fokus på vaneændringer, siger han.

Mens Birte M. Andersen anser elcykel-udlånene som en dyr måde at drive grøn omstilling på, mener han, at de ekstra 100.000 for to år mere er godt givet ud - også selv om den første regning for at etablere ordningen var fem gange større.

- Nu, hvor vi har brugt den store portion penge, så er det næsten dumt ikke at give dem et par år mere ved og bruge en lille ekstra portion penge på noget, der har ret stor opbakning, og hvor tallene taler for sig selv, siger Andreas Tang-Brock.

Men Birte M. Andersen mener ikke, at tallene taler for sig selv.

- Jeg har min tvivl, når jeg læser tallene. Tal er taknemmelige i et regneark, men borgerne er jo ikke forpligtet til at købe en elcykel, når de svarer. Så det ændrer ikke vores holdning i Venstre, siger hun.

Hun peger i stedet på projekter som DK2020-partnerskabet, hvor kommunen i et samarbejde med stort set alle landets øvrige kommuner i de kommende år skal arbejde på at finde klimaløsninger, som et projekt, hvor tid, kræfter og penge ifølge hende er bedre givet ud end på at låne elcykler til borgerne.

- Vi står overfor nogle kæmpe udfordringer med den grønne omstilling. Nu har vi lige indgået et meget fornuftigt partnerskab i DK2020, hvor kommunerne netop i fællesskab høster nogle erfaringer om, hvordan man får mest klima for pengene. Sådan nogle initiativer er rigtig gode for den grønne omstilling, synes vi i Venstre, siger hun.

Hvad gør man, hvis man er en gruppe borgere, hvis huse ligger i tilpas langt ude på landet - så langt, at man ikke lige umiddelbart kan få etableret fjernvarme? Og hvis man samtidig ønsker at opvarme sit hjem på en måde, der er skånsom for klimaet?

Et bud kan være, at man forsøger at etablere et fælles varmesystem, hvor alle beboere får varme fra én stor varmepumpe.

Et system, der kun tapper strøm fra elnettet, når energien kommer fra sol og vind. Og som kan gemme varmen til de tidspunkter på dagen, hvor det giver mening at bruge den.

Hvordan teknikken helt præcist fungerer, vender vi tilbage til. Først skal vi en tur ud til Jesper Lumbye.

Mellem de tætliggende, ældre huse på den vej, der hedder Bækken, trasker han hen ad gruset og peger husene ét efter ét.

- Hvis det hus dér skulle have sin egen varmepumpe, så ville den sidde så tæt på naboen, at det ville komme i konflikt med reglerne for nabostøjgener, siger Jesper Lumbye.

Den samme analyse går igen for hvert af husene, han går forbi på Bækkens korte, 90-gradersvinklede grusvejsstrækning.

De 12 gamle huse på vejen ligger så tæt, at stort set ingen af husejerne vil kunne få deres egen varmepumpe uden enten at plage dem selv eller naboen med en konstant summen.

Men oppe i hjørnet af den lille klynge af huse ligger en et nedlagt landbrug med et større græsareal.

Og her er det planen, at en container med en stor varmepumpe, der svarer til et minifjernvarmeanlæg skal placeres.

I Stjær har gravemaskiner gennem det seneste stykke tid været i gang med at udstyre landsbyen med kloakseparering. Maskinerne er endnu ikke trillet ind på Bækken, men når de gør det, er det oplagt, at der også bliver lagt varmerør ned, når nu undergrunden alligevel er blottet, forklarer Jesper Lumbye.

Med titel som akustiker har støjproblemerne været en naturlig del af hans motivation for at være tovholder på planerne om en fælles varmepumpe til nabolaget.

Men både økonomi og klima spiller en central rolle, siger han.

- Vi skal jo have skiftet væk fra gasfyr og oliefyr i den grønne omstilling, som der bliver snakket meget om og presset på for. Det vil vi gerne enkeltvis bidrage til, så vi kan give et godt klima videre til vores børn og børnebørn, siger han.

- Så er der også et økonomisk aspekt i det. For gaspriserne stiger, og den fremtidige gasleverance er måske også lidt usikker, hvorimod der bliver mere og mere vindmøllestrøm.

Den fælles varmepumpe og hele det tekniske setup, der følger med, er dog ikke noget, Jesper Lumbye og hans naboer på Bækken egenhændigt skal stable på benene.

På et af kommunens kontorer på Fælleden sidder klimakonsulent Susanne Skårup i disse dage og læser ansøgninger igennem.

Klokken ét minut i midnat tirsdag den 11. januar udløb tidsfristen for at søge om deltagelse i et stort projekt om vedvarende energi, som er målrettet borgere, der - som Jesper Lumbye - bor i netop Stjær.

Projektet, der hedder Sustenance, er forankret i EU og på Aalborg Universitet, og har til formål at udvikle og demonstrere brugen af bæredygtige og brugerbaserede løsninger for energiforsyning og energiforbrug i områder, hvor fjernvarme ikke er en løsning.

Derfor har de ledt efter 10 boligejere i Stjær, der vil udskifte deres olie- eller gasfyr til varmepumper, ligesom de har ledt efter en enkelt vej, hvor yderligere 10 boligejere er interesseret i en fælles varmepumpe - og her har Jesper Lumbye og flere af naboerne fra Bækken meldt deres interesse.

Men der er ikke 'bare' tale om varmepumper, forklarer Susanne Skårup, og det er her, teknikken for alvor kommer ind i billedet.

Varmepumperne får nemlig to legekammerater: Et saltlager og et såkaldt smartstyringssystem.

Først forklarer Susanne Skårup, hvordan sol og vind forsyner et hus med varme uden saltlager og smartstyring.

- Produktionen af el fra sol og energi svinger meget, og så skal forbruget helst svinge på samme måde. Solen skinner midt på dagen, og så kommer der meget energi, men der er vi ikke hjemme. Når vi så kommer hjem klokken fire-fem stykker og sætter elbilen til ladestanderen, mens vi også går i gang med at lave mad, så giver det udfordringer på elnettet, siger hun.

Skal huset bruge strøm i perioder uden sol og vind, vil strømmen blive tappet fra energikilder i elnettet, der ikke er vedvarende.

Men hvis varmepumperne kører på det rigtige tidspunkt og samtidig kan gemme varmen til senere, kan de varme huset op udelukkende på energi fra solceller og vindemøller, forklarer Susanne Skårup.

Og det er her, saltlageret og smartstyringen er afgørende.

- Et hus kan selv ophobe noget varme, når der er meget energi, og så lade være med at varme så meget, når der ikke er så meget energi. Men man kan hjælpe elnettet endnu mere, hvis man også har et varmelager i form af salt, som man fylder med varme fra varmepumpen, når der er sol eller vind, siger Susanne Skårup.

Et saltlager.

Lad os lige få sådan en størrelse forklaret helt kort.

I 2020 viste forskning fra DTU, et en beholder med flydende salt kan lagre varme fra vedvarende kilder uden at tabe denne varme.

Man kan ifølge Susanne Skårup fra Skanderborg Kommune holde det op mod en varmtvandsbeholder, hvor varmen lige så stille vil sive ud af vandet.

Hos DTU viste forskernes eksperimenter, at underafkølet salt (natriumacetat trihydrat) kan lagre varme fra både solcelleanlæg og vindmøller, og at et setup med en 22 kvadratmeter solceller, en varmtvandstank og saltbatterier kan dække 71 procent af varmebehovet i et energieffektivt hus med tre personer i dansk klima.

- Vi ser store perspektiver i saltbatterier, som kan bidrage til at løse problemet med store sæsonudsving i produktionen af sol- og vindenergi i hele Central- og Nordeuropa, sagde en af DTU-forskerne bag studiet, ph.d. Gerald Englmair, i en pressemeddelelse i forbindelse med studiets offentliggørelse i 2020.

- Saltbatterierne har vist sig at kunne lagre varme på både kort og lang sigt. Det betyder, at energi fra solvarme kan opbevares og dække det meste af energiforbruget i huse, mens de resterende 29 procent i vintersæsonen kan komme fra vindkraft eller anden elproduktion, sagde Gerald Englmair dengang.

Ifølge Susanne Skårup er det med Sustenance-projektet i Stjær mest af alt saltlagerets evne til at udskyde energiforbruget med nogle timer, der er vigtig.

- Det, der er nødvendigt for elnettet, er bare, at forbruget kan skubbes nogle timer, så forbruget ikke sker om morgenen og om eftermiddagen. Det kan i princippet gemmes i årevis, fordi saltet ændrer fase fra fast til flydende og tilbage igen. Når saltet optager varme, bliver det flydende og kan opbevares flydende. Det flydende salt kan så aktiveres, så det frigiver varmen, samtidig med at det bliver til stift salt igen, siger Susanne Skårup.

Hun sammenligner saltlagerets funktion med de varmepuder til ømme muskler og led, de fleste af os kender, og som ofte kan ligge ubrugt hen i lange perioder, men stadig kan fungere, når de skal bruges.

Men når udfordringen er at få varmepumpen og saltlageret til at gøre noget bestemt i perioder, hvor vi typisk ikke er hjemme eller ligger og sover, er der behov for en tredje medspiller, så husejerne i Stjær ikke selv skal trykke på en knap: Smartstyringen.

- Alt det skal styres af noget, der er smart, så man ikke selv skal gøre det som husejer, og det er her, smartstyringen kommer ind i billedet. For den kan få varmepumpen til kun at køre, når der kommer strøm fra sol og vind. På den måde tapper varmepumpen kun strøm, når det faktisk er vedvarende energi, der er i elnettet, siger klimakonsulent i kommunen Susanne Skårup.

- Smartstyringen styrer, hvornår varmepumpen, der skal varme huset og fylde saltlageret med varme, kører. Og det skal den, når der er masser af vedvarende energi i elnettet. Når huset så skal bruge varme, og der hverken er energi fra sol eller vind i elnettet, tager huset varmen fra saltlageret, forklarer hun.

Én ting er, at husejerne i Stjær kan få en anden varmeløsning. Noget andet er, hvad den varmeløsning kan spare selvsamme husejere og kommunen som helhed for, når man gransker CO2-regnskabet.

Og det er noget, kommunen gør - gransker CO2-regnskabet.

For senest i 2030 skal hele Skanderborg Kommune som samfund, det vil sige alle borgere, virksomheder og kommunale aktiviteter fra de yderste landsbyer i nord, syd, øst og vest, til centrum af 8660 have reduceret CO2-udledningen med 70 procent sammenlignet med niveauet i 1990.

På den længere bane skal kommunen som samfund i 2050 have opnået egentlig CO2-neutralitet.

Ifølge Susanne Skårup vil en udskiftning af et naturgasfyr med en varmepumpe i en enkelt husstand gennemsnitligt spare klimaet for omtrent 3 tons CO2 om året.

- Energikilder som naturgas og olie er jo fossile brændstoffer, som udleder CO2, så det skal vi væk fra. Hvis en varmepumpe kører på sol og vind, er den helt CO2-fri i selve driften. Men den kan selvfølgelig være produceret på en måde, der udleder CO2, siger Susanne Skaarup og forklarer, at Sustenance-projektets formål er at finde frem til klimamodeller og business cases, der kan hjælpe kommunen med at finde ud af, hvordan man på sigt kan hjælpe alle husejere væk fra fossile energikilder.

Lige nu står individuelle olie- og gasfyr i hele kommunen ifølge kommunens tal for omkring 17.000 ton CO2-udledning om året.

Hvis man skal sætte det i perspektiv, bliver der hvert år udledt omkring 473.000 ton CO2 i kommunen, hvis man ikke tæller borgernes personlige indkøb og forbrug med.

Af de 473.000 ton står energi for omkring 139.000 og tranport for omkring 169.000 ton, mens landbrug og arealanvendelse står for omkring 165.000 ton.

En fuldkommen udskiftning af alle olie- og gasfyr i kommunen vil med sine 17.000 ton CO2 derfor kunne reducere de i alt 473.000 ton med 3,5 procent.

Det er ikke kun i Stjær, kommunen har indvarslet en varmepumpeoffensiv.

I Låsby og Hylke skal et andet EU-projekt - Serene, hedder det - sende varmepumperne ud i en række hjem.

- I Serene har vi Skanderborg Andelsforening og nogle typehusfirmaer med. Dels i et eksisterende rækkehusområde i Hylke, hvor de skal have en fælles varmepumpe, dels i to nye boligområder i Låsby, som endnu ikke er bygget, men hvor varmepumperne skal tænkes ind fra start, siger Susanne Skårup.

Både Sustenance og Serene løber til udgangen af 2024.

Næste skridt for Sustenance-projektet i Stjær er, at Susanne Skårup og hendes kolleger i kommunen skal undersøge økonomien og mulighederne i de enkelte husstande, der har meldt sig til projektet.

Hendes forventning er, at de inden for det kommende halve år kan begynde at sætte varmepumpesystemer med smartstyring op i landsbyen.

Og imens klimakonsulenten laver sine beregninger, arbejder Jesper Lumbye i Stjær for at få hele Bækken med på ideen.

- Vi har den udfordring, at ikke alle på vejen har lyst til at være med, så det er noget, vi skal have afklaret, siger han.

- Men jeg har allerede fået interessetilkendegivelser fra flere husstande, og nu afhænger det af, at vi får noget mere konkret information om projektet.

Tidligere på ugen beskrev vi på SkanderborgLIV situationen i kommunens planafdeling, hvor de ansatte har så rygende travlt, at det blandt andet rammer investeringslystne boligudviklere.

Nu har politikerne i de to politiske udvalg, som har det overordnede ansvar for lokalplanlægningen i kommunen besluttet sig for, i hvilken rækkefølge de i øjeblikket 74 plansager skal prioriteres.

Det betyder, at der er godt nyt til borgere, der får brug for en dagtilbudsplads i fremtiden, og til udviklere, der vil lave solcelleparker, imens investeringslystne boligudviklere må slå koldt vand i blodet.

Det fortæller borgmester og formand for kommunens økonomi- og erhvervsudvalg, Frands Fischer (S), i kølvandet på et fællesmøde imellem hans eget udvalg og Klima-, Miljø-og Planudvalget tidligere på ugen.

Her blev politikerne med få tilføjelser enige om at nikke til en indstilling fra kommunens embedsværk om, hvordan der skal prioriteres imellem de mange plansager fremover.

- Vi har brug for at få vedtaget de kriterier nu, så vores medarbejdere kan komme videre med arbejdet, og vi kan komme ud over stepperne. Derfor har vi fulgt indstillingen fra administrationen med et par enkelte tilføjelser, og så vil vi om et halvt år bede om en status på, hvordan prioriteringen har virket, siger Frands Fischer (S).

- Projekter, som vedrører vedvarende energi rykker ind på listen over de plansager, der får første prioritet fremover. Vi har jo nogle vigtige klimamål, vi arbejder henimod, og da den slags projekter ikke har betydning for vores største udfordring i kommunen lige nu - kapaciteten i dagtilbud og skoler - vil vi gerne fremme dem.  Det er efter min opfattelse også et område, hvor det gælder om at smede, mens jernet er varmt, og når der er opbakning til eksempelvis en ny solcellepark i et område, siger han.

Kommunen er i øjeblikket i en proces med udviklere, som har søgt om at anlægge solcelleparker ved hhv. Gl. Rye, Låsby og Sjelle.

I den politiske aftale, som gjorde Frands Fischer til borgmester, står der desuden:

- Som led i den grønne omstilling skal der inden udgangen af 2023 træffes beslutning om at opstille 25 pct. af de grønne energianlæg, som er nødvendige for at nå målet om 70 pct. reduktion i 2030, hvilket svarer til 140 ha solcellemark eller 9 vindmøller.

Generelt har politikerne i forbindelse med beslutningen om prioriteringen af plansagerne i kommunen i fremtiden bedt administrationen om at give projekter under alle tre prioritetsområder særbehandling, hvis de tilgodeser bæredygtigheds- og klimahensyn.

Da der er usikkerhed om de afledte konsekvenser af at mande op i kommunens planafdeling for at få afsluttet flere af de mange ophobede lokalplansager på kortere tid, har politikerne i første omgang besluttet sig for ikke at afsætte flere ressourcer til sagsbehandlingen.

- Hvis vi opprioriterer området, så der bliver vedtaget flere lokalplaner, ser det ud, som om der bare opstår flaskehalse andre steder som eksempelvis i kommunens miljøafdeling og i forsyningsselskabet. Derfor ser vi i første omgang tiden an, før vi beslutter os for, om området skal tilføres flere ressourcer, siger borgmesteren.

Han tilføjer, at han har en klar forventning om, at planafdelingen, selvom der ikke bliver ansat flere sagsbehandlere i år, vil nå i mål mere flere end de i alt seks nye lokalplaner, der blev vedtaget i Skanderborg Kommune i 2021.

Den forventning baserer han både på, at det omfattende arbejde med at lave den kommuneplan, som sætter rammerne for udviklingen i Skanderborg frem mod 2031 er afsluttet, og at kommunen vil give udviklere mulighed for selv at lave de lokalplaner, som de efterspørger.

- Vi har ikke prøvet det før, så vi ved ikke om det virker. Måske er det ligesom, når børnene får lov til at være med til at bage bollerne derhjemme. Det er sjovt, men måske var det i virkeligheden nemmere og hurtigere at gøre det selv. Det kan også være, at der faktisk noget at hente i det. Jeg tror, det har en betydning, når udviklerne selv sætter hånden på kogepladen og bekoster arbejdet med en ny lokalplan, siger Frands Fischer (S).

Hvad mener du med det?

- Det er ikke usædvanligt, at udviklernes ønsker kan ændre sig flere gange i løbet af sådan en lokalplan-proces. Hvis vi spoler baglæns og ser på de planprocesser, vi har haft i gang, er der lavet meget arbejde, som har fået lagt ekstra lag på ad flere omgange. Midt i processen vil udvikler måske gerne lige have lagt en ekstra etage på byggeriet eller have mulighed for at lave altaner. Det tager tid at lave den slags ændringer, og hvis man selv skal betale en rådgiver for at lave lokalplanen, bliver man måske endnu skarpere på, hvad man vil have fra start. Vi ved det ikke, men nu skal det prøves, siger borgmesteren.

- Når vi har fået grønt lys til at skabe fremtidens øko-landsby på Himmelbjerget, skal vi have førende arkitekter på området ind over projektet. Vi vil være sikre på, at vi får det ypperste og mest sublime inden for bæredygtigt byggeri både i forhold til arkitektur, materialer og teknologivalg. Det skal på alle måder være et slags ”showroom”, for hvordan vi kan leve bæredygtigt.

Sådan sagde lederen af Nordisk Inspirationscenter for Bæredygtig Udvikling, Aslaug Færch Johnsen, til SkanderborgLIV sidste år, da drømmen om blandt andet at opføre 10 nye, mindre boligenheder som en del af et inspirationscenter på Himmelbjerggårdens store naturarealer ved Himmelbjerget, stadig levede.

I denne uge blev håbet om at føre den oprindelige drøm ud i livet, som kolliderer med statens lovgivning om byggeri i det åbne land, slukket.

Kommunens planafdeling har nemlig meddelt, at man efter dialog med Staten og drøftelser med juridiske eksperter på området ikke kan imødekomme inspirationscentrets ønske om at opføre nye boligenheder på grunden.

- Vi har brugt fire år på at arbejde os henimod en politisk ønsket ny lokalplan, som kunne gøre det muligt for os at realisere projektet, så det er klart, at jeg ærgrer mig. Men det betyder på ingen måde, at jeg har opgivet drømmen om at etablere den sejeste innovative og bæredygtige øko-landsby på Himmelbjerggården. Jeg er stadig ved godt mod, og nu går jeg sammen med vores rådgivere i gang med at se på de muligheder, vi har, siger Aslaug Færch Johnsen.

Kommunen har nemlig også oplyst hende om, at der er mulighed for at lave flere nye boligenheder og eventuelle tilbygninger i de eksisterende bygninger på grunden, som frem til 2016 fungerede som døgninstitution og består af 16 bygninger med et samlet areal på 6.000 kvadratmeter.

- Vi skal først og fremmest have fundet ud af, hvad og hvor meget vi må bygge om, og hvordan vi må lave tilbygninger. Så må vi tage udgangspunkt i det i den nye plan, vi skal i gang med at lave, siger hun.

Hun er taknemmelig for, at hun med sin privilegerede baggrund som sjette generations iværksætter og med midler i ryggen har mulighed for at fortsætte rejsen henimod at skabe et leve- og arbejdsfællesskab på Himmelbjerget, der kan inspirere andre til at leve på nye måder og efterlade mindre CO2-aftryk i fremtiden.

- Men jeg kan generelt godt ærgre mig over, at vores regler på området er så begrænsende og baseret på den måde, vi har levet på de sidste mange år, når alle taler om behovet for at finde  nye og mindre klimabelastende måder at være i verden på, siger Aslaug Færch Johnsen.

Når hun har været så opsat på at bygge nye ensartede enheder, har det både været for at kunne måle på og sammenligne enhedernes samlede CO₂-aftryk og for at lave eksperimenter med bæredygtigt byggeri, som andre ville kunne lade sig inspirere af i fremtiden.

- Vi har overtaget en funktionsudtømt institution og et stort bygningskompleks fra regionen uden arkitektonisk sammenhæng men med en unik beliggenhed, og det kan både ærgre og undre mig, at der i et land som Danmark ikke er bedre muligheder for at lave eksperimenterende zoner, når vi netop arbejder med de intentioner og den helhedstænkning, der ligger til grund for verdensmålene. Zoner med byggerier som eksempelvis kan imødekomme folks ønske om at bo og arbejde på samme sted, drive kulturskabende aktiviteter sammen og være en del af at større fællesskab, siger hun.

Ifølge hende er der fornylig lavet forsøg med den slags eksperimenterende zoner i Holland.

- Jeg er med egne ord forbløffet over, at man fra statens og kommunens side ikke har større mulighed for at udfordre de eksisterende rammer, når politikerne ligesom os kan se potentialet i projektet og er klar til at udfordre systemet, siger hun og tilføjer:

- Det er fint, at vi har en lovgivning, men vi skal også have et system, der stiller spørgsmålstegn ved, om den hæmmer eller støtter den udvikling, vi gerne vil have, og som kan bane vejen for, at vi bliver mere nysgerrige og opsøgende på andre måder at leve og bygge på i fremtiden.

Den betragtning kan borgmester Frands Fischer (S) godt følge hende i.

- Politisk synes vi, at det her er så godt og spændende et projekt, at vi har bedt vores embedsværk om at udfordre den gældende lovgivning på området. Arbejdet med det har været i gang længe. Personligt synes jeg, at det er nedslående, at vi nu har fået den endelige besked om, at man ikke har fundet løsninger, der kan imødekomme ønsket fra Himmelbjerggården i fuld udstrækning, siger han.

Selvom politikerne fra første færd blev advaret om, at det er op ad bakke at udfordre Statens regler for byggeri i det åbne land, har byrådet presset på for at finde en løsning.

- Det har været et forsøg fra vores side på at være med til at skabe noget nyt og unikt i vores kommune. Vi har valgt at bruge en del ressourcer på det, selvom vi fra start fik at vide, at det ville blive svært. I dag kan man selvfølgelig godt komme og sige, at vi kunne have sparet ressourcer i planafdelingen, hvis vi havde fulgt administrationens anbefaling. Men det gjorde vi ikke, og nu kan vi med ro i sindet sige, at vi fra kommunens side har vendt alle sten og brugt al den ekspertise, vi har, siger Frands Fischer og tilføjer:

- Men hvis der sidder nogle andre derude, som kan finde ud af, hvordan vi som kommune kan bane vej for et projekt som øko-landsbyen på Himmelbjerget, er vi mere end friske på, at de kommer og fortæller os, hvordan vi skal gøre.

Da kommunens socialdemokratiske borgmester, Frands Fischer, på valgnatten den 16. november 2021 kunne erklære sig som kommunalvalgets sejrherre, var det med meldingen om, at der nu forestod et forhandlingsarbejde med de resterende partier til venstre for midten:

Alternativet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.

Et forhandlingsarbejde, der endte med en aftale om i alt 15 politiske ambitioner for denne valgperiode.

Én af de mange målsætninger, partierne fik borgmesteren til at give sit håndslag på at indfri inden udgangen af 2025, var, at de kommunale institutioner fra vuggestue til plejehjem skulle reducere deres kødforbrug med 30 pct., hvilket har til formål at sænke kommunens samlede CO2-aftryk.

Men dén målsætning er sparsomt formuleret og specificeres i aftalen ikke yderligere end følgende:

"Kommunens kødforbrug skal reduceres med 30 procent", står der, men der nævnes ikke nogen deadline eller nogen model for at nå målet.

Byrådsperioden er fortsat i sin absolut indledende fase, og målsætningen har således endnu ikke fundet vej til dagsordenerne i byrådets forskellige udvalg, og det politiske arbejde med at realisere målet er i derfor i sagens natur ikke påbegyndt.

Derfor har SkanderborgLIV bedt både Frands Fischer og de fire partier, der sikrede ham borgmesterposten frem til 2025, konkretisere, hvordan de fortolker målsætningen.

Især spørgsmålet om tidsfristen for at nå målet skiller borgmesteren og Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og SF.

Grundlæggende mangler der svar på to overordnede detaljer:

Hvornår skal borgmesteren ifølge partierne have realiseret målet?

Og hvordan skal målet indfris?

Fælles for begge spørgsmål er, at partierne giver ret forskellige svar på dem - lad os starte med det sidste spørgsmål først. Og lad os starte med at lade borgmester Frands Fischer selv kridte den bane, han ser for sig, op.

Frands Fischer, hvornår mener du, I skal være i mål med de 30 procents kødreduktion?

- Det er altid et godt spørgsmål, siger Frands Fischer.

- Jeg har ikke hængt mig så meget i det, og det her papir er jo en masse mål, vi er enige om at arbejde for at realisere. Det er altid sådan med målsætninger, at er de for nemme at nå, så er de for naive og simple, og er de for svære, når man dem måske ikke. Derfor har jeg hængt mig mest i, at vi vil arbejde med det. Og jeg tænker, at når vi kigger på vores klima, ville det i min verden være godt at komme hurtigt i gang.

Borgmesteren understreger, at indholdet i aftalen mellem ham og de fire støttepartier i hans optik skal betragtes som "et fokus på, hvad vi især godt kunne tænke os at arbejde for".

Det her med, at du siger, at det er noget, I gerne vil "arbejde for" at nå - er det udtryk for, at det i dine øjne er underordnet, om I rent faktisk når det inden udgangen af 2025?

- Når der er noget, man gerne vil, er det jo aldrig underordnet, hvornår man når det. Det, jeg forsøger at sige, er, at det er et politisk mål, vi har sat os, og under forhandlingerne sad vi jo ikke med embedsværket og trawlede igennem lovgivning og spørgsmål om, hvad vi kan og ikke kan, og hvad prisen pr. ton reduceret CO2 er, siger han.

- Alt det har vi ikke været inde i, og der kan jo godt komme nogle ting, der komplicerer det, og så vil jeg ikke sidde at sige, at for mig er det vigtigt, at vi har nået halvdelen, når vi er halvvejs i byrådsperioden, og at vi har nået det hele til efteråret 2025. Det er et spørgsmål om, at vi får det her på dagsordenen og når så langt, som vi overhovedet kan. På den måde er det for mig at se ikke en tjekliste, vi har lavet, og hvis vi ikke når alle de her mål, som de er defineret, senest i efteråret 2025, at så har vi fejlet. Nej, det er et spørgsmål om, hvor langt vi er nået, siger borgmester Frands Fischer.

Spørger man Enhedslisten, kommer det sig heller ikke så nøje, om kommunens kødforbrug er reduceret med 30 pct. i år 2022 eller i år 2025, byrådsperiodens sidste år.

Partiet peger dog - modsat borgmesteren - på slutningen af byrådsperioden som en indforstået tidshorisont, fortæller partiets byrådsmedlem Peter Kjær.

- Vi skal så hurtigt som muligt være i mål med, at der bliver en positiv holdning til det her. Men jeg synes ikke, at en deadline er konstruktiv, for det kan kun vække irritation og modstand, siger Peter Kjær.

Men det skal ultimativt være indfriet inden den 31. december 2025?

- Jaja, det skal være inden for byrådsperioden. Det er et vilkår, der er ikke så meget der. Men det bliver nok ikke lige præcis det her mål, der bliver udslagsgivende for hans (Frands Fischers, red.) position som borgmester, lad mig sige det på den måde.

For Peter Kjær handler det primært om at sætte en udvikling i gang, siger han.

Så du forholder dig ikke til, om målet er nået i 2022, 2023, 2024 eller 2025?

- Nej, det forholder jeg mig sådan set ikke til.

Det gør Alternativet til gengæld.

Her mener byrådsmedlem Mira Issa Bloch, at byrådet og kommunen hellere skal i gang i dag end i morgen.

- Vi vil presse på for, at det kommer i gang hurtigst muligt. Vi skal bare i gang, siger Mira Issa Bloch, der ad flere omgange har stillet forslag om decideret kødfri dage i forrige byrådsperiode.

- Jeg har ikke noget ønske om, at det er noget, der først sker i andet eller tredje år af byrådsperioden. Det skal i gang her det første år, og det må jeg se, om jeg kan få de andre med på, siger hun, og sætter ikke en konkret dato på, hvornår Alternativets tålmodighed er brugt op, men understreger, at det "selvfølgelig" skal være inden byrådsperiodens udløb om knap fire år.

Her adskiller borgmesterens forståelse af målsætningen i aftalen sig altså fra Alternativets forståelse.

Det samme gælder i SF, hvor byrådsmedlem Claus Leick, ligesom Mira Issa Bloch, mener, at der må være en ultimativ deadline, der hedder 31. december 2025.

- Jaja, det tænker jeg da også. Jeg mener helt klart, at vi skal i mål inden da. Hvordan vi gør det, og hvor svært det bliver, det er en anden sag, siger Claus Leick og fortsætter:

- Når man laver sådan en aftale her, er det jo ligesom for at svinge pisken over sig selv. Det er ligesom med de klimamål, vi har sat, men det er klart, at vi kommer jo ikke i fængsel, hvis ikke vi når dem. Men det er en måde at binde hinanden. Det er vores mål, og det er det, vi har aftalt, siger Claus Leick.

Han understreger, at han "helt klart" har en indstilling til, "at vi skal arbejde for at give den gas".

Hos Radikale Venstre er byrådsmedlem Anne Heeager også af den opfattelse, at den sidste dag i målets tidshorisont må være den sidste dag i 2025.

For der er ikke tid til at vente med at komme i gang til næste år, men til gengæld er det for det socialliberale parti tilstrækkeligt, hvis målet gradvist bliver indfriet år for år.

- Vi har faktisk ikke drøftet en konkret deadline i partiet. Det var rigtig godt for os, at vi fik det her mål med i aftalen, og at det blev så præcist. Det ser vi som en sejr, siger Anne Heeager og fortsætter:

- Men jeg tænker, at en gradvis indfasning ville være oplagt, så vi ikke skal stå med en kæmpe pukkel til sidst. Der skal bestemt være bevægelse i det hvert eneste år. Det er ikke sådan, at vi skal have nul, nul og nul reduktion de første tre år, siger hun og peger på, at man kunne arbejde med en trappemodel, hvor man bruger 2022 på forberedelse og undersøgelser, hvorefter der skal reduceres med 10 procentpoint hvert år fra 2023 til og med 2025.

Når det drejer sig om, hvordan målet skal indfris, rummer konstitueringsaftalen ikke nogen detaljer om, hvad partierne og borgmester Frands Fischer lægger i selve reduktionen af kødforbruget på 30 pct.

Det fremgår ikke af aftalen, hvorfor det lige præcis er endt med at være 30 pct.

Aftalen rummer heller ikke detaljer om, hvor meget CO2 kommunens institutioner kan skære af deres udledning med en kødreduktion i den størrelsesorden, og når man spørger politikerne bag aftalen, er der heller ikke nogen af dem, der kender det konkrete klimaregnskab bag målsætningen.

Men på et mere grundlæggende plan er det heller ikke specificeret, om partierne og borgmesteren er enige om, hvorvidt de enkelte institutioner isoleret set skal skære deres eget kødforbrug med 30 pct., eller om det er tilstrækkeligt, at alle institutionerne som samlet hele i gennemsnit fjerner 30 pct. kød fra tallerkenen.

Med den sidstnævnte model kunne man f.eks. lade nogle institutioner skære 25 pct., mens andre må skære 35 pct., så længe det samlede regnestykke på tværs af institutionerne giver et 30 pct. mindre kødforbrug.

Igen vender vi os først mod borgmesteren, før vi spørger de fire støttepartier.

Fra Frands Fischer lyder svaret, at der stadig udestår et arbejde med at finde ud af, hvordan man konkret kan bære sig ad, herunder hvad der giver økonomisk bedst mening og hvordan man henter den største CO2-besparelse.

- Det er præcis sådan noget, vi endnu ikke har taget stilling til. Og det vil være sådan noget, vi kommer til at arbejde med, når vi skal til at implementere nogle af de her mål, så det er på ingen måde afgørende for mig, om det bliver den ene eller den anden model, siger Frands Fischer.

- Begge modeller vil jo betyde, at vi kommer i den rigtige retning, og det er sådan set det vigtigste for mig, siger borgmesteren.

Enhedslisten er ikke fuldkommen afklaret, men ifølge Peter Kjær hælder han til at arbejde med det, han kalder for "den blide model" - gennemsnitsmodellen.

- Jeg tænker godt, at nogen kan trække mere end andre, siger Peter Kjær.

- Jeg mener faktisk, at der også allerede er nogle institutioner, der gør det. Så må man jo se på, at hvis nogen kan trække det, så kan andre måske også komme i gang, og hvad skal der så til for, at de også kan gøre det. Det er jo en holdningsændring, der skal til, siger han og forklarer, at han ikke ønsker, at der skal gå alt for meget regnskab i den, når målet skal indfris.

- Jeg er mere interesseret i holdningen. Det med, at nogen bliver slået i hovedet, fordi 25 procent ikke er godt nok, det er jo ikke særlig inspirerende. At 30 procent er godt nok, og så er arbejdet færdigt, det er heller ikke optimalt. Så jeg er ikke interesseret i, at der bliver indført en absolut grænse. Jeg er ikke engang klar over, hvordan det lige er blevet til 30 procent i aftalen, siger Peter Kjær.

Samtidig mener han, at målet om de 30 procents kødreduktion et stykke hen ad vejen handler mere om signalværdi, end det handler om egentlige CO2-besparelser.

- Det er lidt en paradeting i det store hele. Med kødet i institutionerne er det jo ikke de store mængder CO2, vi har fat i, når man sammenligner med hele landet. Det udgør jo ikke en ret stor del, så det eneste, vi kan bruge det til, er signalværdi, siger Enhedslistens eneste byrådsmedlem.

Også i forhold til den konkrete model for at indfri målet positionerer Alternativet sig i den stik modsatte lejr i forhold til Enhedslisten og ønsker at gå mere radikalt til værks.

- Jeg synes, at hver enkelt institution som minimum skal reducere sit eget kødforbrug med 30 procent, siger Mira Issa Bloch fra Alternativet, der også gerne ser, at institutionerne går endnu videre end det, hvis de kan.

- Så kan det være, at der er nogen, der vil gøre det endnu bedre, så de rent faktisk kommer op på 35 eller 40 procent. Men det skal mindst være 30 procent alle steder, og så er det jo bare fedt, hvis nogen gør yderligere end det, siger Mira Issa Bloch.

Claus Leick fra SF nødig lægge sig fast på en model her og nu.

- Vi er nødt til først at finde ud af, hvad status i de forskellige institutioner er i dag. Hvis der er køkkener, der allerede er langt fremme, skal de jo ikke straffes med et urimeligt krav om at reducere med 30 procent, siger Claus Leick.

Han peger på, at der "nok er kæmpe forskel på institutionernes udgangspunkt", og derfor hælder han umiddelbart mest til et mål om en gennemsnitsreduktion på 30 pct. på tværs af institutionerne.

- Men så er man så også nødt til på en eller anden måde at få noget ansvar ud i institutionerne. Det er ligesom med alt andet: Hvis du ikke har noget ansvar, sker der jo ikke noget, siger SF's Claus Leick.

Anne Heeager fra Radikale Venstre vil, ligesom Claus Leick, gerne have et overblik over det nuværende kødforbrug i de enkelte institutioner, før hun vil lægge sig fast på, om alle institutioner skal reducere lige meget, eller om en gennemsnitsreduktion på tværs af institutionerne er tilstrækkelig.

- Vi har ikke aftalt en model endnu, så det er svært at sige. Men vi er i dag i en situation, hvor der er stor forskel på institutionernes udgangspunkt. Nogle bruger meget mere kød end andre. Så vi skal lige have et overblik over, hvordan de ligger hver især, siger Anne Heeager.

Hun kan dog allerede nu melde ud, at hvis institutionernes kødforbrug viser sig at være meget ens, "ville man godt kunne sige, at alle skal reducere med 30 procent".

- Men hvis de viser sig at være meget forskellige, kunne man jo godt arbejde med, at der er et meget tydeligt signal om, at man skal opnå det i fællesskab, og så for eksempel se, hvor langt vi når det første år. Rykker dem, der skal rykke sig mest, rent faktisk, siger hun.