Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer.
Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer,
og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme.
Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.
De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere,
og kan derudover installeres helt gratis.
Torsten Klein-Mikkelsen (tv.) og Niels Henrik Petersen fra Dagmars Brobisser står bag ét ud af i alt 48 borgerforslag til, hvad politikerne skal afsætte penge til de kommende år. Foto: Bettina Sønderskov
Vejbro eller svømmehal: Hvad skal vi bruge penge på?
For nogle uger siden skrev jeg om Niels Henrik og Torsten fra Skanderborg.
De står bag bevægelsen Dagmars Brobisser, som kæmper for at bevare og forskønne den gamle kongebys historiske udtryk.
Det gør de i en tid, hvor Skanderborg virker som en magnet på investeringslystne boligudviklere.
Boligudviklere, som lige nu kan lægge billet ind på en ualmindelig stor og attraktiv sø-grund i midtbyen.
På grunden finder man én af byens ældst bevarede bygninger, Skanderborgs gamle dommergård, som indtil 2019 husede Skanderborg Museum.
Hvad Skanderborg Kommune forlanger af en kommende køber, kan du få svar på i dagens nyhedsoverblik.
Nu vender vi tilbage brobisserne.
De to står nemlig bag ét af i alt 48 borgerforslag til næste års budget, som byrådet i Skanderborg har forpligtet sig til at se nærmere på under forhandlingerne om næste års budget.
Hvordan Budgetaftale 2023-2026 lander, kan komme til at betyde en del for to brobisser, som står med hatten i hånden og drømmer om kommunal medfinansiering til renoveringen af en historisk vejbro.
Aftalen kan også blive ret så afgørende for Ry og Galten, hvor stærke frivillige kræfter har sat alt ind på at trænge igennem til byrådet med deres ønsker om en ny svømmehal.
I begge byer er der den seneste tid blevet samlet over 1000 underskrifter ind som et bevis på lokalbefolkningens opbakning til projekterne, som under et møde i denne uge bliver præsenteret for politikerne i kommunens kultur og idrætsudvalg.
Det syv politikere i udvalget skal inden juni beslutte sig for, hvilke projekter på kultur- og idrætsområdet, de vil opfordre byrådet til at tilgodese i årets budgetaftale.
At dømme efter mængden af borgerforslag står de over for en benhård prioriteringsopgave.
20 af borgernes i alt 48 forslag til budgettet hører under kultur og fritid, og de tegner sig for over 100 millioner kroner.
Der er ikke nyt, at der som regel er mange flere ønsker til budgettet i Skanderborg Kommune, end der er råd til.
Derfor kan man spørge sig selv, hvorfor byrådet i år ligefrem har fundet det nødvendigt at sende breve ud til foreninger, råd og nævn med en direkte opfordring til dem om at sende forslag til næste års budget ind til politikerne.
Man kan også spørge borgmesteren, og det har jeg gjort.
Hvorfor han selv kan få øje på 120 argumenter imod idéen, og hvorfor byrådet alligevel har kastet sig ud på dybt vand, uddyber han i dagens anden artikel.
Her kan du også blive klogere på alt det, der kommer til at foregå på Fælleden, før byrådet senest den 13. oktober lander en budgetaftale for 2023-26.
På SkanderborgLIV kommer vi til at interessere os en del for emnet den kommende tid.
Efter påske dykker vi ned i to drømme med fem årtier på bagen om at få en svømmehal i Galten og Ry. Her ser vi også nærmere på et stort og spændende svømmehals-byggeri, som er undervejs i Skanderborg.
Har du en mening om, hvad vi ellers skal sætte fokus på, og hvad politikerne skal huske under årets budgetforhandlinger, hører jeg gerne fra dig på mailen: besok@skanderborgliv.dk.
Vi får flere og flere mails og telefonopkald fra jer læsere med idéer til, hvad vi skal skrive om næste gang.
Det gør os glade og bekræfter os i, at der er brug for SkanderborgLIV - og grundlag for at skabe et bæredygtigt lokalt medie i Skanderborg.
Fornylig tog vi et nyt skridt på vores rejse.
Vi blev til et medie med betalt indhold.
Det betyder, at du fortsat modtager vores nyhedsbreve gratis. Men du skal bruge et abonnement for at få den fulde adgang til alle vores artikler og de over 90 nyhedsbreve, vi har skrevet, siden vi gik i luften i maj sidste år.
Som abonnent på SkanderborgLIV kan du forvente at få 2-3 nyhedsbreve om ugen, hvor vi:
Går i dybden med de vigtigste historier, der har betydning for livet i Skanderborg Kommune.
Prioriterer skarpt i strømmen af information og samler op på de vigtigste politiske dagsordener og begivenheder i ugens korte nyhedsoverblik.
Sørger for, at du kender den politiske dagsorden og ved, hvad du selv kan gøre for at få indflydelse på udviklingen i dit lokalsamfund.
Altid både er konstruktive og kritiske i vores tilgang til lokalsamfundet. Vi dyrker ikke konflikter, men vi stiller de nødvendige spørgsmål, og når vi beskriver problemer, leder vi også efter løsninger.
Knap 400 mennesker var fredag med til at kåre Jeksen Grønthandel med indehaver David Szöke som vinder af Skanderborg Kommunes nye klimapris, Grøn Skanderborg Prisen. Det skete efter en afstemning blandt tre nominerede under kommunens Klimafest på Fælleden fredag. Foto: Per Bille, Ry Foto.
Knap 400 mennesker var fredag med til at kåre Jeksen Grønthandel med indehaver David Szöke som vinder af Skanderborg Kommunes nye klimapris, Grøn Skanderborg Prisen. Det skete efter en afstemning blandt tre nominerede under kommunens Klimafest på Fælleden fredag. Foto: Per Bille, Ry Foto.
Kort Nyt: Hvorfor smiler grønthandleren, og hvor meget er eksporten steget?
Bettina Sønderskov besok@skanderborgliv.dk
Jeksen Grønthandel får Skanderborg Kommunes nye Grøn Skanderborg Pris.
Antallet af nye arbejdspladser i det private erhvervsliv i Skanderborg Kommune er siden 2016 steget markant mere end i resten af landet. Det samme gælder for eksporten.
Skanderborg Realskole fusionerer med Møllegades Børnehave til nytår.
tirsdag 5. apr. 2022 kl. 09:23
Bettina Sønderskov besok@skanderborgliv.dk
Efter et byrådsmøde i Skanderborg onsdag aften, hvor et forslag om kødfri diæter i byrådet fik en del omtale i medierne og nåede hele vejen til Ekstra-Bladet, afviklede Skanderborg Kommune fredag eftermiddag en stort anlagt Klimafest på Fælleden.
Her kårede festens knapt 400 deltagere Jeksen Grønthandel med indehaver David Szöke som vinder af den nyindstiftede Grøn Skanderborg Prisen 2022. Prisen gives til en enkeltperson, forening, virksomhed, vej eller et byggeri, som har gjort noget særligt for at sænke CO2-aftrækket og ressourceforbruget på en måde, som kan inspirere andre.
Jeksen Grønthandel vandt ifølge Skanderborg Kommune prisen, fordi virksomheden gør det let for forbrugerne at købe lokalproduceret frugt og grønt af høj kvalitet med fokus på madspild, minimal brug af emballage og klimavenlig udbringning af varer i elbil.
Fra 2016 -2020 er antallet af private arbejdspladser i Skanderborg Kommune steget med 9,9 procent fra 18.896 til 20.767.
Det er dobbelt så meget som på landsplan.
Den store vækst skyldes ifølge en analyse, som er lavet for Business Region Aarhus, at mange virksomheder i Skanderborg Kommune sælger varer og tjenesteydelser til udlandet.
Ifølge Frekvens-analysen er eksporten i Skanderborg Kommune steget med hele 26 procent i perioden, imens den på landsplan er steget med 14 procent.
De lokale nøgletal er fundet under arbejdet med Frekvens 2021 analysen, som indeholder mange interessante tal om udviklingen i Skanderborg Kommune og de 11 andre kommuner, som er en del af Business Region Aarhus.
Skanderborg Realskole har i flere år undersøgt muligheden for at etablere en børnehave i forbindelse med den 135 år gamle privatskole.
De planer bliver realiseret, når Møllegades Børnehave bliver en del af Realskolen den 1. januar 2023. Fusionen sker ifølge en pressemeddelelse fra de to nye samarbejdspartnere blandt andet for at gøre overgangen fra børnehave til skole mere glidende for børnene. Børnehavebørnene får dog ikke førsteret til pladserne på byens gamle privatskole, og børnehaven bliver ligesom skolen boende på sin nuværende adresse.
Skoleleder Christian Kronow og børnehaveleder Anne Kloster Bergsma glæder sig til at samarbejde om det pædagogiske arbejde til fordel for børnene i henholdsvis Skanderborg Realskole og Møllegades Børnehave.
Den ældste af de fire bygninger på den knapt 5500 kvadratmeter store grund er opført i 1730, imens hovedbygningen blev opført i 1888. Bygningerne har både været brugt som embedsbolig for by- og herredsfogeden, dommergård og museum. Foto: Bettina Sønderskov
Den ældste af de fire bygninger på den knapt 5500 kvadratmeter store grund er opført i 1730, imens hovedbygningen blev opført i 1888. Bygningerne har både været brugt som embedsbolig for by- og herredsfogeden, dommergård og museum. Foto: Bettina Sønderskov
Usædvanligt salg: - Man skal nærmest gøre sig fortjent til at købe den ejendom
Bettina Sønderskov besok@skanderborgliv.dk
En af Skanderborgs ældst bevarede bygninger er lige nu til salg. Kommunen sælger den gamle dommergård, som indtil 2019 husede Skanderborg Museum, for at finansiere et nyt museum på Skanderborg Station.
Det er ikke en helt almindelig ejendomshandel, der er tale om.
Køber skal sammen med et bud på minimum 10 mio. kr. aflevere en beskrivelse af det projekt, vedkommende drømmer om realisere på den 5500 kvadratmeter store sø-grund i midtbyen. Et projektforslag, som skal godkendes i byrådet, før der bliver skrevet under på skødet.
tirsdag 5. apr. 2022 kl. 13:54
Bettina Sønderskov besok@skanderborgliv.dk
Når fristen for at byde på Skanderborgs gamle dommergård og tidligere museum udløber sidst i maj, skal byrådet beslutte, hvem der får lov til at købe ejendommen. Beslutningen bliver afgørende for, hvad en ny ejer får lov til at bygge på den 5500 kvadratmeter store og sjældne sø-grund midt i byen.
En unik mulighed, som kun meget sjældent opstår.
Sådan beskriver ejendomsmæglerfirmaet Nybolig en ejendom i Skanderborg, som blev sat til salg i sidste uge, og som ifølge ejendomsmægler Martin Vinther allerede har ført til talrige telefonopkald og flere fremvisninger.
Ejendommen i Adelgade 5 husede frem til 2019 Skanderborg Museum, som på grund af pladsproblemer rykkede op i den gamle postcentral på Skanderborg Station.
Her skal byens nye museum, Perron 1, omdannes til et nyt kulturelt vartegn og formidlingscenter, som Skanderborg Kommune i alt poster 16 millioner kroner i.
En del del af de penge skal komme fra salget af den gamle dommergård, som er sat til salg i en budrunde med en mindstepris på 10 millioner kroner.
- Det er både en meget speciel ejendom og en meget speciel måde, det gamle museum er sat til salg på. Og det stiller meget store krav til køber, siger ejendomsmægler Martin Vinther.
Samtidig med at en interesseret køber afleverer sit bud på den 5500 kvadratmeter store grund med flere bygninger af høj bevaringsværdi, skal der afleveres en beskrivelse af det projekt, man ønsker at realisere på grunden.
Der er offentlig adgang til Lillesø ved den gamle dommergård, og den er der et politisk ønske om at bevare. Derfor bliver mulige købere af grunden blandt andet bedt om at beskrive, hvordan de vil disponere en offentlig sti og et offentligt opholdsområde ved søen. Foto: Bettina Sønderskov
Kræver ny lokalplan
I øjeblikket er der udover de eksisterende bygninger på grunden, en uudnyttet byggeret. Ejendommen er i dag lokalplanlagt til offentlige formål som museum, biograf eller kirke. Derfor skal der uanset, hvilket projekt og hvilken køber politikerne ender med at give grønt lys, laves en ny lokalplan for området.
- Der skal under alle omstændigheder laves en ny lokalplan for området. Det betyder, at køber skal regne med 9-12 måneders sagsbehandlingstid, før det nødvendige plangrundlag er på plads, siger Bente Hornbæk, som er chefkonsulent i Skanderborg Kommune og tovholder på det specielle salg.
Det betyder, at udviklingsplanerne både bliver politisk behandlet, når vinderen af budrunden findes, og når processen med lokalplanen på almindelig vis bliver sat i gang.
I øjeblikket må bygningerne, som indtil 2019 har huset Skanderborg Museum, kun bruges til offentlige formål som biograf, museum og kirke. Derfor skal der ifølge Bente Hornbæk fra Skanderborg Kommunes plan og udviklingsafdeling under alle omstændigheder laves en helt ny lokalplan for grunden. Foto Bettina Sønderskov
Særlige vilkår for køb af Adelgade 5
Minimumspris 10 mio. kr. med seneste budfrist den 31.maj.
Buddet skal indeholde en beskrivelse af, hvilke formål køber vil anvende grunden og bygningerne til.
Buddet bliver vurderet på pris og beskrivelse af formål med en vægt på 50/50.
Hvad angår formålet bliver der lagt væk på:
- Bevaring af eksisterende bebyggelse og sammenhæng mellem ny anvendelse , renovering og disponering ved et eventuelt ønske om udstykning.
- Helhedsorienteret bevaring af udendørs anlæg og arealer med fastholdelse af det historiske haveanlæg og disponeringen af en offentlig sti og et offentligt opholdsområde ved søen.
- Grunden ligger inden for søbeskyttelseslinjen, og ejendommen er registreret som værende med høj bevaringsværdi. Ejendommen sælges til bevaring, og der kan ikke forventes tilladelse til nedrivning af den ældre bygningsmasse.
- Den nuværende lokalplan betyder, at bygningerne og grunden kun må bruges til offentlige formål som biograf, museum eller kirke.
- Køber skal derfor være indstillet på, at der skal laves en helt ny lokalplan for grunden med en sagsbehandlingstid på 9-12 måneder.
Skanderborg Kommune
Prisen og projektet
For at give interesserede købere en fornemmelse af, hvad de skal lægge vægt på i deres bud og projektforslag, har administrationen i Skanderborg Kommune lavet et notat, som beskriver, hvor meget og i hvilket omfang, der eksempelvis vil blive lagt væk på offentlighedens fortsatte adgang til søen.
- Man kan godt sige, at man nærmest skal gøre sig fortjent til at købe Adelgade 5, siger Bente Hornbæk.
Imens prisen vægter 50 procent, vægter den fremtidige anvendelse af og disponering af ejendommen de resterende 50 procent.
Ifølge Bente Hornbæk vil administrationen, når budfristen er udløbet, vurdere de indkomne bud ud fra kriterierne og viderebringe deres anbefalinger til byrådet, som i sidste ende skal pege på vinderprojektet.
Stor formidlingsopgave
- Det er på mange måder en helt anden måde at sælge en ejendom på, så der følger en stor og spændende formidlingsopgave med den opgave, vi har fået af kommunen, siger ejendomsmægler Martin Vinther.
Han har allerede været ude på de første fremvisninger og er spændt på at se, hvor mange og hvor forskellige buddene bliver.
I salgsmaterialet står der blandt andet, at der er mulighed for at omdanne og opføre bygninger til boligformål. Hvordan det skal gøres, kan køber få indflydelse på, men man skal ikke regne med, at der bliver givet nedrivningstilladelse til nogle af de eksisterende, gamle bygninger.
- Man skal selvfølgelig også være indforstået med, at det forpligter at overtage bygninger med høj bevaringsværdi, siger Martin Vinther og fortsætter:
- Hvis man som køber vil have indflydelse på, hvad der kan laves på grunden i fremtiden, er det i forbindelse med budrunden, man skal komme med sit projektforslag og ikke efterfølgende, siger han og tilføjer, at der af den grund er mulighed for at stille spørgsmål og være i tæt dialog med kommunen i tiden op til, at man afgiver sit bud.
Den endelige købsaftale bliver ifølge ham også indgået på den betingelse, at kommunen laver den nye lokalplan, som skal gøre det muligt for køber at realisere sit projektforslag.
Professionel boligudvikler eller?
Martin Vinther forestiller sig ikke umiddelbart, at det bliver en helt almindelig, privat boligejer, som flytter ind i Adelgade 5.
- Beløbet bliver højt, og det bliver nok også noget højere end mindstebuddet på de 10 millioner kroner, for der er tale om en unik liebhavergrund på en meget stor og yderst sjælden sø-grund midt i Skanderborg. Derfor forestiller jeg mig, at ejendommen især er interessant for professionelle boligudviklere. Den kunne nok også være interessant for en køber, som både vil drive erhverv fra de historiske bygninger og benytte sig af muligheden for at opføre en ny privatbolig på grunden, siger han og tilføjer:
- Uanset hvad, så bliver det virkelig spændende at se nogle bud på, hvad den ejendom kan bruges til i fremtiden, siger han.
Rummer knapt 300 års historie
Adelgade 5, som indtil 2019 husede Skanderborg Museum, er én af Skanderborgs ældst bevarede bygninger med dele fra forskellige perioder.
Den ældste af de fire bygninger på den knapt 5500 kvadratmeter store grund er opført i 1730, imens hovedbygningen blev opført i 1888.
Bygningerne har både været brugt som embedsbolig for by- og herredsfogeden, dommergård og museum.
I 1978 købte Skanderborg Kommune stedet af justitsministeriet, hvorefter der blev drevet museum frem til 2019.
10 millioner kroner fra salget af det gamle museum skal gå til byggeriet af et nyt museum på Skanderborg Station.
Ois.dk og Skanderborgleksikon
48 borgerforslag til næste års budget i Skanderborg Kommune er på vej i politisk behandling. De er kommet ind i forbindelse med, at byrådet i år har efterlyst borgernes input til budgettet på en ny måde. Den nye form for borgerinddragelse er ifølge borgmester Frands Fischer (S) et eksperiment, som byrådet vil evaluere på efterfølgende. Foto: Christian Bæk Lindtoft
48 borgerforslag til næste års budget i Skanderborg Kommune er på vej i politisk behandling. De er kommet ind i forbindelse med, at byrådet i år har efterlyst borgernes input til budgettet på en ny måde. Den nye form for borgerinddragelse er ifølge borgmester Frands Fischer (S) et eksperiment, som byrådet vil evaluere på efterfølgende. Foto: Christian Bæk Lindtoft
Nyt forsøg: Borgerforslag for langt over 100 millioner rammer byråd før budgetlægning
Bettina Sønderskov besok@skanderborgliv.dk
Byrådet i Skanderborg har på en ny og meget direkte måde i år efterlyst borgernes ønsker til næste års budget i Skanderborg Kommune. Det er der kommet 48 forslag ud af.
Langt de fleste ønsker hører under kultur- og fritidsområdet. Alene på det område er der kommet ønsker ind for over 100 mio. kr.
Det betyder ifølge borgmester Frands Fischer (S), at der nok er en del borgere, som bliver skuffede i en tid, hvor han frygter, at mørke skyer trækker sig sammen om kommunens økonomi.
mandag 4. apr. 2022 kl. 15:11
Bettina Sønderskov besok@skanderborgliv.dk
Som noget nyt har byrådet i år direkte opfordret borgere og foreninger til at bidrage med deres forslag til, hvad politikerne skal sætte penge af til i næste års budget. Det er der kommet 48 borgerforslag ud af. De mange forslag skaber ikke færre dilemmaer for politikerne i en tid, hvor borgmesteren frygter, at mørke skyer trækker sig sammen om kommunens økonomi. - Men vi er nødt til gå nye veje, når vi vil have flere til at interessere sig for byrådets fordeling af fire milliarder skattekroner om året, siger han.
Som noget nyt har byrådet i år skrevet direkte til lokale foreninger, råd og nævn og gjort dem opmærksom på, at de via en særlig indgang på kommunens hjemmeside indtil den 28. marts har haft mulighed for at sende forslag til næste års budget.
Det er der ifølge kommunens økonomidirektør, Jørn Prætorius, kommet 48 borgerforslag ud af. Et par af forslagene går på ønsket om at få kommunen til at bidrage med et tocifret millionbeløb til en ny svømmehal i Galten og at at afsætte et mindre beløb til renovering af den historiske Dagmarbro i Skanderborg.
Man kan sagtens skyde byrådets nye måde at efterlyse forslag fra borgerne til næste års budget ned med 120 argumenter, hvis man vil.
Frands Fischer (S), Skanderborg Kommune
- Når vi så direkte spørger vores borgere, om der er noget, de tænker, at vi skal have med i budgettet, er der selvfølgelig en risiko for, at de bliver skuffede, når og hvis vi ikke kan imødekomme deres ønsker. Jeg tror bare også på, at forslagene vil åbne vores øjne for ting, som vi måske ikke har været opmærksomme på før. På den måde får vi en større og bredere inddragelse at borgerne, siger Frands Fischer (S).
Han glæder sig til at læse alle 48 borgerforslag og er positivt overrasket over mængden af indsendte forslag.
- Antallet af forslag giver mig en fornemmelse af, at det ikke kun er de helt store ønsker som en ny svømmehal, idrætshal eller cykelsti, der er tikket ind. Måske er der også forslag og ønsker, som vi ikke er stødt på før, og som kan berige vores kommune på nye måder, uden at der er tale om de helt store udskrivninger, siger borgmesteren.
Der er især kommet mange forslag ind på kultur- og idrætsområdet og børne- og ungeområdet. - Alene for Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget er der budgetforslag for mere end 100 millioner kroner, siger Frands Fischer (S).
48 forslag - hvad sker der nu?
Alle borgere, foreninger og virksomheder har haft lejlighed til at komme med konkrete forslag til Budget 2023-2026.
Der er i alt indkommet 48 borgerforslag til Budget 2023.
27 forslag går på kommunens drift fx om normeringer i dagtilbud og om støtte til kulturelle arrangementer.
20 forslag handler om anlæg som byggeri af svømmehal, flere cykelstier og udvidelse af idrætsanlæg.
Derudover er der kommet et forslag, som går på tværs af drift og anlæg.
Forslagene fordeler sig bredt over de politiske udvalg, dog med en stor overvægt i Kultur-, Fritid- og Idrætsudvalget med 20 forslag og Undervisnings- og Børneudvalget med 13 forslag.
De politiske udvalg behandler de indkomne forslag på deres møder i april og maj.
De borgerforslag, der videreføres i budgetprocessen, bliver præsenteret på Byrådets budgetseminar den 20. juni.
Umiddelbart efter budgetseminaret bliver alle ønsker om udvidelser i budgettet lagt på skanderborg.dk.
I august mødes byrådet til budgetseminar, og herefter begynder de konkrete politiske forhandlinger om budgettet.
Budgettet skal vedtages endeligt på et byrådsmøde den 13. oktober.
Skanderborg Kommune
Mørke skyer og skuffede borgere
Når man spørger borgmesteren, om kommunen overhovedet har det økonomiske råderum til at imødekomme nogle af ønskerne i de 48 borgerforslag, svarer han:
- Vi står midt i den afsøgende del, hvor vi ikke aner, hvordan KL's økonomiaftale med regeringen lander, og hvordan vi eksempelvis bliver kompenseret for vores udgifter til ukrainske flygtninge. Man kunne godt frygte, at de mørke skyer trækker sig sammen om os, og at vi ikke ender med et have et budget, hvor vi kan dele en masse penge ud, siger han.
Det kunne godt lyde som om, at der er nogle, der bliver skuffede. Får det dig til at overveje, om det er overhovedet er en god idé at efterlyse budgetforslag på den måde ?
- Man kan sagtens skyde byrådets nye måde at efterlyse forslag fra borgerne til næste års budget ned med 120 argumenter, hvis man vil. Men når vi i byrådet gerne vil have flere til at interessere sig for budgetlægningen i Skanderborg Kommune, må vi gøre mere for at involvere folk og give dem nye muligheder for at bidrage med deres forslag til budgettet, også selvom vi kommer til at skuffe nogle, siger borgmester Frands Fischer (S).
Han har de seneste år deltaget i flere borgermøder om budget, som tilsyneladende ikke har har haft den store tiltrækningskraft på andre end politikerne.
- Der møder lidt firkantet sagt ingen borgere op til vores årlige borgermøder om budget. Vi har i mine øjne nogle gamle vaner med involvering, som vi er nødt til at gøre op med. Derfor har vi besluttet os for at undersøge, hvordan det fungerer, hvis vi efterlyser borgerforslag til budgettet på den her måde, siger han og tilføjer:
- Vi kunne også fortsætte, som vi plejer, og lade være med at være så optagede af borgerinddragelse. Det vil sikkert skabe færre dilemmaer for politikerne under budgetlægningen, men vi ønsker både flere inputs udefra, mere åbenhed omkring budgettet og en større forståelse for budgetprocessen.
Sådan bliver dit budgetforslag båret ind i byrådet
Det er ikke nyt, at der kommer forslag til budgettet ind fra borgere og foreninger, og at byrådet efterfølgende vælger at imødekomme nogle af dem.
Der er eksempelvis mange års tradition for, at man går til sin lokale byrådspolitiker med sit forslag og på den måde får det båret ind i byrådet.
Det er til gengæld nyt, at byrådet i år har skrevet direkte ud til en række borgerforeninger for at gøre dem og deres netværk i lokalområderne opmærksomme på en ny mulighed for at borgere, råd, nævn,brugerbestyrelser ol. via kommunens hjemmeside frem til den 28. marts kunne sende deres forslag til budget 2023-26 ind.
Der bliver som tidligere år også inviteret til borgermøde med fysisk fremmøde. I år det den 15. juni.
Skanderborg Kommune
Hold øje med juni og august
Hvis du har sendt et borgerforslag ind til kommunen, eller hvis du går og drømmer en ny svømmehal i Galten eller Ry, bedre idrætsfaciliteter i Stilling eller et arkitektonisk løft af Dagmarbroen i Skanderborg, er der ifølge borgmesteren flere ting, du kan gøre for at holde sig orienteret om, hvordan det går med borgernes ønsker til næste års kommunale budget.
- Hvis man følger med i de politiske dagsordener de kommende måneder, vil man se, at de forskellige udvalg behandler de indkomne forslag fra borgerne sammen med deres egne ønsker til budgettet, hvorefter de i juni sender de ønsker, som de vælger at prioritere videre til byrådet, siger han.
Det er også i juni, at kommunernes fælles økonomiaftale med Staten, som blandt andet har betydning for, hvordan Skanderborg Kommune bliver kompenseret for ekstra udgifter i forbindelse med den demografiske udvikling, som betyder, at vi lige nu er den kommune i landet med flest 0-5-årige pr. indbygger.
I august begynder de politiske forhandlinger om budgettet, som senest skal være afsluttet den 13. oktober. Her vil det vise sig, om nogle af de 48 borgerforslag får en plads i budgetaftalen for 2023-26.