Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Erik Kjær Hansen, som er formand i grundejerforeningen Søbyen, mener, at der er brug for et grønt åndehul i form af en ny bypark på Sølund for at imødekomme den voksende byfortætning i Skanderborg. Det mener borgmesteren ikke.

Park eller parkering: Hvad har byen brug for?

Sidste år blev der kørt stabilgrus i store mængder ud over et grønt område midt i Skanderborg.

Det skete, da regionen i det tidlige forår rullede den første, store vaccineindsats ud, og festsalen på Sølund i Skanderborg pludselig skulle fungere som vaccinationscenter med kapacitet til at vaccinere 1000 borgere dagligt. Mange ankom i bil, og de skulle have et sted at parkere.

I september lukkede vaccinationscentret.

Parkeringspladsen er der stadig.

Det skal der laves om på, mener beboerne på nabogrunden i boligkvarteret Søbyen.

I spidsen for dem står formanden for grundejerforeningen, Erik Kjær Hansen. Han synes, at den voksende byfortætning i Skanderborg skaber behov for et nyt, grønt åndehul i form af en bypark på grunden.

Her skal der være plads til kirsebærtræer, fordybelse og blomstrende græsser.

Det tror han godt kan lade sig gøre, uden at det kolliderer med de behov som byens to store festivaler har for at bruge området i sommerperioden.

I dagens nyhedsbrev kan du møde Erik Kjær Hansen og blive klogere på, hvorfor beboerne i Søbyen synes, at Skanderborg har brug for to byparker.

Du får også svar på, hvad festivalerne synes om idéen, og hvorfor borgmesteren mener, at der er mere brug for bynære parkeringspladser end en ny, grøn oase i Skanderborg.

Hvad angår byens grønne åndehuller, så er Skanderborg Kommune i gang med at forberede salget af nogle af Skanderborgs ældste bygninger - inklusiv en have med offentlig adgang til Lillesø.

Hvordan kommunen vil sikre, at alle også i fremtiden har mulighed for at slentre en tur igennem byens gamle museumshave og nyde en stille solnedgang ved søen, kan du læse mere om i dagens nyhedsoverblik.

Har du inputs til dagens historier, som alle har byudvikling som omdrejningspunkt, eller en mening om, hvad vi skal sætte fokus på i vores næste nyhedsbreve, er du som altid velkommen til at skrive til mig på besok@skanderborgliv.dk.

Tak fordi du læser med.

P.S Husk at sende mailen her videre til andre i dit netværk, som interesserer sig for livet i Skanderborg Kommune. På den måde hjælper du os med at nå endnu bredere ud med vores historier. Hvis du er én af dem, som har fået mailen tilsendt af en bekendt, kan du skrive dig op til kommende nyhedsbreve her.

Hvad sker der med den offentlige adgang til søen?

Skanderborg Museum. Ved søen.

Siden Museum Skanderborg rykkede op på Skanderborg Station, har det gamle museum med den attraktive beliggenhed ved søen stået tom.

Nu er kommunen klar til at sælge en del af Skanderborgs historie - den gamle dommergård med de fire bygninger, hvoraf den ældste blev bygget helt tilbage i 1730.

Der følger et par vigtige betingelser med i handlen, og dem kan du læse om her.

- Lad os anlægge en bypark her

Bypark eller parkering. Hvad har Skanderborg mest brug for at have på denne grund i en tid, hvor vi kan se frem til endnu mere byfortætning i midtbyen? Erik Kjær Hansen kæmper for førstnævnte.

Erik Kjær Hansen, som er formand i Grundejerforeningen Søbyen, har en idé til, hvad der skal ske på den parkeringsplads, der blev anlagt, da Sølund blev centrum for kommunens vaccinationsindsats. 

- Vi har brug for et nyt, grønt åndehul i midtbyen i en tid, hvor vi står over for endnu mere byfortætning i Skanderborg, siger han.

Det er borgmesteren ikke enig i.

Læs hvorfor, og få historien om kommunens ombejlede mark i midtbyen her.

Punktum for byggeri af søbad: Snart er der sauna for alle

Skanderborg Bybad

Der bliver i disse dage arbejdet på højtryk for langt om længe at kunne sætte et punktum for byggeriet af Bybadet i Skanderborg, som har været ramt af forsinkelser flere gange. I øjeblikket  mangler man stadig den sidste finish og installationen et et centralt wifi- og låsesystem. Når det senest den 1. februar er på plads, kan alle få adgang til omklædningsrum og sauna. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det trådløse internet skal blandt andet bruges til at håndtere låsesystemet på stedet, men etableringen af låsesystemet er forsinket. Det har – kombineret med corona-restriktioner – betydet, at der ikke har været fuld adgang til faciliteterne på stedet for alle.

- Bybadet er bygget til, at alle kan bruge det. Det gælder også saunaen, som alle kan bruge mod betaling af et lille beløb, som går til at dække udgifterne til el. Låsesystemet bliver installeret i løbet af de næste uger. Derefter kan alle købe adgang til saunaen, siger bibliotekschef Jens-Ole Winther.

Skanderborg Bibliotek står for den formelle drift af Bybadet.

Historien om, hvordan vi har fået Danmarks eneste bibliotek med bybad i Skanderborg, kan du læse her.

Debat om feriepark fortsætter: Her er den rigtige mødedato

Sådan skal ferieboligerne i Ry Feriepark se ud, hvis det står til Landdal Greenparks, som præsenterer projektet for offentligheden under et borgermøde i februar. Illustration: Bayarch.

Siden udviklerne bag en ny feriepark på den gamle Holmens Camping i Ry sidste år offentliggjorde ønsket om, at omdanne campingpladsen til en feriepark i luksusklassen, har debatten om, hvordan det vil påvirke området bølget frem og tilbage på de sociale medier. En artikel, som SkanderborgLIV bragte før jul, har desuden skabt forvirring omkring datoen for det borgermøde, hvor udviklerne skal præsentere deres planer for offentligheden.

I artiklen viderebragte vi den dato, som kommunens administration anbefalede politikerne at holde mødet på. Men den dato faldt valget ikke på, Vi beklager fejlen og bringer for en god ordens skyld den rigtige dato for mødet. Det bliver holdt "on location" på Holmens Camping den 24. februar klokken 16.

Har du brug for at få frisket sagen op, kan du genfinde SkanderborgLIV's historier om ferieparkplanerne her:

Klar til borgermøde om ferieresort i Ry: Tre spørgsmål presser sig på

Feriegigant vil bygge fremtidens feriepark i Ry

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist