De værner om vores historie
Andres livshistorier kan gøre os klogere. At spejle sit liv i andres, kan være tankevækkende og inspirerende. Man møder sig selv i mødet med andre.
Sådan sagde Hendes Majestæt Dronning Margrethe i sin nytårstale forleden, og det giver Lidy Jensen fra Skanderborg hende ret i.
Hun har i flere år skrevet på sin egen livshistorie. Da hun i efteråret skulle dele den under en foredragsrække, som hun selv har været med til at sætte i verden, lavede hun de håndskrevne notater om til 90 powerpoint slides.
Med sig til foredraget tog hun også to bunker kærestebreve og en 1,6 kilo tung sparebøsse, som blev lavet for 150 år siden af den virksomhed, som har lagt navn til Bloms Butikker i Skanderborg.
Hvor mange powerpoint slides ville du mon kunne lave om dit liv og den tid, du er vokset op i?
I dagens nyhedsbrev sætter SkanderborgLIV fokus på vores historie og livshistorie.
Du kan møde Lidy Jensen og blive klogere på konceptet Fortællehjørnet.
Du kan også få seneste nyt om, hvad der rører sig på museumsfronten i Skanderborg lige nu.
For selvom museerne igen er ramt af corona-nedlukninger, er arbejdet med at udvikle nye kulturoplevelser og moderne måder at formidle historien på ikke blevet lagt ned.
Det fortsætter ufortrødent, og der er faktisk hele to nye museer på vej i Skanderborg.
På Skanderborg Station og Vestermølle er ambitionerne om at udvikle nye, underholdende måder at blive klogere på vores historie høje.
Hvorfor den kendte bladtegner Jens Julius har lavet en aftale med de frivillige på Vestermølle om, at de må udstille et udvalg af hans 15-20.000 satiretegninger på et nyt museum, får du svar på, hvis du bliver hængende lidt endnu.
Hvis du hører til de omkring 20.000 mennesker, som dagligt passerer Skanderborg Station har du muligvis lagt mærke til, at forandringens vinde blæser over stationens gamle postcentral.
Her er Museum Skanderborg og kommunens fem lokalarkiver flyttet under samme tag i en bygning, som står over for en større renovering og ombygning.
Den skal være Skanderborg Kommunes nye kulturelle fyrtårn.
Til næste år går et byggeri, som skal forvandle postbygningen fra 1983 til et moderne museum med pendlertække i gang.
- Imens vi venter, lukker vi ikke ned for at gå rundt og tale om alt det, der skal blive, når vi engang er færdige med at bygge. Vi inviterer folk ind i museets maskinrum, siger museumsleder Lene-Høst Madsen.
I dagens tredje historie kommer du med ind i maskinrummet og hovederne på de museumsfolk, som lige nu arbejder på at udvikle nye måder at formidle kommunens historie på.
Med de historier og et - synes jeg - velfortjent og vigtigt fokus på kulturen og historien i vores kommune, skyder vi på SkanderborgLIV år 2022 i gang.
Hvis du sidder og brænder inde med et tema eller en historie, som du synes, at vi skal se nærmere på i det nye år, er du som altid velkommen til at skrive til mig på mailen besok@skanderborgliv.dk.
Tak fordi du læser med.
P.S Husk at sende mailen her videre til andre i dit netværk, som interesserer sig for livet i Skanderborg Kommune. På den måde hjælper du os med at nå endnu bredere ud med vores historier. Hvis du er én af dem, som har fået mailen tilsendt af en bekendt, kan du skrive dig op til kommende nyhedsbreve her.
Kendt bladtegner rykker ind på nyt Skanderborg-museum
Jens Julius har med sine satiriske tegninger skitseret livets gang i dagens Danmark i over 50 år. Nu har han lavet en aftale med Vestermølle Møllelaug om, at der skal være et Galleri Julius med muntre nedslag i Danmarkshistorien på Vestermølles nye museum.
Hvordan den aftale kom i stand efter et tilfældigt møde under en reception, hvor et par af gæsterne mødte op med versefødder og en blyant i lommen, får du historien om her.
Lidy værner om sin egen og vores historie
Det er svært at forstå nutiden, hvis vi ikke forstår fortiden, mener Lidy Jensen fra Skanderborg. Hun har i flere år skrevet på sin egen livshistorie. Da hun skulle dele den under en foredragsrække, som hun selv har været med til at starte op, lavede hun sine håndskrevne notater om til en powerpoint præsentation med 90 slides.
Mød Lidy Jensen og bliv klogere på, hvorfor hun værner om vores lokalhistorie og sin håndskrift, og hvordan hun blev én af de få, som stadig kan tale den dialekt, man talte på landet i Skanderborg i gamle dage.
Hvad har museumslederen fået øje på?
De mange tusinde mennesker, som dagligt færdes på Skanderborg Station, kan inden længe følge byggeriet af et helt nyt museum fra nærmeste hold.
Forventet byggestart er i 2023, men transformationen af stationens gamle postcentral er allerede i fuld gang.
Tag med museumsleder Lene Høst-Madsen på rundvisning på Perron 1. Her får du blandt andet svar på, hvad der svæver rundt i loftrummet i det gamle trappetårn, og hvor mange millioner kroner fundraiserne er fra at have samlet alle 52 millioner kroner ind til byggeriet af byens nye museum. Læs artiklen her.
Speciel bolig til salg: Køb din gamle børnehave
Skanderborg Kommune har netop sat den gamle børnehave i Asylgade i Skanderborg til salg, og det er ifølge ejendomsmægleren ikke hver dag, at man får en bolig på markedet, som rummer så meget historie og så mange barndomsminder.
- Det er da specielt. Jeg har været ejendomsmægler i 20 år og har aldrig prøvet det før. Det er også sjovt at se, at mange har en relation til det sted, fordi de har afleveret børn dernede, fortæller Morten Elmgaard, som er indehaver af Home Skanderborg, til TV2 Østjylland. Find historien her.