By og bjerg rykker tættere på
Da borgmesteren tidlgere på måneden bad det nye byråd om at godkende en 54 punkter lang konstitueringsaftale om fordelingen af posterne i en række politiske udvalg, bestyrelser, råd og nævn, var der et par interessante afvigelser på programmet.
Dem kan du læse om i dagens nyhedsbrev.
Her får du historien om, at der blandt de nyvalgte politikere var så meget rift om pladserne i de følgegrupper, som beskæftiger sig med udviklingen af Skanderborg midtby og Himmelbjerget, at antallet af politikere i de to grupper bliver fordoblet efter nytår .
Hvad formanden for Skanderborg City håber, at et fornyet og fordoblet politisk fokus på udviklingen af kommunens ældste handelsgade, kommer til at betyde fremover, kan du også læse om i dagens første artikel, som du finder i nyhedsoverblikket længere nede på siden.
Feriepark får taletid
I september skrev vi på SkanderborgLIV om feriegiganten Landal Greenparks, som går og pusler med nogle ret så omfattende projektplaner på den gamle Holmens Camping i Ry.
Nu er der nyt i sagen.
Efter en ny omgang politisk behandling af projektplanerne gav et enigt økonomiudvalg i sidste uge udviklerne lov til invitere dig og mig og alle andre interesserede til borgermøde om luksus-resort planerne på den gamle campingplads.
Hvornår vi er inviteret til borgermøde "on location" i det naturskønne område imellem Klostervej og Gudenåen syd for Ry, kan du læse om i dagens anden artikel.
Her sætter vi også spot på tre spørgsmål, som formentlig kommer til at fylde en del under det møde, hvor offentligheden for første gang får mulighed for ansigt-til-ansigt at udveksle meninger, stille spørgsmål og komme med inputs til udviklerne bag projektet.
Hvis du har meninger, spørgsmål og inputs til dagens historier er du som altid velkommen til at skrive til mig, journalist, Bettina Sønderskov, på mailen besok@skanderborgliv.dk.
God aften og god læselyst.
P.S Husk at sende mailen her videre til andre i dit netværk, som interesserer sig for livet i Skanderborg Kommune. På den måde hjælper du os med at nå endnu bredere ud med vores historier. Hvis du er én af dem, som har fået mailen tilsendt af en bekendt, kan du skrive dig op til kommende nyhedsbreve her.
- Vi savner stadig svar på store spørgsmål
- Vi har længe forsøgt at gøre kommunen opmærksom på, at vi ønsker et bredere samarbejde omkring udviklingen af midtbyen i Skanderborg og en tættere dialog. Vi har spurgt, om vi kan få en bykoordinator eller måske bare en fast person i kommunen, som vi kan henvende os direkte til med vores spørgsmål. Det har vi ikke fået svar på endnu, men jeg synes, at det lyder lovende, at flere politikere fremover vil beskæftige sig med udviklingen af Skanderborg Midtby, siger formanden for Skanderborg City, Jens Juhl.
Han ser frem til samarbejdet med de fire politikere, som har sagt ja til at følge realiseringen af udviklingsplanen for midtbyen ekstra tæt de kommende fire år. Han lover også, at det hverken kommer til at skorte på spørgsmål fra byens detailhandel eller forslag til, hvordan Skanderborgs midtby kan blive mere attraktiv i fremtiden. Hvad han gerne vil have svar på, og hvordan Konservatives Thomas Cordtz, drømmer om at løfte ambitionsniveauet for udviklingen på Himmelbjerget, kan du læse om her.
Klar til borgermøde om ny luksus-feriepark i Ry
Når borgmester Frands Fischer (S) sammen med andre, der interesserer sig for feriegiganten Landal Greenparks planer om at bygge et luksus-ferieresort , i januar tager til borgermøde på Holmens Camping i Ry, ser han især frem til at få svar på tre centrale spørgsmål. De spørgsmål, og hvad det vil sige, at politikerne har givet udviklerne lov til at præsentere deres projekt for offentligheden, kan du læse om her.
Trailcenter for 7,3 mio. kroner på vej til Fælleden
Motionister i alle aldre kan ifølge Skanderborg Kommune allerede nu begynde at glæde sig til sommeren 2023, hvor et nyt, bynært trailcenter vil stå klar i området imellem Anebjerg Skov og Skanderborg Fælled.
- Skanderborg Trailcenter er et vigtigt eksempel på et moderne mødested i naturen, hvor den arkitektoniske ide gennemsyres af brugernes ønske om at være i nærkontakt med naturen. Her skal der fortrinsvis bygges uopvarmet, men med mulighed for at skabe ordentlig ly og læ, og det mangler vi i den grad gode eksempler på. Trailcenteret er designet som et tilgængeligt sted hvor alle kan være, og hvor brugerne deler stedet. Det synes vi er en både social og økonomisk bæredygtig måde at understøtte fritidslivet på, siger Jens Øyås Møller, som er udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, som har støttet projektet med godt 2,4 mio. kr.
De restende knapt fem millioner kr. skal ifølge kommunen komme fra fonde og kommunal medfinansiering.
Du kan læse mere det nye trailcenter på kommunens hjemmeside.