Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Collage: Christian Bæk Lindtoft

Dagen før dagen - sådan dækker vi valget

Det er dagen før dagen.

Når klokken slår 8.00 tirsdag morgen, er valgstederne officielt åbnet, og kommunens borgere kan i 12 timer gå ned at sætte et kryds, der kan blive afgørende for Skanderborgs fremtid.

Hvem, der de kommende fire år skal have flertallet, hvad der skal prioriteres højest blandt børn, ældre, kultur, klima, transport, beskæftigelse, udvikling, vækst og meget andet, er det, der står på spil.

De seneste uger har vi på SkanderborgLIV beskrevet og tryktestet de mest fremtrædende byrådskandidaters holdninger i interviewserien "Spidskandidaterne".

Og så har vi undersøgt byrådets sammensætning - både i denne byrådsperiode og tidligere.

Især unge og kvinder har historisk været i undertal i byrådet i Skanderborg og er det stadig.

Med dette nyhedsbrev samler vi alt det bedste fra vores dækning af kommunalvalget, og du kan både dykke ned i spidskandidaterne, vores tema om kvinder, der kæmper med byrådsarbejdets rammer - og for nogles vedkommende en hård tone - og vores serie om unge, håbefulde kandidater, der håber at kunne udøve den sjældne kunst, det er at bryde igennem til vælgerne, når man er under 30 år gammel.

Med andre ord:

Du får her hele vores valgdækning samlet ét sted.

Og så benytter vi lejligheden til at fortælle, hvordan vi dækker valgdagen - og ikke mindst de afgørende timer, når stemmerne er optalt.

Allerførst springer vi kort væk fra valgtemaet. Incidenstallet stiger nemlig i Skanderborg Kommune, hvor coronasmitten atter er på fremfærd.

Vi har taget en snak med Lone Rasmussen, direktør i kommunen, om den stigende smitte.

Vi ser frem til at dække valget og lande i din indbakke!

Hav et godt valg.

Billede af Christian Bæk Lindtoft
Billede af skribentens underskrift Christian Bæk Lindtoft Journalist

Incidensen stiger: Alle opfordres til test og børn opdeles

Coronatest. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Incidensen – det vil sige antallet af konstaterede smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere i Skanderborg Kommune i løbet af den seneste uge - rundede mandag 461.

Det betyder, at Skanderborg Kommune ligesom godt en tredjedel af landets kommuner har krydset den kritiske grænse på 400, som får sundhedsmyndighederne til at anbefale kommunen at sætte ekstra smitteforebyggende tiltag i gang.

Det oplyser direktør i Skanderborg Kommune, Lone Rasmussen.

Tiltagene er først og fremmest rettet imod kommunens skoler, dagtilbud og efterskoler. Her skal børnene den kommende tid så vidt muligt holdes inden for egne stuer og stamklasser, imens aflevering og hentning af børn så vidt muligt skal foregå udendørs.

Desuden anbefaler sundhedsmyndighederne, at alle borgere i Skanderborg Kommune lader sig teste, og at de bliver vaccineret. I Skanderborg Kommune kan du fra og med i morgen blive testet tre forskellige steder:

PCR-test med tidsbestilling ved Sundhedscentret i Skanderborg og på Vestergadeanlægget på Birkevej 28 i Skanderborg (åbner tirsdag den 16. november). Du kan også blive kviktestet på Klank Idrætscenter i Galten (flyttes pr. 20. november til Galten Hallen).

Lone Rasmussen oplyser til SkanderborgLIV, at det er Region Midt og sundhedsmyndighederne, som fastsætter testkapaciteten.

- I øjeblikket er der ikke planer om at udvide testkapaciteten yderligere, men der vil selvfølgelig blive holdt øje med, om kapaciteten er tilstrækkelig samtidig med, at man følger udviklingen i smitten i Skanderborg Kommune.

Anbefalingerne om, at alle borgere i Skanderborg Kommune lader sig teste, og at børn i kommunens dagtilbud og på skolerne holdes i mindre grupper, gælder indtil kommunen har haft syv dage i træk med en incidens under 400.

Læs mere om de nye smitteforebyggende tiltag i Skanderborg Kommune her.

Afviklingen af kommunalvalget i Skanderborg Kommune i morgen, tirsdag, bliver i tråd med de seneste anbefalinger fra sundhedsmyndighederne afviklet med de samme smitteforebyggende tiltag, som i resten af landet. Tiltagene kan du læse om her.

Sådan dækker SkanderborgLIV valgdagen

Tirsdag kl. 8.00 åbner valgstederne i Skanderborg Kommune, og frem til kl. 20.00 er det muligt at sætte sit kryds ved en af de 112 kandidater, der stiller op til byrådet. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen.

Her på SkanderborgLIV har Bettina og jeg set frem til valgdagen med stor spænding, og vi ser endnu mere frem til at få den spænding forløst og levere de vigtigste historier om valget og dets resultater til jer.

Vi kommer til at være til stede på rådhuset på Fælleden, når stemmerne skal tælles op, når partierne og deres håbefulde kandidater så småt begynder at kunne se skriften på væggen, når billedet er klart nok, til at forhandlingerne om borgmesterposten og fordelingen af alle de andre lokalpolitiske poster kan gå i gang.

Ingen ved, hvad timerne efter valgresultatet bringer, men vi sørger for, at du får de helt centrale resultater, og vi hænger ud på Fælleden, indtil der er fundet en borgmester, eller tingene går i hårdknude, og forhandlerne går hjem for at sove på det.

Vi giver dig også mulighed for at følge med i valgresultatet, mens det sker. På skanderborgliv.dk kommer valgresultaterne løbende til at tikke ind, og du kan helt ned på valgstedsniveau følge med i, hvilke partier der får flest stemmer.

I et af nyhedsbrevene på valgdagen sørger vi for at give dig det link, du skal bruge for at følge resultaternes udvikling.

Du kan se frem til at få lidt flere nyhedsbreve, end du er vant til, og når vi når til de tidlige morgentimer onsdag, sætter vi et punktum for valgdækningen med en opsamling, der opsummerer de vigtigste resultater.

Om det punktum viser sig kun at blive til et midlertidigt komma, eller om vi rent faktisk har en ny borgmester onsdag morgen, kan vi ikke vide. Men vi ved, uanset hvad, at vi kommer til at følge op på valgresultatet i dagene efter valget.

Så hold øje med din indbakke fra tirsdag aften og resten af ugen frem - og hav et godt valg!

Kvinder er underrepræsenterede i byrådet - og det gælder nu som dengang

Der er markant færre kvinder end mænd i lokalpolitik i Skanderborg. Det gælder både, når man tæller kvinder og mænd på kandidatlisterne, og når man tæller, hvem der sidder på sæderne i byrådssalen.

SkanderborgLIV interviewede tidligere på måneden Elsebeth Søndergaard, der blev spurgt, om hun ville stille op til byrådet. Men tidsforbruget, konstante skyderier mod politikere på sociale medier og udsigten til at skulle gå på kompromis med personlige værdier trak bare i den anden retning.

Vi spurgte også 18 kvinder fra kommunen, som alle stiller op til kommunalvalget, hvilke overvejelser de har haft for og imod et kandidatur.

- Jeg mener, at kvinder i højere grad skal være med til at træffe beslutninger på fællesskabets vegne. Alle kommuner er udfordrede på økonomi og anlægsloft. Derfor skal der ofte prioriteres. Jeg tænker, at nogle prioriteringer ville være anderledes, hvis der var flere kvinder i byrådet, sagde Venstre-kandidaten Kirstine Hannibal blandt andet.

Og så trevlede vi navnelisterne til de seneste kommunalvalg igennem for at kaste lys over udviklingen i ligestillingen i Skanderborgs byråd.

Ved dette og de seneste tre kommunalvalg har under 30 pct. af kandidaterne været kvinder. Ser man på fordelingen i byrådet, er tendensen den samme. Og faktisk har andelen af kvindelige kandidater til kommunalvalgene, også i de fire gamle kommuner, der blev til Skanderborg Kommune, kun været over 30 procent to gange siden 1989.

Hvor er de unge i byrådet? Korrekt - de er der ikke og har stort set aldrig været der

Disse fire unge under 30 stiller alle op til kommunalvalget i Skanderborg Kommune til efteråret. Skal man tro statistikken, vil ingen eller kun få af dem blive valgt. Øverst fra venstre er det Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, 20 år (ALT) og 20-årige Tobias Brus Mikkelsen (DF). Nederst fra venstre er det Robert Ladefoged Laursen, 22 år (V) og Sebastian Støckler, 21 år (V). Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Når man ser på unge mennesker i byrådet og på kandidatlisterne er vi endnu længere fra ligestilling, end vi er, når det gælder forholdet mellem mænd og kvinder.

Det forhold stillede vi skarpt på med en serie, hvor vi interviewede otte unge kandidater under 30 år. Senere viste det sig, at der faktisk er ni kandidater under 30 år - Ida Ehrenreich fra SF var bare ikke registreret som opstillet, da vi interviewede kandidaterne i sommer.

Her har du mulighed for at læse eller genlæse de i alt otte interviews, ligesom du har mulighed for at kaste dig over de tal, der dokumenterer, hvor vanskeligt det er at få unge til at engagerer sig lokalpolitisk med et byrådskandidatur, samt hvor vanskeligt det er for de få opstillede at blive valgt ind.

Du kan også læse vores interview med det tidligere byrådsmedlem Maria Baagøe Bové, som i en alder af 19 år blev valgt ind i Skanderborgs byråd, men som stoppede før tid.

Baggrund: Unge er en mangelvare i lokalpolitik - i Skanderborg er kun tre under 30 år blevet valgt siden 2005

Robert Ladefoged Laursen, 22 år (V): - Det kræver rimelig meget mod, og det er ikke noget, alle bare lige har

Tobias Brus Mikkelsen. 20 år (DF): Han er 20 år, stiller op for Dansk Folkeparti og har særligt én mærkesag: Seksuelle minoriteter i folkeskolen skal trives bedre

Sebastian Støckler, 21 år (V): - Det er vildt, hvordan den yngre del af Skanderborg ikke er repræsenteret

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, 20 år (ALT): - Det er jo bare et problem, hvis vi ikke er med til at tage beslutningerne

Martin Dybdahl Andersen, 28 år (S): Har ældre byrådskandidater flere kvaliteter end de yngre? - Nej, det synes jeg faktisk ikke, at de har

Daniel Holm, 29 år (DF): Mangler unge kandidater erfaring? Med 12 år på arbejdsmarkedet afviser 29-årige Daniel Holm kritik

Maria Bové blev valgt som 19-årig, men uddannelse fik hende til at stemple ud før tid: - Det er én af grundene til, at man ser, at der er rigtig mange pensionister i byrådene

Hvad vil de enkelte spidskandidater med Skanderborgs fremtid?

Kommunalvalgets spidskandidater. Collage og foto: Christian Bæk Lindtoft

I ugerne op til kommunalvalget har SkanderborgLIV besøgt de 10 kandidater, der står øverst på partiernes opstillingslister, samt en enkelt løsgænger, der stiller op uden partiapparat i ryggen.

Vi har undersøgt, hvad de vil med kommunen, hvorfor de vil det - og ikke mindst har vi tryktestet deres politiske visioner og ideer.

Du finder samtlige interviews med de i alt 11 kandidater herunder:

Peter Kjær (EL): Klimapolitik er blevet mainstream. Bliver Enhedslisten så slugt af de andre? - Jeg tror, at mange godt kan gennemskue, hvad der bare er snak, og hvem der mener det

Hanne Stender Damkjær (løsgænger): Skolehaver, plantebaseret kost og en fod på bremsen: Løsgænger-kandidat vil skrue ned for bygge-fokus og op for biodiversitet

Carsten Bach (LA): Carsten Bach vil være borgmester: - Byrådets tilgang svarer til at løse et kommunikationsproblem i 2021 med en drejeskivetelefon

Karina Kirk (NB): Nye Borgerliges spidskandidat vil have 'actioncard' til dagtilbudsområdet: - Arbejdsgange skal være på plads, når lampen begynder at lyse

Mira Issa Bloch (AL): Alternativets spidskandidat: Der er plads til, at Skanderborg kan blive en meget mere demokratisk kommune

Thomas Cordtz (K): Konservativ borgmesterkandidat vil bruge private aktører langt mere: - Der er ikke råd til at være ideologiske og afvise løsninger

Martin Frausing Poulsen (DF): Er der for meget pseudoarbejde i kommunen? - Hvis jeg skulle blive borgmester, vil jeg kigge på, hvordan vi egentlig bruger ressourcerne

Tage Nielsen (RV): Radikal spidskandidat vil investere i kultur: - At kultur er nice to have og ikke need to have, det er jeg fuldstændig uenig i

Claus Leick (SF): Claus Leick efterspørger politisk mod i grøn omstilling: - Så må vi skære to klasselokaler eller et fællesrum på et plejehjem væk

Jens Szabo (V): Blåt borgmesterbud: - Jeg er nok den mest grønne og klimavenlige borgmesterkandidat fra Venstre i mands minde her i kommunen

Frands Fischer (S): Frands Fischer søger genvalg som borgmester: - Vi skal i højere grad være en medspiller for borgerne. Det er vildt vigtigt for mig

Én dag tilbage - har du taget kandidattesten?

Der er i alt 112 kandidater på valg til kommunalvalget i Skanderborg Kommune i år. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Selv om der er en enkelt nats søvn, til at valgstederne åbner, er det ikke sikkert, du er helt sikker på, hvor krydset skal sættes.

Det er ingen skam - og heldigvis er der hjælp at hente!

Vores kandidattest er i cirkulation helt frem til valgets afgørelse.

Vi har både en kandidattest til kommunalvalget i Skanderborg Kommune og til regionsrådsvalget i Region Midt.

I de to tests beder vi dig svare på 25 politiske spørgsmål, som vi allerede har givet alle årets kandidater mulighed for at svare på. Ved at sammenligne dine svar med kandidaternes svar, finder vi de kandidater, der ligger tættest på dine politiske holdninger. Efter testen kan du læse kandidaternes uddybende forklaringer på hvert spørgsmål, så du kan finde ud af, om I nu også er helt enige.

Du finder de to tests herunder:

Klik her for at tage kandidattesten til kommunalvalget i Skanderborg Kommune.

Klik her for at tage kandidattesten til regionsrådsvalget i Region Midt