Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Martin Frausing Poulsen fra Dansk Folkeparti (tv.) er én blandt fire borgerlige borgmesterkandidater til kommunalvalget. Tage Nielsen fra Radikale Venstre (th.) mener, at byrådet har forsømt at investere i kulturen. Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Én vil være borgmester, én savner penge til kulturen

Daginstitutionernes kapacitet er presset.

Den skyldige? Befolkningstilvæksten.

Pladsen til de ældre på plejehjemmene svinder ind.

Den skyldige? Befolkningstilvæksten.

Ja, den er svært at komme uden om, befolkningstilvæksten.

Lige siden konsulenthuset Cowi udarbejdede en befolkningsprognose for Skanderborg Kommune, som peger på, at flere end 8.000 ekstra borgere vil flytte ind over kommunegrænsen de kommende 10 år, har udsigten til en folkebølge klistret sig fast til væggene i byrådssalen som et tapet, der ikke kan rives af.

Og som byrådsmedlemmerne ikke kan undgå at få øje på, stort set uanset hvad de debatterer.

Det gælder også på kulturområdet, hvis man spørger Tage Nielsen.

Som spidskandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget mener han, at det er på høje tide, at byrådet anerkender de problemer, som befolkningstilvæksten skaber for børn og unge på kulturområdet, og ikke mindst investerer i at få dem løst.

Er det så, fordi et stigende folketal forlænger køen til Skanderborg Museum og gør det svært at få en billet til et stand-up-show i Kulturhuset?

Nej.

Det handler ifølge Tage Nielsen om, at der ofte allerede sidder børn på hver centimeter af bænkene rundt omkring i kommunens omklædningsrum, når et nyt barn gerne vil begynde til fodbold, håndbold eller gymnastik.

Det handler om, at det er svært at få en guitar i hånden under kyndig vejledning, eller at tenorer, sopraner, alter og basser allerede står som sild i en tønde i korene.

Og dét er også et kritisk kulturelt spørgsmål, og når børn og unge ikke kan dyrke idræt eller udfolde sig kreativt, mener Tage Nielsen.

I sidste ende kan det ramme trivslen, siger han.

Med valgdagens snarlige komme, nærmer vores interviewrække med kommunalvalgets spidskandidater sig sin afslutning, og i dette nyhedsbrev kan du både dykke ned i de politiske visioner hos Tage Nielsen og Dansk Folkepartis bud på en kommende borgmester:

Martin Frausing Poulsen.

Allerøverst i hans bunke med politiske prioriteringer ligger en helt anden sag.

En sag, som han er blevet inspireret til at tage fat i efter at have læst en bog, og som han er overbevist om, kan spare den kommunale administration for en masse ligegyldigt arbejde.

I slutningen af denne uge kan du se frem til interviews med tre andre kandidater, der også vil være borgmestre, Frands Fischer (S), Thomas Cordtz (K) og Jens Szabo (V), ligesom vi skal høre SF's spidskandidat, Claus Leick, give sit bud på klimahandling og forsvare sin modstand mod friplejehjem.

I dette nyhedsbrev finder du også vores kandidattest, hvor du kan finde ud af, hvilken kommunalvalgskandidat, der matcher dine holdninger bedst.

Her på SkanderborgLIV ser vi frem til valget med stor spænding, og vi glæder os til at dække det for dig og alle de andre, der læser med.

Hvordan du får mest muligt ud af SkanderborgLIVs dækning på valgdagen, fortæller vi meget mere om i et af de kommende nyhedsbreve.

Og husk til sidst, at du altid kan fange mig på mail på chbli@skanderborgliv.dk eller på telefon 25 45 69 44, hvis du har et tip til en historie.

God læselyst!

Radikal spidskandidat: - At kultur er nice to have og ikke need to have, det er jeg fuldstændig uenig i

Tage Nielsen (RV), KV21. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Kulturpolitikken indtager ganske vist førersædet i Tage Nielsens (RV) politiske visioner for kommunens fremtid, men spørger du ham, hvad det allermest presserende problem lige nu er, ja, så er det - og måske ikke overraskende - to andre konsekvenser af den befolkningstilvækst, jeg indledte nyhedsbrevet med at nævne:

Mangel på pladser til både børn og ældre i kommunens velfærdsinstitutioner.

Hvad vil han så gøre for at løse de to problemer? Jo, byrådet bliver nødt til at forlade sig på en hjælpende hånd fra private kræfter.

Til gengæld er der særligt én idé, som andre partier er meget varme på, som Tage Nielsen ikke støtter som løsning på daginstitutionernes kapacitetsproblemer.

Læs interviewet med Tage Nielsen, Radikales spidskandidat til kommunalvalget, her.

DF's borgmesterbud: - Hvis jeg skulle blive borgmester, vil jeg kigge på, hvordan vi egentlig bruger ressourcerne

Martin Frausing Poulsen, DF (KV21). Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Du skal kunne tælle til 15 for at have et flertal i byrådet i Skanderborg Kommune, og skal du have overblik over borgerlige bud på en ny borgmester, ja, så kan du slippe med at tælle til fire.

Ét af de bud er Martin Frausing Poulsen fra Dansk Folkeparti.

I SkanderborgLIVs interview med ham kan du læse om en politiker, der har læst en bog, som betyder, at han nu læser mulighederne for at trimme den kommunale administration en anelse mere tydeligt, end han gjorde førhen.

Og så kan du læse, hvad han svarer, når vi tester ham på hans holdning om, at "vindmøller hører til på havet". For hvad skal kommunen så gøre for at få den vedvarende energi ud i husstandene, som kan blive vigtig for at nå den ambitiøse klimamålsætning om, at hele kommunens geografiske areal skal være CO2-neutralt i 2050?

Læs interviewet med Martin Frausing Poulsen her.

Motorvejsfrakørsel lukker ad to omgange: Støjgener fire nætter i streg

Motorvejsfrakørslen vil først være lukket i nattetimerne i fire dage, dernæst i fire uger. Grafik: Christian Bæk Lindtoft.

Der er opstået udfordringer i forbindelse med anlæggelsen af 2,9 kilometer støjskærme langs Østjyske Motorvej ved Skanderborg, og derfor bliver frakørselsrampen ved Skanderborg V lukket ad to omgange.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Problemet er, at jorden er så hård, at entreprenøren skal bruge større maskiner end oprindeligt planlagt til at få fundamenterne til støjskærmene ned i jorden, og det vil medføre gener for både trafikanter og naboer.

De maskiner, der nu skal tages i brug, er så store, at de ikke kan holde sig inden for det areal, der lige nu bruges til projektet, og derfor har Vejdirektoratet af sikkerhedsmæssige hensyn valgt at lukke frakørselsrampen ved Skanderborg V (frakørsel 52) i nordgående retning.

Konkret betyder det, at frakørslen vil være spærret for trafik i nattetimerne mellem den 8. og den 12. november - altså fra natten til tirsdag i denne uge og frem til og med natten til fredag.

- I løbet af de fire nætter skal Vejdirektoratets entreprenør have det store grej kørt i stilling for at få rammet fundamenterne i jorden. Det er desværre et støjende arbejde til gene for naboerne i området, skriver Vejdirektoratet, der oplyser, at berørte naboer har modtaget et brev om de omtalte gener.

Den 15. november starter fire uger med totallukning af frakørslen døgnet rundt. I den omgang vil der ikke være støjende arbejde i aften- og nattetimerne, men kun i dagtimerne inden for normal arbejdstid, oplyser Vejdirektoratet.

Få flere informationer om frakørselslukningen i Vejdirektoratets pressemeddelelse, som du finder her.

Ved du ikke, hvem du skal stemme på? Tag SkanderborgLIVs kandidattest

Der er i alt 112 kandidater på valg til kommunalvalget i Skanderborg Kommune i år. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Er du endnu ikke afklaret om, hvem der skal have din stemme den 16. november?

Vores kandidattest er i cirkulation helt frem til valgets afgørelse.

Vi har både en kandidattest til kommunalvalget i Skanderborg Kommune og til regionsrådsvalget i Region Midt.

I de to tests beder vi dig svare på 25 politiske spørgsmål, som vi allerede har givet alle årets kandidater mulighed for at svare på. Ved at sammenligne dine svar med kandidaternes svar, finder vi de kandidater, der ligger tættest på dine politiske holdninger. Efter testen kan du læse kandidaternes uddybende forklaringer på hvert spørgsmål, så du kan finde ud af, om I nu også er helt enige.

Du finder de to tests herunder:

Klik her for at tage kandidattesten til kommunalvalget i Skanderborg Kommune.

Klik her for at tage kandidattesten til regionsrådsvalget i Region Midt

Slutspurt: Tre muligheder for at nå et vælgermøde tilbage

Under torsdagens vælgermøde i Ry-Hallerne var det især spørgsmålet om Knudsø-fredningen, tung trafik i Ry, en ny feriepark på en gammel campingplads og ældreplejen, der blev debatteret. Foto: Bettina Sønderskov.

Med en uge tilbage af kommunalvalgkampen er der nu kun tre større vælgermøder tilbage.

Det er altså nu og de kommende dage, du skal ud af starthullet, hvis du gerne vil have mulighed for at se kandidaterne krydse klinger, før du sætter dig kryds.

Så hvad venter du på? Hop ind og se vores liste over vælgermøder i artiklen her.

Billede af Christian Bæk Lindtoft
Billede af skribentens underskrift Christian Bæk Lindtoft Journalist