Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Elsebeth Søndergaard fra Hørning er blandt de kvinder, som op til årets kommunalvalg er blevet opfordret til at stille op til byrådet. Hun sagde nej tak. Hvorfor hun mener, at hendes tid er bedre brugt i den lokale idrætsforening, og hvordan det ser ud med ligestillingen i byrådet i Skanderborg får du svar på i dagens nyhedsbrev.

Hvorfor stiller Elsebeth ikke op?

Har du nogensinde overvejet at gå ind i lokalpolitik?

Det spørgsmål stillede jeg flere af mine kvindelige bekendte i foråret. På det tidspunkt var kvinder med hjemmeboende børn i høj kurs blandt byrådspolitikere og partiforeninger i Skanderborg Kommune.

Ønsket om at få flere ansigter fra lige netop den befolkningsgruppe på årets valgplakater var så påtrængende, at borgmesteren også ringede til mig.

- Hej. Kender du nogle kvinder, der har lyst til at drikke en kop kaffe med mig og høre lidt om, hvad det vil sige at være byrådspolitiker? Spurgte han.

- Ja, mon ikke, svarede jeg.

Jeg kunne hurtigt komme i tanke om et par kvinder i omgangskredsen, som med deres meningers mod og stærke engagement i lokalsamfundet, ville gøre sig godt i et byråd.

Det viste sig hurtigt, at ingen af dem, var interesserede.

- Næh. Jeg orker ikke den perfide kommunikation, der er omkring politikere. Men kaffe, det gider jeg godt, hvornår har du tid? Var der én, der svarede.

Med udgangspunkt i det svar og med udsigt til et kommunalvalg i Skanderborg Kommune, hvor tre fjerdedele af de opstillede kandidater er mænd, sætter SkanderborgLIV de kommende uger fokus på den skæve kønsfordeling på kandidatlisterne og i byrådet, hvor 8 ud af byrådets 29 medlemmer i dag er kvinder.

Vi begynder med at se på, hvor mange muligheder du har for at sætte kryds ud for en kvindelig byrådskandidat i år.

Svaret er 29.

Det vidner om, at der faktisk er en del kvinder, som er klar til at bruge tid og kræfter på det politiske arbejde i Skanderborg Kommune.

Men.

Når du samtidig kan vælge imellem 83 mandlige kandidater, virker antallet af kvinder på opstillingslisterne pludselig ikke så imponerende mere.

- Vi forsøger ikke at holde kvinderne udenfor. Tværtimod. Der er på tværs af partierne i byrådet et stort ønske om at få flere - især yngre kvinder - ind i byrådet, siger borgmester Frands Fischer (S).

Han forsøgte i foråret selv at få flere kvinder til at overveje at stille op til årets kommunalvalg at invitere dem på en kop kaffe og en snak om lokalpolitik.

- Når vi inden længe skal forny byrådet, synes jeg, at det er væsentligt, at vi får flere repræsentanter fra kommunens børnefamilier med. Isoleret set udgør de den største befolkningsgruppe i Skanderborg Kommune. Derfor har jeg selv brugt meget tid på at opsøge potentielle nye kandidater, men det har - især hvad de yngre kvinder angår - vist sig at være vildt svært. Jeg har drukket ualmindeligt meget kaffe med ualmindeligt mange yngre kvinder. De har været smigrede og interesserede, men er alle endt med at sige nej tak til at stille op, siger borgmesteren.

Hvad kvinderne overfor borgmesteren har begrundet deres afslag med, får du svar på i artikeloversigten længere ned på siden.

Her kan du også møde Elsebeth Søndergaard, som blev opfordret til at stille op til årets byrådsvalg og overvejede det, men endte med at sige nej tak.

Selvom hun er interesseret i politik og tror på, at hun med sin baggrund ville kunne gøre en forskel i byråd, mener hun, at hendes tid er bedre brugt som frivillig i den lokale idrætsforening i Hørning. Her risikerer hun heller ikke - som mange folkevalgte politikere i hendes øjne gør - at blive svinet til på det personlige plan døgnet rundt.

I næste uge får du svar på, hvor meget overvejelserne om tonen i den offentlige debat og tidsforbruget i  byrådet fylder for de kvinder, som i modsætning til Elsebeth Søndergaard har valgt at stille op til årets kommunalvalg.

På SkanderborgLIV har vi nemlig sat gang i en større rundspørge for at blive klogere på kvinder og lokalpolitik i Skanderborg Kommune. I næste uge får du resultaterne af den, og så kan du allerede nu begynde at glæde dig til seriens sidste afsnit.

Her kan du møde den eneste kvindelige borgmester, vi har haft i det område, som vi dag kender som Skanderborg Kommune.

Så stay tuned.

Og tak, fordi du læser med.

- Mit liv er for kort til sure gamle mænd på Facebook

- Min afdøde far fik også verbale tæsk, da han var politiker, men det var på en anden måde. Det tog længere tid at udveksle meninger, og der var en anden form for filter dengang. I dag kan man døgnet rundt skyde løs på vores folkevalgte politikere. Det er blevet meget nemmere at svine folk til på et personligt plan. Det vil jeg ikke byde mig selv.

Ovenstående er én af flere forklaringer på, at Elsebeth Søndergaard fra Hørning ligesom mange andre kvinder synes, at der er flere minusser end plusser ved at være kommunalpolitiker.

Få historien om, hvorfor Elsebeth Søndergaard hellere vil lægge sine kræfter i den lokale idrætsforening end i et byråd her.

Bliver der mon valgt flere kvinder ind i byrådet i år?

Der var fest og glade dage, da Maria Temponeras (Enhl.) blev valgt ind i byrådet i Skanderborg som den ene af ni kvinder i 2017. Siden måtte hun erkende, at hun ikke kunne få timerne til at slå til og give stafetten videre til en mandlig partifælle. Foto: Søren E. Alwan

I 2017 blev der valgt flere kvinder ind i byrådet i Skanderborg Kommune end nogensinde før. Mon det samme sker efter kommunalvalget den 16. november? Hvorfor det kun er sandsynligt, hvis vælgerne ændrer adfærd, og hvad det har med partiernes opstillingslister at gøre, kan du læse om i dagens baggrundsartikel, hvor vi dykker ned i tallene fra de seneste tyve års kommunalvalg i Skanderborg Kommune. Læs artiklen her.

Ja tak til kaffe. Nej tak til politik

Trods mange telefonopkald og kaffeaftaler lykkedes det i foråret ikke Frands Fischer (S) at finde en yngre kvinde eller to, som havde lyst til at stille op til årets kommunalvalg. Foto: Christian Bæk Lindtoft

- Mange bliver smigrede over at blive spurgt. De er også med på at mødes til en kop kaffe og en snak om, hvad det vil sige at være byrådspolitiker. Det er blevet til vildt meget kaffe og mange gode snakke, men hver gang er det endt med et nej tak, siger borgmester Frands Fischer (S).

Han har ligesom flere andre nuværende byrådspolitikere lagt sig i selen for at få flere kvinder til at stille op til årets kommunalvalg. Hvorfor det alligevel kun er lykkes byrådets største parti, Socialdemokratiet, at få tre kvinder på årets  opstillingsliste,giver borgmesteren sit bud på her.

Kompromis på Kvickly-grund: Nye rammer for byggeri på vej

Hvis de nye rammer for Kvickly-grunden i Skanderborg bliver endeligt vedtaget, må der i fremtiden bygges i 4,5 etage ud mod Adelgade, 5,5 etage midt på grunden og 3,5 etage i yderste række ned mod søen. Foto: Bettina Sønderskov

- Rammerne for, hvad der kan bygges på den gamle Kvickly-grund i Skanderborg har været på en lang rejse. Først var der mulighed for at bygge et meget højt hus på grunden, så kom der et ret restriktivt udspil til den nye kommuneplan. Og nu er vi klar til at sende noget, der er ligner et kompromis ud i en fornyet høring.

Med de ord udtrykte byrådsmedlem Anne Heeager (R) under et byrådsmøde onsdag  aften sin tilfredshed med, at byrådet er klar til at kassere et oprindeligt forslag til en ny kommuneplan om, at der på den centrale grund i Skanderborg maksimalt må bygges i 4,5 etage ud mod Adelgade trappende ned mod 2 etager til søen.

Et forslag som ejeren af grunden, Coop Ejendomme, har været stærkt utilfreds med.

Hvis det nye forslag bliver endeligt vedtaget, kan der fortsat bygges i 4,5 etage ud mod Adelgade, imens der midt på den skrånende grund kan bygges i op til 5,5 etager trappende ned mod søen, hvor der kan bygges i 3,5 etagers højde.

- Det lader til, at hele byrådet kan bakke op om de nye rammer for, hvad der kan bygges på grunden i fremtiden. Det glæder mig, for det er en central og vigtig grund at få bygget noget på, som kan bidrage til udviklingen af byens handelsliv, sagde Anne Heeager, hvorefter formanden for kommunens miljø- og planudvalg bad om ordet og tilføjede, at byrådet med indstillingen selvfølgelig holder fast i at forpligte Coop på, at der sammen med de nye boliger skal etableres en ny dagligvarebutik på grunden.

- Forudsætningen for, at vi udvider rammerne for byggeri på grunden, er selvfølgelig, at der udover nye boliger også skal etableres en ny dagligvarebutik, sagde udvalgsformand Claus Leick (SF).

Klik her for at læse om de boligprojekter, som kommunen og Coops udviklingsselskab har drøftet, siden Coop i 2019 lukkede den eksisterende Kvickly-butik på grunden og åbnede en ny SuperBrugsen i den anden ende af Adelgade.

Klik her, hvis du er nysgerrig på, hvad det er for et højhusbyggeri, Anne Heeager hentydede til i byrådssalen.

Klik her for at læse de andre ændringsforslag til kommuneplanen, som byrådet er klar til at sende i høring. (Punkt 201)

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist