Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Karl-Erik Jørgensen (til venstre) har været frivillig i Ry gennem fire årtier, Katrine Korsbjerg (øverst til højre) ser sig nødsaget til at flytte fra Voerladegård, blandt andet på grund af mangel på almene boliger, og Torben Andreassen håber fortsat at spille en rolle for Rys udvikling, selv om han efter årevis som Kvickly-direktør takker af. Foto: Christian Bæk Lindtoft, Bettina Sønderskov

Undskyld, vi ikke ligner os selv

Lad mig sige det helt up front.

Dette nyhedsbrev kommer ikke til at være, som nyhedsbrevene fra SkanderborgLIV plejer at være.

September giver i morgen kalender-depechen videre til oktober, og den lejlighed vil vi gerne benytte til at kaste et blik tilbage på den seneste måneds journalistik fra SkanderborgLIV.

Men har vi da ikke noget nyt at skrive om? Jo - bare rolig. Lørdag i denne uge er vi klar med dugfriske artikler i det første nyhedsbrev i oktober.

I listen i bunden af dette nyhedsbrev har vi pakket et journalistisk september-revue - ikke for at svælge og pille navle - men af to årsager:

For det første for at give dig, der løbende læser med, muligheden for at fange de historier, du måske ikke fik læst, og at give dig, der lige er hoppet med ombord, muligheden at lære os at kende på kort tid. For det andet for at give dig de bedste betingelser for at hjælpe os med at blive bedre til at lave den type journalistik, du og dine medborgere i kommunen synes, har værdi.

Vi kan have nok så mange forkromede forestillinger om, hvad det som journalist er vigtigt, væsentligt og vedkommende at dække. Men det er dig, kære læser, der kan hejse flaget, hvis vi mangler bid eller dybde, hvis du savner indsigt, eller hvis mængden af politikere i vores spalter er for stor, og antallet af mennesker af kød og blod for lavt.

Da vi for fem måneder siden publicerede det første nyhedsbrev fra SkanderborgLIV, besluttede vi os samtidig for at give dig nogle løfter. At give indsigt, at prioritere skarpt i valget af historier og at bedrive både kritisk og konstruktiv journalistik er blot nogle af dem.

Med dette nyhedsbrevs september-overblik sender vi samtidig en appel til at hoppe ind på vores hjemmeside og læse de i alt syv læserløfter. Rammer vi løfterne i bullseye med vores historier, eller trænger vores journalistiske sigtekorn til en kalibrering?

Det vil vi meget gerne vide. Så giv din mening til kende ved at skrive til mig på chbli@skanderborgliv.dk eller giv mig et kald på 25 45 44 69.

Og så til det, det egentlig skal handle om i dag: Tilbageblikket på et udvalg af de historier, vi skrev i september.

Her finder du blandt andet historien om Katrine Korsbjerg, der nødtvunget må flytte fra sin landsby - en almen bolig, som to landsbyorganisationer mener, der er mangel på i kommunens landsbyer, kunne have løst hendes problemer.

Du finder flere historier om en stærk virkelyst i Ry, hvor både frivillige og erhvervsfolk aktivt driver lokalsamfundet fremad, du finder historien om startskuddet til en politisk jagt på endnu en togstation i kommunen - og mange flere.

Til sidst er der blot tilbage at sige et stort tak, fordi du læser med. Hvis du kan lide, hvad du læser, vil vi opfordre dig til at sende dette nyhedsbrev videre til kollegaer, venner og familie, som kunne være interesserede i at læse vores historier.

Er du en af dem, der har fået tilsendt dette nyhedsbrev fra en anden, kan du skrive dig op til vores nyhedsbreve ved at klikke her.

Husk, at du også kan følge os på Facebook, hvor vi løbende deler vores artikler - klik her.

God læselyst!

I Ry skubber de selv udviklingen fremad

Lea Botha, Simon Rønlev, Ole Bech Jensen og Josefine Sandager Katholm er klar til at præsentere en ny vision for byens og erhvervslivets udvikling i Ry under en stor konference på Ry Højskole i oktober.

I Ry lader det til, at der blandt et særligt segment er en ganske veludviklet evne til at omsætte tanker til handling.

Vi besøgte byen, der de seneste årtier er vokset og vokset, og hvor kombinationen af foreninger, borgere, erhvervsliv og sponsorer udgør et stærkt maskineri, som skaber forandringer, hvis bare nogen skovler kul i motoren.

Her mødte vi Rys hårde inderkerne: En lille gruppe mennesker, der på mange måder repræsenterer inkarnationen af lokalt engagement.

Vi portrætterede Torben Andreassen, af de lokale ofte blot kaldt Kvickly-Torben, der efter 22 år som lokal købmand og velgører takker af - men får han sin vilje, bliver det ikke slutfløjtet i hans kamp for at drive Ry fremad.

Senere på måneden vendte vi tilbage til Ry, hvor organisationen Fælles om Ry, kan konstatere, at der - set fra deres perspektiv - ikke er lagt nok planer for byens fremtid i byrådets kommuneplan, der kommer til at diktere udviklingen i kommunen frem mod 2032.

Sammenslutningen af erhvervsfolk, foreninger og kulturinstitutioner forsøger nu at tage skeen i den anden hånd, og i oktober holder de en udviklings- og erhvervskonference med Ry som omdrejningspunkt.

Hvem skal have adgang til at bo i landsbyerne?

Katrine Korsbjerg håber en dag at kunne vende tilbage til Voerladegård sammen med sin familie - gerne i en almen bolig. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Det spørgsmål har hjemme i kernen af et ønske om at få flere almene boliger til Skanderborg Kommunes landsbyer.

Lige nu skal man lede længe efter en almen bolig i landområderne, men landsbyorganisationerne LandsbyForum og Landsbysamvirket mener, at det kan være nøglen til at sikre en mere mangfoldig befolkningssammensætning i de små byer.

I dag er en landsbytilværelse på lange stræk også lig med en husejertilværelse. Kan man ikke købe, ligger fremtiden muligvis i en lejebolig i Skanderborg, Hørning, Stilling, Galten eller Ry.

En af dem, der står midt i det dilemma, er Katrine Korsbjerg. Gennem de seneste fire år har hun og familien boet i to lejeboliger i Voerladegård, men nu ser de sig nødsaget til at flytte væk efter at være raget uklar med udlejer. Havde der været en almen bolig ledig i landsbyen, ville de ikke tøve med at bide til bolle - og det ville de faktisk have gjort allerede for fire år siden, havde de blot haft muligheden. Læs eller genlæs historien om Katrine Korsbjerg her.

Om muligheden kommer i fremtiden er et politisk spørgsmål. Derfor spurgte vi politikerne i byrådets økonomiudvalg, om de bakker op om landsbyønsket om almene boliger, og om de ser en vej frem - men baseret på de politiske udmeldinger ligner det i bedste tilfælde en hullet, bumpende vej fyldt med forhindringer.

Museumsdrøm på Vestermølle fik nyt liv

Jørgen Lund, Vestermølle, Skanderborg. Foto: Bettina Sønderskov

Drømmen var egentlig stækket for formand i Vestermølle Møllelaug, Jørgen Lund Christiansen. Men så tikkede en mail fra to byrådsmedlemmer ind i hans indbakke. Og nu ser det ud til, at der kommer et museum på Vestermølle med en udstilling om Lurpaks ophavsmand, Anders Nielsen.

Det skyldes en enkelt linje i budgetaftalen for kommunens økonomi i perioden 2022-2025, som landede i begyndelsen af september.

I den afsætter partierne 150.000 kr., til at det kommunale aktivitetstilbud i stuehuset på Vestermølle kan blive flyttet til nye lokaler som et led i en større plan for udviklingen af Sølund i Skanderborg.

Det betyder, at de efterlader et tomt stuehus i klassisk romantisk stil fra år 1909 på cirka 400 kvadratmeter, som Vestermølle Møllelaug med egne midler kan gå i gang med at renovere og indrette til et oplevelsesmuseum.

Læs eller genlæs artiklen her.

Byg, byg, byg: 1,1 mia. til anlæg spænder buen hårdt

At nå målsætningerne i DK2020-samarbejdet kommer til at kræve en stor indsats fra både kommunen, borgerne og virksomhederne i Skanderborg, mener SF's formand for Plan- og Miljøudvalget, Claus Leick. Foto: Jysk-Fynske Medier

Som det er med den slags, kastede vi os over netop kommunebudgettet, så snart aftalen blev offentliggjort.

Det er i år en aftale, der spænder buen ekstra hårdt, blandt andet fordi partierne vælger at stikke den helt store pengestøvsuger ned i kommunekassen for at kunne finansiere det enorme behov for nye bygninger til de mange mennesker, der i de kommende år forventes at flytte til kommunen.

Flere børnehave- og vuggestuepladser, flere elever i skolerne, flere ældre på plejehjemmet og et større demografisk tryk på kommunens øvrige institutioner har nemlig fået byrådspolitikerne til at låse ikke mindre en 1,1 milliard kroner i anlæggelsen af nye bygninger.

Læs eller genlæs vores interview med flere af politikerne bag forliget her, eller benyt lejligheden til at hoppe ind og få overblik over indholdet i aftalen her.

Politikere: Befolkningsboom skaber behov for endnu en togstation i kommunen

27 af 29 byrådsmedlemmer står bag ønsket om en ny togstation i Låsby. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De mange flere mennesker, Skanderborg Kommune står til at skulle byde velkommen de kommende år, sætter sig ikke kun spor på anlægsbudgettet. Befolkningsfremskrivningen har på mange måder lagt sig som en fastnaglet dug på det politiske forhandlingsbord og danner direkte eller indirekte bagtæppe for størstedelen af de politiske diskussioner, og det mærker de nu også i Låsby.

Efter at være dykket ned i budgetaftalen fandt vi i en enkelt linje et politisk ønske om en ny togstation i byen, der ligger lige midt på den kommende togforbindelse mellem Aarhus og Silkeborg, som skal stå færdig i 2031.

Det politiske argument lyder fra flere partier, at Låsby om 10 år vil kunne tælle markant flere indbyggere, end de kan i dag, og derfor giver det ikke mening, at toget suser forbi - det skal stoppe i Låsby.

På et endnu ukendt tidspunkt vil partierne bag budgetaftalen derfor begynde at trykke Folketingets transportordførere på maven for at gøde jorden for at skaffe Låsby et togstop.

Læs eller genlæs historien her.

Frem og tilbage på erhvervslisten

Langt de fleste byrådspolitikere ønsker, at Skanderborg Kommune skal være et sted, hvor det er attraktivt at drive privat virksomhed.

Men spørgsmålet, om kommunen er der, hvor den gerne vil være på det område, blev rejst, da Dansk Industris årlige opgørelse over kommunernes erhvervsvenlighed udkom for nogle uger siden.

Her var Skanderborg ganske vist hoppet frem fra en 33.-plads i 2020 til en 19.-plads i år - men for blot få år siden lå kommunen i flere år i træk i top 10, enkelte gange helt oppe i top tre.

Vi spurgte borgmester Frands Fischer (S), hvad han mener, årsagen er - og hvad målsætningen for erhvervsvenlighed skal være de kommende år.

Læs eller genlæs artiklen her.

Billede af Christian Bæk Lindtoft
Billede af skribentens underskrift Christian Bæk Lindtoft Journalist