Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Riget tilhører dem, der orker

Trods store udfordringer med at få pengene til at slå til i Skanderborg Kommune de kommende år, bliver der også råd til nye kultur-og fritidstilbud.

Det skyldes i høj grad alle de aktive borgere og foreninger, som selv er gået i gang med at udvikle nye tilbud, hvorefter de er gået på jagt efter penge andre steder end i kommunekassen.

Da byrådets nye Budgetaftale 2022-25, blev præsenteret tidligere på ugen, lagde politikerne hverken skjul på, at de er taknemmelige for hjælpen eller at de får brug for mere hjælp i fremtiden.

- Mange borgere har gjort en kæmpe indsats for at udvikle projekter og rejse penge, så jeg er glad for, at vi fra kommunens side kan tilgodese flere af projekterne de kommende år. Riget tilhører dem, der orker. Når vi kan gøre tingene sammen på den her måde, kan vi få realiseret endnu flere projekter, sagde Venstres Jens Szabo.

Han hentydede til den liste over kultur- og fritidsprojekter som et nyt trailcenter på Fælleden, udbygning af Låsby Hallen og en ny multipark i Skanderborg, som med i den nye budgetaftale. Her bidrager kommunen med millionbeløb under forudsætning af, at der lokalt kan findes ekstern finansiering.

- Når kommunen går mere og mere ind i krone-til-krone projekter, hvor vi sammen med borgere og foreninger udvikler projekter, er det noget, der er kommet for at blive. Det stiller krav til os. Vi skal blive endnu bedre til at gå i dialog med borgerne om projekterne og hjælpe dem på vej. Det stiller også krav til borgerne, når vi på den måde piller ved den traditionelle forståelse af "os og dem oppe på kommunen,"supplerede borgmester Frands Fischer (S).

I dagens nyhedsbrev får du et par eksempler på, hvordan kommunen uden at betale for hele gildet, vil hjælpe nye kultur- og fritidstilbud på vej de kommende år.

Her fortæller Anne Heeager (R), som både er byrådspolitiker og medlem af foreningen Skanderborgs Aktive Mil på, hvad det betyder, at kommunen nu har givet tilsagn om at bidrage med tre millioner kroner til en ny multipark i Skanderborg.

Du kan også møde Jørgen Lund Christiansen fra Vestermølle Møllelaug, som ikke har fået et par millioner af kommunen til at skabe et nyt oplevelsesmuseum i Skanderborg med Anders Nielsen og betydning for udviklingen af det danske landbrug som omdrejningspunkt.

Hvorfor han alligevel er en glad mand og har lyst til at rose politikerne for, at de med den nye budgetaftale har hjulpet projektet på vej uden at stå med en stor pose penge i hånden, kan du få svar på længere nede i dagens nyhedsbrev.

Det er alt sammen meget godt, men hvad med dem, der ikke synes, at det er så let at organisere sig og ikke aner, hvordan man henter kæmpedonationer hjem til et nyt kunstgræs-anlæg, en petanquebane eller en skatepark?

Jeg har spurgt politikerne bag aftalen, om vi risikerer, at kommunens nye kultur- og fritidstilbud bliver skævt fordelt, hvis "riget kun tilhører dem, der kan og orker."

- Geografisk synes jeg, at vi kommer rundt i hele kommunen i den her budgetaftale, men jo, det er der en risiko for. Måske sidder der nogle derude lige nu og spørger sig selv: Hvorfor får alle de andre? Hvad kan vi gøre for at komme i gang med at realisere et projekt? Svarede Tage Nielsen (R), som er formand for kommunens kulturudvalg.

Han tilføjede, at kommunen derfor netop har ansat en ny borgerrådgiver, som skal hjælpe med ligestillingen på det område i fremtiden.

Borgerrådgiveren skal blandt andet hjælpe lokale projektmagere med at få overblik over mulighederne for at søge fonde og få kommunal medfinansiering. Politikernes tanke med rådgiveren var i første omgang, at vedkommende primært skulle hjælpe projekter i landsbyerne på vej, men opgaven er siden blevet udvidet.

- Det er nok ikke altid så nemt for beboerne i vores større byer at finde sammen om projekter og organisere sig. De møder ikke hinanden hver dag nede hos købmanden, som man måske gør i landsbyerne. Derfor skal rådgiveren også hjælpe projekter i gang i de større byer. Mulighederne er der, og mange når i mål med deres projekter. Vi skal bare have endnu flere til at byde ind,  lød det fra byrådsmedlem, Claus Leick (SF).

Med det politiske ønske bevæger vi os videre til et andet politisk ønske. Nemlig ønsket om at sætte en stopper for flere år med ualmindeligt mange indbrud i biler på en parkeringsplads ved Skanderborg Station.

Hvordan det går med den sag, kan du læse om nederst i dagens nyhedsbrev. Her finder du også svarene på en række spørgsmål, som jeg må indrømme, at jeg ikke kunne svare på før i dag.

Hvem var Anders Nielsen? Hvad lavede han i Skanderborg, og hvorfor var han så vigtig for udviklingen af landbruget i Danmark, at Vestermølles ildsjæle vil bruge millioner på et nyt oplevelsesmuseum med ham som omdrejningspunkt?

Har du heller ikke styr på den historie, så find svaret nedenfor.

Det var ordene for i dag.

Har du kommentarer til dagens emnevalg, tips til nye historier og andre inputs kan du skrive direkte til mig på besok@skanderborgliv.dk eller finde SkanderborgLIV på facebook og kontakte os dér.

Del endelig mailen med naboer, venner og kolleger, hvis du synes, at de skal have mulighed for at læse med.

Hvis du er én af dem, som har fået tilsendt dagens nyhedsbrev af en ven, kan du tilmelde dig kommende nyhedsbreve ved at klikke her.

Tak fordi, du læser med.

Hurra, nu lever drømmen om et nyt museum igen

Jørgen Lund, Vestermølle, Skanderborg. Foto: Bettina Sønderskov

En ny budgetaftale baner vej for et nyt museum på Vestermølle, som strandede, da Fredningsnævnet sagde nej til at opføre en ny bygning på stedet. Hvad det betyder, at der er politisk stemning for at flytte et kommunalt tilbud fra Vestermølles stuehus til Sølund, kan du læse om her. 

Tre millioner fra kommunen til ny multipark

Skanderborgs Aktive Mil

- Det første arbejde med at rejse penge er megatungt. Folk vil jo gerne have en garanti for, at det bliver til noget. Det kan være svært at virke overbevisende i begyndelsen, hvor man jo ikke har de store donationer på hånden, men vi har været gode til at holde gejsten oppe hos hinanden.

Med de ord beskriver Anne Heeager (t.v.) det frivillige arbejde som fundraiser på en ny multipark i Skanderborg. Før sommerferien fik hun en kæk bemærkning med fra den lokale vinhandler, da hun sammen med Katrine Ringgaard (t.h) samlede gevinster ind til et tombola. Op med humøret. Det skal nok gå, sagde han. Og ja mon ikke. Nu har foreningen bag legepladsen fået tilsagn om medfinansiering på tre millioner kroner fra Skanderborg Kommune. Hvad det betyder, får du svar på her.

Hvem var han, og hvorfor kan vi takke ham for Lurpak?

Foto: Privat

Anders Nielsen fra Svejstrup Østergaard ved Alken var med til at revolutionere dansk landbrug - og så var han stærkt medvirkende til at skabe et af nutidens største danske brands - Lurpak smør. Bliv klogere på manden, som 93 år efter sin død, i denne uge fik sin egen linje i byrådets Budgetaftale 2022-25.

Politikere skrider til handling, hvis overvågning trækker ud

Knuste ruder er ikke et særsyn på parkeringspladsen ved Skanderborg Station. Foto: Christian Bæk Lindtoft

DSB vil vente med overvågning på en parkeringsplads bag Ladegårdsbakken ved Skanderborg Station, men byrådspolitikerne er klar til at handle, hvis projektet med at få kameraer op på den indbrudsplagede parkeringsplads trækker i langdrag. Få en status på den seneste udvikling i sagen her.

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist