Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Daniel Holm på 28 er en af de unge kandidater, der håber på at snuppe en plads i byrådet i Skanderborg til november. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Én veteran, to håb og tre punktummer

Mens nedtællingen til efterårets kommunalvalg nu for alvor kan tage sin begyndelse - forleden var der blot 100 dage til valgdagen den 16. november - er der ikke flere ansigter at tælle i SkanderborgLIVs serie om unge kandidater, der stiller op til selvsamme valg.

Vi slår med dette nyhedsbrev sløjfe på serien, og det gør vi med endnu to kommunalvalgshåb - 28-årige Martin Dybdahl Andersen (S) og 29-årige Daniel Holm (DF) - og en enkelt veteran.

Veteranstatus betyder i denne sammenhæng, at man rent faktisk lykkedes med at komme i byrådet som ung kandidat - hvilket, som vi har nævnt flere gange i løbet af serien, hører til de absolutte sjældenheder, når man er yngre end 30 år.

Men det lykkedes for Maria Baagøe Bové, der i 2013 som blot 19-årig blev valgt ind som byrådsmedlem i Skanderborg for Radikal Venstre. Dermed er hun én af de tre under 30 år, der er kommet i byrådet her i kommunen siden 2005 og i løbet af fire valg.

Hendes valgsucces skyldtes blandt andet, at hun var villig til at sætte sit normale ungdomsliv fuldkommen på pause. Et offer, der kræves, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at blive valgt, fortæller hun. Og dedikationen til det politiske hverv opretholdt hun, mens hun sad i byrådet, selv om hun ved siden af tog en kommunikationsuddannelse i Aarhus.

Men selvsamme uddannelse endte også med at stikke en kæp i hjulet på rollen som byrådspolitiker, halvandet år før valgperioden udløb. Hun stoppede i byrådet. Og det er stadig i dag den sværeste beslutning, hun har truffet, fortæller hun.

Hvorfor hun alligevel endte med at træffe det valg, kan du læse i vores interview med hende, som du finder et link til længere nede i nyhedsbrevet her. Men det er ikke den eneste grund til at læse det - du kan også høre hende forklare, hvorfor og hvordan det kommunale system bør ændres, så andre end pensionister og folk med meget fritid kan vie deres liv til kommunalpolitik.

Således bliver de tre mennesker, vi har med i dagens nyhedsbrev de tre sidste punktummer for vores serie om Skanderborgs unge byrådskandidater. At det er lige præcis tre punktummer har faktisk sin egen selvstændige pointe. Som de fleste, der kan læse vil vide, efterfølges tre punktummer oftest af en kort pause, før flere ord følger. Således også her - for mens én serie om kommunalvalget lukkes ned, trækker vi kortvarigt vejret, før vi lige om lidt begynder at dykke ned i den egentlige valgkamp.

I spørgsmålene om, hvad der er på spil for Skanderborg Kommune, for borgerne i både landsbyer og byer, for skolebørn, for modtagere af kommunens velfærd, for børnefamilierne, for kulturlivet og for de erhvervsdrivende, når politikerne om lidt rammer Adelgade med flyers i hænderne. I spørgsmålet: Hvordan skal Skanderborg Kommune udvikle sig de kommende fire år?

Og lige præcis den slags spørgsmål vil vi mægtig gerne høre dine bud på, kære læser. Så når du læser dette nyhedsbrev, kan du jo passende løfte blikket fra mobil-, tablet- eller computerskærmen og spørge din kollega, din ven, din ægtefælle, din bror, din søster, dine børn eller den anden borger, der venter på bussen sammen med dig: Hvad er egentlig vigtigt for dig, at kommunen for alvor får sat fokus på?

Så er debatten i gang - og har du lyst til at dele resultatet af den politiske ordveksling med os, skal du endelig ikke holde dig tilbage. Vi er altid optaget af at vide, hvad der optager dig. Skriv til mig på chbli@skanderborgliv.dk og fortæl mig og SkanderborgLIVs anden halvdel, Bettina Sønderskov, hvor vi gør klogt i at stille skarpt i vores dækning af kommunalvalget.

Tilbage er der blot at sige god læselyst og god tirsdag.

Hvis du kan lide, hvad du læser, må du endelig tippe venner, familie og bekendte om SkanderborgLIVs nyhedsbreve. Er der noget, vi kan gøre bedre, er du altid velkommen til at skrive til mig på chbli@skanderborgliv.dk.

Husk, at du også kan følge os på Facebook, hvor vi løbende deler vores historie om kommunen, dens borgere og deres liv. Du finder os ved at klikke her.

Billede af Christian Bæk Lindtoft
Billede af skribentens underskrift Christian Bæk Lindtoft Journalist

- Nu kan det godt være, at jeg lyder lidt højrøvet, men nej, det synes jeg faktisk ikke, at de har

Martin Dybdahl Andersen stiller op for Socialdemokratiet til efterårets kommunalvalg. I 2017 fik han 70 stemmer, men lærepengene fra dengang skal bruges konstruktivt nu, mener han. Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Sådan svarede 28-årige Martin Dybdahl Andersen fra Socialdemokratiet, da vi forsøgte at finde svar hos ham på, hvorfor flere ældre end unge bliver valgt til byrådet i Skanderborg. Det gjorde vi med spørgsmålet: har de ældre kandidater ganske enkelt nogle kvaliteter, de unge ikke har?

Men det afviser Martin Dybdahl Andersen, der for anden gang forsøger at blive valgt, altså pure. I 2013 gik den ikke, men i 2021 skal hans fire år gamle lærepenge give fuld valgvaluta, fortæller han.

Læs om en helt særlig politisk vækkelse, om fælles front blandt ungdomskandidaterne og meget andet i vores interview med den unge socialdemokrat her.

Unge kandidaters mangel på erfaring er en misforståelse

Daniel Holm, 28 år, føler, at den vanlige kritik om manglende erfaring kan have en vis berettigelse, når det handler om unge kandidater. Bare ikke i hans eget tilfælde. Til efteråret stiller han for anden gang op til kommunalvalg for Dansk Folkeparti i Skanderborg. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Alligevel er det ofte den kritik de enten møder eller regner med at møde fra de ældre vælgersegmenter.

- Hvorfor skulle jeg stemme på en, der lige er gået ud af gymnasiet, ikke har haft et rigtigt arbejde og ikke kan sætte sig ind i min generations prioriteter? 

Sådan kunne det typisk lyde, men sådan er det ikke altid, siger Daniel Holm på 29 år, der stiller op for Dansk Folkeparti. I hvert fald er han selv levende bevis på, at alder og erfaring ikke altid er gensidigt afhængige størrelser: Med 12 år på arbejdsmarkedet og jobs i bagagen, han mener, andre ikke ville kunne holde til, giver han ikke meget for den næsten klassiske anke mod de unge kandidaters erfaring.

Læs interviewet med Daniel Holm her.

Kan man gentænke det kommunale system?

Maria Baagøe Bove

Varetagelsen af hvervet som byrådspolitiker er ganske enkelt ikke designet til, at man skal have gang i uddannelse og sideløbende karriereprojekter, mens man sidder i byrådet. Det er én blandt flere erkendelser, Maria Baagøe Bové er nået til, siden hun i 2016 stoppede i byrådet før tid. En beslutning hun traf, fordi hendes uddannelses krav om fuldtidspraktik ikke harmonerede med byrådsarbejdet. Netop det at jonglere med uddannelse på sidelinjen er en udfordring i forhold til at sikre et byråd med stor diversitet, herunder med flere unge, mener Maria Baagøe Bové, der selv blev valgt ind som 19-årig i 2013.

Læs interviewet med hende og hør hendes bud på en løsning her.