Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Hvor hot er Skanderborgs berømte maskot?

- Alle de hårde ting, der er ved at være inde i skovtrolden Walther. At det er sindssygt varmt. At man næsten er blind. At folk basker til hovedet, så man tror det falder af, når de vil kramme og tage selfies. At der er hænder over det hele på Walthers intime steder. At man må have sikkerhedsvagter med rundt på festivalpladsen om aftenen for ikke at blive væltet omkuld af fulde folk.  Det hele opvejes af al den kærlighed, man bliver mødt af. Man står bare inde bag Walthers store hoved under bøgetræerne i Skanderborg og storsmiler, selvom ingen kan se det.

Med de ord blev jeg introduceret til en af de særlige arbejdsopgaver, som frivillige på Smukfest tager sig af, da jeg i denne uge var forbi Småfest i Skovlunden i Skanderborg. Selvom der kun blev lukket 1000 gæster ind til dagens endagsarrangement, lignede Smukfest på mange måder sig selv.

Det var der, at dømme efter kommentarerne fra de få festivalgæster, som havde sikret sig en billet, mange der var glade for.

- Walther. Gamle dreng. Hvor er det godt at se dig. Jeg har sådan savnet dig og Smukfest, udbrød en glad festivaldeltager, idet han gav den gamle festivalmaskot et kæmpekram, før han satte kursen mod pladsens eneste Vodka Juice bar.

Hvor varmt, der er inde i skovtrolden Walther. Hvordan man forbereder sig på en medhjælpertjans inde i Skanderborgs ombejlede festivalmaskot, og hvordan Walther-figuren har fået en rennaisance under og efter festivalens 40-års jubilæum i 2019, kan du læse om i dagens nyhedsbrev.

Her kan du også møde Trine Teglholm, som kun lige nåede at lande i sit nye job som HR-chef på Smukfest, før coronapandemien vendte op og ned på alt i organisationen. Hvordan det var, og hvilket spørgsmål hun er mest overrasket over at blive mødt af igen og igen, når hun fortæller folk, at hun arbejder for Smukfest, kan du også læse om.

Nederst i nyhedsbrevet finder du et par korte nyheder om, hvad verdens største musikfestival for udviklingshæmmede går og pusler med, og hvordan du lige nu har mulighed for at blande dig i planerne om et nyt hotelbyggeri ved Himmelbjerget.

Som altid vil jeg opfordre dig til at dele nyhedsbrevet her med andre, der kan have interesse i at læse med og følge vores dækning af livet i Skanderborg Kommune.  Husk også, at du altid er velkommen til at sende ris, ros og inputs til andre historier til besok@skanderborgliv.dk.

Det var ordene for i dag.

Nu drøner jeg ud og spreder et læs træflis ud på garagegulvet, beklæder bordtennisbordet med rød-hvide tern og finder et par bøgegrene, som jeg kan hænge de sidste lyskæder op i, før vi også er klar til vores egen lillebitte Småfest i privaten.

Inden da vil jeg ønske dig en rigtig god weekend. Husk at nyde den, før hverdagen for alvor banker på i næste uge.

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist

Hun sveder for at holde liv i Skanderborgs berømte maskot

Therese Kelstrup er formand for det hold, der styrer FestiWalthers kalender og krop. Foto: Bettina Sønderskov

- En overgang var der nok nogle, der syntes, at Smukfest var blevet lidt for big business til at have sådan en skovtrold rendende. Men han fik heldigvis en revival i 2019. Vi kan i den grad mærke, at folk stadig godt gider ham, så vi sveder gerne, siger Therese Kelstrup.

Hun  har siden 2019 været formand for et nyt medhjælperhold, som styrer Walthers kalender og krop. Hvad det kræver, og hvor vildt og varmt det er at være Walther på en festivalplads, kan du blive klogere på her. 

Ny HR-chef på Smukfest: Det har været en vanvittig opstart

Det blev en tand mere spændende og uforudsigeligt at stå for HR på Smukfest, end Trine Teglholm havde forestillet sig, da hun blev ansat tre måneder før coronapandemien for alvor tog fart.Foto: Bettina Sønderskov

Trine Teglhus nåede lige at lande i jobbet som HR-Chef på Smukfest, før coronapandemien vendte op og ned på alt. Siden da har hun og direktionen mest af alt haft fokus på at holde modet oppe blandt festivalens 40 ansatte og at bevare engagementet blandt de 16.000 frivillige.

- Om vi har fået alle de frivillige med, ved vi reelt ikke, før vi står der til næste år og igen får brug for at løfte sammen i stor flok, når vi forhåbentlig skal holde en "rigtig" Smukfest for første gang i tre år, siger hun.

Læs hele interviewet med Trine Teglhus her.

Mød udviklerne bag nyt Hotel Julsø og deltag i dialogen

En nyfortolkning af det gamle traktørsted "Hotel Julsø" i form af et moderne hotel i fire etager er på vej. På onsdag kan du blive klogere på planerne og deltage i dialogen om det kommende hotelbyggeri ved Himmelbjerget. Illustration: E+N Arkitektur.

På onsdag den 12. august har du mulighed for at møde udviklerne bag et nyt Hotel Julsø ved Himmelbergets fod og høre mere om tankerne bag det omfattende projekt med den unikke placering. Dialogmødet er et led i kommunens såkaldte foroffentlighedsfase, hvor alle lige nu et inviteret med på råd, før lokalplanlægningen af det nye Hotel Julsø kan gå i gang. Foroffentlighedsfasen løber frem til den 26. august, og under mødet på onsdag er der mulighed for, at komme med inputs til alt fra det nye hotels udseende, oplevelsen ved ankomsten til Himmelbjerget, trafikafviklingen og hensynet til de omgivende natur. Mødet bliver holdt på Himmelbjerggården, og for at deltage skal du senest den 11. august klokken 12 tilmelde dig via kommunens hjemmeside. Hvilken tegning byrådet har kastet deres kærlighed på, og hvorfor den før sommerferien blev sendt tilbage til tegnebrættet, kan du læse om her.

Billetter til "mini" Sølund-festival revet væk på seks minutter

650 billetter blev solgt på seks minutter. Nu glæder arrangørerne af Sølund Musik Festival sig til at se en del af deres trofaste publikum igen efter to år med aflyste festivaler. Foto: Morten Pape

Under overskriften "Festlig Fredag – Det bli'r godt igen" satte Sølund Musik Festival den 6. juli 650 billetter til et endagsarrangement med blandt andre Kandis og L.I.G.A til salg. Efter seks minutter var alt udsolgt. Det betyder, at Landsbyen Sølund fredag den 3. september igen kommer til at danne rammen om en festlig dag for fysisk og psykisk udviklingshæmmede og deres hjælpere.

-Vi er dybt berørte og lykkelige over den opbakning, vi altid får af vores særdeles trofaste publikum. Samtidig bekræfter det lynhurtige billetsalg det, som vi hele tiden har sagt. At coronapandemien har ramt vores gæster ekstremt hårdt. De er virkelig blevet isoleret, og har siddet på deres værelser, i deres lejligheder og "gjort ingenting."En stor del af vores gæster har ikke styrken til at aktivere sig selv. Derfor har vi et stort ansvar for at skabe noget liv, fest og farver og signalere, at det hele bliver godt igen, siger festivalleder, Lasse Mortensen.

Da årets Sølund Musik Festival, som er verdens største af sin slags, blev aflyst i juni, talte vi med Lasse Mortensen om, hvorfor lige netop den festival, er så vigtig. Den artikel kan du finde her.