Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Bettina Sønderskov

Ny plan for tog og veje skaber håb i Skanderborg


Sommerferien står for døren, og vi er mange som lige skal have afsluttet de sidste opgaver, før vi kan klappe låget på laptoppen i og trække stikket. Mandag fik politikerne i Folketinget med aftalen om den nye Infrastrukturplan 2035 sat et flueben ud for én af de helt store arbejdsopgaver, der skulle løses før ferien.

Hvad den store forkromede plan for de kommende års investeringer i veje, togbaner og cykelstier kan komme til at betyde for din hverdag i Skanderborg Kommune, har vi på SkanderborgLIV talt med borgmester Frands Fischer (S) om.

Hvorfor han også er glad for det, der IKKE står noget om i infrastrukturplanen, og hvorfor han kalder aftalen for en god nyhed for Skanderborg med et skår i glæden, kan du læse om her.

Skåret i borgmesterens glæde over den nye infrastrukturplan er en omdiskuteret sydlig linjeføring af en strækning motortrafikvej henover et naturplateau i den del af kommunen, som grænser op til Favrskov Kommune. Her har landsbyboere på begge sider af kommunegrænsen i månedsvis kæmpet en indædt kamp for at få et flertal i Folketinget til at bakke op, om at der skal laves VVM-undersøgelser af alternative linjeføringer og ikke kun af den linjeføring, som borgmesteren i nabokommunen Favrskov har foreslået.

Argumenterne er ikke blevet hørt, selvom de både har råbt højt og i kor med det samlede byråd i Skanderborg Kommune.

Hvorfor landsbyboerne ikke mener, at slaget er tabt endnu, fordi vejanlægget er ét af de allersidste punkter i tidsplanen, og hvorfor de nu har tænkt sig at hyre professionel hjælp til at klassificere og kortlægge naturen i området, kan du læse mere om her.

I dag kan vi på SkanderborgLIV også sætte flueben ud for én af de helt store opgaver, som vi skulle nå i mål med før sommerferien. Vi er i dag - som du måske allerede har bemærket - gået i luften med et nyt og mere brugervenligt SkanderborgLIV site.

Her kan du nemt navigere rundt i de nyhedsbreve, vi har sendt ud, siden vi gik i luften den 7. maj. Det er også her, at du som ny læser på SkanderborgLIV, kan få en idé om, hvad du har skrevet dig op til, og hvad vi har skrevet om, før vi fik dig med ombord.

Brug endelig sommerferien til at dykke ned i tidligere nyhedsbreve. Og giv os et praj, hvis du synes, at der er vigtige temaer, som vi har glemt at dække.

Lokal nyhedsbrevs-journalistik er nyt for mange. Derfor vil vi også gerne høre fra dig, der har ris, ros eller idéer til måden, vi laver og sender vores lokaljournalistik ud til dig på. Skriv til besok@skanderborgliv.dk.

Og så må du da også gerne lige hjælpe os med at sprede ordet om det nye SkanderborgLIV ved at sende den her mail videre til andre i din omgangskreds, som interesserer sig for livet i Skanderborg Kommune.

Og nu til det korte nyhedsoverblik.

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist

Fem små men vigtige fester udsolgt på 18 minutter

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

På bare 18 minutter blev 5000 billetter til fem endagsarrangementer arrangeret af Smukfest revet væk onsdag formiddag. Småfesterne får ifølge Smukfest-talsmand, Søren Eskildsen, stor betydning for fællesskabet blandt de frivillige sommeren over. Læs hvordan, og hvad de frivillige allerede nu er i gang med at bygge i Bøgeskoven her.

- Som jeg ser det, er Hasselager-Hovedgård lagt i dybfryseren

Frands Fischer (S), borgmester, Skanderborg Kommune. Pressefoto

- Timedriftmodellen og Hasselager-Hovedgård-forbindelsen, som i flere år har skabt bekymring i Skanderborg, er ikke nævnt med et ord i Infrastrukturplan 2035. Det kan jeg kun tolke sådan, at projektet indtil videre er lagt i dybfryseren. Jeg er optimist og mener, at vi med den her Infrastrukturplan får mere tid til at argumentere for, at Skanderborg fortsat skal være det naturlige trafikknudepunkt for indbyggerne i den sydlige del af Aarhus Kommune - sådan som vi jo også er det i dag.

Bliv klogere på, hvorfor borgmester Frands Fischer (S) synes, at den nye Infrastrukturplan 2035 overordnet set er en god aftale for Skanderborg Kommune.

- Nu hyrer vi en professionel og kortlægger naturen

Foto: Bettina Sønderskov

Selvom landsbyboerne i den nordlige ende af kommunen ikke kom igennem med deres ønske om at få undersøgt alternative linjeføringer af en ny motortrafikvej i den nordlige ende af kommunen, mener de ikke, at slaget er tabt endnu. Læs hvorfor, og hvad de har tænkt sig at gøre som det første, når de har holdt en tiltrængt sommerferie.

Skanderborgs Ansigter: Tak til en lycraklædt medborger

På Slotsholmen i baggrunden fik Sarah Elisabeth Rasmussen det under sin maratontræning dårligt og måtte ud i vejkanten - men hjælpen kom, da en racercykel klodsede bremserne. Foto: Christian Bæk Lindtoft

I dagens afsnit af mini-portrætserien Skanderborgs Ansigter kan du møde Sarah Elisabeth Rasmussen, som sætter pris på det gode medborgerskab i Skanderborg. Da hun for nylig blev dårlig under en cykeltur og måtte sætte sig ned ved Slotskirken i Skanderborg, gik der ikke mange minutter, før hun fik hjælp af én af de medborgere, som vi ofte møder på landevejen (og måske sommetider bliver en lille smule irriterede på ;-)).

- Jeg ved godt, at der kan være lidt fordomme om mænd i lycra på racercykler ude på landevejen, men de kan også noget. Jeg har før oplevet det selv, når jeg løber langt, at der opstår en eller anden form for fællesskab og hjælpsomhed, siger Sarah Elisabeth Rasmussen.

Læs mere om Sarahs oplevelse af medborgerskabet i Skanderborg her.