Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Det er dette bud fra E+N Arkitektur, byrådet har besluttet at gå videre med. Foto: Screendump, materiale fra E+N Arkitektur.

Fire blev til én - men det er ikke slut endnu


(OBS: Da vi oprindeligt udsendte dette nyhedsbrev klokken 18.00 tirsdag d. 22. juni, manglede der links til artiklerne i vores overblik. De er tilføjet i dette nyhedsbrev. Vi beklager fejlen)

Velkommen til denne tirsdags nyhedsbrev fra SkanderborgLIV.

Det er begyndelsen på enden for en periode med stor tvivl om fremtiden, der så småt begynder at tage form for ejerne af det nedbrændte Hotel Julsø.

Fire bud på et nyt hotel er blevet lagt frem, tre er blevet forkastet, og nu står ejerne, investorerne og byrådet i Skanderborg tilbage med ét projekt, som alle er enige om at kaste deres kærlighed på.

Men arbejdet er så langt fra færdigt. Både medlemmer af kommunens økonomiudvalg, ejeren Kristina Ceravolo og Danmarks Naturfredningsforening vil have det udvalgte bud tilbage på tegnebrættet. For selv om buddet fra E+N Arkitektur var det bedste, er det ifølge parterne ikke perfekt, og flere af de afviste projekter har budt på idéer, der stadig kan komme til at spille en rolle.

Og så er der lige det forhold, at det gamle Hotel Julsø blev bygget, længe før der var noget, der hed søbeskyttelseslinjer. Derfor ligger byggegrunden til det kommende hotel principielt i en zone, hvor der ifølge loven skal gives dispensation for at bygge, fordi det risikerer at påvirke plante- og dyreliv negativt.

Alle de perspektiver på sagen om det kommende Hotel Julsø for foden af Himmelbjerget får du belyst i den historie, vi har placeret i toppen af denne tirsdags nyhedsbrev.

Men vi er ikke helt færdige med Hotel Julsø, når du har læst dén.

Byrådspolitikerne er nemlig så ivrige for at genetablere hotellet i den smukke natur ved Julsø, at de vælger at behandle den som en erhvervssag. Og dét betyder, at den kommer til at nyde fremme på bekostning af to boligprojekter i kommunens landområder.

Det er ærgerligt, siger Venstre, men den beslutning har økonomiudvalget taget med åbne øjne og står fuldt og helt på mål for den.

Mens valget af et skitseprojekt til et kommende Hotel Julsø som sagt er begyndelsen på enden for en usikker periode for ejer Kristina Ceravolo, tager andre hul på en helt ny begyndelse:

I dagens nyhedsbrev kan du læse SkanderborgLIV's interview med den nyudnævnte cheftræner for Skanderborg Aarhus Håndbold, Nick Rasmussen. Klubben blev til i en sammensmeltning forårsaget af en nedsmeltning. Aarhus Håndbold måtte tidligt i foråret indse, at der ikke var mere luft i håndboldforretningen og gik konkurs, hvorefter Skanderborg Håndbold valgte at fusionere med Aarhus-klubben.

Når den nye sæson banker på døren til september, bliver det med to hjemmebaner og en fanbase spaltet mellem to byer - læs, hvordan Nick Rasmussen forventer, at det skal blive en succes i interviewet længere nede i nyhedsbrevet.

Til sidst i nyhedsbrevet er det endnu en gang blevet tid til vores løbende portrætserie: Skanderborgs Ansigter.

Tilbage er der blot at sige god læselyst. Og husk, at hvis du har tips til historier eller sager, vi bør se nærmere på, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at kontakte os. Du fanger mig på chbli@skanderborgliv.dk.

Husk også, at vi inviterer til åbent læsermøde på vores redaktion tirsdag den 29. juni fra 16.30 til 17.45 i vores kontorfællesskab, ByMakers, som ligger på Godthåbsvej 27, 1. sal, 8660 Skanderborg. Vi byder på en lille forfriskning, og vi håber meget på at se dig og andre interesserede læsere! Meld dig til på mail til besok@skanderborgliv.dk.

Og før jeg lader dig gå i krig med vores historier, vil jeg også lige benytte lejligheden til at give dig et venligt puf i retning af vores Facebook-side, hvor vi løbende deler vores historier om Skanderborg og opland. Den finder du her.

Er dette nyhedsbrev landet i din indbakke, fordi en ven, kollega eller et familiemedlem har sendt det til dig, kan du altid selv tilmelde dig ved at klikke lige her.

Rigtig god tirsdag!

Billede af Christian Bæk Lindtoft
Billede af skribentens underskrift Christian Bæk Lindtoft Journalist

Byrådet har kastet deres kærlighed på én tegning til et nyt Hotel Julsø - men den skal tilbage på tegnebrættet

Sådan så det oprindelige Hotel Julsø ud, før det forsvandt i flammerne i februar 2020. Dengang ragede det ikke højere op end stueplan, men alle forslag til et nyt hotel har rummet flere etager. Også det, der ryger videre til høringsfasen - det ud over stueetagen en førstesal, andensal og tredjesal. Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier

Der er blevet vendt en vigtig side i sagaen om Hotel Julsøs genfødsel. Ét projekt er blevet udvalgt af kommunens økonomiudvalg, og hotelejer Kristina Ceravolo glæder sig over at kunne se fremad mod noget mere konkret. Men hvor konkret er det i virkeligheden?

Det er ikke sådan lige til at afgøre. For både Venstre, Socialdemokratiet, Danmarks Naturfredningsforening og Ceravolo mener ikke, at det udvalgte projekt viser vejen frem i sin nuværende form.

Hvilke ændringer de ønsker, hvilket projekt der er blevet valgt og hvorfor, kan du læse i denne historie, hvor vi også stiller skarpt på spørgsmålet om, hvorvidt der skal gives det, Venstre kalder "en ret alvorlig dispensation", fordi hotellet kommer til at ligge dybt inde i et område, der principielt er beskyttet af loven.

Og så kan du selvfølgelig også se billeder af det projekt, der er gået videre, samt af de tre andre.

Lokalpolitisk iver efter nyt hotel bremser boligbyggeri

Sådan så det ud, da Hotel Julsø brændte ned til grunden den 28. februar 2020. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Det er egentlig ikke noget alvorligt problem. Sådan lyder reaktionen fra borgerforeningen i Gl. Rye, efter det står klart, at byrådet tilsidesætter to boligprojekter nær landsbyen for til gengæld at give Hotel Julsø en forlomme i den politiske behandling af hotelplanerne.

Det handler om at være "erhvervsvenlige", som en af byrådsmedlemmerne formulerer det. Men til gengæld kan det diskuteres, hvor vækstvenligt den politiske beslutning er for en by som Gl. Rye.

For selv om det ikke ser ud til at blive et voldsomt problem for Gl. Rye, betyder et af de bremsede boligprojekter alligevel, at den vækst på én procent om året, der skal holde liv i brugsen, skolen og børnehaven, bliver hæmmet, lyder det fra borgerforeningen.

Læs den historie her.

- Det er bare gisninger. Hvis vi laver gode resultater, vil opbakningen være stor

Nick Rasmussen har i en årrække stået i spidsen for Skanderborg Håndbold. I foråret blev han udpeget som cheftræner for det fusionerede Skanderborg Aarhus Håndbold. Foto: Ole Nielsen

Sådan lyder ordene fra Nick Rasmussen, cheftræner for den fusionerede håndboldsatsning, Skanderborg Aarhus Håndbold.

Og hvad taler han så om? Jo, han taler om det faktum, at de håndboldfans, der hidtil har fulgt Skanderborg Håndbold tæt på hjemmebanen på Fælleden nu skal vænne sig til at drage til Aarhus hver anden kamp for at se herrerne spille i den bedste danske håndboldrække. Og det samme skal tilhængere af det nu hedengangne Aarhus Håndbold.

Hvordan skaber man stor opbakning til en klub, der er spaltet mellem to byer og to fanbaser? Hvad er den fusionerede klubs sportslige ambitioner på kort og på lang sigt?

Det kan du få Nick Rasmussens svar på i vores interview med ham, som du finder lige her.

Skanderborgs Ansigter: Et kærkomment adieu til en klæbrig restriktion

Helle Thomasen er 63 år og bor i Virring med sin mand. Hele sit liv har hun boet i kommunen, og hun er vokset op i selve Skanderborg. Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Et lokalsamfund er summen af sine borgere. Derfor portrætterer vi løbende mennesker, som krydser vores vej, i det format, vi kalder Skanderborgs Ansigter. Det er en hyldest til hverdagen - og din mulighed for at få et lille indblik i andres liv og holdninger til udviklingen i kommunen. I dag møder vi Helle Thomasen fra Virring.

Det er ikke enhver afsked, der skal begrædes - og slet ikke i dette tilfælde.

For kort tid siden sagde vi farvel til mundbindet. Det lille stykke stof, som vi - og især huden i vores ansigter - har lært at kende så godt. Et godt supplement til de øvrige restriktioner, har sundhedsmyndighederne gang på gang kaldt det - knap så godt et supplement til brillerne, mener Helle Thomasen.

Lige der på stien mellem købmanden og hendes hus i Virring var det derfor dét, der fyldte for hende, da hun den mandag morgen, hvor mundbindet endelig var fortid som en af de første kunne hun begive sig ned ad gangene med dagligvarer uden et stykke stof for munden.

- Det værste har været, at når man kommer ind udefra, og man har mundbind på, at så dugger brillerne, og man kan ikke se noget, siger hun om det længe ventede adieu til den coronarestriktion, der - udover fysisk afstand - vel nok er den, der har fyldt mest i det offentlige rum, siden den blev indført.

- Det bedste er, at nu kan man se hinanden igen. Det er jo dejligt, og det er dejligt, at man kan få et ordentligt smil, siger 63-årige Helle Thomasen.

Hele sit liv har hun boet i Skanderborg. Fra barnsben i kommunens hovedby - siden købte hun sammen med sin mand en grund i Virring, hvor de byggede deres eget hjem.

Der er i dag gået 35 år siden det første spadestik, og for enden af den lille rute fra købmanden til hjemmet venter Helle Thomasens mand, så det er ikke mange minutter, hun kan blive hængende for at vende verdenssituationen. Selv om hun er gået på efterløn efter i årevis at have arbejdet på Sølund, og i udgangspunktet har masser af tid, er der ting, der ikke sådan bare lige kan vente.

Når hun taler om det gode ved tilværelsen i Virring, er det om naturen, om de gode muligheder for gåture - og om det gode sammenhold og overkommelige cykelafstande til Skanderborg, Aarhus, Solbjerg og Stilling.

- Det bedste er, at det er ude på landet. Der er ikke så langt til, at man kan gå ud at se en ko på en mark, siger hun.

Før hun begiver sig videre med et fyldt indkøbsnet dinglende ved sin ene side og en let tynget skulder, når hun at fortælle, at hun faktisk ikke rigtig kan se, hvad Skanderborg og kommunen som helhed skulle mangle.

- Jeg har det jo godt, og nu er jeg jo gået på efterløn, og jeg kan ikke - altså, ja, siger hun og kigger efter sin egen opbremsning lidt rundt, før hun konkluderer:

- Jeg kan faktisk ikke lige sætte fingeren på noget.