Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Der er sket adskillige indbrud i biler, der har været parkeret her på Ladegårdsbakken bag Skanderborg St. Som en del af kommunens helhedsplan for stationen skal det sorte træhegn for enden af pladsen rives ned, så den åbnes op og får forbindelse med det kommende Skanderborg Museum. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Overvågning på kriminalitetsplaget parkeringsplads er en 'last option'

Kommunen mener, at en fornyelse af parkeringsområdet bag Skanderborg Station vil afhjælpe omfattende indbrudskriminalitet. Ung kvinde fra Herskind kan se frem til omfattende transportcirkus efter brast gymnasiedrøm - og samtidig udkæmpes slaget om fremtiden for Skanderborgs gymnasiale puslespil på Christiansborg. Velkommen til dit nyhedsbrev fra SkanderborgLIV.

Der har det første halve år af 2021 og i slutningen af 2020 været talrige episoder med knuste bilruder og tyverier på parkeringspladsen på Ladegårdsbakken bag Skanderborg Station.

Syv biler fik knust ruder i den forgangne weekend, yderligere syv i februar og endnu flere i slutningen af 2020.

Skanderborg Kommune, Sydøstjyllands Politi og DSB har været i dialog om en løsning, og indtil videre skal kriminaliteten afhjælpes af blandt andet museumsgæster, bedre belysning og nedrivning af et hegn.

Et oplagt spørgsmål er, hvorfor kommunen ikke bare sætter et overvågningskamera op.

Den løsning er kommunen da også åben for, men i første omgang bliver det en helhedsplan og en fornyelse af parkeringsområdet og ikke overvågning, der skal stå for kriminalitetsbekæmpelsen. Det siger Kirsten Lind Andersen, vejingeniør i Vej og Trafik i Skanderborg, til SkanderborgLiv.

Læs, hvorfor Kirsten Lind Andersen mener, at en forandring af området bag stationen kan skræmme biltyve væk, i vores interview med hende lige her.

Lad os så se nærmere på, hvilke andre Skanderborg-historier, vi har med til dig i dag.

Og tak fordi, du læser med!

Billede af Christian Bæk Lindtoft
Billede af skribentens underskrift Christian Bæk Lindtoft Journalist

Matilde Bjerregaard undrer sig: Hvorfor skal jeg på bøvlet rejse til Silkeborg, når der er direkte bus til gymnasiet i Skanderborg?

- Det er lettere for unge i Skanderborg at komme med offentlig trafik til Aarhus, end det er for mig at tage bussen fra Herskind til Silkeborg. Alligevel er det unge fra yderområderne i kommunen, som står nederst på listen, når pladserne skal fordeles. Jeg forstår ikke logikken, og jeg troede faktisk også, at alle unge fra kommunen var sikret en plads på Skanderborg Gymnasium, siger Matilde Bjerregaard, der har fået plads på Silkeborg Gymnasium til august.

Hun havde håbet på, at hun med bopælsadresse i Herskind indenfor Skanderborgs kommunegrænse kunne få plads på gymnasiet i hendes eget lokalsamfund. Men nej.

Derfor er hun én af dem, som lige nu krydser fingre for, at det trods regionens omdiskuterede loft på optaget af studerende på Skanderborg Gymnasium lykkes hende at komme ind på venteliste netop dér i år.

Læs Matilde Bjerregaards historie om det transportcirkus, hun må se frem til at skulle håndtere fem dage om ugen i tre år, hvis ikke ventelisten arter sig for hende - den finder du lige her.

Forhandlinger: I fremtiden kan det blive endnu sværere for kommunens egne unge at komme ind på Skanderborg Gymnasium

Frands Fischer (S), borgmester, Skanderborg Kommune. Pressefoto

Hvorvidt situationer som netop Matilde Bjerregaards for fremtiden bliver mere almindelige eller vil opstå sjældnere, er lige nu i centrum for uddannelsespolitiske sværdslag på Christiansborg.

Skal stx-ansøgere fra f.eks. Hørning-området i fremtiden ikke have andre valg end at gå på et gymnasium i nabokommunen, fordi de indgår i et spil om at sikre en bredere elevsammensætning på Aarhus Kommunes gymnasier? Eller skal Skanderborgs unge tværtimod være garanteret en plads på Skanderborg Gymnasium i et campusområde, som byrådet i flere år har arbejdet på at gøre til et mere attraktivt uddannelsesmiljø?

De spørgsmål har i efterhånden mange år været debatteret heftigt, og nu er der på Christiansborg fuld gang i forhandlingerne om en ny fordeling af eleverne på landets gymnasier.

Hvorfor der er rigtigt meget på spil for Skanderborg i Slotsholmens forhandlingslokaler lige nu, og hvorfor borgmester Frands Fischer (S) kalder udgangspunktet for forhandlingerne "hat og briller for Skanderborg", kan du læse i vores interview med borgmesteren her.

Nu er kommunalvalgets politiske alliancer cementeret

Jens Szabo er Venstres spidskandidat til borgmesterposten ved kommunalvalget til november. Foto: Pressefoto/Skanderborg Kommune

Før vi skal et smut forbi Galten og en god nyhed for forældre, der har været klemt af pasningssituationen for de mindste, skal vi dvæle lidt endnu ved de lokalpolitiske kræfter.

For om få dage er der præcis fem måneder til kommunalvalget. Og mens de store debatter om de kommende fire år i Skanderborg Kommune endnu ikke har taget fart, er partierne allerede nu begyndt at røre på sig, hvad angår deres valgstrategier.

Mandag i denne uge offentliggjorde Venstre og Dansk Folkeparti, at de to partier vil have positioneret sig i valgforbund sammen, når skanderborgenserne og resten af Danmark den 16. november går til stemmeurnerne for at vælge et nyt byråd.

Den udmelding betyder, at alle de store partier i kommunen nu har etableret sig i valgforbund på kryds og tværs. En manøvre, som har til hensigt at begrænse stemmespild.

Kort sagt betyder forbundene, at overskydende stemmer, der ikke i sig selv har været talrige nok til at sikre sig et mandat, fordeles mellem partierne i et valgforbund via en særlig regnemetode.

Hvordan valgforbundene fungerer i detaljen, og hvilken betydning de kan have for din stemme ved kommunalvalget, dykker vi ned i, når valgdagen er kommet endnu tættere på.

Lige nu er alt, hvad du behøver at vide om valgforbundene, at disse partier har besluttet at alliere sig i kampen om byrådets 29 mandater:

  • Alternativet, Enhedslisten og løsgængerkandidat Hanne Stender Damkjær
  • Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF
  • Liberal Alliance og Konservative
  • Venstre og Dansk Folkeparti

Nu er der alligevel plads til Gabriel i Galten

Som lovet slutter vi i dag vores nyhedsbrev i Galten, hvor vi i midten af maj besøgte Trine Barfred Larsen. Dengang havde hun udsigt til at skulle køre 15 km ud og hjem for at få sin søn, Gabriel, i vuggestue.

Det scenarie er realiteten for hende i dag, hvor hun er i gang med at køre sønnen Gabriel ind i den vuggestue i Hørning, som hun fik anvist, fordi kapacitetspresset i Galten-Skovby-området har været så stort, at kommunen har sendt hende og mange andre forældre fra Galten til Hørning for at få passet børn.

Men nu har hun fået en for hende både dejlig og uventet besked fra kommunens pladsanvisning.

- Vi har fået tilbudt en midlertidig plads i Galten fra den første juli frem til, at den nye vuggestue i Svaneparken er klar til indflytning i efteråret. Det er vi glade for, siger Trine Barfred Larsen, som selvfølgelig hellere havde set, at tilbuddet om pasning i nærmiljøet var kommet lidt før.

Når hun og en række andre forældre fra Galten, som den seneste tid har fået anvist pladser så langt væk som i Hørning, nu alligevel får tilbudt en plads i nærområdet, skyldes det, at kommunen blandt andet har stablet 12 nye midlertidige vuggestuepladser på benene i Galten-Skovby.