Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Bettina Sønderskov

Børnefamilier jagter det gode liv i vores landsbyer

Imens mange unge flytter til storbyerne for at studere, flytter et stigende antal yngre børnefamilier lige nu ud af storbyerne for at slå sig ned i mindre landsbysamfund. Sådan er tendensen på landsplan, og det kan mærkes i mange af Skanderborg Kommunes 43 landsbyer.

– Børnene trækker mor og far ud af byerne. Vi ser en udflytning fra storbyerne til oplandet blandt redebyggerne. En voksende interesse for natur og sundhed og ønsket om ikke at leve over evne, sætter sine klare spor i boligjagten. Det er tendenser, som allerede var i gang før corona. Nu har corona blot fået dem til at accelerere, sagde Jesper Bo Jensen i et interview med Publico sidste år.

Den tendens dykker vi i dagens nyhedsbrev ned i på SkanderborgLIV. Både, fordi vi interesserer os for livet som børnefamilie i vores lokalområde, og fordi udviklingen af vores landsbysamfund har fyldt meget på den politiske dagsorden den seneste tid.

Imens tidligere kommuneplaner i høj grad har haft fokus på at fremme væksten i kommunens større byer, er fokus i den nye Kommuneplan 2021 markant anderledes. Her er nøgleordet i masterplanen for kommunens udvikling de kommende 10-15 år balanceret vækst.

En balanceret vækst, som blandt andet handler om at udvikle nye boligområder i forbindelse med vores landsbyer. Målet er at sprede væksten mere jævnt ud i kommunen for at udnytte den eksisterende kapacitet på eksempelvis dagtilbuds- og skoleområdet.

Det politiske fokus vil sammen med trenden blandt mange yngre børnefamilier med stor sandsynlighed skubbe til en udvikling, som allerede er i fuld gang i vores landsbyer.

Den udvikling hilser de velkommen i Hylke syd for Skanderborg. Her har landsbyen de seneste år fået tilført nyt blod i form af flere unge tilflyttere fra storbyerne. Men det er ikke nok, mener Hylkes bud på et nyt byrådsmedlem, Flemming Christensen (V).

Han ærgrer sig over, at der indtil nu kun er blevet solgt en af de otte kommunale udstykninger, som blev udlagt til parcelhusbyggeri i 2015. Nu vil Landsbyrådet hjælpe kommunen med at få skred i boligudviklingen i byen. Her kan Hylkes nedlukkede savværk ifølge Flemming Christensen komme til at spille en afgørende rolle . Den historie kan du læse her.

Luft i økonomien. Frie rammer. Og muligheden for at blive en del at et aktivt lille lokalsamfund. Det er de tre vigtigste årsager til, at akademikerparret Maiken Mikkelsen og Nicolaj Bøgh sidste år forlod lejligheden i Aarhus V til fordel for 200 kvadratmeter bolig og kæmpehave på landet med plads til rhododendronbed, køkkenhave og vildmarksbad. De kom på sporet af huset i Hylke igennem en bekendt, og det har de ikke fortrudt.

_- Hylke har hele pakken, og tiden under corona har kun bekræftet os i, at det var det rigtige valg for os, siger Maiken Mikkelsen.

Bliv klogere på, hvad de mener med "hele pakken" her.

Den kommende tid går vi tæt på nogle af kommunens andre landsbysamfund og deres særpræg, for Skanderborg er jo heldigvis andet og meget mere end E45, Smukfest og Himmelbjerget.

Synes du, at der er én af kommunens 43 landsbyer, som har fortjent lidt ekstra opmærksomhed, eller har du et bud på, hvor der gemmer sig en god historie, så send dit tip til besok@skanderborgliv.dk.

Hvis du kan lide, hvad du læser og tænker, at det kan have værdi for andre i din omgangskreds, så send endelig den her mail videre til dem.

På den måde giver du dem muligheden for at opdage, at der er kommet et nyt medie til Skanderborg.

Og så kan vi nå endnu længere ud med vores journalistik.

Tak for hjælpen og interessen indtil nu.

Den glæder vi os over hver dag.

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist

Landsbyråd: Vi har brug for flere boliger i Hylke

Flemming Christensen brænder som femte generationsindbygger i Hylke for udviklingen af det lille landsbysamfund i det bakkede landskab for enden af Skanderborg Sø. Derfor ærgrer han sig over, at der indtil nu kun er blevet solgt én af de otte kommunale udstykninger, som blev udlagt til parcelhusbyggeri i 2015. Nu vil han og resten af Landsbyrådet i Hylke gå mere aktivt ind i arbejdet med at markedsføre landsbyen over for unge tilflyttere og hjælpe kommunen med at få skred i boligudviklingen i byen. Her kan Hylkes nedlukkede savværk ifølge Flemming Christensen meget vel komme til at spille en afgørende rolle. Den historie kan du læse her.

Tilflytterne: Vi ville have frie rammer og liv omkring os

Maiken Mikkelsen og Nicolaj Bøgh havde siddet og sumpet i lejligheden i Aarhus og set Bonderøven og drømt om livet på landet længe,  da de besluttede de sig for at gå på jagt efter et nyt hjem i et af Skanderborg Kommunes aktive landsbysamfund. Valget faldt efter flere besøg i både Hørning, Galten og Alken på landsbyen Hylke. En by i det kuperede landskab ti kilometer syd for Skanderborg, hvis navn betyder "Hul i jorden." Men Hylke er alt andet end et hul i jorden, synes de. Læs her hvorfor.

For første gang i 500 år: Ny kirke på vej i Skanderborg

Henning Larsen Architects står bag en lang række betydningsfulde bygningsværker i Danmark og udlandet som Operahuset i København, det nye Moesgaard Museum, Bølgen i Vejle og Harpa Koncertsal i Reykjavik. Snart kan arkitektfirmaet også skrive Skanderborgs nye kirke, som efter planen skal indvies til advent i 2024, på listen over gennemførte projekter. Illustration: Henning Larsen Architects

Menighedsrådet i Skanderborg Sogn har netop besluttet af tegningerne fra Henning Larsen Architects skal danne grundlag for byggeriet af en helt ny kirke i Højvangen i Skanderborg. Et byggeri, som har været på tegnebrættet i 50 år.

- Vi har været igennem et langt og grundigt forarbejde og finansieringen af kirken er på plads. Nu er vi glade for også at have fundet et projekt, der indfrier alle vore behov og ønsker til en ny kirke, siger formand for bedømmelsesudvalget, Rasmus Kolding.

Den nye kirke skal fungere som samlingspunkt i Højvangen og supplement til Skanderborgs gamle kirker, Skanderup Kirke fra omkring år 1050 og Skanderborg Slotskirke fra 1572. Da det er 500 år siden, at der sidst blev bygget en kirke i Skanderborg, er det langtfra hverdagskost for et menighedsråd at træffe så stor en beslutning, som den der blev truffet forleden, da projektet blev udvalgt imellem fire forslag. Læs mere om det kommende kirkebyggeri her på TV2 Østjylland.

Ny app lanceres i Skanderborg

Peter Palshøj, JP Andersen, og Peter Kruse er hovedmændene bag den nye app 'Getter', hvor man både kan efterspørge varer og ydelser og være med til at skaffe dem til andre. Pressefoto

»Bare der var en, der ville komme med en hotdog.«

Nogenlunde sådan lød det for fem år siden i en skurvogn under Smukfest i Skanderborg. Her sad medstifter JP Andersen og konferencier Peter Palshøj og sumpede. Ønsket udviklede sig stille og roligt til idéen om at skabe den app ved navn Getter, som netop er blevet lanceret i Skanderborg som det første sted i landet. 

Getter er en direkte og hurtig kontakt mellem dem, der mangler hjælp, og dem der gerne vil hjælpe. Trænger man til fastfood nu og her, eller har man brug for hjælp til at køre svigermor hjem fra familiefesten, så er der ifølge appens tre skabere JP Andersen, Peter Palshøj og den lokale it-ekspert Peter Kruse hjælp at hente.

I appen kan man både bede om hjælp og hjælpe andre.

-  Jo flere Gettere der signer sig op, jo flere opgaver bliver løst. Musklen i Getter er alle os, der gerne vil hjælpe en gang imellem med at leje værktøj ud, slå græs eller bringe en kasse øl ud. skriver de tre skabere i en pressemeddelelse.

Læs mere om Getter i Lokalavisen

Scorede 17 mål på fem minutter: Nu skal de til DM

Det var mest for sjov, da U13 drengene Kristoffer Olivarius, Frederik Jochumsen, Malthe Væver og Samuel Sønderskov stillede med et hold, da Skanderborg Håndbold fredag afviklede Street Håndbold på Fælleden.

- Vi havde aldrig prøvet det før, men vi havde et rigtigt godt fællesskab på banen. Det er nok derfor, at vi vandt alle fire kampe. Nu skal vi til DM i København i august. Det er vi megaglade for, fortæller Kristoffer Olivarius.

Til dem, der ikke lige har styr på, hvad streethåndbold går ud på, så er det især vigtigt, at det går hurtigt, og at man prøver på at score så mange trickmål som muligt. De giver dobbelt point, forklarer Kristoffer.

Et trickmål er eksempelvis, når man drejer rundt om sig selv, inden man sender bolden i målet. Det gjorde spillerne på vinderholdet fra Skanderborg Håndbold flere gange. Selvom en streethåndboldkamp kun varer fem minutter, lykkedes det i den ene af kampene drengene fra Skanderborg at score hele 17 mål og vinde med 12 point over modstanderne.

- Vi vandt stort i alle kampene på nær finalen. Der var vi lidt stressede. Vi har ikke været vant til at have publikum på i lang tid på grund af corona. Og så stod der pludselig en masse og så på os. De heppede næsten alle sammen på Aarhus, fordi der var flest hold med derfra, men det gik da lige, siger Kristoffer Olivarius med et grin.

Han har spillet håndbold, siden han var fem år, og på spørgsmålet om, hvorvidt han så regner med, at han skal være professionel håndboldspiller, svarer han:

- Nej. Jeg regner ikke med, at jeg bliver professionel håndboldspiller, for det bliver man jo ikke bare, men jeg håber selvfølgelig på det.