Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SkanderborgLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Morten Pape

Hvad betyder et par aflysninger?

I dag lander vores nyhedsbrev om de vigtigste emner og begivenheder i Skanderborg Kommune i din indbakke for allerførste gang.

Det er både stort, og en lille smule nervepirrende. Det er jo ikke hver dag, et nyt medie bliver til, så vi har tænkt mange tanker om, hvordan vi skaber et relevant og vedkommende medie om livet i Skanderborg. Først og fremmest er vi nået frem til, at det skal udvikles og skabes sammen med vores læserne. Derfor vil vi gerne invitere dig med indenfor.

Hvilke emner, begivenheder og spændende personligheder synes du, vi skal dykke ned i? Hvad skal vi huske at have med i vores korte nyhedsoverblik, som du altid kan finde i bunden af nyhedsbrevet - lige efter dagens hovedhistorie?

Smid en mail til besok@skanderborgliv.dk, så vil vi tage dine inputs med, når vi beslutter, hvad vi skal bruge vores - og ikke mindst din dyrebare tid - på næste gang, vi lander i din indbakke.

Da Smukfest og Sølund Musik-Festival for et par dage siden aflyste de festivaller, som har sat byen og kommunen på landkortet siden 1980'erne, var jeg ikke i tvivl om, hvad omdrejningspunktet for vores første nyhedsbrev skulle være. Desværre.

Det er jo næsten ikke til at bære, at vi heller ikke år skal have haven fuld af festivalgæster. Drysse rundt under bøgetræerne med en friskpresset vodkajuice i glasset. Stå med vennerne på vores faste plads på skråningen til højre for Stereobænken med ømme lægge og lytte til et stykke livemusik med duften af savsmuld i næsen. Altså. Jeg skal nok komme over det, og livet går jo videre, og måske kommer vennerne alligevel forbi, men hvad med Smukfest og økonomien og alle de ansatte og frivillige for hvem festivalen fylder og betyder meget mere, end den gør for mig?

Det har jeg talt med Smukfest-talsmand, Søren Eskildsen om.

Vi har jo også en anden festival i Skanderborg. Den er meget mindre, men den er mindst lige så vigtig, hvis du spørger mig.

Jeg forstod nok ikke helt, hvor stor betydning Sølund Musik- Festival har for de mange tusinde fysisk og psykisk udviklingshæmmede, som hvert år mødes i Skanderborg til verdens største musikfestival af sin art, før jeg var så heldig, at jeg i 2019 fik lov til at hjælpe med at styre festivalens 12.000 medlemmer store Facebook-gruppe under festivalen.

Her tikkede det samme spørgsmål ind på messenger igen og igen.

- Kan man finde en kæreste her på Sølund?

Ja da. Svarede jeg. Du kan både få dig et varmt fodbad, finde en ny kæreste og møde gamle bofæller og nye venner i festivalens datingtelt. Men så kom corona. Derfor kalder festivalleder Lasse Mortensen det med god grund for en katastrofe af de store for festivalens marginaliserede publikum. Du kan læse om konsekvenserne af den aflyste Sølund Musik-Festival og Lars og Henriettes aflyste date her.

Skanderborg Håndbold er også nogen, der begræder aflysningen. Det har jeg snakket med Lars Bang fra Skanderborg Håndbolds ungdomsudvalg og talentudviklingsakademiet SHEA om. Klubben mangler lige pludselig en million kroner til den talentudvikling, som har stor indflydelse på, at klubben på den lange bane kan blive ved med kæmpe med i toppen af dansk håndbold.

I SkanderborgLIVs ånd har jeg også sat fokus på, hvad vi hver især kan gøre for at bakke op om vores festivaller. Og så har jeg også talt med borgmesteren om, hvordan kommunen kan hjælpe med at holde gang i frivilligheden og understøtte Smukfest.

Hvis du kan lide, hvad du læser, og hvis du tænker, at det har værdi for andre, så spred endelig budskabet om, at der er kommet et nyt digitalt medie til dit lokalområde. Et medie, som drømmer om at få dig til at byde ind med reaktioner, inputs og idéer, imens vi udvikler os og gør os umage for at styrke samtalen om det vigtige i Skanderborg Kommune.

Vores løfte til dig og Skanderborg kan du læse mere om her.

Tak, fordi du læser med.

Billede af Bettina Sønderskov
Billede af skribentens underskrift Bettina Sønderskov Journalist

Ry fejrer fødselsdag med te-salon

Foto: Bettina Sønderskov

I weekenden slog jeg et smut forbi et af vores aktive bysamfund. Jeg var nysgerrig på at se, hvad en by som Ry egentlig kan få ud af et 150 års købstadsjubilæum. Det er ikke så lidt. Det lokale butiks- og foreningsliv har i måneder arbejdet tæt sammen om at skrue et særdeles varieret jubilæumsprogram sammen. Det kan du tjekke ud her, hvis du skulle få lyst til at besøge en af landets ældste turistdestinationer i weekenden. I samme anledning kunne du slå et smut forbi kommunens - så vidt vides - eneste tesalon, som er indrettet på allersmukkeste vis i byens netop ombyggede torvehal.

Ny podcast-serie om Ry

Trille Skøtt-Jensen og Bjarne Jensen har lavet en podcast-serie om Ry. Foto: Bjarne Jensen

Du kan også blive hjemme i sofaen og lytte til et par superinteressante podcasts om Ry, som er lavet af de lokale Ry-journalister Bjarne Jensen og Trille Skøtt-Jensen. Den handler blandt andet om, hvordan en ny linjeføring af jernbanen blev begyndelsen på det Ry, vi kender i dag. De to garvede journalister er undervejs i processen selv blevet en hel del klogere på Ry, da de er stødt på mange historier om Ry, som de aldrig har hørt før.

Nyt børnehus i Skanderborg på vej, men hvad med Galten?

Foto: Thomas Høj, Hoei Foto

I dag er der rejsegilde på Skanderborgs nye dagtilbud, Børnehuset Dyrehaven, som de seneste måneder er vokset op af skovbunden i de smukke omgivelser over for Skanderborgs Dyrehave og med Sølund som nærmeste nabo. Projektet har været på tegnebrættet siden 2013, hvor byrødderne inspireret af det dengang nybyggede Børneunivers i Hørning, besluttede, at der skulle etableres et lignende dagtilbud i Skanderborg. Selvom Børnehuset i Dyrehaven får plads til hele 39 vuggestuebørn, 88 børnehavebørn og 12 børn med særlige behov, er det stadig børneuniverset i Hørning, som er kommunens største. Når det nye dagtilbud står klar, flytter børnene fra de tre institutioner Børnehuset Eskebækparken, specialdagtilbuddet Æsken og Børnehuset Asylgade ind i de nye lokaler. Ifølge borgmester Frands Fischer (S) er der ikke umiddelbart behov for pladserne i de gamle institutioner længere. Kapaciteten på dagtilbudsområdet i Skanderborg-området er nemlig på ingen måde lige så presset, som den eksempelvis er i Galten-Skovby-området. Her er der lige nu så stor mangel på dagtilbudspladser til de 0-3-årige, at flere af områdets nytilflyttede småbørnsforældre må køre til Hørning for at få passet de små. En lille smuttur på 20 kilometer.

Den historie dykker vi ned i næste uge. Hvis du har inputs eller brænder inde med spørgsmål, som du mangler svar på, så giv mig et praj. Du finder mine kontaktoplysninger her.

Skal Adelgade være gågade? Og hvad skal der ske med resten af midtbyen?

Arkivbillede fra loppemarked på Adelgade i 2016, hvor bl.a. Elvirasminde i anledningen af 150 års jubilæum uddelte 60.000 gratis flødeboller. Foto: Kim Haugaard

Tirsdag aften har du mulighed for at give dit besyv med, hvis du interesserer dig for, hvordan midtbyen i Skanderborg skal udvikle sig i fremtiden. Kommunen inviterer til borgermøde via Teams som et led i en større undersøgelse af mulighederne for at udvikle bymidten i Skanderborg. Der er blandt andet tanker om at gøre den del af Adelgade, der løber foran Bloms Butikker, til gågade for at skabe et mere venligt og indbydende indkøbsmiljø. Hvad synes du om den idé? Og hvad kan vi ellers gøre for at gøre Skanderborg til en endnu bedre by at hænge ud i? Vi har her på SkanderborgLIV planer om at se nærmere på udviklingen i alle kommunens fem centerbyer Hørning, Låsby, Ry, Skanderborg og Galten den kommende tid, og hvis du har lyst til at bidrage til de historier, hører vi også gerne fra dig.

Elbusserne kommer

Foto: Midttrafik

Når bybussen til næste sommer snor sig igennem Skanderborgs gader, vil det både lyde og se anderledes ud, end det plejer. Den skal ifølge kommunen nemlig køre på el, og det har betydning for både støjniveau og CO2-udledning, da en elbus larmer langt mindre end en almindelig bus. Skanderborgs eneste bybus betjener blandt andet Skanderborg Fælled, Skanderborg Station og Campus Skanderborg, hvor over 2000 unge fra hele kommunen har deres daglige gang. At den bærer rutenummeret 21, når den både er byens og kommunens eneste bybus, har altid undret mig. Hvis du kan gøre mig og andre klogere, så skriv til mig.